Posts

Små glimt

En måde at få mere hverdag herind på er via disse små glimt. For I var nemlig mange, der gerne ville have mere hverdag og mere mig. Nu har jeg næsten lige læst hele min blog igennem, og jeg kan mærke, at jeg også selv savner mine indlæg, hvor jeg fortalte om dit og hint.

Det sidste stykke tid har jeg derfor;

Fået en ny tatovering! En fin lille natsværmer/sommerfugl. Lige midt på armen. Det er min første tatovering, som sidder et sted, der er meget åbenlyst. Alle  mine andre tatoveringer sidder lidt mærkelige steder, så når jeg står med bare arme, lægger man næsten ikke mærke til dem. Det gør man så sandelig med den her lige midt på armen. Den sidder også er lidt finurligt sted – og det kan jeg rigtig godt lide, at alle mine tatoveringer gør. Den hedder i øvrigt Viga og er en hen! Meget politisk korrekt tatovering. Når den ikke lystrer Viga, så er det fordi, der er mere en Viggo.

Jeg har set de første tulipaner springe ud i min have. A sight for sore eyes! Så er det altså ved at blive forår, når tulipanerne springer ud. Og der står de rigtig fint – jeg har overvejet at kappe nogle af dem af og stille i en vase. Men ærlig talt, så tror jeg, at de får lov til at blive stående der i beddet.

Jeg har  nydt varmen fra solen de sidste par dage med en kop kaffe og min weekendavis. Jeg købte sidste weekend havemøbler og grill, og jeg elsker, at jeg kan sætte mig ud i haven og spise min mad nu. Der var ikke nogle møbler før, men nu er der da plads til de første fem personer. Så skal grillen bare samles og bruges for første gang! Jeg er totalt en grill-type, når vejret er til det. Det er ikke fordi, jeg som sådan elsker grillmad. Men jeg er opvokset med at vi griller hele året rundt. Jeg tror, det er det sociale i at samles om grillen og sidde at spise sammen efterfølgende.

Jeg har leget 90’er hiphop band med mine medsammensvorne til Fynske Influencers; Rebecca og Lisbeth. Det er den dygtige musiker Karenina, der har sørget for at knipse det fine billede af os tre. Vi følte, at vi manglede noget, vi kunne bruge til en præsentation af os alle tre samlet. Jeg elsker det her billede – det er så fint!

Jeg har afholdt mit allerførste, ægte foredrag! Det foregik på Froggy’s i Odense centrum. Jeg skulle klart lige bruge de første 15 minutter på at tale mig varm, men da den værste nervøsitet havde lagt sig, synes jeg selv, at det gik rigtig godt. Jeg kan godt li’ at tale foran andre mennesker, og jeg elsker at kunne inspirere via de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Nu overvejer jeg at holde flere foredrag!

(Burgerne var sponsoreret – og de smagte fandme godt!)
Jeg fejrede, at det var mandag sammen med Rebecca i sidste uge. Det fejrede vi med burgere på Jagger. Sammen med vores mad fik vi deres slushice som altid har et ekstra tvist i form af en alkohol. Denne gang var det med rom, og den var perfekt supplement til maden.

Efterfølgende gik vi hjem til Rebecca og fik en lille gibbernak ekstra. Lige hvad en mandag trængte til at blive skyllet ned med.

I weekenden var jeg på arbejde på Kansas City. Jeg var afvikler til en koncert med god reggae og dance hall musik, og det var en af de mest mindeværdige aftener på arbejde. Der var så skør en stemning i salen – på en god måde altså. Folk var så glade, dansede rundt og krammede. Der var klart forår i luften.

Lige for tiden arbejder jeg ret meget og har travlt på kontoret på KC. Udover dét, så sker der en masse ret seje og spændende ting her bag kulisserne, som jeg ikke må fortælle noget om. På et tidspunkt i næste uger kommer der formentlig til at være radiotavshed på alle min sociale medier. Jeg må ikke fortælle hvorfor. Der går endda et godt stykke tid, før jeg må fortælle nogen noget. Men jeg kan fortælle, at jeg glæder mig! Både til at kunne fortælle meget mere, men også bare til, at de her ting sker!

Nyder I pre-sommervejret for tiden?

Min allergi stikker helt af, så for mig må der egentlig gerne komme et par regnskyl, der kan lægge alt den pollen ned, der ellers flyver rundt i vinden.

Mere frihed & mere blæk

Jeg dyrker mit valgte ord for 2018 allerede i stor stil.

Jeg har skrevet ‘frihed’ med kridt på min tavle i mit køkken, så jeg ser ordet hver dag. Jeg tænker over det aktivt, og husker mig selv på, at frihed ikke kun er et ord, jeg gerne vil have med i mine handlinger, men også en ret jeg har.

Så i dag tog jeg mig en ret. En ret banalt ret om man vil. For jeg valgte at få mere blæk i min hud.

Jeg har i lang tid ville have Lille My tatoveret – jeg har endda haft bestilt tid hos en dygtig tatovør i Ringsted (samme sted, hvor jeg fik lavet min første tatovering), men måtte afbestille grundet arbejdet.

Men som med så meget andet, så tog den ene dag den anden, og jeg fik ikke bestilt en ny tid.

Da Fynske Influencers holdte event hos Molotov i december, talte jeg med både Freja og Katarina, der begge talte varmt om Black Sheep Tattoo og Signe Immerkjær, der arbejder i butikken. Da jeg kiggede på Signes Facebookside, genkendte jeg hende fra noget frivillig arbejde vi begge lavede hos Finders Keepers (da det blev holdt i Odense). Jeg blev straks begejstret over, at hun var begyndt at tatovere. Så jeg begyndte at holde lidt øje med hendes sociale medier og forelskede mig hurtigt i hendes tegnestil.

Så for et par uger siden skrev jeg til Signe og spurgte, om hun kunne tegne en Lille My til mig som tatovering. Vi skrev lidt frem og tilbage, og i dag fik jeg sat en dato for min tatovering i februar. Indtil jeg for sjov spurgte hende, om hun måske havde en tid i dag.

Og det havde hun! Hvis det altså frister? Som hun skrev.

Hvilket det selvfølgelig gjorde.

Så to timer senere åbnede jeg døren ind til deres butik på Overgade og trådte ind til en smilende Signe, der justerede musikken på højtalerne og var ved at printe Lille My ud.

Jeg smilede tilbage. Rettede lidt på tøjet. Og fortalte, at jeg altså var lidt nervøs. Fordi det var så spontan,t havde jeg ikke sat mig selv mentalt op til at skulle tatoveres.

Signe kiggede på mig og spurgte, om jeg altid var nervøs, når jeg blev tatoveret.

Meeeh. Måske. Tjoo.. JA!

Imens hang jeg min jakke og hue på deres stumtjener. Og fik fortalt, at jeg ikke er én af de typer, der begejstres af at blive tatoveret. Tværtimod. Jeg synes det gør pisse nas.

Signe grinte lidt og trak skuldrene op til genkendelse af dén følelse.

Jeg forstår det heller ikke. Dem der elsker at blive tatoveret. 

Signe fik printet Lille My ud et par gange, klippet hende ud af papiret som papirsklip og vi fandt en størrelse, der passede til min arm.

Hun blev rykket rundt et par gange – Lille My – for at finde den perfekte plads på min højre overarm. Indtil hun til sidst sad så både Signe og jeg var tilfredse med både størrelse og placering.

Så begyndte Signe at preppe hendes station. Jeg gør lige nålene klar. Du kan bare sætte dig i sofaen og vente. 

Kan jeg nå at ryge en cigaret?

Ja sagtens!

Jeg gik udenfor, fik tændt op i min tobak og bandede lidt over den sne, der tidligere på dagen faldt i mine øjne på min cykeltur, og som nu bare var smeltet væk. Sikke et spild.

Da jeg kom indenfor igen hev jeg op i ærmet og fik sat Signes stencil med My på min arm. Jeg viftede rundt i butikken i 10 minutter inden huden var tør nok til, at Signe kaldte mig hen til briksen.

Skal jeg tage mine sko af?

Næ jeg tørrer bare briksen af bagefter. Hop du bare op!

Så det gjorde jeg. Og lagde mig til rette med armen ud til siden, så Signe fik arbejdsplads. Og så begyndte den velkendte summen fra maskinen at brumme.

Er du klar?

Nej…

De første streger gør nas. Jeg kan mærke dem helt ud i min hånd. Jeg prøver at slappe af, og Signe taler til mig. Jeg prøver at koncentere mig om hendes ord, og kigger også lidt på min mobil.

Efter to minutter er smerten okay. Jeg havde frygtet en noget skarpere smerte på den tynde hud, end hvad jeg mærker lige nu.

Så jeg begynder at løsne op og samtalen flyder nu ret fint. Trods Signes koncentration om at tatovere og min om at ignorere, at jeg bliver stukket i.

Jeg lægger ikke mærke til klokken. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg ligger på briksen. Men som minutterne går, føles det lettere og lettere.

Så hun er færdig! Jeg tager lige et billede og pakker dig ind. 

Da Signe har klistret plastik om min arm, hopper jeg ned fra briksen. Glad. Lettet. Øm!

Jeg går hen til spejlet. Hun er blevet så fin. Lille My. Min arm er hævet og jeg bløder allerede under plastikken. Men jeg smiler.

Da jeg lukker døren efter mig og får den friske luft i ansigtet, kan jeg slet ikke vente med at få låst min cykel op, komme hjem og beundre min arm i spejlet. Hold kæft min bicep er fin nu.

 

 

ROSE TATTOO

Jeg har en ting for blomster. Jeg elsker at have buketter med friske blomster stående i vores hjem. Men i længden er det dyrt for pengepungen – de holder jo ikke mere end en uge eller halvanden de blomster. Også selvom man skifter vand ofte. Sidste år besluttede jeg derfor aldrig nogensinde at skulle bekymre mig om at kunne beundre blomster når jeg ville, hvor jeg ville. Jeg fik nemlig en smuk rose tatoveret på bagsiden af min venstre arm lige over albuen. Jeg elsker den. Jeg ved godt, at der er delte meninger og holdninger omkring tatoveringer – især dem med rød farve i! Men det er efterhånden ved at blive ganske socialt accepteret, at man har tatoveringer. Også som kvinde. Det er nu heller ikke min første tatovering, men det er min største og mest farverige. Begge mine forældre har en rose tatoveret så udover, at jeg synes, det er en smuk blomst, er der også en symbolsk betydning i min rosetatovering.

IMG_3831 IMG_3836 IMG_3838Billederne her er fra lige efter, at den blev lavet. De er lidt uskarpe, men det håber jeg du kan se igennem med.

Som det kan anes på et af billederne, er det heller ikke den eneste tatovering jeg har, der er placeret på mine arme. På min venstre arm har jeg 2(1/2) andre tatoveringer og endnu én på min højre. Dem kan jeg gå igennem i et andet indlæg en anden dag. Det er lidt en stor beslutning det med at blive tatoveret. De er svære at fjerne igen, og det er ofte mere smertefuldt end at få dem lavet (både fysisk, men bestemt også økonomisk!). Jeg har derfor lagt mange tanker bag mine tatoveringer, og ser dem både som en udtryksform, en personalisering af mig selv, men bestemt også som det, de er; en form for kunst. Huden er lærredet og tatoveringer er, for mig, en form for permanent kunst. Flere og flere arbejdspladser ser det heller ikke længere som noget negativt, at man har tatoveringer. Det er ikke længere forbeholdt sømænd og rockere at have tatoveringer – jeg ser unge som gamle, folk i jakkesæt såvel som træningstøj, der har tatoveringer. Jeg tror, at det mere og mere er accepteret i flere sociale klasser at have og pryde sin krop med tatoveringer. Alle mine tatoveringer sidder dog steder, hvor jeg kan dække dem med en langærmet trøje. Det er jeg glad for, og jeg synes det er en god ide, hvis man skal have tatoveringer, at man tænker over deres placering, og at de gerne må sidde steder, hvor man kan dække dem, hvis det er nødvendigt.

 

Har du nogen tatoveringer og hvad er dine tanker bag dem? Er de udelukkende kunst eller har de en symbolsk mening bag sig?