Tuesday Talk || Flyv med mig

Tirsdag igen sgu! Det betyder, tatradadadadahhhh, Tuesday Talk. Her interviewer jeg hver tirsdag en blogger fra Odense.  I dag skal vi lære en bogblogger lidt bedre at kende. Nemlig Rikke, der blogger på Flyv med mig. Hun er, ligesom mig, tilflytter til Odense, og så indeholder hendes blog en masse lækkert litterært og kulturelt guf. Dig in!

FIRST THE BASICS:

NAVN: RIKKE S. F. SIMONSEN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: FLYV MED MIG
BY: ODENSE M

Jeg hedder Rikke og er 23 år. Derudover er jeg tilflytter til Odense, og har boet her i 2 år. Til dagligt studerer jeg Litteraturvidenskab på SDU (lige nu har jeg dog tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse), og arbejder som juleassistance i Arnold Busck. Min blog er en god blanding af en masse litterære ting. Jeg skriver boganmeldelser, giver anbefalinger og tips, skriver om oplevelser eller events, og indimellem er der også nogle videoblogs og andre finurlige ting. Jeg holder utroligt meget af at læse, gå i teateret og se film, hvilket nok også er det, der præger min blog mest.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv må have været det halve år, hvor jeg boede i Kina. Det var da jeg lige var blevet færdig på gymnasiet og var fyldt 20 år. Jeg tog afsted med et rejsebureau, hvor vi blev oplært i en måned til at undervise i engelsk (vi var 70-80 folk fra hele verden). Derefter blev jeg sendt ud på en kinesisk skole i Sydkina i de resterende 5 måneder for at undervise, og når jeg havde fridage og ferier, så rejste jeg rundt i hele Kina helt selv eller med nogle af de personer, som jeg havde mødt derhenne. Det var en kæmpe oplevelse, utroligt grænseoverskridende, meget langt væk fra venner og familie, og jeg lærte simpelthen så meget om mig selv og om en anden kultur, mens jeg var afsted.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg vil utroligt gerne arbejde på et forlag. Enten med noget marketing eller som community manager – og ellers som redaktør, der bedømmer ungdomsbøger (både de danske og udenlandske). Det er i hvert fald min drøm lige nu, men jeg tror egentlig, at så længe det har noget med bøger, film eller teater at gøre – og gerne også de sociale medier – så er jeg tilfreds.

Hvad er dit største talent?
Jeg tror, at mit største talent er at snakke med folk (eller networke om man vil i nogle sammenhænge). Jeg er et meget udadvendt menneske, der virkelig sjældent er genert, og der er nærmest aldrig akavet stilhed omkring mig, da jeg ofte formår at verfe den væk med snak. Jeg elsker derfor at møde nye mennesker og lære dem at kende, og jeg synes selv, at jeg kan snakke med alle mennesker om et eller andet. Det er et talent, som jeg er ret glad for og stolt af, da det bestemt kan være gavnligt i mange situationer – også arbejdsrelateret i fremtiden, tænker jeg.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Nu skal vi have Tequila!” Jeg har tidligere arbejdet på en bar i 5 år, men jeg kan ikke fordrage Tequila. Tanken om det giver mig nærmest kvalme – for ikke at tale om lugten og smagen af det. Jeg har drukket det, dengang jeg var 15-16 år, men jeg har simpelthen haft så mange dårlige oplevelser med det, at jeg aldrig nogensinde kommer til at drikke det igen.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At jeg skal gøre det, der gør mig glad. Ikke altid tænke så meget på fremtiden, fremdriftsreformer, SU-nedskæringer og ting jeg skal gennemføre fordi regeringen påpeger det. At jeg skal huske at vælge med hjertet indimellem og ikke altid gøre ”det rigtige” set fra samfundets side, men set fra min egen side.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
rikke_flyvmedmig_11-oktober_billede

Bøger. Helt klart, haha. Man er vel inkarneret niché-blogger? Nogle gange er det dog bøger og mig selv, men det varierer lidt. Jeg kan godt lide at tage billeder af bøgerne til mine anmeldelser, hvor selve billedet giver en god stemning omkring bogen.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg er virkelig blevet glad for Munke Mose! Der er så hyggeligt – uanset om det er ved legepladsen, på græsplænen eller tæt ved vandet. Der står også ”The Little Library” i sommermånederne, hvor man kan bytte en af sine bøger til en anden, hvilket er sådan et fint koncept. Derudover er jeg ret glad for The Food Stall på banegården, hvor man kan blande den lækreste salat, og det smager simpelthen så lækkert – uanset om man er på farten eller bare vil nyde den der. Jeg er også lige startet i Repeat fitness, som jeg er enormt positivt overrasket over, da der virkelig er rart at være, og medarbejderne er så søde og imødekommende.

Jeg kan ikke lide….
Stærk mad, arrogante mennesker og gysere. Der er sikkert mange andre mere relevante ting, men det var lige dem her, som jeg først kom i tanke om.

Din største guilty pleasure?
Det er egentlig ikke noget, som jeg selv er flov over, men jeg bliver mødt med skeptiske blikke og skæve smil, når jeg så åbenlyst står ved det. Jeg knuselsker Taylor Swift og hendes musik – og har været kæmpe fan siden jeg var 15 år. Jeg er en af dem, der ikke mener, at alle hendes sange handler om det samme – selvom de fleste er kærlighedsrelateret. Jeg kan relatere så meget til hendes tekster, og da jeg selv er lidt af en håbløs romantiker, så rammer hun bare ofte spot on hos mig med sin musik.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det er meget forskelligt. Enten ser jeg film, læser en god bog eller tager en bytur med veninden, eller også er jeg på besøg hos min far (Horsens) eller min mor (Sønderborg) eller til et litterært event et andet sted i Danmark, og ellers kan det være, at jeg bare er på arbejde. Mine weekender varierer ret meget, og det er sjældent, at jeg bare ’slapper af’ hele weekenden. Jeg elsker oplevelser, og jeg elsker at bruge tid sammen med folk – så det er ofte det, jeg bruger mine weekender på.

 

Tak til dig Rikke for at ville svare på spørgsmål! Det er så dejligt, at de skønne bloggere vil være med her hver tirsdag. Sidder du selv derude og er blogger fra/i Odense så skriv til mig og vær med selv. Det kunne være skide fedt!

 

4 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply to Jeanette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *