PLEASE BE HERE NOW

I går var jeg, som tidligere skrevet, i Kbh hele dagen. På et tidspunkt går jeg forbi vinduet ved butikken Nørgaard på Strøget. Foran står der en lille forsamling af mennesker, og ud af øjenkrogen kan jeg se, at der sidder en dame i vinduet, og skriver på glasset med en tusch. Damen var ikke en hvilken som helt dame går det op for mig senere. Men performancekunstneren Nana Francisca Shottländer. Hun er flyttet ind i butiksvinduet fra i går og indtil på søndag. Meningen med hendes “udstilling”, er at sætte fokus på den måde vi lever i dag. Især den måde vi omgås hinanden på igennem de sociale medier. Som jo efterhånden er et medie hvorigennem vi omgås hinanden størstedelen af tiden.

Vi er konstant på, og tilgængelige for hinanden. Og det må man sige at Shottländer er med denne udstilling. På og tilgængelig. Men er det godt at vi hele tiden er tilgængelige og på? For hvis vi hele tiden er på igennem de sociale kanaler, hvordan kan vi så være på og tilgængelig de steder vi rent faktisk er?

Udstillingen mindede mig om scenen i SATC, hvor Carry og Charlotte er  på et kunstgalleri (det afsnit hvor Carry møder Aleksandr Petrovsky). Her ser de en udstilling, hvor en kvinde bor på galleriet i 16 dage. Hun kan tydeligvis ikke gå nogle steder hen, da stigen hun kan vælge at benytte, er lavet af knivblade. Der vender opad. Hun er udelukkende tilgængelig for sig selv, og de mennesker, der vælger at være tilgængelige for hende.

Hun bliver altså tvunget til at være til stede, hvor hun er. Scenen og udstillingen er inspireret af denne udstilling fra 2002.  Andre før Shottländer har altså på kontroversielle måder taget stilling til og gjort op med dette dogme, at de sociale medier mere og mere bliver et værktøj vi ikke kun bruger til iscenesættelse, men også til at være i selskab med andre mennesker. Uden rent faktisk at være det.

Måske er det starten på en cyberverden a’la Matrix, hvor vi slet ikke er til stede i vores egen krop. I hope not. Men udstillingen satte hvert fald gang i min tanker omkring det at være til stede, hvor man er.

Ironisk nok kan du se en livestream af Shottländers udstilling lige her. Hvilket jeg netop finder ironisk, da jeg mener, at en sådan udstilling netop kun burde kunne ses i det virkelige liv. På gaden foran butiksvinduet. I regn eller sol. Med ægte vind i håret. Hvor du er tæt nok på til at kunne banke på glasset. Oh well. To skridt frem og et tilbage.