TING, DER FÅR MIG TIL AT GRÆDE

efa8ac654a54ad1f407674ba4d31426a

{ Billede fra pinterest.com }

Ikke just den mest indbydende titel. Omend den er ganske sand. For jeg er en græder. En tudeMarie vil nogen nok betegne det som. Mine tårekanaler har en ubestemmelig og egenhændig vilje som, på trods af flere forsøg på diktatur fra min side, dyrker demokratiet og nedlægger også konstant veto. For de vil udvandes. Være rene. Opføre sig som en rasende flod, hvis vilje og løb ofte er baseret på uransagelige og diffuse grundlag.

Men én ting JEG da kan bestemme er, hvad jeg fortæller om mine balstyriske tårekanaler. Og nu fortæller jeg om, hvilke hændelser jeg har bidt mærke i som virkelig tricker dem. Det er hændelser af mangt og mange forskellige karakterer. Jeg forestiller mig også, at jeg ikke er den eneste, der har besidder denne fysiologiske umiddelbare reaktion? Derfor deler jeg nu de mest gængse og ordinære årsager til, at mine tårekanaler giver deres besyv med i, hvordan min mascara skal sidde.

  • Dyr, der bliver mishandlet. Her står tårekanalerne helt af. De kan slet ikke styre dem selv, og straks, der troner enten kampagner for dyrevelfærd frem på tv’et, eller artikler på nettet eller IRL (avisen læser jeg ligeså ofte online som offline) begynder det at rykke på sig. Det er forfærdeligt, og jeg tror, at det er min egen frustration over den magtesløshed jeg sidder tilbage med, når jeg hører om stakkels dyr, der bliver behandlet som objekter, genstande og underholdning, der påvirker tårekanalerne, så de reagerer prompte med salte dråber ned ad mine runde kinder. Jeg håber ikke, at dette lyder kynisk, men kampagner for hungersnød, naturkatastrofer og deslige rammer mig altså ikke på samme måde. Misforstå mig endelig ikke! Det er mindst lige så forfærdeligt, og grund for våde øjenvipper, men tårekanalerne reagerer altså prompte på dyr i nød. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for mine tårekanalers adfærd.
  • Når de råber “MOVE THAT BUS” i Home makeover programerne. Der går de helt amok, og det på trods af, at jeg ofte kun har set den ene sekvens af programmet! De forhenværende 40 minutter har åbenbart ingen relevans for, hvad mine tårekanaler beslutter sig for at reagere på.
  • Generelt programmer, hvor mennesker undergår eller oplever en transformation af den eller anden slags. Det rør mig åbenbart lige i tårekanalens udspring, at andre mennesker får hjælp of some sort. 
  • Når jeg cykler og det er rockerkoldt! Især mit højre øje giver efter for kuldens påtrængende, omklamrende tendenser. Hvilket ofte resulterer i mascara, der på det nærmeste vandrer fra mine øjenvipper til min hage, alt imens det efterlader fine spor på vejen. Suk!
  • Når min familie har været på besøg i Odense, og kører hjem. There – I said it. Det er pisse hårdt for mine tårekanaler, der reagerer med det vuns, mine øjne har mistet synet af bilens bagende, der kører fra indkørslen foran huset vi bor i. Der går lige 10 minutter, så finder de fatningen igen, men de er nogle pokkers nogle. Og det er. HVER. ENESTE. GANG. Uden undtagelsen. Det kommer derfor heller ikke bag på mig mere, omend jeg heller ikke ligefrem ser frem til denne lidt lettere overreagerede reaktion på, at en 26årig kvindes familie lige har været på besøg. Suk altså.
  • Når jeg er lykkelig. Sådan. Helt lykkelig. Derinde i kernen. Så begynder de fandme også at producerer saltvand, der ville give selv Moses en kamp til stregen. Jeg ved ikke, hvorfor det sker på dette tidspunkt. Om jeg er bange for, at lykken vil forsvinde og allerede tager sorgerne på forskud? Om det er fordi jeg ikke selv tror på, at jeg kan være SÅ glad? Måske fordi der også findes lykkelige tårer? I don’t know, men nogle gange kunne de sgu godt lige holde lidt igen de tårekanaler. For det lykkelige øjeblik kan godt blive lidt for saltvæddet nogle gange. Bare lidt. Et stort smil havde måske været nok til at udtrykke min tilfredshed med livets lykkelige omstændigheder. Men nej. Tårer it is.
  • Når jeg savner. Det er måske endda en naturlig reaktion i denne tilstand. Jeg har en tendens til at savne. Også under absolut irrelevante omstændigheder. Nogle gange, hvis Casper lige er taget ned for at træne. Når jeg lige har lagt telefonen på, efter at havde talt med min mor. Når mine forældre passer vores hunde, og jeg ikke har set dem i 25 dage!! Det er altså lang tid for en hundedame som jeg selv er. (Er der btw nogle hundejere derude på linjen?). Når jeg er væk hjemmefra. Så kan savnet godt indhente mig, og gøre mig lidt trist. Og så fælder jeg altså en tåre. Eller syv.
  • Hvis jeg bliver frustreret. Ofte over magtesløse situationer, hvor jeg ingenting kan gøre. Det er blevet meget bedre, og jeg kan mærke, at jeg reflekterer over denne slags situationer, og lærer fra gang til gang. Hvordan jeg skal takle situationen. Hvordan jeg skal takle mine følelser. Så jeg netop ikke ender med at tillade alt for meget aktivitet til de tårekanaler. SÅ meget magt skal de sgu heller ikke have.
  • Når folk er til audition ved f.eks. X-faktor og de synger smukt. Der rejser mine hvide hår sig på armene, og mine tårekanaler reagerer ligeledes med fugt langs øjenkanten. Især, hvis folk ved første blik ikke virker som om, at de har haft det alt for nemt igennem livet, og måske ikke engang fremstår som nogle, der reelt kan synge. Suk.
  • Andre menneskers nød. Jeg er et utrolig sympatisk menneske, der nemt (og ofte) lader mig rive med i andres dårlige tider i livet, eller modgang. Her begynder mine tårekanaler også ofte at vise en reaktion. Og det er absolut dumt. For hvad vil de gøre ved det? Mine tårekanaler kan ikke ligefrem ændre særlig meget på andre menneskers triste situationer.

Pls del og fortæl mig, at jeg ikke er den eneste, hvis tårekanaler nogle gange lever deres eget ukontrollerbare liv?

1 reply
  1. Lisbeth
    Lisbeth says:

    Haha, du er altså hårdt ramt må jeg sige!

    Jeg har en underlig tendens til at blive fugtig i øjenkrogen, når jeg ser store Hollywood-film og de når det der storslåede klimaks. Som i weekenden, hvor jeg så Guardians of the Galaxy, og det hele er ved at eksplodere, men de fire helte forhindrer det. Det er virkelig ikke sørgeligt, men det går alligevel i tårekanalerne på en eller anden sær måde. Jeg havde selvfølgelig også tømmermænd, hvilket aldrig gør sagen bedre, men stadig haha.

    Derudover har min mor stadig et talent for at ramme de forkerte knapper og få mig til at vræle som da jeg var teenager, hvis vi af og til kommer op at skændes. Jamen jeg har jo også kun ramt de 23 -.-‘

    // http://www.moonlitmadness.dk

    Reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply to Lisbeth Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *