LIGGER MIN IDENTITET VIRKELIG I ET SMYKKE? (og kan jeg i så fald købe mig til en ny?)
{ 1 Hvisk 600,- // 2 Jane Kønig 2 kæde + 2 vedhæng 800,- // 3 Jane Kønig Love Letter kæde 900,- // 4 Maanesten 350,- // 5 Hvisk 500,- // }
Jeg føler mig nøgen uden mine ‘hverdags’ smykker
Jeg har det sidste år virkelig luget ud i min smykkesamling. Halvdelen af objekterne, der er blevet frasorteret fra den faste bestandel af smykkeskrinet tangerede til ikke at kunne klassificeres som smykker. Jovist de blev båret som smykker, men udseendet på dem var knapt så smykkelignende i den klassiske forstand.
Der var store halskæder med plexiglas i diverse rædselsfulde markante farver. Kæmpe øreringe, der ikke kun gav blågrønne øreflipper, men også ufrivillige stretches grundet deres overdådige vægt. Så var der alle de monstrøse armbånd, der ville gøre enhver festivalgænger misundelig.
En oprydning og frasortering var vist på sin plads i det efterhånden propfyldte smykketempel. Enkle, endog minimalistiske, smykker blev valgt til fordel for de mere eklektiske udgaver, der tidligere herskede samlingen af kropslig udsmykning.
Parallet med, min smykkesamling blev luget ud og opdateret, således blev jeg selv det. Hvor jeg tidligere følte mig hjemme i de farverige, store og højtråbende smykker, fandt jeg nu en glæde og tilfredsstillelse i de simple, men udtryksfulde pyntegenstande.
De nye ‘keywords’ for min nuværende samling af metalliske identitetskabere er således “guld, minimalisme, renhed, historie, klassisk, moderne”. Umiddelbart nogle ord, der syner modstridende, men som i praksis lever i fredelig symbiose.
Mit Daniel Wellington ur er et produkt heraf. Det emmer af nutidigt og enkelt design med dets hvide urskive uden synderlige dikkedarer. Det opfylder objektets intenderede formål; at kunne fortælle klokken. Samtidig er det indhyllet i en form for klassisk udtryk i form af den lettere bastante og smukke læderrem. Et ‘All in one’ item kan man vel fristes til at betragte det som.
Mine smykker formidler deraf ikke kun en fortælling om dem selv, men også om mig. Jeg har som følge heraf en ‘smykkeuniform’, om man vil. Specifikke smykker jeg ifører mig til daglig, og som jeg kender mig selv i og føler mig tilpas i. Det er bl.a. min lillefingerring arvet fra min (nulevende!) mormor. Det er en guldring med en lilla sten påsat på båndet. Det ligner ikke noget, man kan få i nutidens smykkeudvalg, men det er mig. Det repræsenterer min familie.
Nu er sagen dog blot den, at en del af min faste smykkeuniform har forladt mig. Hvortil vides ikke. Hvornår er endnu en ukendt faktor. Hvorfor er endnu en del af ligningen, jeg ikke kan få til at gå op. Jeg er kun vidende om, at de mangler.
Det drejer sig om to halskæder. To halskæder, jeg har gået med både sammen og hver for sig. Den ene er flere år gammel, hvor den anden kun er få måneder gammel. Men på trods af deres kontrære modsætninger og alder er de begge væk.
Den ene er vist en klassisk ‘bloggerhalskæde’. Det drejer sig om en Jane Kønig guldkæde med to lovetags. Selvfølgelig med mit og Casper forbogstav. Det var et køb jeg gjorde mig for godt og vel tre år siden. Det smykke viste på sin enkle facon det forhold jeg til daglig levede i. Det viste en del af mig.
Den anden kæde er af nyere karakter. Den er kun få måneder gammel. Alligevel betød den så meget. Den fortalte så meget. Det er en guldkæde, jeg fik foræret under vores krydstogt dette forår. Krydstogtet blev oplevet sammen med Casper forældre og søskende, og det var fra dem denne halskæde oprandt. Det var en fødselsdagsgave jeg fik foræret, da jeg fyldte 27 år den sidste dag vi tilbragte ferien sammen. Og nu er den væk.
Det er besynderligt, hvordan enkle og små genstande kan få så meget betydning. At de kan indeholde så mange følelser. I så få gram. At de kan få mig til at føle mig hel. Og nu, hvor de er væk, kan give mig følelsen af at mangle noget. At mangle en del af mig selv.
Mine tanker går så på; “Hvis et bortkomment smykke kan give mig en identitetsmanglende følelse, kan jeg så overhovedet være hel uden mine bortkomne halskæder? Eller kan jeg finde samme stykke af mig selv i et andet smykke?”
Jeg ved det ikke. For indtil nu har jeg ikke turde tænke tanken, at mine halskæder for evigt har forladt mig. Det er virkelig et first world problem, jeg i disse tider belemrer mit liv med. Alligevel er det et problem. Det afføder sågar drømme om natten. Drømme, hvor jeg med bankende hjerte ved fler lejligheder lyner en taske på, og “tadaa”, så ligger begge halskæder der. Jeg har i mine drømme igen fundet dem.
Men når jeg vågner er de væk. Som de hele tiden har været det. De er ikke på mystisk vis dukket frem. Måske de ligger et virkelig åbenlyst sted. I ved. Sådan et “så lægger jeg dem hér, for SÅ ved jeg, hvor de er. Og det sted kan jeg ALTID huske”.
Det er typisk ikk’? At man ‘gemmer’ sine ting steder, man er helt sikker på, man nok skal kunne huske. Jeg mener. Man er jo ikke dum! Vel?
Nogle gange tror jeg det sgu. For de halskæder er væk. Jeg kan ikke engang genkalde mig, hvornår jeg sidst har set dem Endsige at jeg skulle have gemt dem nogen steder. Gode råd er dyre i øjeblikket.
Mit næste træk må være at finde nogle erstatningskæder. Jeg ved bare, at i samme øjeblik jeg har besluttet mig for, at “nu er jagten forbi. De kæder ER væk”, så dukker de helt sikkert op.
Så måske var det egentlig planen? Måske skal jeg bare ud og finde nogle nye halskæder. Måske er det faktisk også på tide. Jeg mener. Jeg er måske en anden person, end jeg var for tre år siden. Måske er det på sin plads, jeg finder nogle nye kæder at iklæde min hals? Måske skal jeg bare til at komme videre.
Jeg tror nu jeg giver det et par uger endnu. Hvem ved. Måske dukker mine manglende identitetsskabere på, når jeg mindst venter det. Det har man da hørt om før ik? IKK!
