UDFORDRING #1 // HVORDAN GIK DET?

Ja så er der faktisk allerede gået en hel uge siden jeg postede mit indlæg om udfordring #1 Smil du er på. Og hvordan er det så gået?

Tjo det er faktisk gået okay. Ej det er faktisk gået rigtig godt! Men jeg har også været på arbejde fire af dagene, og der er det mere naturligt for mig at smile til kendte som fremmede mennesker. De dage jeg ikke var på arbejde til gengæld. Det var altså svært.
Jeg cyklede en eftermiddag hjem fra arbejde, og fik øjenkontakt med en dreng på vel nok 12 år. Og smilede til ham. Og følte mig som en pædo Børge da han kiggede forskrækket på mig. Jeg fik til gengæld på samme cykeltur et forsigtigt smil fra en pige, der var ude at lufte sin hund. Og ved du hvad? Det var sgu pisse fedt! De smil man får tilbage, opvejer hundrede gange de smil, der ikke bliver gengæld.

Hvis jeg smilede med kaninbisserne til de mennesker jeg gik forbi, så smilede de altså næsten altid tilbage. Nogle lidt mere forsigtigt end andre, men dog et smil. Ingen tvivl.

Men let var det altså ikke. Det var der flere faktorer, der gjorde, at denne udfordring virkelig var udfordrende.

Efter en uge, hvor jeg konsekvent søgte andre menneskers øjenkontakt, gik det op for mig, at folk i almenhed faktisk forsøger at undgå øjenkontakt! Wtf! Så er det altså svært at smile til hinanden, hvis man ikke engang kan kigge på hinanden. Jeg oplevede dog også de mennesker der faktisk kiggede op – men deres øjne søgte alle andre steder hen, end på mig, der kom cyklende eller gående imod dem. Langt størstedelen kiggede enten ned på deres mobiler, eller ganske simpelthen ned på deres fødder. Om det er fordi, det var for at sikre sig den rette placering af fødderne under gåturen, eller fordi de bare virkelig ikke ville risikere kontakt med andre mennesker ved jeg ikke. Men jeg oplevede det ret mange gange, og så er det altså svært at smile til hinanden.

Det har også været pisse svært. Svært at smile til mennesker jeg ikke kender. Svært at vide, hvornår jeg skulle smile, hvis jeg fik øjenkontakt med folk på gaden. Når man er ti meter fra hinanden? Fem meter? To meter? Aldrig…? Og ville de bare tænke, at jeg var skingrende, at jeg gik rundt der og viste mine tænder frem? Det var heller ikke lige altid, at jeg rent faktisk have overskud til at smile. Og jeg har helt sikkert misset mange potentielle smil, fordi jeg ikke har turde smile. Det har været grænseoverskridende at sende et smil derud, hvor jeg ikke vidste om jeg fik et tilbage.

MEN. De gange jeg fik et smil tilbage – stort som småt – det var guld værd. Om det er fordi jeg har italesat (nedfældet) mine tanker omkring det at smile denne uge og dermed har smilt mere, om det er fordi vejret har været fantastisk, eller om det er fordi livet bare er dejligt lige nu ved jeg ikke. Men jeg ved, at mit generelle humør har været rigtig godt den sidste uge.

No matter what, så tror jeg sgu at smilet er kommet for at blive.

Er der nogle derude, der har været inspireret af denne udfordring og har gjort sig sine egne erfaringer?