Posts

OM AT VÆRE BANGE FOR VOKSENJOBBET

/2 Comments/in /by

IMG_6047{ Billedet er fra en sommerhustur med min veninde/specialemakker. Inden jeg vidste, hvilke tanker jeg ville sidde med i dag }

Okay. Nu skriver jeg sikkert noget som man ikke må. Men jeg er sgu lidt bange for at få et job.

Bang. Der skrev jeg det.

Der skete ikke rigtig noget.

Andet, end at nu ved hele internettet det. Yikes.

Men det er jeg altså. Jeg er 27 år, færdiguddannet, og bange. Bange for ikke at kunne være sådan “rigtig” voksen. Bange for ikke at kunne slå til. Bange for fremtiden.

Men jeg søger job. For det skal jeg jo. Og jeg vil faktisk også gerne have et arbejde. Jeg vil gerne bidrage til samfundet. Både på den ene og anden led. Så jeg søger.

På trods af ængstelighed ved ikke at være god nok. For jeg tror nemlig, at det er der skoen trykker. Jeg har jo ikke nogensinde haft et rigtigt, rigtigt voksenjob. Ja ja. Mine to sabbatår bag kiosken, bagerdisken, kassen og med pakning af webordrer vil nogen måske nok mene var et voksenjob. Men. Jeg var jo slet ikke færdig med at gå i skole. Så for mig var det ikke i nærheden af at være et voksenjob. Det var et in between school job.

Og jo. Jeg har ALTID haft et studiejob ved siden af min skolegang. Det er bare ikke helt rigtig det samme vel? Det har været nogle rigtig gode og ofte også relevante jobs jeg har haft mig ved siden af skole og studie. Men i realiteten var de “blot” sidebeskæftigelser.

Kan jeg overhovedet finde ud af at arbejde? Selvfølgelig kan jeg det. Det ved jeg da godt. Dåh!

Det handler vist mere om mine tvivl på egne evner. Den kender I godt ik’? Man tror på, at alle andre helt sikkert vil klare den. Få gode jobs, og de er fantastisk dygtige. Der er faktisk ikke grænser for, HVOR kompetente de er!

Imens sidder jeg selv der. Og tror ikke på de ord når jeg får dem fra andre. Jeg tror ikke på dem når jeg prøver, i virkelig meta-numåduikkeværesåhårdimoddigselv-øjeblikke, at fortælle mig selv dem.

Afslag fra jobs jeg virkelig gerne vil have hjælper bestemt heller ikke på den følelse. Selvom jeg godt ved, at det er fordi virksomhederne gerne vil ansætte folk med erfaring. De ser helst, at man har 20 års erfaring, men endnu ikke er fyldt 30. Og når ja; at man forresten gerne HAR fået børn, eller er single.

Så. Det er sgu lidt op ad bakke for mig i øjeblikket. Det må jeg indrømme. Heldigvis er jeg ikke typen, der giver op så let. Eller kigger sort på det hele. Måske det bare fordi jeg er vant til studielivet. Jeg mener, come on, jeg har været studerende ret meget af mit liv ik’.

Nu er jeg ikke det mere. Nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg er. Andet end glad for at være færdig med at gå i skole. I hvert fald den med skolebænke. For nu er det vel “livets skole” (ydrk det lyder virkelig kliché!), der skal overtage.

Udover det, så er det ederondelyneme mange regler for os dagpengemodtagere. Christ! Det er ikke altid til at finde hoved og hale i. Nogle dage læser jeg stolpe op og stolpe ned angående regler, krav, dispensationer og what not. Indtil videre er det gået ligesom det skal. Selvfølgelig med undtagelse af de, vist nok, typiske opstartsvanskeligheder. Hvor man lige skal lære at være jobsøgende. Det er næsten et hverv i sig selv.

Ak. Sikke et indlæg at starte ugen med!

For at vende tilbage til indlæggets titel, så er det ved nærmere eftertanke ikke det at få et job, der skræmmer mig. Det er måske mere uvisheden. Jeg ved, hvad jeg havde under mit studie, jeg ved, hvad jeg har lige nu med ansøgninger, men jeg ved ikke, hvad jeg får i form af job.

Jo. Jeg ved selvfølgelig, hvad de forskellige stillinger indeholder som jeg søger. Men jeg ved ikke, hvordan min hverdag kommer til at udspille sig. Det er måske den mest skræmmende tanke. Især for en grubler som mig. Der nu bare må tage en dag ad gangen, men samtidig forsøge at planlægge fremtiden.

Har I selv været jobsøgende, og sidder måske inde med gode råd?

PERSONLIGT INDLÆG// NOGET OM AT VÆRE FÆRDIG MED AT GÅ I SKOLE

/1 Comment/in /by

Dette indlæg skrev jeg dagen efter vi havde forsvaret speciale og var færdige med at være studerende. For altid. Jeg har ventet med at udgive det, til jeg var parat. For det er ret personligt. Ganske grænseoverskridende. Men jeg tror, at jeg er parat nu. Måske parat til at give slip på de diffuse tanker. Her er de for dig at læse. 

 

_MG_8828{Alle billeder i dette indlæg er fotograferet og redigeret af Malene Nelting. Find hende på Facebook her, og på Instagram her}

Fredag eftermiddag/snart aften. Jeg sidder på en café i Odense og klimprer på tastaturet. Jeg har oplevet min første dag som ikke-studerende. Måske nogle af jer følger med på snappen (jhardis) eller Instagram? I så fald ved I, at jeg og min specialemakker i går tog det allersidste, endelige, afsluttende skridt på vores uddannelsesmæssige rejse. Vi fik nemlig titlen Cand.Mag. i Designledelse i går. Færdige. Prut. Bum. Ikke mere skole. Formentlig ikke i hvert fald. Jeg har ingen (foreløbige) planer om at skulle læse videre. Efteruddannelse er der sikkert nok af i erhverslivet, men jeg forestiller mig, at det slet ikke er i samme boldgade som de seneste 20 år har været. Det er absurd. 20 års skolegang. Plus minus. Når man indregner to “fjumreår” (hader det begreb – nogle gange skal man bruge lidt tid, erfaring og oplevelser på at finde ud af, hvad man har lyst til i livet. Det betyder ikke, at man fjumrer). Men. None the less. Det er lang tid i skolesystemet. I institutioner af den karakter.

_MG_8722 copy

Nu er jeg færdig. Jeg har oplevet både op- og nedture undervejs i denne rejse. Blevet slugt hel. Spyttet ud og kommet ud på den anden side alligevel. Med et par skrammer. Nogle hædersbeviser også. Kæmpet. Opgivet. Kæmpet lidt mere. Og nu står jeg her. Helt fri. Fri af undervisere. Af fagbeskrivelser. Af rigide rammer og kasser, der har til formål at indramme, uddanne, danne, institutionalisere. For det er lidt den følelse jeg sidder tilbage med. Efter alle de år. At uddannelser – i hvert fald det jeg har været igennem – opererer med rationalisering, logik, stive og ubøjelige former. Igen – det er MIN følelse.

Originalitet bliver belønnet. Såfremt det befinder sig indenfor rammerne. Indenfor undervisernes, ofte personligt influeret, rammer. Jeg føler mig lidt som en småkage, hvis form er blevet til ud fra en forhåndsdefineret form. Over mig er der blevet presset en “cookie-cutter”. En kageform som man bruger til at udstikke småkager. Kender i udtrykket brugt som metafor, eller analogi om man vil, for humane omstændigheder? F.eks. i uddannelsesøjdme. Virker en metode for én, virker den nok for alle. Derfor bruger man en “form”. En kageudstikker. For den kan snildt bruges til alle slags kagedej. Right?

Og ja. Nu sammenligner jeg mig selv med en kagedej. Lidt omsonst måske. Måske endda lidt skørt. Men det er netop min anke. At det skøre. Det uden for rammerne. Det skal stikkes ud. Stikkes ud med formen. Og således stikker kageformen utallige små kager ud. Med præcis den samme form.

Og sådan er det også lidt når man er under uddannelse. Man skal opfylde nogle målsætninger. Fagbeskrivelser. Forventninger fra uddannelsesinstitutionen. Og det er HELT okay. Jeg er klar over, at man ikke bare kan starte på en uddannelse og studere uden at skulle opfylde nogle krav. Opfylde nogle betingelser og derved kunne sættes på en skala. Sættes i system. For at kunne overholde ro og orden. For at andre kan bevare overblikket over massen. Over os. Sammenligne for at kunne finde et gennemsnit. En norm.

Men afstikkerne? Hvad med dem? Hvad med de mennesker, hvor kageformen ikke kan bruges? Hvor kagedejen smuldrer, hver gang “udstikkeren” prøver at stikke ens og homogene kager ud.

Det er her, at jeg især, efter alle disse år som deltager i uddannelsesinstitutionernes prædefinerede rammer mangler en forløsning. For skal man så bare droppe at deltage, hvis man ikke altid “passer ind”? Hvis man nogle gange tænker anderledes? Vælger andre veje. Ikke tilhører normen? Hvis dejen nogle gange smuldrer fordi kageudstikkeren tvinger sig selv igennem den bløde overflade?

Kan I følge min tossede sammenligninger her?

Det er nu heller ikke fordi, jeg ikke selv har higet efter at passe ind. Og det skal man da også til en vis grad. For der ER nogle rammer, der skal overholdes. Nogle fagbeskrivelser, der skal opfyldes. Man kan ikke bare lave sine egne regler når det drejer sig om institutionernes forhold. Der SKAL være et sammenligningsgrundlag. Et udgangspunkt. Et kvalitetstjek. Nogle gange kunne jeg blot ønske, at det ikke kun var kvaliteterne fra mål- og fagbeskrivelsen, der skulle valideres.

Hvor end vi færdes bliver vi målt og vejet. Nogle gange bliver vi vejet for lette, og bliver ekspederet videre. Andre gange rammer vægten præcis. Det jeg måske egentlig mener er, at jeg mangler originaliteten. Og såmænd måske ikke dén. For jeg synes faktisk, at der findes mange originale(r) mennesker derude. Mange, hvis facon ALDRIG ville kunne findes som en præfabrikeret udstikker. Det er måske mere rummet til dem der mangler. Forståelsen. Fra andre omkring dem.

På én og samme tid føler jeg, at vi gerne VIL skille os ud. Vi vil gerne være unikke. Det er en diffus blanding af at ville være speciel, men samtidig gerne vil accepteres af andre.

Det er altså heller ikke fordi, jeg skal få det hele til at lyde helt forfærdeligt. Jeg elsker jo min uddannelse! For pokker alle de fag, hvor jeg sluger vores pensum med hud og hår. Måske er det her bare min måde at forstå og reflektere over, at nogle fag dem forstår jeg bare ikke. Og det er måske heller ikke meningen at jeg skal det. Kunne forstå alting. Måske det er meget sundt, at man ikke altid har alle svarene? At man ikke altid passer ind i “cookie-cutteren”. Jeg ved det ikke. Men nu er jeg i hvert fald færdig. Kagen er bagt, og nu skal den smages på! Ude i det “virkelige” liv.

Nu tror jeg, at jeg skal finde ud af, hvor JEG på én og samme tid passer ind og skiller mig ud. Giver det mening? Jeg er ikke helt sikker på, at det gør for mig. Men måske er jeg ikke den eneste, der sidder med disse diffuse og sammenfiltrede tanker og følelser. Jeg er sikker på, at jeg med tiden nok skal finde hoved og hale i det hele. Lige nu er jeg bare færdig. Lidt lykkelig. Og lidt bange.

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }

OOTD: ONE TIRED CAMPER

/6 Comments/in , /by

IMG_6782 IMG_6785Halløj derude bag skærmen denne onsdag aften.

Nu er halvdelen af arbejdsugen gået, og der er kun to dage til weekend. Og oh boy; den weekend er kærkommen. Charlotte, min specialemakker og jeg begynder at løbe hurtigere og hurtigere med det speciale. Eller, vi taster hurtigere og hurtigere. Det er efterhånden mærkbart, at vores interne deadline for færdiggørelsen af specialebassen nærmer sig med hastige skridt.

Men ligeså meget vi bare gerne vil være færdige, ligeså meget har vi brug for at kunne mærke os selv i processen. Det lyder rigtig fancy i teori, men rent praktisk er det faktisk rigtig svært. For hvornår er man med i processen, når processen drejer sig om at skynde sig? Den undren er vi selv i gang med at besvare, men der er nok ikke nogen endegyldig facit på et sådan spørgsmål.

Lige i øjeblikket fylder specialet meget. Både fysisk, i form af masser bøger, papirer og rod omkring mit skrivebord, men også mentalt. Livet føles nogle gange som et spil Tetris. Kontinuerligt fremkommer brikkerne, og jeg forsøger i alt hast at placere de enkelte brikker de rigtige steder, alt i mens jeg med et forjaget udtryk i øjnene forsøger at holde øje med de nye tetrisbrikker, der kommer flyvende fra oven. Og selvom jeg formår at placere mange brikker på de mest indlysende og givtige steder, så hænder det altså, at en brik eller to bliver placeret et fuldstændig ineffektivt og tåbeligt sted i puslespillet. Et puslespil, der gerne skulle ende med at alle brikkerne bliver anbragt til et sammensat mønster. Det er bare ikke altid, at jeg når det før tiden er gået. Og da slet ikke med hverken en tilfredsstillende indsats eller udfald deraf.

Min hjerne føles som en skraldespand man bliver ved med at fylde nyt i, selvom man godt ved, at den er fyldt til bristepunktet. Man orker bare ikke at gå ned med posen. Så derfor prøver man lige at presse mælkekartonen godt sammen og smyge ned ad plastikposen side. For der kan den da godt lige være. Denne manøvre viser sig desværre bare at give bagslag for posens side sprækker under overbelastningen, og alt skraldet ligger spredt ud på gulvet. I stedet for i den store skraldecontainer.

Der kan med andre ord snart ikke være mere i mit lille hoved. Jeg elsker heldigvis det emne vi skriver om! Og det er en kæmpe motivationsfaktor. Men det ændrer ikke på, at livet lige nu er en stram skraldepose, der ikke kan proppes meget mere i.

Min normalt kreative “skraldepose” er derfor i øjeblikket fyldt op med tanker om speciale. Næsten helt til randen faktisk. Min inspiration er derfor også på et meget lille sted. Så hvis der er noget I gerne vil se mere af på bloggen, vide noget om, eller har nogle emner I gerne vil have, at jeg tager op, så lang dem endelig over disken! Aka læg meget gerne en kommentar under dette indlæg!

For i øjeblikket er jeg en happy, men træt camper. En gåtur i den stadig lyse dag gør underværker, på skrivebordskramperne, og hvis andre derude sidder i samme situation, så kan jeg på det varmeste anbefale en gåtur i området omkring Eventyrhaven ved Kronprinsensgade. Der gik Charlotte og jeg tur i dag, og jeg _elsker_ det fine kvarter.

IMG_6788 IMG_6790^^Jakke Ebay // Skjorte Inwear // Bukser + sko H&M^^ IMG_6794 IMG_6795 IMG_6808 IMG_6843Følg med på Instagram // Følg med på Facebook // Følg med på Bloglovin

TANKER OM MODENS NORMER

/2 Comments/in /by

Moden dikterer meget. Sæsonens farver, de rigtige snit, hvilke materialer der er in. Men normen indenfor beklædning dikterer endnu mere. Du tager ikke crocs på udenfor hjemme (eller i det hele taget!), dine strømper skal være samme farve på hver fod, der må kun være de “normale” huller i din trøje til hoved og arme, du må ikke misforstå leggings som bukser! Der er så mange uskrevne “regler” og “forbud” når det drejer sig om beklædning.

Der findes forskellige grupper af stilarter, og du kan identificere dig med disse grupper og på denne måde finde et sted, hvor du kan blive accepteret. For det er åbenbart vigtigt. Andres accept af vores beklædning. Og måske udseende i det hele taget.

Men hvad med vores egen accept? Er den ikke den vigtigste? Burde den i hvert fald ikke være det? Hvad synes DU er pænt? Er det virkelig din holdning, eller er du (og jeg selv) farvet af normen? Af hvad moden dikterer? Af sætninger som “ej, det gør man altså bare ikke!”.

For hvem er man? Og hvorfor bestemmer nogen hvad “man” kan iføre sig? Er “man” os alle sammen? Og hvis det i så fald er – så KAN “man” vel godt iføre sig crocs i byen?

H&M har lavet nedenstående fantastiske video, der har sat skub i mine refleksioner omkring min egen beklædning og stil. Hvad jeg synes er pænt – og ikke mindst hvorfor? Fordi jeg er påvirket af en branche, af bloggere, af min baggrund, af mit miljø, af min ide om, hvordan jeg gerne vil præsentere mig selv? Jeg ved det ikke. Men jeg har i sinde at prøve, at finde ud af det.

Ikke mindst vil jeg prøve bare at være mig selv! Ikke lade mig diktere af normer, regler og andres accept. Men forsøge at finde min egen accept. Og lade andre finde deres.

Hvad synes du om videoen? Sætter den gang i dine tanker omkring, hvad normen indenfor mode dikterer, og hvordan det påvirker dig og din stil?