Posts

Det her med at være single

/2 Comments/in , /by

Foto: Rebecca Brincker

Jeg synes stadig, det er mærkeligt. At være single. Jeg har stadigvæk heller ikke vænnet mig til det begreb – “single”. Jeg synes stadig det lyder… Mærkeligt. Ligesom jeg også forklarede om i dette indlæg, så er det ikke et begreb, jeg er ovenud begejstret for.

Nærmere tværtimod. Men det er jo nu engang dét jeg er. Single. Bvadr.

Det går egentlig fint nok med at være single. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt. Der er ingen at putte med. Der er ingen at bruge tyve minutter med for at bestemme en film fra Netflix. Der er ingen, der laver mad til mig.

Men jeg er ret god til at fylde min tid ud alligevel. Så det er bestemt ikke fordi, jeg går rundt og keder mig. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, at jeg overhovedet har haft tid til at have en kæreste.

Men det betydet jo ikke, at jeg ikke gerne vil dele mit liv med et andet menneske. Jeg vil bare heller ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Det synes jeg er ret fjollet.

Og så har jeg måske ikke mega nemt ved at forelske mig. Jeg har været mellem-forelsket én gang i min singleperiode. Hvor jeg mødte en ret sød mand. Men så viste han sig at være lidt af en røv, og så var det skib ligesom sunket.

Siden har jeg ikke rigtig turde forelske mig. For jeg orker ikke at blive såret. Igen. Det var lidt af en hjerteknuser, da min ekskæreste og jeg valgte at gå fra hinanden. Og så var det lidt (okay RET) nederen at turde åbne mit hjerte igen kun med et nederlag som resultat.

Jeg orker ærlig talt bare ikke at skulle igennem et brud igen lige foreløbig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis jeg skulle møde en sød mand, så er det ikke sikkert, at vi går fra hinanden. Men jeg er sgu ærlig talt nok bare lidt bange for at kaste mig ud til hajerne igen.

Jeg er ikke på nogen datingapps. Jeg forstår dem ikke. De er blomstret op imens jeg har været i forhold (i over seks år), så jeg fatter nada af de spilleregler, der eksisterer på den slags apps. Det er nu ikke fordi, jeg fatter mere i virkeligheden.

Jeg har aldrig rigtig været på en date. Det kan i hvert fald tælles på en hånd agtigt, hvor mange dates jeg har oplevet her i livet. Jeg er også lidt akavet omkring hele datingfænomenet. Jeg mener – så mødes man med én, man ikke rigtig kender for at se, om man har lyst til at lære personen mere at kende og der måske kan blomstre en forelskelse op.

Måske er jeg bare forkælet – eller har været priviligeret, at når jeg har mødt nogle mænd, som jeg har involveret mig mere med, så har der fra starten være den famøse gnist. Der har været en kemi, der har gjort, at jeg med det samme vidste, at der var noget mellem os. At jeg gerne ville undersøge det nærmere.

Jeg er ikke så god til det her med at mødes med “fremmede” mennesker og så prøve at se, om vi bliver forelsket. For mig skal den følelse af sommerfugle i maven helst være der ret tidligt i en relation.

Jeg ved ikke, om jeg måske bare er forkælet. Eller tror, at jeg lever i en Disneyfilm og prins Charming nok skal dukke op, og så ved jeg, at den er der.

Jeg tror heller ikke, at jeg fatter særlig meget af det med at flirte. Eller når nogen lægger an på mig. Jeg skal have tingene hugget i sten, hvad det angår.

Så er der hele det aspekt med bloggen og Instagram. Det her med, at jeg vælger at dele så mange ting herinde. For hvem siger, at en evt. date gider være med til det? Gider være med på mine stories på IG? Men det er en del af den jeg er. Som jeg ikke vil stoppe med lige nu.

Det kan til gengæld godt være lidt svært nogle gange. At skulle forklare, hvordan det hele hænger sammen med bloggen – og gerne ville dele ud af mine oplevelser, men samtidig føler jeg, at jeg har en barriere ift. hvor meget jeg kan dele om andre mennesker. De har jo ikke valgt at være en del af bloggen, bare fordi de gerne vil være en del af mit liv.

Det er lidt en svær grænse – for jeg vil jeg gerne dele en masse herinde. Samtidig er der nogle ting, som er lidt svære at dele. For hvad hvis de læser med og bliver stødt? Eller bare ikke vil optræde herinde. Selvom det er anonymt ved vedkommende jo formentlig godt, at det er ham jeg omtaler.

SÅ – det er ikke fordi, jeg ikke vil dele mere om mit single- eller datingliv. Jeg føler bare, at der også er en grænse for, hvor meget jeg kan tillade mig at dele.

Jeg kan fortælle så meget, at jeg har været på nogle dates. Ikke mange. Ikke flere end, hvad der kan tælles på én hånd. Men det har ikke været nogle dates, som har ført til mere. Det har været hygsomt, men gnisten har bare ikke været der. Og det er bare noget, der er vigtigt for mig. Den pokkers gnist.

Jeg har nu heller ikke travlt med at skulle finde kærligheden. Den er der nok en dag, og jeg er lykkelig for mig selv. Hvilket jeg synes er rigtig vigtigt. At det ikke er et andet menneske, min lykke beror på. Jeg er ansvarlig for min egen lykke.

Derfor havde det da været dejligt at have én særlig person at dele min lykke med. Men indtil nu deler jeg den med alle de andre skønne mennesker, jeg har i mit liv. Og det er jeg nu i grunden ret tilfreds med.

 

Hvordan er det så egentlig at være single? Jo – nu skal du høre…

/0 Comments/in , , /by

Det er faktisk helt OK. Altså jeg mener. Det er ikke fordi, jeg render rundt og fejrer mit singleliv konstant. Men jeg har efterhånden fundet en ret fin balance i det med at være single vs at være i fast forhold.

Indtil videre har jeg fundet en ret fin balance i at kalde mig selv ‘single’. For det begreb, om man vil, er jeg og har jeg aldrig været vild med. Jeg synes, det lugter af kattedame og lettere desperation. Så jeg har egentlig det sidste års tid, når folk har spurgt, sagt, at jeg er alene.

Men det lyder på den anden side heller ikke særlig opløftende.

Så jeg har også nogle gange sagt, at jeg bare er mig selv. Og forsøgt at fjerne ‘bare’ fra sætningen. For ordet ‘bare’, i den sætning, føler jeg også er lidt nedsættende. Fordi man ‘bare’ er sig selv. Som om det ikke er godt nok.

Hvilket det selvfølgelig er. Så er jeg mig. Alene. Single. Mig selv.

Det har jeg været i et år nu. Lige lidt mere end et år.

Foto: Rebecca Brincker

Og jeg kan godt fortælle dig – efter over seks år i det samme forhold, så er det sgu lidt jordskælvsagtigt lige pludselig at være alene. Det var en fælles beslutning, men det gør den ikke mindre hård. Eller pludselig. Selvom vi begge helt sikkert havde set det komme.

Jeg tror, at sådan noget altid, uanset om man ser det komme eller ej, føles som om tæppet er blevet revet væk under én. Det følte jeg i hvert fald.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at fungere alene. Den første måned kan jeg næsten ikke huske. For jeg gik bare på arbejde i en tåge, gik hjem igen, gik tur med hundene og var ellers bare… væk.. i en tåge af sorg, fortvivlelse og usikkerhed.

Usikkerhed på, hvad der nu skulle ske. Jeg havde for pokker ikke være alene i mange år. Hvad gør man? Hvordan gør man? Havde jeg overhovedet lyst til at vide det?

Men som timerne blev til dage, og dage til måneder lærte jeg at finde mig mere og mere tilpas i rollen som værende single.

Eller det vil sige… Jeg lærte, at jeg ikke længere havde nogen forpligtigelser derhjemme. Hvilket betød, at jeg arbejdede meget. Og festede meget. For er der noget mit 2017 også bar præg af, så er det, at jeg gik meget i byen. Det var ikke fordi jeg scorede i byen. Jeg nød bare, at jeg ikke længere skulle huske på, at der lå en derhjemme, der tænkte på, hvor jeg mon var henne. Og hvorfor jeg ikke kom hjem.

Og så nød jeg at feste. For ærlig talt – det trængte jeg sgu til. Jeg trængte til at bruge mine weekender på absolut ingenting. På at danse til det blev lyst. På at grine til jeg fik ondt i maven. På at sove. Så det gjorde jeg.

Foto: Rebecca Brincker

Jeg nød at være alene. Det var ikke så meget det, at jeg nu var single, jeg nød. Det var mere situationen i, at jeg var alene. Og kun havde mig selv at stå til ansvar overfor.

Så på dét område, der har jeg egentlig haft det ret fint. Men det har stadig været mærkeligt at skulle finde ud af at være single. For der er fandme sket noget på singlemarkedet siden jeg sidst var single.

Jeg er for det første slet ikke nede med alle de slags dating-apps, der findes i dag. Alt frihed til dig, der bruger apps til at finde din næste date. Eller måske endda din kæreste.

Men jeg er “vokset op” uden den slags apps. Jeg har haft kæreste i alt den tid, de apps har haft opmærksomhed. Så jeg forstår dem slet ikke. Jeg er på det punkt ligesom en gammel dame, der sidder og ryster på hovedet over Snapchat. Hvad er nu det for noget nymodens pjank? Skal det nu være smart?

Så jeg er ikke på nogle datingapps. Og det forudser jeg heller ikke, at jeg kommer til at være.

Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke udvider mit netværk, hvad angår mænd. Høhø. Det sker vist bare mere i virkeligheden, end det gør på nettet. Det sker, at nogle skriver til mig via min profil på Instagram. Det synes jeg egentlig er ret modigt. Og der har jeg faktisk også mødt nogle igennem. Så jeg er ikke helt afvisende overfor, at man godt kan møde nye mennesker (mænd) gennem sociale apps. Jeg opsøger det bare ikke aktivt selv.

Det med ikke at opsøge det selv aktivt, tror jeg egentlig er ret sigende for min tilstand som single.

Foto: Rebecca Brincker

For jeg opsøger ikke rigtig relationer med mænd aktivt. Jeg møder dem i virkeligheden, og hvis der så er den berømte gnist, SÅ kan jeg sagtens være pro-aktiv. Og selv spørge om de har lyst til at drikke den famøse kop kaffe. Eller bare mødes og gå en tur.

Og hvor møder du så mænd henne IRL? tænker du sikkert.

Det sker på forskellige måder.  Jeg arbejder for det første et sted, hvor mit netværk bliver større og større næsten for hver dag, der går. Så her møder jeg mange interessante mennesker.

Men generelt har jeg nok ikke så travlt med at møde mænd. Eller få en kæreste. Jeg er et sted lige nu, og har egentlig været i alt min singletid, hvor det ikke betyder noget særligt, at jeg er single. Det betyder i hvert fald ikke, at jeg partout SKAL finde en kæreste. Jeg har været i et forhold i over seks år. Jeg ved godt, hvad det vil sige at have en kæreste. Jeg ved godt, hvordan et sundt forhold fungerer.

Nu ved jeg også, hvordan et sundt forhold, hvor jeg er alene fungerer.

Og for at være helt ærlig ikke – så kan jeg mærke på mig selv, at jeg er lidt bange. Jeg er lidt bange for at forelske mig igen. Og få knust mit hjerte igen. For jeg blev knust sidste år, da Casper og jeg gik fra hinanden. Det slog mig fuldstændig ud. Igen – det var den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at det ikke var noget af det hårdeste jeg har været med til at gøre i mit liv.

Det betød også, at jeg, som klichéen er, murede mine følelser inde og ikke lod nogen slippe rigtigt ind.

Ikke før i sommers i hvert fald. For der mødte jeg sgu en sød mand. Én jeg kunne være mig selv sammen med. En jeg blev glad for. Men. Enten havde han det ikke på samme måde, eller også havde han bygget endnu højere mure op, end jeg havde. Jeg ved det ikke. For det endte ikke særlig rart. Og jeg har ikke talt med ham siden.

Hvilket igen betød, at jeg lukkede lidt af. I hvert fald for romantiske følelser overfor mænd. Og ærlig talt så kan jeg da egentlig godt forstå, at jeg ikke rigtig har mødt nogen efterfølgende, for jeg har helt sikkert ikke udsendt de mest indbydende signaler. Hvis nogle signaler overhovedet.

Måske er det bare fordi, jeg er god til at gå rundt i min egen verden. Og slet ikke fatter, når mænd prøver at flirte med mig. Jeg er i virkeligheden måske bare lidt en skovl til det efter et langt forhold.

Måske er det fordi, jeg ikke forstå dating-gamet. At man går på date efter date med forskellige mennesker, for at prøve at finde den rigtige. Måske burde jeg være mere proaktivt?

På den anden side – så er det ikke fordi, jeg mangler en kæreste. Jeg er ret tilfreds med mit liv, som det er lige nu.

For at besvare spørgsmålet i titlen – det er ganske fint at være single. Jeg befinder mig ret godt i denne del af mit liv lige nu. Og hvem ved – måske møder jeg en fantastisk mand i morgen, jeg falder for. Det kan også være, jeg ender med at være single resten af mine dage. Det er i hvert fald ikke en mand, jeg beror min lykke på.

Desuden synes jeg det sidste år er gået så hurtigt, at jeg slet ikke forstår det. Jeg er nok i virkeligheden stadig ved at vende mig til, at jeg bare er mig selv.