Posts

DET SØDE DAGPENGELIV

_MG_8633 copy
{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

I sidste uge havde jeg en aftale med Malene. Malene er hånden bag alle billederne i dette indlæg. Er de ikke fine?
Hun har både taget billeder og redigeret. Derfor er billederne også lidt anderledes, end dem jeg selv plejer at lægge op. Men forandring fryder ikk’? Alle billederne er taget på Den Lille Smalle i Odense i Odense, Vestergade 5. Læs mit indlæg om caféen her. 

Disse billeder visualiserer fint, hvordan mine dage bliver brugt i øjeblikket. Jeg er gået på dagpenge, og det er the shit! Jeg holder fri hele tiden, jeg sidder på café hver dag, og jeg skal aldrig mere gå i skole. Alle mine bekymringer er borte.

Troede I på det?
De folk, der mener at dagpengelivet er sødt, de skulle have et spark bagi. For jovist; jeg har “fri” hver dag. Men “fri” indebærer en masse forpligtelser, ansvar og næsten endnu flere bekymringer end før jeg blev færdig med min uddannelse.

Nu lyder det som om, jeg brokker mig. Det gør jeg også. Men det må ikke misforstås. For jeg er dybt taknemmelig for, at jeg lever i et land, i et samfund, hvor jeg har kunne vælge at gøre lige, hvad jeg vil med mit liv. Der var frit valg på praktisk taget alle hylder for mig. Og her på den anden side af endt uddannelse kan jeg se tilbage og være glad. Glad for min uddannelse. Glad for mit valg. Og ikke mindst være glad NU for et system, der muliggør, at jeg får dagpenge, og ikke skal bekymre mig om manglende indtægt her imens jeg søger efter arbejde.

_MG_8737 copy _MG_8641 copy

Nuvel – jeg betaler også mit til systemet. Siden jeg var 13 år, og måtte besidde mit første job. Som kuglepenssamler. På akkord. I kid you not. Jeg samlede kuglepenne. Jeps. Det var pisse hårdt. Og mine forældre hjalp mig tit. Timelønnen var ussel medmindre man var mutant, og havde fire ekstra arme til at samle kuglepenene. Jeg har ikke ikke været i job siden da. Ved siden af mine studier har jeg altid holdt mig beskæftiget med arbejde.

I dag er første gang i 13 år, hvor jeg ikke har et job. Det er fandme mærkeligt. Det er SLET ikke det søde dagpengeliv. For det IKKE at have et job bliver en stor del af din identitet. Jo jo, “hvor længe var det nu lige du har været ledig? – tænker du sikkert. Kun lige knapt tre uger. De er på én og samme tid gået SÅ hurtigt og SÅ langsomt. Der er sket så mange nye ting, og samtidig er der ikke sket en skid.

_MG_8742 copy _MG_8660 copy

Den første uge gik med at fatte, at jeg nu var færdig. Havde en titel. Cand.mag. designleder skulle du undre dig.
Samtidig gik tiden med at gøre alting rigtigt i dagpengeverdenen. For der kan man nemt komme til at snuble og falde over regler, normer, huske dette og hint.

Jeg havde mit første CV-møde i fredags hos min a-kasse. Det er en sød a-kasse jeg har, og på den led har jeg et sødt dagpengeliv. På alle andre leder – not so much. Jeg ved heller ikke om folk tror, at de dersens jobs vokser på træerne? Det gør de sgu ikke skulle jeg hilse at sige!

Men igen. Det er ikke for at brokke mig. Folk skal bare ikke tro, at det at være på dagpenge er fryd og gammen. Der er SÅ mange regler, der konstant skal tages højde for. Med grunde sikkert! For vi skal jo helst have job hurtigst muligt. Gerne inden vi overhovedet er færdige med vores uddannelse. Jeg forstår det ikke. Jeg har knapt nok forstået, at jeg ikke længere er studerende. At jeg gjorde det! Alle de års skolegang. Folkeskole. Gymnasie. Universitet. Kandidatgrad! Det er for vildt! Og det er jeg først lige ved at opbygge en forståelse og ikke mindst stolthed for og af.

_MG_8670 copy_MG_8749 copy

Jeg lagde mig endda syg en uge efter vi var færdige med speciale og endeligt forsvar. Der røg lige fem dage på langs, hvor det eneste jeg kunne overskue var, hvad den næste film i flimmerkassen skulle være.

Nu går tiden med at finde jobopslag. Sende ansøgninger. Opdatere LinkedIn. Finde ud af, hvordan jeg begår mig i arbejdsløsheden. Det er en helt anden snak, hvor meget ens arbejde betyder for ens identitet. Hvad man laver til daglig er åbenbart en stor og vigtig indikator for, hvem man er. Ens arbejde er ikke kun længere noget man laver; det er noget man er. Men hvad er jeg? Det bruger jeg tiden på at finde ud af i øjeblikket.

Og indimellem det, bruger jeg tiden på at være. Bare være. Gå en tur med hundene. Kramme på Casper. Ringe til mine forældre midt på dagen. Lave lernot kidding you. Sidde på caféer eller studenterhuset i Odense og skrive. Skrive ansøgninger. Skrive blog. Reflektere. Det tror jeg tiden er til nu.

Dagpengelivet er formentlig, hvad man gør det til. Lige nu prøver jeg at gøre det spændende. Udbytterigt. Jeg melder mig til relevante kurser. Opsøger oplevelser, der kan give mig relevant erfaring. Måske det lidt er Det Søde Dagpengeliv.

_MG_8686 copy_MG_8755 copy _MG_8699 copy

Jeg ser i hvert fald fremad. Men lige nu er første gang i hele mit liv, hvor jeg ikke skal sætte en alarm hver morgen. Og det skal også værdsættes. Lige nu er tiden, hvor jeg kan nyde at bruge lang tid på en ansøgning. Nusse om det. Planlægge mine dage efter forgodtbefindende. Det nyder jeg også. Jeg tror, at jeg er kommet frem til, at der nemlig er både gode og dårlige sider ved dagpengelivet. Det er ikke lutter lagkage, men det er heldigvis heller ikke kun lort. Og sådan er det vel med meget i livet?

Er der nogen derude, der har erfaring med at være på dagpenge? Måske du sidder inde med gode råd?
_MG_8752 copy_MG_8722 copy

Alle billeder er som skrevet taget af Malene Nelting. Hun kan kontaktes både på Facebook og Instagram – hvor du også kan se hendes fine billeder. 

ODENSETIP // DEN LILLE SMALLE – KAFFECAFE

12483512_10153322764980920_665895438_nI går afleverede vi officielt speciale i Kolding. Det var en total lækker følelse, omend igen ganske antiklimaks. Studiesekretæren holdt i hvert fald igen med både glimmer og trompeter. Ikke engang et skulderklap kunne der falde af. Pff. Vi skal op på et tidspunkt i januar og forsvare det, og det bliver {forhåbentlig} et punktum for min karriere indenfor uddannelse i skoleregi. Det bliver virkelig mærkeligt ikke længere at skulle være elev. studerende. aspirant. discipel. lærling. Min jeditræning er færdig, og jeg skal nu selv agere Yoda. Ganske angstprovokerende. Jeg håber, at jeg er rustet til et nyt kapitel. Endnu befinder jeg mig i ingenmandsland. Med et ben på hver side af kløften. Jeg hænger i en monkeybar med begge hænder, og ved, at jeg skal række ud med en hånd, tage fat om en ny bar, og turde give slip med den anden hånd før jeg kan komme videre. Men det er svært. Onde lyneme svært.

Det skete selvsagt ikke i går. Jeg hænger stadig samme sted. Og kigger på den næste bar. Overvejer mit næste træk. Det varer nok lidt endnu. Indtil da prøver jeg at nyde situationen som den er. Lige nu og her. Da vi havde afleveret i går, og jeg var hoppet af toget i Odense satte jeg derfor retning imod byen. Vejret var så smukt ,men pisse koldt, {nu kom vinteren da !}, og jeg hoppede derfor direkte indenfor i en ny café her i Odense. Dem, der følger med på Instagram og snapchat {@jhardis} kunne følge lidt med i går. 12483347_10153322764950920_701066663_n 12483495_10153322764825920_1058401370_nDer er nemlig lige åbnet en ny café på Vestergade 5 – Den Lille Smalle. Den måtte jeg straks tjekke ud. Navnet på caféen er i overensstemmelse med stedets fysiske formåen. Lokalet er langt, smalt og småt. Men, hvad det ikke har i bredde har det så sandelig i atmosfære, stemning og ånd ♥

Jeg blev budt velkommen af caféens ejer Maria, der selv står bag disken i caféen. Jeg fik afklædt mig alle mine tusind lag grundet kulden {jeg beholdte de nødvendige lag på bare rolig}, og fandt en fin plads ved vinduet. Her kunne jeg i fred og ro sidde og fundere over livets uransagelige veje. Dvs. hvor mange fejl, der sikkert var i det speciale, der lå ved min side, og hvordan jeg skulle formulere det næste blogindlæg. 12498508_10153322764640920_1562356382_n 12459881_10153322764460920_1214259956_n 12463526_10153322764325920_8679727_n Stemningen er sprød, blød, rolig, New Yorkish. Musikken, der flyder ud af højtalerne giver mig følelsen af at sidde i en forårskåd bøgeskov, med sagte rislen fra et lille åløb. Fred. Ro. Dæmpet belysning med levende lys, smukke sukkulenter – jeg var ved at hapse én af dem med i tasken –  og naturmaterialer som træ, beton og marmor bidrager yderligere til denne følelse af frihed, naturoplevelser, og kreativitet. Det ligger i forlængelse af Trendbazaar {den der butik med virkelig lækre designklassikere og smukke nye items, hvor man skal have den store pung med ind}, og caféen er betragteligt fint indrettet. Jeg er en sucker for indretningen sådanne steder, og kaffen kan være nok så god! – hvis ikke stedet drager mig ind, skaber en boble, hvori jeg kan være mig selv – så bruger jeg ikke mange sekunder dét sted.

Jeg kan på det varmeste anbefale et besøg på Den Lille Smalle. Stedet findes selvfølgelig både på facebook og Instagram. Du kan få alskens slags kaffe – det kan man jo altid sådanne steder – og lækkert hjemmebag. Haps. Det hele kan fåes både to-stay og to-go. Jeg kan i særdeleshed anbefale en plads i deres sofaer helt nede i enden eller en fin plads ved langbordet foran vinduet ud til gaden. Her sad jeg og betragtede Odenseanere i deres daglige gøremål. Traven op og ned ad Vestergade. Babyer, der skulle sove. Cykler, der væltede pga. blæsten. People-watching er én af mine yndlingsbeskæftigelser.

Netop som jeg skrev de sidste ord på dette indlæg, blev én af mine yndlingssange spillet i de rislende højtalere; Feeling Good af Nina Simone. It’s a new dawn and I’m feeling good! Mandagen var en god én af slagsens. Jeg håber, at I har fået en ligeså skøn start på mandagen som jeg havde. Bl.a. efter et par timer på Den Lille Smalle.

Stedet ligger som sagt på Vestergade 5, og har åbent mandag-fredag kl. 9-18 og lørdag kl. 9-17.