OOTD: ONE TIRED CAMPER
Halløj derude bag skærmen denne onsdag aften.
Nu er halvdelen af arbejdsugen gået, og der er kun to dage til weekend. Og oh boy; den weekend er kærkommen. Charlotte, min specialemakker og jeg begynder at løbe hurtigere og hurtigere med det speciale. Eller, vi taster hurtigere og hurtigere. Det er efterhånden mærkbart, at vores interne deadline for færdiggørelsen af specialebassen nærmer sig med hastige skridt.
Men ligeså meget vi bare gerne vil være færdige, ligeså meget har vi brug for at kunne mærke os selv i processen. Det lyder rigtig fancy i teori, men rent praktisk er det faktisk rigtig svært. For hvornår er man med i processen, når processen drejer sig om at skynde sig? Den undren er vi selv i gang med at besvare, men der er nok ikke nogen endegyldig facit på et sådan spørgsmål.
Lige i øjeblikket fylder specialet meget. Både fysisk, i form af masser bøger, papirer og rod omkring mit skrivebord, men også mentalt. Livet føles nogle gange som et spil Tetris. Kontinuerligt fremkommer brikkerne, og jeg forsøger i alt hast at placere de enkelte brikker de rigtige steder, alt i mens jeg med et forjaget udtryk i øjnene forsøger at holde øje med de nye tetrisbrikker, der kommer flyvende fra oven. Og selvom jeg formår at placere mange brikker på de mest indlysende og givtige steder, så hænder det altså, at en brik eller to bliver placeret et fuldstændig ineffektivt og tåbeligt sted i puslespillet. Et puslespil, der gerne skulle ende med at alle brikkerne bliver anbragt til et sammensat mønster. Det er bare ikke altid, at jeg når det før tiden er gået. Og da slet ikke med hverken en tilfredsstillende indsats eller udfald deraf.
Min hjerne føles som en skraldespand man bliver ved med at fylde nyt i, selvom man godt ved, at den er fyldt til bristepunktet. Man orker bare ikke at gå ned med posen. Så derfor prøver man lige at presse mælkekartonen godt sammen og smyge ned ad plastikposen side. For der kan den da godt lige være. Denne manøvre viser sig desværre bare at give bagslag for posens side sprækker under overbelastningen, og alt skraldet ligger spredt ud på gulvet. I stedet for i den store skraldecontainer.
Der kan med andre ord snart ikke være mere i mit lille hoved. Jeg elsker heldigvis det emne vi skriver om! Og det er en kæmpe motivationsfaktor. Men det ændrer ikke på, at livet lige nu er en stram skraldepose, der ikke kan proppes meget mere i.
Min normalt kreative “skraldepose” er derfor i øjeblikket fyldt op med tanker om speciale. Næsten helt til randen faktisk. Min inspiration er derfor også på et meget lille sted. Så hvis der er noget I gerne vil se mere af på bloggen, vide noget om, eller har nogle emner I gerne vil have, at jeg tager op, så lang dem endelig over disken! Aka læg meget gerne en kommentar under dette indlæg!
For i øjeblikket er jeg en happy, men træt camper. En gåtur i den stadig lyse dag gør underværker, på skrivebordskramperne, og hvis andre derude sidder i samme situation, så kan jeg på det varmeste anbefale en gåtur i området omkring Eventyrhaven ved Kronprinsensgade. Der gik Charlotte og jeg tur i dag, og jeg _elsker_ det fine kvarter.
^^Jakke Ebay // Skjorte Inwear // Bukser + sko H&M^^ 
Følg med på Instagram // Følg med på Facebook // Følg med på Bloglovin
