Posts

SUND(ERE) DESSERT

sundere dessert 1Den anden aften havde vi herhjemme virkelig lyst til søde sager. Men de er som bekendt ikke alt for sunde, og vi prøver, prøver, prøver på at tænker ihærdigt over hvad vi bruger som brændsel til vores kroppe.

Der er bare nogle gange lidt uoverensstemmelse imellem, hvad de sukkerhungrende smagsløg skriger efter, og hvad kroppen reelt har brug for.

Men noget sødt skulle der altså til for at tilfredsstille smagsløgene. Som jeg forestiller mig som bittesmå væsner, nærmest som Snøvsen bare i forskellige farver alt efter hvilken slags smage de bedst kan lide. Så ville De Søde små snøvser være farven på tørret papayafrugt; varmt orange med et strejf af lyserød. De Salte ville være hvide som, ja vel som salt. De Sure ville være en gullig farve som eddike. De små bitre mænd ville have samme farve som ristede kaffebønner. Og Umami snøvserne ville være farven på en buket fyldt med de bedste blomster fra den frodigste blomstereng.

Som jeg kom fra, så skreg De Søde snøvser efter søde sager den anden aften. Og jeg kunne ikke bære at høre deres små bedende stemmer. Så jeg biksede denne lækre, omend lidt sundere dessert sammen. Og minsandten om de små Søde snøvser ikke blev tilfredsstillet. Måske dine også vil gøre det med denne fine lyserøde dessert?

INGREDIENSER
2 frosne bananer skåret i skiver
En håndfuld frosne jordbær/hindbær
En halv deciliter mælk

TOPPING
En håndfuld mandler
En halv plade mørk chokolade

SÅDAN GØR DU
Hvis du ikke har skiver af frossen banan på køl, så skal du blot skære to bananer ud og lægge dem i fryseren i ca. en time eller to.
Bananer og jordbær blendes sammen med mælken. Jeg brugte en stavblender, men jeg er sikker på at en almindelig blender sagtens kan bruges. Konsistensen skal ende med at blive softice-agtig.
Herefter hakkes mandlerne og chokoladen. Jeg gemte lidt chokoladestykker til pynt på toppen.

“Isen” hældes på glas eller i en skål og topping drysses over og wupit; en lækker og sundere dessert! Uden ekstra sukker eller sødemiddel. Det var slet ikke nødvendigt.
IMG_5255 IMG_5260 IMG_5263