Posts

21 DAGE SENERE – STARTEN PÅ EN GOD VANE

21 dage gode vane slutSå gik der altså (lidt mere end) 21 dage siden jeg udgav dette indlæg omkring at opbygge en god vane.

Vanen drejede sig om fjernelsen af makeup, hver eneste aften. Hvis ikke makeup, så skulle huden i hvert fald renses og gøres klar til natten.

HVORDAN ER DET GÅET?

Tjoe, jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle, at det bare er gået skidegodt, og at jeg har renset mit ansigt hver eneste aften. Men det ville være løgn. Så i stedet fortæller jeg hvad der virkelig skete!

De første par aftener tænkte jeg ret aktivt over det. De fleste af gangene kunne jeg endda overføre de aktive tanker til aktive handlinger og få renset ansigtet inden sengetid.
Så tog vi afsted på kajaktur, og der havde jeg af gode grunde ikke makeup på, og jeg havde heller ikke noget med til bare at rense ansigtet med. Der var ganske enkelt ikke plads i kajakerne. Der var knapt nok plads til rene underbukser, og så kan I nok regne ud, hvad valget endte med?!

Da vi kom hjem skulle jeg altså lige op på hesten igen, og indføre den gode vane. Det gik faktisk også ganske udmærket. Lige indtil det ikke gjorde. For jeg havde nogle dage i sidste ude, hvor jeg var så træt, at jeg bare tumlede lige i seng. Jeg vågnede derfor næste dag med mascara smattet ud over både hovedpude og kinder. Og mine øjne var pandaøjne med alt det sorte omkring dem. Noget andet var faktisk min hud, der helller ikke var særlig pæn. Følelsen af at vågne op med mascara på vipperne; eller det der var tilbage af mascaren, for den smattede ud i løbet af natten – den var ikke særlig rar faktisk. Vipperne har virkelig ikke godt af, at have den stive og tørre mascara på hele natten, og jeg skulle alligevel rense både øjne og ansigt da jeg stod op.

Så om jeg brugte tiden om aftenen eller morgenen kunne være ligemeget. Derfor hankede jeg op i mig selv, og begyndte igen at rense ansigtet om aftenen. Og den sidste uge har faktisk været rigtig god.

Jeg elsker at vågne op om morgenen med at rent ansigt. Et rent lærred parat til at blive påført dagens kunstner. Det er nu dejligst at starte dagen på den måde. Det er også som om, at mit ansigtsbillede om morgenen er en anelse mindre skræmmende, end når jeg har sovet med makeup, og jeg om morgenen mest af alt ligner en emo udgave af en klovn fra en gyser. Not nice.

HVAD KAN GØRES BEDRE!
Jeg kan klart blive bedre til at rense hver eneste aften. Mit ømme punkt er, hvis jeg når at blive så træt om aftenen, at jeg kun orker at slæbe min sørgelige trætte røv i seng og lukke mine mascarafyldte vipper i.
Løsningen kunne her være at have en pakke servietter liggende med makeupfjerner lige ved sengekanten. Så gør jeg det virkelig nemt for mig selv!

Så det jeg går på jagt efter nu.
Nogle, der kan anbefale nogle gode tips til servietter med makeupfjerner?

HVORDAN GIK DET JER?
Fulgte nogle med derude? Hvordan gik det med jeres rutiner?
Huskede I det, eller sprang i også nogle aftener over?

STARTEN PÅ EN GOD VANE

fjern din makeupJeg er så møghamrende doven om aftenen. Opvasken efter aftensmaden bliver kun til nøds taget (vores opvaskemaskiner hedder “Jeanette deluxe model 1989), og hundene må sende mig lange blikke inden vi går vores faste aftengåtur. Så det der med at få fjernet makeup – det er jeg virkelig dårlig til at få gjort.

Men der skal andre boller på suppen skal der. Jeg har læst klumme op og klumme ned, blogindlæg efter blogindlæg, at det er SÅ vigtig at få fjernet den makeup om aftenen. Medmindre man virkelig ikke kan lide sin hud. Helt ærligt, så går jeg ikke engang med særlig meget makeup her om sommeren. Jeg er blevet velsignet med en okay problemfri hud, så foundation og pudder er lagt på hylden her om sommeren. For at være helt, helt ærlig så sveder jeg det også bare af! Altså ikke nu her i denne lunke sommer vi har i øjeblikket, men normalt. Så kan det være godt det samme at lægge makeup når det alligevel bare bliver svedt af i zebrastriber.

Jeg lægger dog lidt livsnødvendigt mascara og retter mine bryn. Mine øjenvipper er på det nærmeste gennemsigtige, så bruger jeg ikke mascara forsvinder mine øjne bare ind i mit hoved. Hverken rart for mig eller folk omkring mig er jeg sikker på. Selvom jeg elsker følelsen af at kunne klø mig i øjnene uden at overveje, at denne ellers uskyldige handling kan resultere i lidt for autentiske smokey eyes, så ryger den pokkers mascara på.

Det er nu heller ikke så meget problemet med at få den på jeg bøvler med. Det er mere det med at tage det af igen. Altså uden det der smokey eyes uheld. Så nu har jeg beslutte mig for, at jeg de næste 21 dage HVER eneste aften skal fjerne mit makeup.

Se jeg øjnede straks en snu udvej her. Jeg lader da bare være med at tage makeup på. Men det går altså ikke. Så i 21 dage, (jeg har læst et sted at 21 dage er det magiske tal for hvor lang tid det tager at opbygge en god vane), SKAL jeg BÅDE tage makeup på, og jeg skal FJERNE den igen om aftenen. Suk. For mange er det en helt naturlig del af deres “gå-i-seng-rytme”, og nu håber jeg, at det kan blive en del af min. Udover at drikke et glas mælk og spise en ekstra ostemad en stang selleri.

Fortæl mig lige, at jeg ikke er den eneste med dette forhold til fjernelsen af makeup?
Er du god til at fjerne din makeup om aftenen eller skal du hoppe med de næste 21 dage og opbygge en god vane?