Posts

Abens nye klæder (den sødeste, hyppede, hæklede abe)

Det er faktisk et år siden, at jeg fik en ny beboer i lejligheden. Den er brun, og en værre drilleabe.

Ej okay. Det var måske lige at presse den for meget med skriftlige genialiteter. Men altså det ER en lille abe jeg har fået. En lille abe, der på tilnærmelsesvis tangerer til at ligne et dyr vi vist alle sammen har set før ikke?

Det er selvfølgelig de berømte (eller berygtede) træfigurer fra Kay Bojesen jeg her refererer til.
Jeg har aldrig selv været særlig overbevist om Kay Bojesen figurerne. Jeg har i hvert fald aldrig været overbevidst om, at de partout skulle hjem til mig at bo. Som designleder har jeg gennem studierne måske bare set og analyseret dem for meget til, at jeg kan se det unikke i dem efterhånden? Ikke, at de ikke er pæne eller søde nej, nej. De er også utrolig smukt håndværk. Men unikke og virkelig tiltrækkende det er de altså ikke for mig.

Måske er det også bare fordi, de efterhånden er så sete over det hele? Du kan ikke åbne en bolig/interiør/home instagramprofil uden at se et af dyrene. De er bare overeksponeret. Og selvom mit forhold til trædesign sagtens kan sidestille med mit forhold til chili cheese tops, så er jeg bare ved at være lidt træt af smeltet ost. Det minder mig efterhånden for meget om brændte toasts fra grillen i den lokale idrætshal, og på samme måde har jeg det efterhånden med trædyrene.

Misforstå mig ikke; en toast er skam ganske udmærket at indtage. Jeg har bare efterhånden fået for mange til at kunne værdsætte synergien mellem den smeltede ost, den fedtede skinke og de sprøde krummer. I hvert fald for en stund. 

Derfor blev jeg vældig glad da jeg for et år siden fik foræret et pseudotrædyr. Det var nemlig, på daværende tidspunkt, noget nyt og endnu ikke overeksponeret.

I stedet for træ er pseudodyret udført i garn. Deraf bliver den lille abe, som jeg i dette tilfælde har valgt at døbe Georg (efter min stadig nulevende morfar forstås), tilført et noget mindre mainstream look, og jeg synes endda, at han ser noget mere tiltalende ud. På den måde, at jeg har lyst til at ae ham og mærke det bløde uld på mine fingre, uden at være bange for, at taber jeg ham, så dør han. Det tænker jeg nemlig er, hvad der sker, hvis jeg tabte en abe i træ. ”Wush. Bang! Så røg armen sgu af!”. Det sker ikke med Georg kan jeg godt love dig. Han er solid og en jeg kan regne med.

Desuden så kan han også sagtens hænge til skue på diverse hylder eller billedrammer, så kom ikke her og sig, at han ikke også er lige til et stilleben.

Er han ikke fin som han sidder der i vindueskarmen?