Posts

Odenseguide | Gastroteket en helt almindelig torsdag aften

Da jeg låser min cykel begynder det langsomt at dryppe. Heldigvis når jeg det lige inden det begynder at stå ned i stænger. Der er ikke noget værre end at sidde og spise med vådt hår. Slet ikke der, hvor jeg har retning imod. Jeg har nemlig på fornemmelsen, at det er et lidt fint sted jeg begiver mig imod. Af en restaurant i Odense at være altså. Selvom fordommene om, at Odense halser efter de andre store byer, (og her menes selvfølgelig Aarhus og KBH), når det, også, drejer sig om gastronomiske oplevelser efterhånden er ved at blive manet til jorden. I aften er endnu et eksempel på dette.

Men fordomme har det som bekendt med at blive hængende en rum tid efter, de er blevet modbevist. For hvad skulle vi dog ellers bruge tiden på? End at gå rundt og mukke. Brokke os over, at Odense halter bagefter… Ja JEG ved det ikke. At brokke mig over Odenses udvikling, eller rettere mangel på samme(!), er det jeg gør bedst.

Anyways. Denne aften skal jeg mødes med en god veninde. En af de bedre. Hvis jeg altså absolut skal rangere dem. Vi har sat hinanden i stævne her på Nørregade i Odense. Altså. Ikke midt på gaden vel? Men på det gastronomiske hjørne af Nørregade. Det kan jeg vel godt kalde det? For ’Gastroteket’ ligger nemlig på hjørnet af Nørregade. De store vinduer svinger sig rundt om fortovet og med de tusinde vinflaske, der fungerer både som udsmykning og belysning i de mange vinduer, så har jeg altid følt mig tiltrukket af restauranten. Trods dette er denne aften mit første besøg hos stedet, der profilerer sig på både at være restauration og deli. Her kan du både spise velplaceret stykker mad i deres New Yorker-ish indretning og du kan afhente mad og spise i din danske stue. For hvem der nu er til det.

Odenseguide, Gastroteket, Odense, Mitodense, Blogger fra Odense

Som ved alle højtprofilerede madsteder træder jeg ind i en dobbeltgang. En yderdør åbnes og lukkes inden jeg tager fat i endnu dør og kan indtræde i det egentlige rum. Og det er faktisk ét rum. Både køkken, servering og spisning foregår i et rum. Det er jo blevet så moderne det der med, at gæsterne kan se kokkene arbejde. Jeg har nu altid haft en mindre aversion mod dette. Måske er det fordi, når jeg tager ud for at spise, så vil jeg faktisk slet ikke mindes om at maden skal kokkereres. Den skal helst bare på magisk vis dukke op i tjeneres hånd og derfra foran mig på bordet. Jeg forstår nu godt attraktionen ved at kunne se sin forud bestilte ret blive produceret. Det er da en magisk proces, om man vil, som er ganske underholdende at betragte. Jeg betragter den næsten hver dag derhjemme i mit eget køkken…

Men det åbne rum og køkken giver en flig af industri til atmosfæren i Gastroteket. Og det kan jeg egentlig godt lide. For på forunderligvis har de formået at skabe en fusion mellem et råt industrikøkken med hvide metrofliser, stål og ’bag-om-scenen’ med varmen fra mørkt træ, store pelstæpper på bænkene langs vinduerne, levende lys ved hvert bord, unika keramik (fra en lokal keramiker) og et personale, jeg fik lyst til at invitere med ned til bordet.

Personalet var nemlig ikke som tjenerpersonale er ofte. De var selvfølgelig servicerende, opmærksomme, venlige og informative. Men de var samtidig som et nyt og rart bekendtskab, der skabte en uigennemtrængelig boble, der omkransede min veninde og jeg, hvor kun vi var til stede. Jovist vi sad i et stort rum med mange mennesker omkring os, en dør der gik op og i og en kok lige bag os, der anrettede. Dette til trods formåede personalet at skabe et rum, hvor kun vi eksisterede. Vi betragtede, selvfølgelig, de andre gæster og kokkene. Jeg mener; people wathcing er noget af det sjoveste jeg ved. Men alle disse mennesker, alle disse indtryk lagde sig som velkomne aftryk på vores boble uden på noget tidspunkt at briste den.

Og er det noget, jeg vægter højt, når jeg er ude at spise, så er det at restauranten formår at lade mig spise uforstyrret i mit eget rum omgivet af fremmede mennesker. Dette formår Gastroteket.

For at vende tilbage til selve aftenen. Mit selskab og jeg bestiller begge et ’bræt’ og et glas af husets vin. Et ’bræt’ er torsdagens ret. I løbet af ugen skifter deres menu, og om torsdagen er det ’Vin & Bræt’, der står på menuen. Det her med at skifte menuen ud efter ugedag, det er jeg ret meget nede med. Hver dag har et overordnet tema, og indholdet differentierer alt efter sæson og udbud for råvarerne. Derfor kan du altid være sikker på at opleve nye smage uanset, hvor mange gange du besøger stedet.

Odenseguide, Gastroteket, Odense, Mitodense, Blogger fra Odense

Vores ’bræt’ blev serveret på ét langt bræt til bordet, og vi kunne nippe, vælge fra og til alt efter smag og behag. Jeg tror, at vi var halvanden time om at spise os gennem hele indholdet på brættet, hvilket for nogle helt sikkert vil synes som lang tid. I vores lille boble var tiden dog gået i stå, og vi bemærkede end ikke udskiftningen af gæster til vores nabobord (eller, det gjorde jeg jo siden jeg husker det her til, men du forstår nok meningen). Maden var lækker, og selv jeg, trods min idiosynkrasi mod paté, fik med velbehag smagt deres hjemmelavede paté. Denne glid ligeså fint ned, som de lokale oste og kød, der var placeret og anrettet på brættet med samme fusion og overensstemmelse mellem de forskellige elementer som Odense Symfonien når de spiller Beethoven. Vi fik selvfølgelig forklaret alle de forskellige dele på ’brættet’, og var da også lydhør. Så lydhør vi nu kunne være i vores lille boble. Men anvist og forklaret blev vi. Til at komplimentere brættet fik vi serveret husets vin. Ingen af os er synderlige vinkendere, og trods min begejstring for vine af alle farver, (jeg diskriminerer ikke!), så var denne aftens røde vin et fornuftigt valg til vores bræt. Det komplimenterede maden i en fin og harmonisk synergi. Selvom jeg jo nok er ganske taknemmelig, hvad angår vin. Bare til info ikke.

Alt i alt fik vi ikke kun serveret et ’bræt’ og et glas vin. Vi fik en aften i vores lille boble, hvor vi kunne vende og redegøre for verdenssituationen uden indblanding. Jeg ved ikke, om jeg tør igen at sætte mine fødder hos Gastroteket. Såre med den chance, at mit næste besøg ikke kan leve op til denne aften.

Men jeg kan vel altid løbe risikoen ikke?