Posts

LOKALT JULEHYGGE

I denne weekend er jeg hjemme hos mine forældre på Sjælland. Vi får en masse gæster på besøg i morgen, og det skulle der gøres klar til hele dagen i dag. Samtidig blev et stort rum i mine forældres hus tapetseret, så der har været nok at se til i dag! Over middag fik jeg dog lokket min kære mormor med til et lille, hyggeligt og meget lokalt julemarked. Faktisk så lokalt, at det kun tog os ca. 2 min i bil at køre derhen! Men om vi gad gå; nej! Nu er min kære mormor også i år fyldt 70 år, så vi tog altså bilen.

Vi kommer altså kørende og holder ind ved den fineste gård. Tre længer, fine små bænke udenfor, lys i lanternen og fine kranse rundt omkring. Allerede udenfor emmede det af jul og hygge. Turen går ind igennem en lille port, indtil en lille gård. Her er placeret et bord med fine hyacinter i krukker. Vi finder hurtigt indgangen til den hyggelige lade, hvori julemarkedet blev afholdt. Jeg åbner døren indtil, hvad der ser ud til at være en eksplosion af julemandens værksted. Med det samme jeg træder ind, bliver mit ansigt ramt af varme, der føles både tør og frisk på samme tid. Lidt ligesom duften af gran der bliver brændt. Uhm. Mine ører bliver forkælet af dæmpet julemusik, og min næse bliver med det samme ramt af liflige, men tunge noter fra en gløgg, der står og varmes henne i hjørnet af laden. Det var i sandhed en nisselade! Vi bliver budt velkommen til Jul i Den Gamle Lade og bliver spurgt om vi vil have en kop gløgg med rundt. JA TAK lyder svaret! Jeg har cravet gløgg de sidste par uger, og hvad er bedre en gløgg til at starte det første julemarked på? Gløggen bliver efterfulgt af; “og julekagerne står henne i hjørnet!.” Dem fandt vi hurtigt haha!

Jul i den gamle lade GløggdecorationsOg således tog jeg hul på årets julemarkeder! Ikke at jeg tror, at der kommer til at blive tid til særlig mange hyggelige julemarkedsstunder i år, (mine eksaminer plejer at sluge december med hud, hår, gran og duften af appelsin og nelliker!). Derfor brugte vi god tid i den hyggelige, varme og gløggduftende lade. For hvem ved, hvornår man næste gang bliver budt på gløgg og julekager?

OOTD – FINALLY FRIDAY

Endelig blev det fredag! Ikke at det som sådan betyder “fri” denne weekend, men det er nu dejligt med lidt fredagsfornemmelser. Jeg var så heldig, at min forelæser i dag var syg, (det er jo ikke så heldigt for hende altså!), så jeg fik fri allerede ved middagstid. Et smut på biblioteket for at hente en bog til et projekt på studiet, og så ellers med toget hjem. Det så er skønt at kunne tage toget tidligt hjem om fredagen. Det vrimler med mennesker allerede fra kl. 14 af om fredagen, der skal hjem på weekend. Jeg startede min weekend, med at tvinge Casper ned i haven med basserne og kameraet i hånden. Mine collage-skills bliver bedre og bedre, og jeg tror på, at jeg nok en dag skal blive fine venner med Photoshop. Lige nu er det mere et had- kærlighedsforhold. Mest had…

Ikke-navngivet-1Jeg har forsøgt mig med lidt ombreglitternegle og synes faktisk, at jeg er sluppet ret godt fra det. Jeg tror, at de skal være i en julet version næste gang. Skjorten elsker jeg – den kan smides på til alting. Cowboybukser, nederdele, bare baller… Ja den står sgu godt til det hele! Min vest er en vintagepels som jeg har fået af min kære daddy-o.

Anyhoodles så håber jeg, at du går en skøn weekend i møde! Holder du normalt helt fri i din weekend, eller er du typen, der altid lægger en masse planer for alt det man aldrig når til hverdag?

ROSE TATTOO

Jeg har en ting for blomster. Jeg elsker at have buketter med friske blomster stående i vores hjem. Men i længden er det dyrt for pengepungen – de holder jo ikke mere end en uge eller halvanden de blomster. Også selvom man skifter vand ofte. Sidste år besluttede jeg derfor aldrig nogensinde at skulle bekymre mig om at kunne beundre blomster når jeg ville, hvor jeg ville. Jeg fik nemlig en smuk rose tatoveret på bagsiden af min venstre arm lige over albuen. Jeg elsker den. Jeg ved godt, at der er delte meninger og holdninger omkring tatoveringer – især dem med rød farve i! Men det er efterhånden ved at blive ganske socialt accepteret, at man har tatoveringer. Også som kvinde. Det er nu heller ikke min første tatovering, men det er min største og mest farverige. Begge mine forældre har en rose tatoveret så udover, at jeg synes, det er en smuk blomst, er der også en symbolsk betydning i min rosetatovering.

IMG_3831 IMG_3836 IMG_3838Billederne her er fra lige efter, at den blev lavet. De er lidt uskarpe, men det håber jeg du kan se igennem med.

Som det kan anes på et af billederne, er det heller ikke den eneste tatovering jeg har, der er placeret på mine arme. På min venstre arm har jeg 2(1/2) andre tatoveringer og endnu én på min højre. Dem kan jeg gå igennem i et andet indlæg en anden dag. Det er lidt en stor beslutning det med at blive tatoveret. De er svære at fjerne igen, og det er ofte mere smertefuldt end at få dem lavet (både fysisk, men bestemt også økonomisk!). Jeg har derfor lagt mange tanker bag mine tatoveringer, og ser dem både som en udtryksform, en personalisering af mig selv, men bestemt også som det, de er; en form for kunst. Huden er lærredet og tatoveringer er, for mig, en form for permanent kunst. Flere og flere arbejdspladser ser det heller ikke længere som noget negativt, at man har tatoveringer. Det er ikke længere forbeholdt sømænd og rockere at have tatoveringer – jeg ser unge som gamle, folk i jakkesæt såvel som træningstøj, der har tatoveringer. Jeg tror, at det mere og mere er accepteret i flere sociale klasser at have og pryde sin krop med tatoveringer. Alle mine tatoveringer sidder dog steder, hvor jeg kan dække dem med en langærmet trøje. Det er jeg glad for, og jeg synes det er en god ide, hvis man skal have tatoveringer, at man tænker over deres placering, og at de gerne må sidde steder, hvor man kan dække dem, hvis det er nødvendigt.

 

Har du nogen tatoveringer og hvad er dine tanker bag dem? Er de udelukkende kunst eller har de en symbolsk mening bag sig?