Posts

Nu er jeg parat

/0 Comments/in , , , /by

Hvis der er noget, jeg har lært af at rejse alene, og være alene i det hele taget, så er det, at jeg virkelig har tid til at tænke.

Dette er ikke altid nødvendigvis en god ting, men alligevel har jeg nydt det.

Jeg sidder på Grand Café de la Poste. Stedet er på min liste over ‘must see when in Marrakech’ som jeg har fået af en ven, der arbejder med marrokanere.

Jeg tænker meget nu. Mest fordi jeg sidder med et glas rose, tapas og smøger. Jeg må ryge herinde. Hvilket et perfekt. Vin og smøger. Hvilken fryd.

Jeg sipper langsomt til min rosé. Den er sød og skarp, og smagen slår mig. Alkoholen slår mig mere. Jeg har ikke drukket særlig meget alkohol, mens jeg har været hernede. Til dels fordi jeg gerne ville holde en lille pause fra alkohol og til dels fordi, det er lidt svært at få fat på hernede.

Jeg tænker på, at denne rejse snart er slut. Og at jeg virkelig har fået tænkt og følt meget undervejs. Igen – aleneheden indbyder til ret mange tanker.

Jeg kigger op fra min plads i den store, bløde læderstol jeg sidder i. Stilen herinde er kolonial, og her er indtagende. Overfor mig sidder, hvad der må være vor tids Hemmingway. I hvert fald en moderne udgave af ham. Med stråhat, stort fuldskæg og i en hvid hørskjorte læser han i en bog.

Jeg tænder endnu en smøg. Jeg er på min tredje, mens jeg sidder her. Det er dejligt, bare at kunne sidde. Samtidig er det stressende. Mest fordi jeg sidder her alene og selskab faktisk havde været dejligt lige nu. I hvert fald det rigtige selskab.

Mine ben klister let til hinanden. Det er varmt herinde, selvom de store vifter kører på fuld drøn i loftet. Jeg inhalerer og betragter røgen, der er resultatet. Det er på en måde smukt.

Mine tanker vandrer frem og tilbage, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig, når jeg lander i Odense igen. Byen er den samme. Menneskerne er de samme. Men er jeg?

Har denne rejse ændret mig, eller er det kun omgivelserne her, der gør, at jeg føler mig forandret? Jeg føler mig stadig som mig selv. Men bare en anden. Det er svært for mig at forstå. Mit hjerte banker hårdt af tanken omkring min hjemkomst. Har jeg overhovedet lyst til at komme hjem? Eller kan jeg blive siddende her for altid?

Det kan jeg selvfølgelig ikke. Og har jeg overhovedet lyst til det? Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne hjem for at gå tur med hundene. For at kramme på mennesker, jeg savner.

Men har de savnet mig? Jeg sidder langt væk og selvom jeg har oplevet en del af verden jeg aldrig troede, jeg skulle, og er blevet forandret deraf, så er Odense stadig den samme by. Med de samme mennesker. Kan jeg komme hjem og forvente, at byen forstår min forandring?

Jeg tørrer sved af min pande og tager endnu en tår af mit glas. Vinen her er overraskende billig, og et øjeblik overvejer jeg at bestille endnu et glas. Men jeg kan mærke, at alkoholen allerede har sat sit præg på min krop, og jeg dropper tanken igen.

Jeg tænder til gengæld endnu en smøg. Og tænker på, at jeg om 42 timer er i Danmark igen. Det er en mærkelig følelse, at jeg snart er hjemme. Det er en velkommen følelse. Jeg har efterhånden fået nok.

Det lyder negativt. Det er det ikke. Men jeg er mæt af rejsen. Jeg er mæt af mine tanker. Jeg er mæt af mænd, der råber efter mig på gaden. Jeg er mæt af aleneheden. Jeg er mæt af mine egne tanker. Selvom de nu er rare, så savner jeg noget. Jeg ved ikke helt hvad. Men noget. Det er ikke noget, jeg har lært på denne rejse.

Jeg har lært mange andre ting. At et glas rosé på en fin café ikke koster mere end 40 kr. At jeg sagtens kan prutte om prisen alene i souken. At mit eget selskab er ganske fint. For ikke at sige ganske fantastisk. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for det ukendte. For at bryde min grænser. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for frygten.

Jeg har også lært, at jeg er langt stærkere, end jeg troede, jeg var. Og at mit hjerte er stærkere, end jeg troede, det var. Jeg har lært, at det er okay, at ting er svære og gør ondt. Det er en del af livet og denne rejse. Og jeg har lært, at jeg overvinder de svære ting. Og at jeg lærer af dem hver eneste gang. Jeg har lært at nyde og at mærke efter, hvad jeg gerne vil. Jeg har lært at sætte min ønsker først. For det har jeg virkelig været dårlig til før i tiden.

Jeg slukker min cigaret. Drikker det sidste af min kølige vin. Jeg går ned af trappen og siger bonjour til tjeneren.

Nu skal jeg hjem. Nu er jeg parat.

Danske tilfældigheder eller skæbnen

/1 Comment/in , , , /by

Det var første gang, jeg hørte danske stemmer hernede. En uge var gået i det marrokanske og jeg var endnu ikke stødt ind i andre danskere. Før nu.

Måske var det en tilfældighed. Måske var der skæbnen. Det var uanset hvad, ikke min plan at være i Bahiaa paladset på det tidspunkt. Jeg var gået hjemmefra med en prik på mit googlemaps, men prikken viste sig at være er forkert sted, og jeg endte med at gå tre km ekstra til det rigtige Bahiaa Palads. Det resulterede i, at jeg var her nu. Og at jeg hørte danske stemmer i netop dette øjeblik.

Jeg spidsede ører. I løbet af ugen har jeg ofte troet, at jeg hørte landsfæller kun for at blive snydt af mine ører. Men denne gang er det rigtigt. Den danske kvinde står lige foran mig. Hun snakker til sine børn. Om paladset. At det er en masse rum.

Jeg overvejer er øjeblik at holde mund. Intet på mig afslører, at jeg er dansk.

Men alligevel afbryder jeg hendes sætning, og fortæller, at der skulle være en smuk stor plads længere fremme.

Hun smiler til mig og jeg tror hun bliver ligeså overrasket over, at jeg taler dansk til hende, som jeg gør.

Jeg smiler tilbage. Hun svarer, at vil de da gå videre til så.

Jeg bliver stående med mit kamera. Halvt lammet. Halv stagneret her i rummet for mig selv. Omgivet af de smukkeste mosaikker i de smukkeste mønstrer trækker jeg vejret tungt og tager endnu et billede.

Da jeg når ud til den store plads mister jeg luften. Jeg glipper med øjnene. Den er virkelig smuk og jeg sætter mig ned på en kant fyldt med mosaikker.

Jeg bliver siddende i ti minutter, tyve minutter.  Indtil den danske kvinde og hendes familie kommer gående forbi. Hun smiler igen og siger Hej. Jeg smiler tilbage og vi snakker i noget tid. De fortæller, at de skal til historiefortælling på en hip café i Medianen senere på aftenen. At jeg er velkommen til at slå følge.

Jeg siger tak for tilbuddet og tænker for mig selv, at det ville være en fin aften. Samtidig vil jeg egentlig bare gerne hjem til min riad om aftenen.

Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Eller på tilfældigheder. Eller måske på begge dele. Kan begge dele leve i koherens? Kan de eksistere side om side i et symbiotisk forhold, hvor de begge drager nytte af hinanden? Eller vil det være en dystopisk forestilling? Er dette møde min skæbne eller en tilfældighed på en lang række af tilfældigheder?

Er denne rejse en tilfældighed? Det ved jeg, at det ikke er. Jeg har selv booket den. Men er destinationen en tilfældighed? Hvor meget jeg end selv har valgt mit rejsemål er det måske stadig en tilfældighed? Og hvis det ikke er en tilfældighed, er det så min skæbne?

Jeg går videre i paladset. Suger alle indtryk til mig. Her er stille. Her er smukt. Jeg går ind i en frodig have, hvor der vokser avokadoer og grapefrugter side om side. Jeg kunne blive her for evigt. Jeg kunne i hvert fald blive her i mange timer endnu.

Men tiden er løbet fra mig. Det har den med at gøre disse dage. Det gjorde den ikke de første dage hernede. Der føltes tiden som en forfærdelig størrelse. Nu føles den som om en overkommelig mundfuld. Vagten begynder at gene folk ud og jeg følger med de få, der har holdt stand som jeg selv. På vejen ud tager jeg

Billeder og jeg indånder det sidste af paladset forsvundne storhed.

Måske var det en tilfældighed, at jeg mødte den danske familie. Måske var det skæbnen. Måske var det bare et spøjst sammenstræf 3000 km væk fra Danmark?

Måske bestemmer jeg selv min skæbne og mine tilfældigheder er bare afstikkere fra min planlagte rute? Mit møde med den danske familie er en velkommen afstikker kan jeg mærke. Jeg går ud af paladsets lille trædør der er i den kæmpe port der sidder på de høje murer.

Jeg finder café Clock på mit Googlemap og overvejer et øjeblik at gå hjem i stedet. Den vej kender jeg. Og måske familien ombestemte sig og gik hjem?

Men mine ben fører mig en ukendt vej og da jeg går op på tagterrassen på cafeen sidder familien der allerede.

Myntete

/2 Comments/in , , , /by

Jeg har lige bestilt en myntete. Jeg sidder på Cafe Clock. Jeg stod sent op i dag. Ved tolvtiden. Jeg har været her siden 15tiden. Nu er klokken ved at være otte. Jeg får min tekande med myntete og et opvarmet glas. Jeg hælder teen op og brænder mig på tekandens hank. Jeg bliver ved med at hælde indtil mit glas er tilfredsstillende fyldt. Jeg stiller hurtigt tekanden ned igen og kigger på mine røde fingre.

De spiller musik i baggrunden. Hver onsdag er der jamsession på cafeen. Det havde jeg glemt. Jeg så det ellers den anden aften, da jeg var herinde og høre marokkanske historier med en dansk familie, jeg mødte. De er rejst hjem i dag. De var godt selskab.

De spiller Shape Of You og et øjeblik er jeg hjemme på min lille altan, hvor jeg ryger en smøg og drikker vin. De glemmer teksten, griner og jeg er igen tilbage på cafeen.

Jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker, at jeg på denne rejse får så mange mindeværdige oplevelser. Denne inkluderet. Jeg fatter ikke, at jeg sidder her. At jeg rent faktisk har taget to fly, der har bragt mig til dette kontinent. Til den afrikanske varme. At jeg har taget en taxa fra lufthavnen i Menera til Marrakech. At jeg har gjort det her. At jeg er her lige nu. Det slår mig, at jeg må være skør. At jeg tager denne rejse alene. Er det ikke skørt? Jeg trækker vejret tungt. Mærker den varme luft. I dag er det varmt. Fyrre grader. Luften er venlig her til aften. Det blæser let her på tagterrassen.

Jeg er ikke rejst herned for at være alene. Eller for at lære at være alene. Men alligevel tænker jeg, at det er dejligt at sidde her alene. Det havde også været dejligt at dele disse oplevelser med andre mennesker. Indtil det slår mig, at det gør jeg. Jeg deler den med det unge par, der sidder i hjørnet. Med de to unge kvinder, der sidder overfor mig. Med hele gruppen af musikere og deres venner, der sidder omkring lave borde med guitarer og trommer.

Jeg deler denne oplevelse med mig selv. Og det er helt okay, tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg savner nogle derhjemme. Men at jeg er her lige nu. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke ændre på tilstande, der foregår 3000 km væk. Så når min myntete at blive kold. Jeg kan kun nyde min myntete med mine tanker her. På denne tagterrasse.

Jeg har aldrig ønsket at skulle klare ting alene. I hvert fald ikke resten af livet. Livet handler for mig om at dele. Men det er en god kvalitet at kunne gøre ting alene. Jeg har bare altid været god til at sætte egne behov og ønsker til side. Denne rejse er en egoistrejse. Noget jeg ønskede at gøre for mig selv. En rejse, hvor jeg lærer, hvad det egentlig er jeg ønsker og hvornår.

Jeg sipper til min myntete. Den trænger til sukker og jeg åbner et brev med hvid sukker og hælder i. En ung kvinde har fundet hendes guitar frem, og hele gruppen på 20 mennesker vender blikket og ørerne mod hende. Mig selv inklusiv. Hun synger fantastisk. Hun spiller også godt. Da hun er færdig klapper vi. De andre griner. Jeg smiler. Jeg er glad. Jeg fatter stadig ikke, at jeg sidder her lige nu. At jeg rent fysisk er her. Er det ikke et fatamorgana? Jeg mangler mine smøger. Jeg byttede min pakke væk i en handel om en lædertasker. Jeg havde ikke nok dirham og smed min pakke cigaretter med i handlen. Det godtog han. Jeg fortryder det lidt lige nu. En smøg havde været prikken over i’et. Men livet føles nu allerede lidt som en kirsebærdessert.

Prikken over i’et er måske for meget at forlange?

Jeg er taget herned for at sparke murer ned. Mine murer. For at lære mig selv bedre at kende. For at opleve. For at rejse. Det er ikke en ferie for mig. Selvom denne tur selvfølgelig involverer en del afslapning. Som denne eftermiddag på cafén. Dette øjeblik er ganske afslappende.

Jeg trækker vejret. Kommer i tanke om min meditation tidligere på dagen. At jeg skal hjem og meditere igen her til aften. Denne tur er en oplevelsesrejse i mit eget indre. I mine følelser. Hvor fraværende de end kan være nogle gange. Men jeg skal lære dem at kende. Og lære at acceptere dem. Jeg skal lære ikke at være bange for dem. For de er helt okay. Jeg skal lære, at det også er okay, at jeg nogle gange føler mig bange. Bange for at føle.

Jeg overvejer at gå helt op på den øverste terrasse. Jeg tror, at udsigten derfra er helt fantastisk. Jeg sipper igen til min te. Jeg tager glasset i hånden og rejser mig.

Udsigten er uforglemmelig.

Jeg rejser alene denne sommer – her skal jeg hen

/12 Comments/in , , /by

Jeg er nylig single. eller… Nylig og nylig.. Men i hvert fald single i år. Nærmest pr. 1. januar. Det er i hvert fald en status jeg endnu har lidt svært ved at håndtere. Ikke så meget det at være alene. Det faktum, at jeg ikke længere er i et forhold.

* Billedet er fotograferet af talentfulde Malene Nelting. Hun videoblogger lige her (hun er skide sjov, så følg hende lige) og du kan se flere af hendes billeder lige her. *

Det er hele dne omkringliggende sfære, der omgiver det at være alene. At være single. Egentlig bryder jeg mig heller ikke synderlig meget om begrebet eller ordet “single”. Ydr. For mig emmer det af desperate tilbud kl. 5 om morgenen på clubben. Det lyder af sørgelige aftener alener på sofaen (og fred være med det! Whatever floats your boat – det er bare ikke lige dér, min båd flyder bedst) og ikke mindst hele “jagten” på apps og sociale datingmedier. Jeg. kan. slet. ikke. have. det.

Tinder sir’ du?

Fuck af sir’ jeg.

Datingapps er noget jeg ikke forstår. Nuvel… der er mange ting jeg ikke fatter en hat af, og datingapps ryger snildt på den lange liste af for mig uforklarlige emner. Alt det her med, at man opretter en profil kun for at sidde og overfladisk vurdere andre mennesker på deres udseende og få, men helt sikkert nøje, udvalgte keywords.

Næ tak du. Jeg klarer mig fint med at dømme folk på den gammeldags facon i levende live. Der kan jeg samtidig også lige tjekke for skæl. Win/win.

Anyways. Det er vist nok en helt anden snak, end hvad jeg egentlig ville med dette indlæg.

For.. Summer is coming!

Og nu når sommeren nærmer sig, og folks uundgåelig tanker, inklusiv egne, strejfer omkring, hvor sommerferien skal tilbringes, stod jeg i år i lidt af et dilemma.

For det er første år siden 2010, hvor jeg IKKE har en kæreste, det er oplagt at tilbringe, i hvert fald en stor del, af sommerferien med.

Og hvad gør man så?

Ja jeg ved ikke, hvad MAN gør, men JEG har booket en rejse alene. Bare til mig selv. Èt flysæde tak. Èn kuffert. Èn tur/retur tak.

Jeg vidste allerede for nogle måneder siden, at jeg ville tage en solotur i år. Mest fordi jeg elsker at rejse, og jeg kan mærke, at jeg desuden har brug for at gøre ting alene. Ikke fordi jeg er single (blergh!) eller alene, men fordi jeg VÆLGER at gøre de ting alene. Fordi jeg vælger at være selvstændig og turde.

Hvis du har læst med et stykke tid herinde ved du, at jeg i januar fandt et ord, der skal guide mig i 2017. Mit ord for året blev ‘courage”. Jeg skal være modig i år. Jeg skal turde. Derfor er det oplagt, at jeg i år tager på en solorejse til sommer.

Bliver vi helt metaforiske og meta (de, der kender mig overordentlig godt vil vide, at jeg elsker ordet meta!), rejser jeg i forvejen solo. Bare gennem livet. Lyder det ikke bare fint? Jeg brækker mig kun lidt i munden af afsky over min egen spirituelle og harmoniske tilgang til livet for tiden. Du behøver ikke holde dig tilbage.

Anyways. Bræk aside. Så skal jeg rent fysisk også foretage en rejse alene til sommer. I weekenden følte jeg, at jeg fik ekstra voksen-point i min glimmerindsmurte-voksenpoint-bog, da jeg bookede flybilletter først til London og derfra videre til Marrakech som er min endelige destination for min sommerrejse.

Yes. Jeg tager til Marrakech. Og jeg er gået udenom alle rejseselskaber, og har booket uafhængige flybilletter hos to forskellige flyselskaber. En mellemlanding var 99,99% uundgåelig uanset, hvor jeg bookede henne. Jeg vurdere derfor, at jeg ligeså godt selv kunne afgøre, hvor mange timer jeg ville vente i London på vej derned og hjem igen. For vente kom jeg til uanset hvad.

Jeg tager afsted de første 14 dage i juli. Her har jeg tre ugers ferie, og bruger den sidste uge hjemme i go’ gamle O’ense.

Det er, som sagt, min første solorejse NOGENSINDE! Jeg er rimelig sicked over det, men samtidig er jeg normalt så selvstændig, at jeg tænker, jeg nok skal få en virkelig lækker tur helt alene.

Hvis du har nogle gode fifs til at rejse solo så send dem lige min vej! Og hvis du har nogle god fifs til Marrakech så send dem også lige min vej.

Jeg mangler endnu at booke overnatning, men der har jeg allerede luret på flere riads gennem Airbnb, så det er hurtigt booket. Jeg lejer også selv min lejlighed ud de 14 dage jeg er afsted, så kender du én, der mangler en to-værelses i et hus i Skibhuskvarteret de første uger i juli, må du også gerne sende dem min vej.

Sikke en masse tjenester jeg kan bede om hva? Det gør jeg mig overordenligt godt i åbenbart.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg har været abnormt stille herinde på min lille side. Men jeg har sååååh travlt, og tiden foran en computer har lidt været nedprioriteret… ej.. det er løgn.. men tiden foran min blog har været nedprioriteret. Det er fordi jeg laver en masse seje, (ja ja vi skal huske at jante er DØD!) ting for tiden.

Bl.a. har jeg lige lavet en podcast. Jow jow det er skam rigtigt. Jeg laver den sammen med en co-producer – Simon Fynbo – og den hedder Kulturcasten. Den handler om kulturlivet i Odense, og den er totalt usaglig, subjektiv og interesseorienteret. Efter vores interesser. Så giv den et lyt lige her på vores Soundcloud konto. Jeg har fået at vide, at jeg har en sprød radiostemme. Det må du selv bedømme. Jeg synes, jeg lyder so m en syg pingvin, men hver sin smag ikke?

PÅSKEFERIEN SKAL TILBRINGES PÅ FLYDENDE GRUND

/7 Comments/in , , /by

Giver den overskrift mening?

I mit hoved gør den. Men det er måske også fordi, jeg ved, hvad jeg taler om hah!

Vi skal nemlig på krydstogt til påske. Med alt hvad der hører sig med til sådan en tur! Vi er så heldige at være blevet inviteret af Casper forældre. Det er deres måde at fejre sølvbryllup på. I stedet for den klassiske “suppe, steg, is”-formel, har de valgt at invitere den tætteste familie på ferie.

Det er en trend, jeg synes at spotte mere og mere herhjemme. Det her med, at man vælger den store (og nogle gange lidt forcerede) fest fra til fordel for nogle mere intime løsninger eller oplevelser sammen. Jeg ved ikke, om det bare er i min omgangskreds, at det er ved at blive en trend indenfor fejring, eller om det generelt er vores generation.

Nu kan en “stor” fest med mange gæster selvfølgelig også stadig afholdes intimt, og være ganske nede på jorden. Ofte bliver det bare for mig ganske tæerkrummende til de store familiesammenkomster. Du ved; til de fester, hvor sangskjulere er et must, talerne bliver lidt kejtede og onkel Knud lige får en tår for meget over tørsten. Og han med bodegaånde fortæller dig, hvor hurtigt tiden går, og han kan huske dengang du gik med ble….

Jep. De fester kender vi vist alle sammen. Hvor kejtede de end også kan være, er de selvfølgelig også fyldt med gode oplevelser og hyggelige stunder. Som til min mormor og morfars guldbryllup sidste år. Eller mine forældres sølvbryllup forrige år. Alligevel vælger flere og flere at samle kun den tætteste familie, og fejre med dem.

Måske det er tiden lige nu med alle vores sociale medier, der gør det. Fordi vi snakker meget mere sammen online. Følger med i hinandens liv på den måde. Nu skal alt ikke vendes til familiefesterne. Nu kan man følge med til hverdag. Jeg ved det ikke. Det var virkelig heller ikke tanker vedrørende generationsskifte og deraf traditionskifte jeg ville berøre i dette indlæg. Men vores forestående ferie!

Vi skal som sagt på krydstogt, og jeg GLÆDER mig usigeligt meget! Jeg har aldrig før holdt ferie på den måde. Har nogle af jer det?

timthumb.php

Casper og hans familie har været afsted nogle gange og holde ferie på den måde. Man går ganske enkelt om bord i en havn, hvorfra skibet stævner ud fra. Herefter sejler man rundt til forskellige lande, hvor skibet lægger til kaj en enkelt dag. På denne måde kan man få lov til at være turist i MANGE forskellige lande og byer alt imens man ikke skal pakke sin kuffert én eneste gang. Pisse smart.

Vi skal sejle fra Rom og derefter rundt i Middelhavet. Vi flyver derfor til Rom, og det glæder jeg mig også til. Både til flyveturen og til Rom. Nu er der sikkert nogle af jer, der ryster på hovedet over fly-delen. Men det er bare for mig lig med at skulle ud at rejse. Så jeg glæder mig til at sætte mig ind i flyet og vide, at nu starter rejsen.

Vi skal være afsted en uge på skibet, og Casper og jeg har valgt efterfølgende at blive to overnatninger ekstra i Rom. Der har ingen af os nemlig været før, og vi kan samtidig få en lille mini-ferie sammen. Det glæder jeg mig også rigtig meget til!

timthumb.php2

Udover, at mine kæreste svigerforældre har sølvbryllup imens vi er afsted, så har jeg også fødselsdag, og fylder hele 27 år. Jeg kan derfor fejre de 27 år i Genoa, Italien. Dét glæder jeg mig også meget til! Der er faktisk generelt meget jeg glæder mig til og over her i marts.

Det er første gang jeg skal fejre fødselsdag i udlandet, og det bliver også en del af oplevelsen. Især den del, hvor jeg nok ikke kommer til at snakke med min familie på min fødselsdag. Heldigvis gør sociale medier, at man nemt kan komme i kontakt med hinanden så mon ikke, at det går. Nogle af jer, der har oplevet noget lignende og kan komme med tanker herom? 

Derudover bliver det faktisk også lidt mærkeligt ikke at være hjemme dagen efter min fødselsdag. Der har min lillesøster nemlig fødselsdag, så vi plejer altid at snakke ekstra sammen de to dage. Selvom hun faktisk har været ude at rejse på hendes fødselsdag uden mig! Nu må det være min tur.

timthumb.php1

Med sådan en forestående rejse betyder det selvfølgelig, at jeg allerede er i fuld sving med at kigge på krydstogtvenligt tøj hah! I kan derfor godt forvente lidt indlæg med ideer til outfits ombord på et krydstogtskib. Jeg tænker, at de outfits jeg skal pakke også vil være fine til enhver anden ferie sydpå. Det er i hvert fald det jeg pakker efter. Nogle outfits med kjoler til aftenbrug, nogle til at gå og udforske i og andre til poolen! Læææækkert!

I dag bliver brugt på Mads og Monopolet – selvfølgelig – akkompagneret af weekendrengøring og gåtur med hundene. I eftermiddag skal jeg sammen med en veninde til et fotoevent i Rosengårdcentret afholdt af Click. Det glæder jeg mig ret meget til. Vi skal bl.a. se og prøve, hvordan et nyt kamera fra Olympus virker. Jeg har i lang tid haft ønsker om et Olympus Pen, meeeen SU og dagpenge rimer ikke lige på nyt kamera. Det kommer på “hvad-skal-den-første-voksen-løn-bruges-på-listen”. For dén liste har alle (eks)studerende vist. Når man glæder sig til at få udbetalt sin første “rigtige” løn – hvad skal den så bruges på?! Listen er efterhånden lang, og overskriver vist nok én måneds udbetalt løn. Måske I vil se den?

Hvad skal I bruge denne fine lørdag på?

{ Følg med på Instagram // Facebook // Bloglovin // Snapchat @jhardis }