Posts

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts

Om at være en strong, independent woman (og faktisk være OK med det!)

/8 Comments/in , , /by

Så sidder jeg her. I min nye sofa… ja den er stadig ny efter tre måneder… jeg har lige sat min router op. Helt selv. For nogle vil den bedrift helt sikkert IKKE betegnes som en bedrift. Og mellem os sagt, så var det da heller ikke særlig svært. Alligevel sidder jeg med en følelse af at have overvundet noget. En slags “routerdrage” om man vil. Den er i hvert fald nedlagt nu den drage. Den sidste uge har jeg intet wifi haft i lejligheden da routeren, der var her, er Caspers og han tog den med sig. Fair nok ikke.

Jeg har heldgivis ikke som sådan manglet wifi den sidste uge, for jeg har ikke været særlig meget hjemme i lejligheden. Jeg tror næsten, det kan tælles på to hænder, hvor mange timer jeg har tilbragt herhjemme… Ej det er løgn, men du ved.. Overdrivelse fremmer som regel forståelsen. Og ellers får den bare historien til at være sejere. Eller utroværdig, men det er en anden sag.

Jeg har bare ikke været særlig meget hjemme, og så har jeg ikke brugt mit internet herhjemme. Jeg har ligesom heller ikke kunne bruge det, kan man sige så deeht..

Men nu sidder jeg som skrevet her, i min nye sofa, med min nye router sat op ved siden af mig. Jeg har sgu også selv samlet sofaen. Og internettet virker helt efter hensigten. Det kan både gå på Facebook og Netflix. Succes!

Den her tilværelse, hvor jeg er alene om at skulle klare tingene… den har jeg det ret godt i. Det bekommer mig på en mærkelig måde, at jeg selv skal finde ud af tingene herhjemme (og ude for den sags skyld). Jeg udvikler mig virkelig af det. Før i tiden ville jeg slet ikke have fundet ud af, HVOR let det egentlig er at sætte en router op. Jeg har endda både ændret det generiske, obskurt lange navn på mit wifi til et noget lettere genkendeligt. Jeg har sågar fundet ud af at sætte en kode på det. Jow jow tingene går ret fint herhjemme.

Jeg joker ret meget omkring det her med at være en strong, independent woman who need no man. Mest fordi det er ret sjovt. Og fordi det er sådan, jeg har det.

Jeg er en stærk, uafhængig kvinde. Punktum.

Mit sejhedsmoment toppede helt sikkert da en veninde og jeg, helt selv, byttede om på to loftslamper i lejligheden. Du ved; slukke alt lyset, så jeg ikke fik stød, pillede begge lamper ud. Både fra ophænget og fra selve kontakten. Sætte begge lamper til igen, og så endda rigtigt i første hug. Man er vel ikke elektrikerdatter for ingenting….

Der er intet jeg ikke kan, som jeg ikke også kunne før Casper og jeg gik fra hinanden, men alligevel føles det noget mere… sejt nu. At gøre de her ting. Alene. Nok også fordi det før i tiden var Casper, der bare automatisk tog sig af den slags… Med elektronik og sådan. Jeg fik endda selv flyttet hele mit anlæg med LP-afspiller, radio, forstærker OG højtalerne.

Jeg har rykket rundt på hele lejligheden også med føromtalte veninde, så den nu er min. Mit hjem. Jeg blev boende i lejligheden som Casper og jeg delte sammen. Det betyder uundgåeligt, at stedet er fyldt med minder, vi har haft sammen. Det betyder også, at jeg har skulle gøre en ekstra indsats for at starte på en “frisk” efterfølgende. Det er rent praktisk sket ved, at jeg nu har fået indrettet lejligheden præcis efter mit hoved og mine luner. Jeg elsker, hvordan den er indrettet nu. Der mangler kun et stort tæppe under spisebordet, så er den helt kørende.

Og så er jeg ret meget nede med at være mig selv lige nu. Jeg har, næsten, altid været i forhold. Det sidste forhold seks og et halvt år. Det er alligevel en rum tid ikke? Men nu er jeg bare mig selv.

Ej ved du hvad…slet det der “bare”!

Nu er jeg mig selv.

Det elsker jeg. Jeg elsker, at jeg kan gøre præcis som jeg vil, hvornår jeg vil det. Det gør jeg virkelig også. Jeg arbejder en masse, tager ud med venner og veninder, møder en masse dejlige nye mennesker, og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg udvikler mig rigtig meget lige nu. Fordi jeg gør en masse nye ting. Jeg nyder virkelig livet. Som et stærkt, uafhængigt menneske.

Hvad skal der så ske nu?

/2 Comments/in , , /by

Måske du har lagt mærke til det? Stilheden herinde. Det har ikke været med vilje. Det har heller ikke været med uvilje. Jeg er nok bare et sted i mit liv lige nu, hvor jeg skal finde et nyt sted at finde balancen. Og hvor mange faktorer i mit liv skal det samme.

Som bloggen.

Ikke at jeg slår op med bloggen. Eller at den slår op med mig.

Men jeg tror, at der kommer til at ske nogle ændringer rent indholdsmæssigt herinde. Ikke de store drastiske ændringer. Men måske bare nogle mere ærlige indlæg faktisk. Nu er det ikke fordi jeg har løjet for nogle herinde. Det lyder så dramatisk. Men jeg vil bare gerne være mere mig selv.

Jeg er igang med at finde ud af, hvem JEG i grunden er. Sådan en proces bliver igangsat per automatik, når man bryder op med et menneske man har delt de sidste seks år af sit liv sammen med.

Den proces er også ret nice faktisk. Jeg er glad for det. Jeg har fandme også været ulykkelig. Det sir’ jeg dig. Jeg har tudet. Spist is. Druknet mine følelser i slik og dårlige serier. Men jeg er bare ikke typen, der kan leve i ulykkelighed. Der dyrker den. I hvert fald ikke i længere perioder.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig er ked af det. Alt andet ville være mærkeligt. Men jeg er også glad. Eller i hvert fald ved at blive det igen. Jeg har i lang tid haft en tendens til at prioritere mange andre mennesker og ting højere end mig selv. Jeg har ikke tænkt på mig selv, og hvad jeg rent faktisk har lyst til.

Det kan jeg mærke, at jeg gør nu. Ikke kun pga. at jeg er alene sådan rent fysisk meget af tiden. Men også fordi jeg bruger meget tid på rent faktisk at reflekterer over, hvad jeg gerne vil. Hvad jeg føler. Og hvorfor. Jeg nyder tiden alene lige nu. Jeg nyder, at gå en tur alene for mig selv. Jeg nyder bare at være.

Kærligheden forsvinder selvfølgelig ikke bare sådan lige. Det gør den nok aldrig. Den forvandles formentlig til en anden form for relation. Seks år er alligevel lang tid at dele med et andet menneske. Og det er ikke kun pga. min solostatus, der gør, at jeg bruger meget tid på at tænke over tingene. Andre ting spiller også ind her.

Jeg tror, at det her er sundt for mig. Selvom det gør pisse ondt nogle gange.

Men altså. Det er derfor der har været stille herinde. Fordi jeg har brugt tiden på at tænke. Og på at leve også faktisk. Men det fortæller jeg mere om senere.

Må du have en god lørdag aften. Jeg sidder i toget på vej hjem fra et familiebesøg på Sjælland. Et lynvisit. I morgen starter søndagen med en brunch sammen med en god veninde. Hold kæft jeg glæder mig!

TABUBRYDER | Da jeg følte mig ensom & venneløs

/10 Comments/in , , /by

Ovenpå det ganske positive indlæg i går, udgiver jeg i dag et indlæg af en lidt anden karakter. Jeg har skrevet det for nogle uger tilbage, og føler mig klar til at udgive det nu. Jeg skriver dette fordi, det er et indlæg, hvor jeg blotlægger nogle meget personlige følelser, som faktisk ikke er særlig rare at have i kroppen. Derfor håber jeg også, at I derude tager godt imod det. Men det plejer I nu at være rigtig dejlige til, når det drejer sig om indlæg af denne karakter. 

Denne blog. Min blog. Den er et onlineunivers, hvor jeg kan dele alle de boblende tanker som min krop ofte besidder indvendigt. Det er et sted for mit kreative outlet. Et sted, hvor jeg deler inspiration, æstetik, glimmer, anbefalinger (især til steder i og omring Odense), opskrifter og alt derimellem.

Det er også et sted, hvor jeg kan dele mine mere reflekterende tanker. Det er, hvad jeg vil gøre i dette indlæg. For jeg har nemlig gået med nogle følelser i kroppen som jeg ikke har vidst, hvordan jeg har skulle takle. Det er nemlig ikke nogle rare følelser som jeg byder velkommen med åbne arme. Det er mere nogle følelser, som trænger sig på, hvor de kan finde plads. I krogene rundt omkring lister de sig ind. Skubber sig på. Den følelse jeg vil dele med jer i dette indlæg finder selv det mindste, lille, bitte hul, hvor den som en rotte kan smyge syg ind. Den fylder de mindste sprækker ud. Og den gør det godt.

Jeg snakker om følelsen af ensomhed.

Det kan sgu godt være en hård pille at sluge. At indrømme overfor sig selv. At jeg føler mig ensom. Eller. At jeg i hvert fald HAR følt mig ensom. For følelsen er efterhånden kun en skygge af sin tidligere storhed. Og måske netop fordi jeg ikke længere føler ensomheden kan jeg fortælle om den her.
Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke er omgivet af skønne, dejlige og elskværdige mennesker i mit liv. Især det sidste år har jeg været igennem en lærerig, oplevelsesrig og udviklende proces, der virkelig satte gang i refleksionerne. Jeg skrev speciale med et skønt menneske. En kvinde som jeg inden vores specialestart havde et rigtig fint forhold til. Vi kender hinanden gennem vores fælles kandidatstudie, og bor begge i Odense. Derfor faldt det naturligt, at vi begyndte at omgås hinanden. Vi havde både studiet og vores pendleri til fælles. Ligesom vi havde pendleri til fælles med tre andre skønne kvinder på vores kandidat. Vi endte således med at være en flok på fem mennesker, der hver morgen mødtes på perronen, ofte 5 eller 6, for at vente på toget mod Kolding sammen.

Der stod vi. Alle fem ofte med en to-go kaffe i hånden. Nogle dage fra 7/11. Hvis spenderbukserne havde været på, så en kop med Baressos karakteristiske logo. Andre dage den hjemmegjorte kaffe i en semitæt Bodum eller Stelton termokop. Igennem vores togture udviklede vi en lille sammentømret gruppe. En klike vil nogle måske omtale det. Men en god én af slagsen vil jeg vove at påstå. Fyldt med latter, smil, søde klem, fødselsdagssange om morgenen i et overfyldt DSB-tog og masser ”overstået-eksamens-fejrings-drinks”.

Jeg havde også, (og har stadig) min kæreste Casper da jeg flyttede til Odense. Men jeg tror sgu bare, at et mand har en vis kvote for, for meget sladder han kan lade glide ind af det ene øre og ud af det andet, uden at det imellem bliver til grød…

Grunden til min følelse af ensomhed var helt sikkert også fordi, jeg var flyttet til Odense. Jeg havde jo et netværk på Sjælland. En masse mennesker omkring mig. Men i Odense var de langt væk. For langt væk til lige at kunne tage en kop kaffe sammen. Eller mødes for at gå en tur.

Og mit netværk blev ikke på magisk vis udvidet da jeg flyttede til Odense. Hvor rart det end kunne havde været var?

Jeg måtte aktivt gøre noget for at udvide mit netværk. Jeg blev nødt til aktivt at opsøge personer, der ville være mine “venner”. Og det er virkelig en udfordring som voksen. Ofte har vi jo allerede dannet bærende relationer når vi er i midt-tyverne.

Samtidig havde jeg jo stadig et netværk på Sjælland, som jeg også gerne ville pleje. Hold kæft, hvor følte jeg mig splittet.

Og ensom. Pisse ensom. Fordi jeg med alt magt forsøgte at lære nye mennesker at kende i Odense, og samtidig ville bibeholde mit netværk fra Sjælland. Og dermed landede jeg et sted, hvor begge ting haltede bagefter…

Det var måske især lige i starten af min kandidat at følelsen af ensomhed bed sig ekstra godt fast. For selvom jeg mødte nogle dejlige mennesker, så manglede jeg stadig et rigtigt netværk. Sådan et netværk af mennesker i den by hvor jeg boede. Jeg gjorde en aktiv indsats for at møde nye mennesker. Men det ER bare svært.

Jeg kan tydeligt huske følelsen af at have en ledig eftermiddag i weekenden, hvor jeg gerne ville lave et eller andet. Men ikke alene. Og at jeg faktisk kun reelt har haft tre personer jeg kunne skrive til og spørge om de ville “lege”. Og få tre afslag. For derefter bare ikke at have andre mennesker at opsøge.

Det var virkelig op ad bakke. Og det var virkelig ikke en særlig velkommen følelse.

Det er ikke ensom følelse heller. Altså ensomheden. Den kommer ofte i selskab af andre mindre velkomne følelser.

Usikkerhed. Fortvivlelse. Tristhed (hvis ikke det er et ord, så er det i hvert fald en følelse).

Og jeg vidste ganske udmærket, at min følelse af ensomhed ikke betød, at jeg ikke havde betydningsfulde relationer i mit liv. Men den nagede alligevel. For sammen med ensomheden følte jeg mig udenfor. Jeg følte mig udenfor et, af mig, opdigtet fællesskab. Mellem hvem ved jeg ikke… Bare mellem andre, der tydeligvis lavede sjove ting med deres venner. For er det ikke altid sådan det er?

Når vi er single, ser vi kun par, der holder i hånden. Og da jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner, der så jeg kun venskaber over det hele.

Det er virkelig også svært at dele det her. At jeg følte, at jeg ikke havde nogen venner. Det er på en måde tabu at fortælle andre. At det ikke kun var fordi, jeg følte, at jeg ikke havde et netværk. Jeg følte samtidig, at jeg ikke havde nogen venner.

Og det havde jeg selvfølgelig. Og jeg havde relationer til nogle, der betød (og betyder) noget for mig. Måske var det også hele processen med at flytte til ikke kun en ny by, men også en helt anden ø. Hvor jeg vitterligt kun kendte ét andet menneske! Yikes…

Så ja. Jeg har haft en periode i mit liv, indtil for et år tilbage cirka, hvor jeg virkelig følte mig ensom. Hvor jeg følte mig venneløs.

Og nu sidder jeg så, og håber, at der er nogle af jer, der måske kan kende denne følelse? Ikke fordi jeg ønsker, at I skal føle jer venneløse eller ensomme! Men fordi jeg vil høre, hvordan I har håndteret den følelse af ensomhed I måske har følt? Om I har nogle gode råd, der kan komme os andre til gode.

LIDT OM NOGET OG ALTING OM INGENTING

/0 Comments/in /by

Jeg er hjemme igen. I lejligheden. På Fyn. I Odense. Feberen er på retræte. Det samme er snotten. Jeg er forladt tilbage kun med rester af bakterier. Virus måske. Og slidt hud under næsen. Hvorfor skal det altid slides af? Det skal det, fordi jeg bruger toiletpapir og køkkenrulle til at pudse næsen i. Satans. I går og i dag blev det rug papir udskiftet med bløde kleenex. Det hjalp. Men skaden var sket.

De sidste par dage har været et samsurium af forskellige oplevesler. Mest med en udsigt fra sofaen. Sygdom oveni hjælper bestemt ikke på det. Jeg bliver virkelig et sølle menneske, når jeg er syg. En mand. Ramt af The Man Flu. I don’t know why. Til gengæld er jeg ikke syg ofte. Faktisk højest en gang om året Måske mindre. Hvilket også var, hvad jeg gik hoverende og tænkte først på ugen. At sygdom sjælendt ramte min sunde krop. At mit immunforsvar var stærkere end Den Kinesiske Mur.

Hah! Karme du. Den slår hårdt igen. Nu håber jeg, at sygdommen ikke viser sit trælse ansigt igen foreløbig. For jeg HAR altså et stærkt immunforsvar. Og jeg ER næsten aldrig syg. Ikke mindst fordi jeg hader at være syg. For man har jo selv a saying right? Der er ikke noget værre, end at ligge på langs og ikke orke at lave noget. Ikke engang blogge synderligt. Ak. Så er tiden ringe.

Det jeg måske egentlig ville ud med i dette indlæg var såmænd heller ikke kun mit sygdomsforløb de sidste par dage. Og på sin vis så er det. Det er vist mere alle de tanker jeg ligger og gør mig under sådanne dage. For tid og tanker; det er der masser af, imens jeg ligger der og venter på at blive rask igen. Venter på, at de små soldater i kroppen gør sit for at jage de ubudne gæster væk. Når jeg er syg tænker jeg altid på nogle tegnefilm min søster og jeg var vilde med, da vi var børn. Det var nogle meget pædagogiske film, der på spændende vis formidlede om sygdom, immunforsvar og kroppen generelt. Så var de røde og hvide blodceller små mennesker indeni kroppen, og immunforsvaret var små politimænd, der jagtede bakterier. Der selvfølgelig var skurke. Det var alt sammen meget spændende, og meget lærerigt.

Tegnefilm a side, så strøg mine tanker fra side til side som et pendul i stor fart. Mange tanker kredsede om bloggen. Om hvad jeg har gjort ved den. Og hvad den har gjort ved mig. For et eller andet sted midt imellem kedelige onsdage og farverige lørdage, der har Let’s Blog Some Shit fået kilet sig godt og grundigt ind. Nogle gange lidt for meget. Nogle gange ikke nok. Min lyst og iver for at blogge kan svinge i perioder. Det tænker jeg er meget normalt? Praktiske omstændigheder sætter også klart sine grænser for, hvornår og hvor meget jeg kan sidde foran min grå Mac og klimpre løs på tastaturet. Men især, hvordan og hvad jeg portrættere af ting (og mig selv) herinde. For jeg vil gerne, at I derude kan mærke mig. Mærke, at når jeg skriver om gode steder i Odense, så er det fordi jeg oprigtigt vil dele gode oplevelser og måske inspirere andre til samme. Når jeg deler opskrifter er det ikke kun fordi JEG nyder godt af dem. Jeg håber virkelig også, at I derude gør. Samtidig synes jeg også, at det fungerer sådan med en blog, at bloggeren gerne må skinne igennem. Det er til dels derfor jeg følger med hos mange andre bloggere. Fordi jeg nyder at kunne følge med hos dem. Fordi de virker søde. Fordi jeg selv bliver inspireret.

Derfor har jeg virkelig prøvet at finde ind til MIN kerne de sidste måneder. Jeg har ikke fundet den endnu tror jeg. Men jeg kan mærke, at jeg er på rette spor. Brødkrummerne bliver større og større. Nu håber jeg blot, at jeg ikke lander i gryden og ender med at blive fortæret. Ender med at vandre rundt i en formålsløs søgen efter mit sande jeg. Det lyder fandme også plat. Pardon me. Men det gør det altså. Hvorom alting nu end lyder plat, så er det dét jeg forsøger at finde i øjeblikket. Jeg forsøger at finde mig selv i disse taster. Imellem disse linjer. Nogle gange skimter jeg en skygge. En farve. Og jeg ved, at jeg er nærmere end nogensinde før. Andre gange er jeg tilfreds med at være lige, hvor jeg er. Midt på stien. Måske i jagten efter noget, jeg allerede har fundet. Det er jeg i gang med at finde ud af i øjeblikket. Jeg er i gang med at stille mig tilfreds med, hvor jeg er lige nu. Hvem jeg er lige nu.

Jeg øver mig i at være mig selv. For det er også der, jeg tror, problemet ligger. At jeg ikke altid stoler nok på, at jeg ER god nok lige som jeg er. Original eller ej. Så skal jeg bare være mig selv. Også herinde. Jeg synes nu også, at ligesom jeg har undergået en udvikling og forandring det sidste år, ligeledes har bloggen. Det kan jeg selv se og ikke mindst mærke. Og det er jeg glad for. For det må betyde, at jeg kommer fremad. At jeg ikke stagnerer. Selvom en lille pause heller aldrig har skadet noget. Jeg skal ikke altid have så travlt.

Nu er jeg i hvert fald hjemme igen. I lejligheden. Med en masse ny energi til livet som det ser ud lige nu. Dagpenge und alles. For det er nemlig min hverdag i morgen. En dagpengemandag. Phew. Det ser jeg frem til at se, hvordan går. Mon ikke jeg klarer det – en dag af gangen?

 

PS! Følg da lige med på Instagram vil du ikke? Vi ved jo alle sammen godt, at det er antallet af følgere, der afgører, hvor vigtig man er. So help a girl out would you. 
Eller snappen for fa’en! Snappen SKAL du da følge med på! Mit brugernavn er jhardis. Og her finder du både de hotteste nyheder fra Odense – som her til aften, hvor vi gik forbi en kæmpe røgsky – til mig, der swagger den for vildt om søndagen.

TING, DER FÅR MIG TIL AT GRÆDE

/1 Comment/in /by
efa8ac654a54ad1f407674ba4d31426a

{ Billede fra pinterest.com }

Ikke just den mest indbydende titel. Omend den er ganske sand. For jeg er en græder. En tudeMarie vil nogen nok betegne det som. Mine tårekanaler har en ubestemmelig og egenhændig vilje som, på trods af flere forsøg på diktatur fra min side, dyrker demokratiet og nedlægger også konstant veto. For de vil udvandes. Være rene. Opføre sig som en rasende flod, hvis vilje og løb ofte er baseret på uransagelige og diffuse grundlag.

Men én ting JEG da kan bestemme er, hvad jeg fortæller om mine balstyriske tårekanaler. Og nu fortæller jeg om, hvilke hændelser jeg har bidt mærke i som virkelig tricker dem. Det er hændelser af mangt og mange forskellige karakterer. Jeg forestiller mig også, at jeg ikke er den eneste, der har besidder denne fysiologiske umiddelbare reaktion? Derfor deler jeg nu de mest gængse og ordinære årsager til, at mine tårekanaler giver deres besyv med i, hvordan min mascara skal sidde.

  • Dyr, der bliver mishandlet. Her står tårekanalerne helt af. De kan slet ikke styre dem selv, og straks, der troner enten kampagner for dyrevelfærd frem på tv’et, eller artikler på nettet eller IRL (avisen læser jeg ligeså ofte online som offline) begynder det at rykke på sig. Det er forfærdeligt, og jeg tror, at det er min egen frustration over den magtesløshed jeg sidder tilbage med, når jeg hører om stakkels dyr, der bliver behandlet som objekter, genstande og underholdning, der påvirker tårekanalerne, så de reagerer prompte med salte dråber ned ad mine runde kinder. Jeg håber ikke, at dette lyder kynisk, men kampagner for hungersnød, naturkatastrofer og deslige rammer mig altså ikke på samme måde. Misforstå mig endelig ikke! Det er mindst lige så forfærdeligt, og grund for våde øjenvipper, men tårekanalerne reagerer altså prompte på dyr i nød. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for mine tårekanalers adfærd.
  • Når de råber “MOVE THAT BUS” i Home makeover programerne. Der går de helt amok, og det på trods af, at jeg ofte kun har set den ene sekvens af programmet! De forhenværende 40 minutter har åbenbart ingen relevans for, hvad mine tårekanaler beslutter sig for at reagere på.
  • Generelt programmer, hvor mennesker undergår eller oplever en transformation af den eller anden slags. Det rør mig åbenbart lige i tårekanalens udspring, at andre mennesker får hjælp of some sort. 
  • Når jeg cykler og det er rockerkoldt! Især mit højre øje giver efter for kuldens påtrængende, omklamrende tendenser. Hvilket ofte resulterer i mascara, der på det nærmeste vandrer fra mine øjenvipper til min hage, alt imens det efterlader fine spor på vejen. Suk!
  • Når min familie har været på besøg i Odense, og kører hjem. There – I said it. Det er pisse hårdt for mine tårekanaler, der reagerer med det vuns, mine øjne har mistet synet af bilens bagende, der kører fra indkørslen foran huset vi bor i. Der går lige 10 minutter, så finder de fatningen igen, men de er nogle pokkers nogle. Og det er. HVER. ENESTE. GANG. Uden undtagelsen. Det kommer derfor heller ikke bag på mig mere, omend jeg heller ikke ligefrem ser frem til denne lidt lettere overreagerede reaktion på, at en 26årig kvindes familie lige har været på besøg. Suk altså.
  • Når jeg er lykkelig. Sådan. Helt lykkelig. Derinde i kernen. Så begynder de fandme også at producerer saltvand, der ville give selv Moses en kamp til stregen. Jeg ved ikke, hvorfor det sker på dette tidspunkt. Om jeg er bange for, at lykken vil forsvinde og allerede tager sorgerne på forskud? Om det er fordi jeg ikke selv tror på, at jeg kan være SÅ glad? Måske fordi der også findes lykkelige tårer? I don’t know, men nogle gange kunne de sgu godt lige holde lidt igen de tårekanaler. For det lykkelige øjeblik kan godt blive lidt for saltvæddet nogle gange. Bare lidt. Et stort smil havde måske været nok til at udtrykke min tilfredshed med livets lykkelige omstændigheder. Men nej. Tårer it is.
  • Når jeg savner. Det er måske endda en naturlig reaktion i denne tilstand. Jeg har en tendens til at savne. Også under absolut irrelevante omstændigheder. Nogle gange, hvis Casper lige er taget ned for at træne. Når jeg lige har lagt telefonen på, efter at havde talt med min mor. Når mine forældre passer vores hunde, og jeg ikke har set dem i 25 dage!! Det er altså lang tid for en hundedame som jeg selv er. (Er der btw nogle hundejere derude på linjen?). Når jeg er væk hjemmefra. Så kan savnet godt indhente mig, og gøre mig lidt trist. Og så fælder jeg altså en tåre. Eller syv.
  • Hvis jeg bliver frustreret. Ofte over magtesløse situationer, hvor jeg ingenting kan gøre. Det er blevet meget bedre, og jeg kan mærke, at jeg reflekterer over denne slags situationer, og lærer fra gang til gang. Hvordan jeg skal takle situationen. Hvordan jeg skal takle mine følelser. Så jeg netop ikke ender med at tillade alt for meget aktivitet til de tårekanaler. SÅ meget magt skal de sgu heller ikke have.
  • Når folk er til audition ved f.eks. X-faktor og de synger smukt. Der rejser mine hvide hår sig på armene, og mine tårekanaler reagerer ligeledes med fugt langs øjenkanten. Især, hvis folk ved første blik ikke virker som om, at de har haft det alt for nemt igennem livet, og måske ikke engang fremstår som nogle, der reelt kan synge. Suk.
  • Andre menneskers nød. Jeg er et utrolig sympatisk menneske, der nemt (og ofte) lader mig rive med i andres dårlige tider i livet, eller modgang. Her begynder mine tårekanaler også ofte at vise en reaktion. Og det er absolut dumt. For hvad vil de gøre ved det? Mine tårekanaler kan ikke ligefrem ændre særlig meget på andre menneskers triste situationer.

Pls del og fortæl mig, at jeg ikke er den eneste, hvis tårekanaler nogle gange lever deres eget ukontrollerbare liv?