Posts

Det er vigtigt (og rigtigt) at være glad, selvom man er ked af det

Nå. Så gik der vist lige tusind år siden jeg sidst udgav et indlæg herinde. Min hjerne, min krop og mine fingre har bare ikke kunne finde vejen herind. Undskyldninger er der nok af. Jeg har tænkt mange gange, at jeg ville finde vej herind igen. Men det er blevet ved tanken indtil nu. Jeg har bare ikke kunne.

Der har været så mange ting, som har trukket mere i mig. Selvom jeg får det ret godt, når jeg kan mærke at ordene glider ud gennem mine fingerspidser, ned på tastaturet og op på skærmen. De forlader min krop, som en masse andre følelser har forladt min krop de sidste to måneder.

Det har mildest talt været et lettere turbulent år for mig indtil videre. Jeg holder stadig, og stædigt, fast i mit ord, der skal guide mig igennem året. Det giver mig en masse håb, forestillinger og gennemslagskraft som jeg helt sikkert ellers ville have været foruden og formentlig manglet.

Som du nok ved, så er Casper og jeg gået fra hinanden. Det skete mellem jul og nytår. Januar er derfor gået med at tude, spise masser is, bland-selv-slik og take-away, se en masse serier og bare være i processen. Det har klart været det sundeste at omfavne ulykkeligheden.

For ja; jeg har og er fandme ulykkelig. Det er ikke nemt at indrømme. Men det gør jeg nu.

Jeg har det bedre i dag, end jeg havde det for en uge siden. Jeg havde det bedre for en uge siden, end jeg havde det for fjorten dage siden. Sådan er tiden gået med at få det bedre.

Ulykkeligheden hænger ikke længere over mig som en konstant trykken for brystet. En konstant fare for, at jeg ville komme til at græde ved den mindste tanke om, at HAN ikke længere er derhjemme når jeg kommer hjem. I starten bildte min hjerne min krop ind, at han var taget på ferie. At han var afsted, men at han ville komme hjem igen i vores fælles hjem. Den følelse har helt klart været bundet af, at jeg har været så priviligeret, at jeg måtte blive boende i lejligheden, og han flyttede ud. For så føles det ikke helt så forandret.

Mit hjem er stadig det hjem, jeg har delt med ham de sidste toogethalvt år. Det har vitterligt føltes som om, at bare lige var ude at købe mælk, og var hundrede år om det.

Jeg var bundulykkelig hele januar. Som i, jeg græd praktisk taget hver, eneste dag. Det lyder voldsomt når jeg skriver det her. Det er også mega personligt at dele. Men jeg tror på, at det er det rigtige for mig. At dele den her proces. Og lige nu kan jeg dele den. For det kunne jeg bestemt ikke for en måned siden. NEJ TAK!

I dag har jeg det godt. Så godt som man nu kan have det efter et brud med en person gennem seks år. Det lyder også meget voldsomt at bruge ordet “brud”. For det var en god og fælles beslutning. Det var den rigtige beslutning.

Vi er ikke uvenner. Vi snakker stadig sammen. Vi respekterer hinanden, og er okay med hinanden. Hvilket er fantastisk.

Det jeg også vil med det her indlæg er at fortælle og dele, at det er okay at være glad imens man er ked af det. For det er jeg. Jeg er glad. Jeg er glad hver dag. Jeg er også lidt ked af det hver dag.

Men at kunne finde ud af stadig at smile og finde noget godt ved hver eneste dag, er en egenskab jeg har husket mig selv på igennem den her periode. Igennem hele processen.

Om det så har været, at Rema 1000 har haft min absolut yndlingsis (den med pekannødder og karamel), at mine hunde har været sjove, at jeg har lavet gode ting på arbejde, at solen har skinnet, at min søster har sendt blomster, at jeg har hørt god musik eller drukket kaffe med søde og dejlige mennesker, så har jeg hver husket, at det er okay også at være glad.

For det er det virkelig. Det er okay og vigtigt at huske at være glad, selvom man er ked af det.