DET SØDE DAGPENGELIV
{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}
I sidste uge havde jeg en aftale med Malene. Malene er hånden bag alle billederne i dette indlæg. Er de ikke fine?
Hun har både taget billeder og redigeret. Derfor er billederne også lidt anderledes, end dem jeg selv plejer at lægge op. Men forandring fryder ikk’? Alle billederne er taget på Den Lille Smalle i Odense i Odense, Vestergade 5. Læs mit indlæg om caféen her.
Disse billeder visualiserer fint, hvordan mine dage bliver brugt i øjeblikket. Jeg er gået på dagpenge, og det er the shit! Jeg holder fri hele tiden, jeg sidder på café hver dag, og jeg skal aldrig mere gå i skole. Alle mine bekymringer er borte.
Troede I på det?
De folk, der mener at dagpengelivet er sødt, de skulle have et spark bagi. For jovist; jeg har “fri” hver dag. Men “fri” indebærer en masse forpligtelser, ansvar og næsten endnu flere bekymringer end før jeg blev færdig med min uddannelse.
Nu lyder det som om, jeg brokker mig. Det gør jeg også. Men det må ikke misforstås. For jeg er dybt taknemmelig for, at jeg lever i et land, i et samfund, hvor jeg har kunne vælge at gøre lige, hvad jeg vil med mit liv. Der var frit valg på praktisk taget alle hylder for mig. Og her på den anden side af endt uddannelse kan jeg se tilbage og være glad. Glad for min uddannelse. Glad for mit valg. Og ikke mindst være glad NU for et system, der muliggør, at jeg får dagpenge, og ikke skal bekymre mig om manglende indtægt her imens jeg søger efter arbejde.
Nuvel – jeg betaler også mit til systemet. Siden jeg var 13 år, og måtte besidde mit første job. Som kuglepenssamler. På akkord. I kid you not. Jeg samlede kuglepenne. Jeps. Det var pisse hårdt. Og mine forældre hjalp mig tit. Timelønnen var ussel medmindre man var mutant, og havde fire ekstra arme til at samle kuglepenene. Jeg har ikke ikke været i job siden da. Ved siden af mine studier har jeg altid holdt mig beskæftiget med arbejde.
I dag er første gang i 13 år, hvor jeg ikke har et job. Det er fandme mærkeligt. Det er SLET ikke det søde dagpengeliv. For det IKKE at have et job bliver en stor del af din identitet. Jo jo, “hvor længe var det nu lige du har været ledig? – tænker du sikkert. Kun lige knapt tre uger. De er på én og samme tid gået SÅ hurtigt og SÅ langsomt. Der er sket så mange nye ting, og samtidig er der ikke sket en skid.
Den første uge gik med at fatte, at jeg nu var færdig. Havde en titel. Cand.mag. designleder skulle du undre dig.
Samtidig gik tiden med at gøre alting rigtigt i dagpengeverdenen. For der kan man nemt komme til at snuble og falde over regler, normer, huske dette og hint.
Jeg havde mit første CV-møde i fredags hos min a-kasse. Det er en sød a-kasse jeg har, og på den led har jeg et sødt dagpengeliv. På alle andre leder – not so much. Jeg ved heller ikke om folk tror, at de dersens jobs vokser på træerne? Det gør de sgu ikke skulle jeg hilse at sige!
Men igen. Det er ikke for at brokke mig. Folk skal bare ikke tro, at det at være på dagpenge er fryd og gammen. Der er SÅ mange regler, der konstant skal tages højde for. Med grunde sikkert! For vi skal jo helst have job hurtigst muligt. Gerne inden vi overhovedet er færdige med vores uddannelse. Jeg forstår det ikke. Jeg har knapt nok forstået, at jeg ikke længere er studerende. At jeg gjorde det! Alle de års skolegang. Folkeskole. Gymnasie. Universitet. Kandidatgrad! Det er for vildt! Og det er jeg først lige ved at opbygge en forståelse og ikke mindst stolthed for og af.
Jeg lagde mig endda syg en uge efter vi var færdige med speciale og endeligt forsvar. Der røg lige fem dage på langs, hvor det eneste jeg kunne overskue var, hvad den næste film i flimmerkassen skulle være.
Nu går tiden med at finde jobopslag. Sende ansøgninger. Opdatere LinkedIn. Finde ud af, hvordan jeg begår mig i arbejdsløsheden. Det er en helt anden snak, hvor meget ens arbejde betyder for ens identitet. Hvad man laver til daglig er åbenbart en stor og vigtig indikator for, hvem man er. Ens arbejde er ikke kun længere noget man laver; det er noget man er. Men hvad er jeg? Det bruger jeg tiden på at finde ud af i øjeblikket.
Og indimellem det, bruger jeg tiden på at være. Bare være. Gå en tur med hundene. Kramme på Casper. Ringe til mine forældre midt på dagen. Lave ler – not kidding you. Sidde på caféer eller studenterhuset i Odense og skrive. Skrive ansøgninger. Skrive blog. Reflektere. Det tror jeg tiden er til nu.
Dagpengelivet er formentlig, hvad man gør det til. Lige nu prøver jeg at gøre det spændende. Udbytterigt. Jeg melder mig til relevante kurser. Opsøger oplevelser, der kan give mig relevant erfaring. Måske det lidt er Det Søde Dagpengeliv.
Jeg ser i hvert fald fremad. Men lige nu er første gang i hele mit liv, hvor jeg ikke skal sætte en alarm hver morgen. Og det skal også værdsættes. Lige nu er tiden, hvor jeg kan nyde at bruge lang tid på en ansøgning. Nusse om det. Planlægge mine dage efter forgodtbefindende. Det nyder jeg også. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at der nemlig er både gode og dårlige sider ved dagpengelivet. Det er ikke lutter lagkage, men det er heldigvis heller ikke kun lort. Og sådan er det vel med meget i livet?
Er der nogen derude, der har erfaring med at være på dagpenge? Måske du sidder inde med gode råd?
Alle billeder er som skrevet taget af Malene Nelting. Hun kan kontaktes både på Facebook og Instagram – hvor du også kan se hendes fine billeder.
