Posts

Var jeg nogensinde væk og jeg kan finde mig selv i 32 grader?

/0 Comments/in , , , /by

Det slår mig, at jeg er rejst 3.122 km (i fugleflugt that is) til et andet land for at finde mig selv. Er jeg virkelig blevet så meget væk i Odense, at jeg skal til Afrika for at starte søgningen efter mig selv? Er det her jeg er? Mellem den ene riad efter den anden? Mellem aftenbøn og smøger. Mellem lange smygsomme gevandter og myntete?

Er det min egen personlige og sjælsomme pendant til ‘Find Holger’?

Men i stedet for en masse af mennesker nærmest filtret ind i hinanden, der gør det til en næsten absurd opgave at finde Holger, befinder jeg mig gennemfiltret i gamle og nye følelser, viklet ind i spørgsmål, tvivl, sikkerhed, håb, fortid og nutid.

Kan jeg finde mig selv i den, nogle gange grå nogle gange regnbuefarvede, pøl af menneskelige regndråber, der rammer mig i ansigtet, mens jeg prøver at finde vej gennem den travle Medina.

Det er da om noget en ting jeg kan finde; en fysisk vej, hvor min ben leder vejen og min hjerne prøver at genkende pejlemærker, der kan føre mig tilbage på rette spor. Det er på én gang usigeligt udfordrende og ubehageligt irriterende at finde det rette spor her midt i varmen, men samtidig omfavner og lovpriser jeg, når jeg farer vild og kommer på nye (af)veje. For det gør jeg. Farer vild altså. Ofte. Men jeg finder altid vejen tilbage igen. Selv uden brødkrummer.

Finder jeg monstro mig selv igen? Er jeg overhovedet blevet væk? Har jeg i det hele taget forlagt mig selv, eller har jeg blot fået placeret mig selv i et nyt hjørne, på en ny hylde ved siden af nye faktorer (eller muligheder)?

Måske er jeg slet ikke blevet væk? Måske skal jeg slet ikke finde mig selv? Er det en mulighed, at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og erkende, at tiderne er ændret og det er jeg også?

Er det virkelig så kedeligt? At jeg bare har fulgt strømmen videre til et nyt sted, uden overhovedet at have veget blikket fra min egen navle og dermed gået glip af turen dertil?

Eller har jeg haft for travlt med at speede op og nå videre til, at jeg overhovedet har opfattet, at jeg er kommet videre? Og at jeg er lige her. Hvor jeg er nu. Og at det er okay.

Måske. Måske er jeg ikke til at finde igen? Og hvem siger, at jeg kan finde mig selv her?

Midt i ørkenen. Måske har jeg fundet mig selv der ved siden af Holger. Måske har mit blik hvilet længe på mig selv, og jeg kunne måske bare ikke lide, hvad jeg så?

Måske kan jeg godt lide at være lige her, hvor jeg er lidt væk fra mig selv. Eller måske er det fordi, jeg bare er anderledes nu?

Måske var jeg aldrig væk.
I hvert fald ikke for mig selv.
Måske er jeg bare mig.
Og det er måske også okay?

Første hele dag i Marrakech – hej grænser, venligst ryk jer

/1 Comment/in , , , /by

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, får jeg en følelse af forløsning. En forløsning der lader mig slappe lidt mere af i min egen krop.

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, kan jeg mærke, at jeg godt kan. At jeg godt kan alle de ting, jeg tidligere slet ikke turde drømme om at kunne. Det er første hele dag i Marrakech og jeg trak den med at gå ud alene for første gang. Jeg sover hele formiddagen væk, og da jeg vågner, lægger jeg mig til at sove igen. Langt om længe står jeg op. Min aircon har fungeret fint i nat, men nu er solen så højt på himlen, at selv mit værelse her i stuen, gemt væk i den lille gårdhave, begynder at få en temperatur, der gør, at jeg overvejer at stå op. Så det gør jeg. Jeg vasker mit ansigt med koldt vand fra den lille hane på mit badeværelse. Inden jeg rejste glemte jeg at tjekke, om mit værelse havde eget bad. Jeg blev glædelig overrasket da jeg ankom og konstaterede, at mit badeværelse har alle de essentielle nødvendigheder.

Mit ansigt føltes dejligt fra det kølige vand, og dråberne glider sagte ned af mine kinder.

Jeg fjerner gårsdagens og rejsens snavs og skidt og smører mig ind i dagens første omgang solcreme. Jeg hopper i et par shorts og en top. Her i riaden er det fint at have “vestlig” påklædning på. Udenfor respekterer jeg kulturen og tager længere gevandter på, der dækker knæ og skuldre. Jeg kan godt lide at vise respekt. For alle. Det skal vi gøre som mennesker. Respekterer hinanden. Noget mere.

Jeg åbner døren ud til gårdhaven og henter noget koldt vand fra det fælles køleskabet, der står i køkkenet. Jeg smiler til en af de søde kvinder i køkkenet (jeg fik ikke hendes navn. Det må jeg få senere), og spørger efter en kop kaffe. Lidt sproglig udfordringer og ti sekunder senere forstår vi hinanden og hun gener mig ud af køkkenet så hun kan lave kaffen i fred til mig. Jeg går tilbage på værelse. Finder min bog frem, min vandflaske, nogle nødder og en fersken fra den håndfuld jeg købte i går på markedet. Morgenmad gør jeg mig ikke rigtig i i dag. Jeg drikker til gengæld firs liter vand om dagen. Mindst. Og jeg kan se, at både min krop og min hud i ansigtet nyder godt af alt vandet og den varme sol. Min hud har aldrig været flottere, end i sydens sol.

Jeg bruger det første af eftermiddagen på tagterrassen. Jeg tager min kaffe med op. Drikker den, imens jeg læser. Skifter plads fra stol og bord til daybed og store puder. Jeg læser videre, imens jeg spiser min fersken. Den er lækker kølig og jeg har halvdelen af tiden lyst til at lægge den på min hud. Jeg læser min bog færdig og overvejer, om jeg snart skal finde mit mod frem og komme udenfor min riad. Jeg sukker for mig selv. Trækker på mine skuldrer. Bliver enig med mig selv om, at jeg har tilladelse af mig selv til at tage tingene i mit eget tempo. Jeg overvejer muligheden slet ikke at forlade min riad i dag. Men tanken om en ny forsyning smøger (ja. Det er derude jeg er), gør, at jeg går ned på mit værelse og pakker min mulepose.

Jeg smider mine shorts og sidder en tid bukseløs i sengen, imens jeg kigger sociale medier og lægger et billede på Instagram. Jeg savner mennesker derhjemme og en enkelt tårer eller fem sniger sig frem under mine vipper og lægger sig langs den nederste kant på mine øjne og gør parat til at vælte udover. Jeg får en besked fra en god ven. Han fortæller mig, at jeg er sej. Jeg svarer, at jeg føler mig fortabt og håbløs. Men, at det er en forbipasserende følelse, som jeg bare skal lære at håndtere. Jeg tager er langt åndedrag og forvisser mig selv om, at den her rejse gør godt. Samtidig fatter jeg ikke, at jeg har booket effin 14 dage hernede. Det er lang tid alene, og jeg ønsker, at jeg havde gjort rejsen lidt kortere eller havde lidt kendt selskab.

Jeg tager mig sammen. Hanker op i mig selv. Fortæller mig selv, at det er okay at have alle de her store følelser, men at jeg skal håndtere dem. Jeg kan ikke bare lukke mig inde på mit værelse. Så jeg finder mine lange culottes frem. De er perfekte i det her varme vejr, hvor jeg gerne vil dække mig lidt til, men stadig have luft til benene. Jeg finder en hvid skjorte, sætter mit hår og finder de store solbriller frem. Jeg er lidt i tvivl om mig selv. Om hvad jeg tør gøre. Men beslutter, at jeg ikke må være en kylling. Jeg er ingen bangebuks og jeg henter igen noget koldt vand til min gåtur. Jeg finder nogle Dirham frem, finder låsen til min dør og låser den efter jeg går fra mit værelse. Jeg åbner den tunge hoveddør ind til riaden og smiler til to unge drenge, der sidder på gaden ude foran. Jeg smækker efter mig. Og går til venstre.