Posts

5 RÅD TIL AT VÆLGE DEN RIGTIGE UDDANNELSE, OG LIDT OM MINE EGNE VALG

IMG_8317
Hold nu op, hvor har vejret bare været skønt i dag i Odense var?

Jeg har siddet med en veninde på en café i Odense og opsat CV på en pæn, men professionel facon hah! Og jo – det kan lade sig gøre. Med lidt finesse og tålmodighed.

Det er netop grunden til denne aktivitet jeg vil snakke om i dag. Nemlig uddannelse – eller rettere sagt færdiggørelse af den. Som mange af jer sikkert ved, så blev jeg færdiguddannet for halvanden måned siden.

En begivenhed jeg har set frem til i mange år! Det var en af de største forløsninger jeg nogensinde har oplevet, og den er på sin vis stadig ved at finde sted. For efter SÅ mange år i uddannelse tror jeg ikke, at jeg på en måned forstår, at jeg rent faktisk er færdig. At jeg aldrig mere skal til forelæsning på samme vis. At eksaminer er en saga blot. At studiegrupper ikke længere er en del af min hverdag. At studie ikke længere er min hverdag som det har været på universitetet de sidste fem år. Det er vildt. Andre, der sidder med den følelse i kroppen? At det er helt absurd og surrealistisk, at man er færdig med at studere?

IMG_8356

Med den forestående kvote 2 ansøgningsfrist, der nærmer sig med hastige skridt, tænkte jeg, at det var oplagt at komme med lidt gode råd angående overvejelser inden du måske sender din ansøgning afsted. Eller måske bare sidder med tvivl i forhold til, hvad din fremtid skal indeholde.

Jeg vil dog lige starte med at fortælle kort om min egen uddannelsesbaggrund.

For fem år siden søgte jeg selv ind på to meget forskellige studier. Meget forskellige. Jeg var i vildrede angående min uddannelsesmæssige fremtid, og sendte derfor en ansøgning afsted mod Odense på Engelskstudiet, og en ansøgning afsted mod København på Klassisk Arkæologi.

I know. To MEGET forskellige bacheloruddannelser i to byer beliggende i hver deres landsdel. Skæbnen ville, at jeg blev optager på arkæologi i København. Min uddannelse skulle derfor være fyldt med jord og historie, og jeg indstillede mig på at skulle bo i København. Det passede ganske fint da jeg på den måde heller ikke skulle undvære min familie på samme måde som skulle jeg bo i Odense.

IMG_8326

Men kort inden svarfristen for, om jeg ville sige ja tak til pladsen fik jeg tilbudt en plads på engelsk også. Nu var gode råd dyre, for jeg ville faktisk gerne begge studier, men kunne af gode grunde kun vælge ét.

Jeg brugte derfor en weekend på at overveje for og imod, og endte altså med at vælge engelsk i Odense. En beslutning jeg aldrig har fortrudt, men som samtidig har givet mange udfordringer og hovedpiner. Min beslutning kan jeg ikke begrunde – det føltes bare rigtigt på en måde.

Efter to år med engelske studier, der både indebar sprog, kultur, historie og kommunikation var på det tide at vælge et tilvalg. Mange uddannelser er opbygget således, at det 3. år af bacheloren, vælger man et tilvalgsfag. Et andet fag end ens hovedfag som man læser ét år. Jeg skrev også min bacheloropgave imellem 2.og 3. år af min bachelor og havde derfor reelt ingen sommerferie imellem de to år. Men opbyggelsen af uddannelserne er meget forskellige, og hvad der gælder for et fakultet gælder ikke nødvendigvis for et andet.

IMG_8341

På mit tilvalg valgte jeg Designkultur. Det blev ikke udbudt i Odense, men på SDU i Kolding. På daværende tidspunkt havde jeg allerede boet to forskellige steder i Odense, og var faldet rigtig godt til i byen (læs evt. mine gode råd, hvis du er tilflytter til en ny by eller ved, at du snart skal flytte måske pga. studie). Jeg boede sammen med Casper og jeg ville faktisk ikke flytte fra Odense igen. Derfor pendlede jeg resten af min uddannelsestid (jeg havde allerede pendlet det første år af min bachelor fra Sjælland til Odense, så DSB og jeg var ikke fjerne bekendtskaber).

Designkultur var klart en hylde, hvor jeg var landet rigtigt. På engelsk følte jeg først det sidste halve år af uddannelsen, at jeg “hørte til” og det var mest på 2. år, at fagene virkelig var interessante. På designkultur havde jeg en naturlig interesse for fagene både fagligt og personligt allerede fra første dag, og jeg kunne mærke, at det var et godt valg for mig.

Nu var jeg færdig med min bachelor og kunne i realiteten stoppe min uddannelse. Jeg følte dog ikke, at mine kompetencer var et sted, hvor jeg var klar til erhvervslivet, eller at jeg overhovedet ville kunne få et arbejde. Derfor kastede mig ud i en kandidat.

IMG_8312
{ Cowboyjakke Vintage // Kjole Mads Nørgaard // Sneakers Deichmann }

Valget omkring hvilken retning min videre uddannelse skulle pege imod var på det tidspunkt ganske ligetil. Jeg ville gerne stadig have fag indenfor design, og samtidig var jeg rigtig glad for kommunikations- og formidlingsdelen jeg havde haft på min bachelor.

Derfor valgte jeg at sende en motiveret ansøgning til Designledelse. Denne kandidat bliver også udbudt i Kolding, og jeg beredte mig derfor på endnu to år med pendling. Det var en lille pris for en uddannelse jeg virkelig blev glad for.

Igen følte jeg, at jeg var “landet på den rette hylde” som klichéen fortæller det. Der er nok også en grund til, at en sætning som denne bliver til en kliché og gentaget så mange gange – for det er rigtigt. Der var selvfølgelig fag og dele ved uddannelsen, jeg var mere glad for end andre. Sådan tror jeg altid det vil være. Man kan ikke elske alt ubetinget uanset, hvilken uddannelse man læser. Der vil altid være elementer man holder mere eller mindre af.

Har nogle af jer interesse i at høre mere om, hvad Designledelse er for en størrelse? Ellers virker det omsonst at skrive om herinde.

IMG_8331

Efter fem år på universitetet og fire valg angående uddannelse undervejs synes jeg, at jeg har oparbejdet noget erfaring indenfor netop uddannelsesvalg. Den erfaring vil jeg gerne give videre  – for måske I selv sidder lige nu og skal vælge? Eller går med nogle overvejelser angående uddannelse.

De fem gode råd jeg har taget med mig fra mine oplevelser er overordnet generelle angående uddannelsesvalg, og mønter sig derfor ikke på f.eks. universitetsuddannelser. De bunder på refleksioner, jeg har gjort mig efter jeg er blevet færdiguddannet.

  • Lad ikke en flytning komme i vejen for din drømmeuddannelse. Nu er det ikke fordi jeg er flyttet SÅ langt væk fra min familie og den base jeg havde, men især pga. Storebæltsbroen virker afstanden stor. Jeg ventede også et år inden jeg flyttede i min egen lejlighed i Odense, men jeg er sikker på, at var jeg flyttet med det samme, var jeg faldet mere til på engelskstudiet. Er du nervøs for at flytte til en by, hvor du ingen kender, kan du læse disse råd vedrørende det emne.
  • Lad ikke en kæreste/familie/vennekreds holde dig tilbage fra at flytte/søge ind på et studie. Selvom du skal flytte fra en evt. kæreste eller hjemmefra mor og fars kødgryder, så må du ikke gå på kompromis med dine egne ambitioner og fremtidshåb. Jeg ved godt, at man selvfølgelig altid tror og håber på, at et forhold holder for evigt – men at give afkald på en uddannelse for et andet menneske, uanset hvem, det må man aldrig gøre!
  • Drop prestigeræset og vælg med hjertet. Jeg ved godt, at nogle uddannelser “lyder” bedre end andre, men tro mig man bliver ikke lykkelig af at udleve andres drømme, hvad angår uddannelse. Hverken hvad angår samfundets normer omkring prestige eller venner og families. Det er DIG, der skal have og gennemføre denne uddannelse. Ingen andre. Kun dig. Derfor skal valget tages kun af dig. Ikke af andre eller på baggrund af andres drømme, håb og meninger.
  • Undersøg dine muligheder GRUNDIGT inden du sætter dig fast på noget – uden at det skal lyde som om, at alting er skrevet i sten. Det er blot en god ide at undersøge, om du lever op til uddannelses adgangskrav og hvor realistisk det er at blive optaget i god tid. Det kan være du skal have en lignende uddannelse i baghovedet såfremt du ikke kan komme ind på din drømmeuddannelse. Undersøger du uddannelsernes adgangskrav i god nok tid, har du måske mulighed for at ændre noget ved din nuværende uddannelse, så du opfylder alle adgangskravene. Måske mangler du matematik på et højere niveau, og det kan sagtens lade sig gøre at læse dette som enkeltfag og derved ikke give afkald på en uddannelse du virkelig ønsker at studere.
  • Udvid din horisont ved at deltage til åben hus arrangementer og lignende på forskellige uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Måske du får af- eller bekræftet nogle ideer omkring forskellige uddannelser. Det kan være det viser sig, at studiet som biokemiker slet ikke var som du forestillede dig. Ofte har man nogle scenarier i hovedet omkring uddannelserne som ikke passer i virkeligheden. Det ville være ærgerligt at bruge tid på en uddannelse som slet ikke er som du gik og troede. Samtidig er det også ærgerligt at have skyklapper på, og måske misse en uddannelse som ville være lige dig!

Skulle jeg selv gøre noget om, hvad angår mit uddannelsesvalg, kunne det være at undersøge udbuddet bedre. Havde jeg vist for fem år siden, at bacheloren Designkultur & Økonomi eksisterede havde jeg måske slet ikke valgt engelsk. Samtidig har engelsk givet mig så utrolig mange faglige og personlige oplevelser, erfaringer og kompetencer som jeg slet ikke ville være foruden. Var jeg ikke startet på engelsk ville Casper og jeg formentlig aldrig have mødt hinanden – en oplevelse jeg heller aldrig ville være foruden.

IMG_8307

Men det man ikke ved, det har man ikke ondt af, og man kan altid sige HVIS, HVIS, HVIS. Derfor er det netop en god ide at gøre forarbejdet grundigt. Så du kommer omkring så meget som muligt, hvad angår uddannelsesvalg.

Jeg håber, at dette indlæg har været brugbart bare for nogle af jer! Så er min lykke gjort.

Og til de af jer, der er i gang med at skrive ansøgninger eller overvejer, hvad fremtiden skal bringe; rigtig meget held og lykke til jer og jeres uddannelsesvalg. Jeg håber, at I lander på den “rigtige hylde”, og bliver glade på jeres studie ♥

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }