UDFORDRING #2: JEG OVERLEVEDE!

solo biografJeg skulle selvfølgelig have popcorn og cola (light) til min solo-biftur! 


Yes. Jeg står endnu!
Jeg havde planlagt denne solotur i morgen. Men fanden (eller min skræk) tog ved mig, og jeg pakkede mig selv og tog afsted her til aften. Alene. I biografen.

Jeg brugte hele eftermiddag herhjemme på at være pisse nervøs. Have galoperende hjerte, ondt i maven og havde mest lyst til at droppe det hele. Tanken om mennesker omkring mig, der måske ville få det indtryk, at jeg var helt palle alene i verden. At jeg var ensom. At jeg ikke havde nogen, der ville med mig i biografen.

Men jeg cyklede afsted. Låste min cykel og gik mod biografen. Jeg havde med vilje ikke reserveret en plads inden, da jeg gerne ville have oplevelsen med når man står og skal bestille en billet, vælge en plads og betale alene. Så det gjorde jeg. Jeg gik alene mod én af de tre skranker, hvor der var betjening. Med skridt som et jaget vildt. Pisse nervøs og ængstelig. Og jeg kludrede selvfølgelig i ordene da jeg skulle sige, hvilken film jeg gerne ville se. Jeg blandede Into the Woods sammen med filmen Wild, og forsøgte således at bestille en billet til Into the Wild. Oh for God’s sake altså. Pinligt syntes jeg. Men den søde mand, som jeg talte med igennem det runde vindue, der var i ruden imellem os, smilte bare og ville være sikker på, at det nu også var Into the Wild jeg ville se. For som han sagde; “det er jo en musical!” Jeg løj og sagde at; “jo jo, det ved jeg da godt”. Det vidste jeg ikke. Men jeg ville ikke virke endnu dummere! Han vendte hans computerskærm imod mig, og jeg fik valgt én plads på bagerste række væg fra gangen. Uden at tænke på, hvor nogle andre ville sidde. Kun hvor jeg ville sidde. Manden virkede også tilfreds med mit valg. Så jeg fik min billet, og han smilte og ønskede mig en god tur i biografen. Uden så meget som en antydning af undren i hans øjne over, at jeg kun skulle have én billet.

så kom turen til popcorn og cola. Det var med i udfordringen, at jeg skulle købe det alene. Stå i kø alene. Og spise alene. Så det gjorde jeg. Fik valgt 0,5L cola light og en lille popcorn. Det var ikke så udfordrende. Det mest udfordrende var alle de teenagetøser, der også skulle have popcorn og cola. Der nægtede at flytte sig, som jeg aste og maste mig forbi dem, med møje og besvær. Kan hilse og sige, at det faktisk ikke er særlig nemt at holde både taske, cola OG popcornbæger uden at miste popcorn. Jeg fik placeret mig i køen, og bedst som jeg står og ser et kærestepar foran mig købe deres fornødenheder, kommer en ansat hen til mig, og siger, at hun åbner en kasse længere henne. Så der følger jeg med. Og betaler for mine nødvendigheder. Alt imens den søde pige bag kassen smiler til mig, og jeg bliver igen ønsket en god tur i biografen.

Så gjaldt det altså om at aflevere billet og få tilladelse til salene. Igen er der irriterende tøser i vejen. De fniser omkring, og jeg føler mig lidt dum at stå der alene med mine popcorn. Men jeg når hen til den søde billetdreng, der scanner min billet. Han smiler og igen bliver jeg ønsket en god tur i biografen. Det må man altså give de ansatte i den pågældende biograf. (Til de interesserede var det den på banegården i Odense). De var super søde, og leverede perfekt kundeservice. Om det var fordi de så, at jeg var alene, og derfor mente, at jeg trængte til lidt ekstra smil og gode ønsker ved jeg ikke. Uanset deres bevæggrunde så virkede det. For jeg følte mig afslappet, sej og kontrolleret da jeg gik mod sal 2, række 10, sæde 11.

Jeg fik placeret min popo i mit sæde, og følte lidt en lettelse over, at lyset allerede var blevet dæmpet lidt. Jeg bildte mig selv ind, at så ville folk ikke lægge helt så meget mærke til, at jeg var alene. For man bliver jo blind i dæmpet belysning. Right? Jeg kunne mærke lidt undrende blikke fra de to piger ved min side, som jeg måtte gå forbi på vej til min plads, men det var ikke mere en tre sekunder. Filmen gik kort efter igang, og mens mørket sænkede sig i biografsalen som dug en sommeraften, sank mit stressniveau og usikkerhed. For der var virkelig ikke noget at være bange for. Jeg var bare i biografen. Alene.

Således gik to timer, mens jeg sad i mørket og blev underholdt af Meryl Streep, Johnny Depp og Emily Blunt blandt flere. Filmen handlede om en masse kendte plots fra eventyr, blandet sammen. Og som jeg blev trylletbundet af eventyr, blev jeg forvandlet fra et usikkert dådyr fanget i billygtens skarpe lys, til en independent woman, der følte sig som Beyoncé. Selvfølgelig minus alle hendes millioner og lækre hudtone. Men jeg var ikke længere skræmt. Ikke længere bekymret om andre folks tanker om mig. Jeg gik stolt alene ud af den biograf. Og jeg var glad. For at jeg turde. For, at jeg kom udenfor min komfortzone. For at jeg fik rykket mine ellers ret faste grænser.

1 reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *