Et glas Riesling fra Mosel måtte lade livet for dette indlæg
”HEJ – og velkommen til!”
To minutter inden den højlydte, men varme modtagelse hos Lalou Vinbar har jeg parkeret min cykel møjsomt ved siden af Dr. Adams på Pogestræde i et område, der må være den odenseanske pendant til Indre By. Ganske uvidende omkring, hvilke indtryk jeg vil få den næste time. Og at jeg glemmer nøglerne i cykellåsen, og derfor lader min cykel være ubevogtet bytte for enhver lille cykelkleptoman, der skulle gå forbi.
Ubevidst om min cykelfadæse træder jeg ind i baren, der på én og samme tid emmer af moderne, minimalistisk indretning og en svunden tid, hvor tankerne leder mig til bare tæer, der møjsomt træder i druer i kæmpe kar af olieret træ.
De faste håndtryk fusioneret med kærlige smil fra de to herrer, der står i baren lader straks en følelse af gæstfrihed og afslappethed glide over min krop. De, Ivan og Thomas, der ejer og driver vinbaren, byder mig straks på et glas vin. De tager fejl, da de tror, jeg ved noget som helst om vine, og spørger mig, ”hvad kunne du tænke dig?”. Jeg kigger spørgende på Ivan, og han kommer mig til redning med et glas Riesling fra Mosel. En vin fra huset Schloss Lieser med en Thomas Haag som producent. Det er en vin baseret på Tysklands mest anvendte hvidvinsdrue, og en vin de to herrer selv elsker. Den har angiveligt et højt syreniveau, men dette ”tæmmer” man ifølge Ivan og Thomas med en restsødme. Dette giver vinen et sur/sødt og mildt indtryk, hvilket jeg selvfølgelig må efterprøve på egne smagsløg. Man skulle da være et skarn for at sige nej til sådan en oplevelse, og hurtigt bliver der stillet det omtalte glas hvidvin foran mig.
Så langt. Så godt. Og det ER ganske godt indtil videre. Lokalet formår at være intimt og drage mig ind i de mørke trædetaljer, og vinen foran mig ER sur/sød og mild på tungen.
Med en snert af nysgerrighed sætter jeg mig på en læderbetrukket stol, og lader albuerne hvilke på bordet foran mig. Mit besøg har et formål. Jeg skal undersøge om denne vinbar er et besøg værd i fremtiden og har fået lov til at komme om bag kulisserne og høre lidt om historien, der ligger til grunde for Laolou Vinbar.
”Hvad fik jer til at åbne en vinbar i Odense?”, lægger jeg hovedet på skrå og spørger de to mænd. Ivan smiler. Og jeg er bange for, jeg har åbnet Pandoras Æske. For hans øjne får pludseligt et skinnende udtryk, og jeg kan se, hvordan læberne bævrer af begejstring. Jeg ved, at dette svar kommer til at tage tid.
Så jeg gør det mest naturlige. Sætter glasset til munden.
Ivan og Thomas er, foruden at være kompagnoner i Lalou, venner. Den slags venner, der ved, de kan ringe til hinanden kl. 3. Om natten skulle de stå på Lars Tyndskids mark uden en krone på lommen til en taxa. Eller. Det forestiller jeg mig i hvert fald. For når Ivan starter en sætning afslutter Thomas den. Og hvad den ene ikke kan svare på, kan den anden. Det giver i virkeligheden også lidt sig selv.
De to herrer har kendt hinanden i ca. 14 år. Og det er ikke første gang, de står side om side og fusionerer deres viden, kompetencer og lidenskab. De har tidligere arbejdet sammen i Toscana, hvor deres passion for gastronomi blev udlevet. Her var Thomas var køkkenchef på Borgo Santo Pietro som han i øvrigt var med til at starte op. Derudover har de to kompetente herrer slået deres folder hos Café Ketchup, Bistro Boheme, Munkebo Kro, The Ledbury (i London!) blandt mange andre!
Jeg er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at disse to herrer VED, hvad de snakker om når de fortæller om både vin og mad.
Ét er den praktiske erfaring med vin. Den har vi vist alle gjort os i større eller mindre grad. På terrasserne i den danske sommer. Rundt om den veltilberedte steg ved middagsbordet. Når den nye date skulle imponeres.
Men Ivan og Thomas er gået skridtet videre fra de gængse og ordinære praktiske oplevelser med vin. For på Lalou køber du ikke nødvendigvis kun et glas vin når du sætter dig ved et af de fløjlsbløde træborde omgivet af autentiske vintønder og vinranker. Du får en fortælling. De to herrer ved nemlig langt mere om den vin de serverer, end hvad øjet, og nogle gange munden, kan fortælle. For det handler om smag. Om historie. Om kvalitet og håndværk.
For vin ER en fortælling OM et håndværk. Om traditioner, der er gået i arv ned gennem talrige generationer. Og den fortælling kan du få serveret hos Lalou vinbar. De fortæller selv, at ”intentionerne er at skabe en gastronomisk oase for alle, hvor værtskab og kvalitet går hånd i hånd”. Og en oase; det har de altså formået at skabe. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at tage herfra igen.
Jeg blinker med øjnene da Ivan og Thomas med entusiasme i stemmen fortæller om vintønderne i lokalet, der er transporteret fra en vingård i Spanien. En vingård de sidste år besøgte og derfor kender ejeren af. Endog er de ganske tætte med ejeren. Jeg smiler da de fortæller historien om vingården og deres besøg dertil. ”Vi kender ALLE de vine vi serverer herinde. De har alle en historie. En vingård bag. Og den vingård kender vi også!”. Alle de vine, der bliver serveret hos Lalou er i øvrigt fra Europa. Det er nemlig her, Thomas og Ivan har rejst rundt, og de er mest bekvemme med at servere vine, der kommer fra områder, de selv har besøgt.
Jeg tvivler heller ikke på Thomas, da han fortæller mig, hvordan deres forhold til de forskellige vingårde er, hvorfra de får deres vinflasker. For han kan slet ikke lade være med at fortælle. Som et barn, der har fundet døren til Narnia og vil dele oplevelsen med hans søskende. En tarvelig analogi. I know. Ikke desto mindre er det mit indtryk.
Der er nemlig mange historier at fortælle, og jeg føler lidt, at JEG har fundet en dør indtil Narnia.
Vinenes Narnia selvsagt. For Ivan og Thomas fortæller gerne. Både på opfordring, men så sandelig også på eget initiativ. Det mærker jeg på egen krop. Alt imens jeg nyder min hvidvin fra glasset, der efterhånden er ved at være halvtomt. Selvom det for mig virker som om, glasset altid er halvt fuldt på Lalou. I hvert fald i overført betydning. For der er altid en fortælling mere. En anekdote om vinen. Om dens liv.
Hvilket for mig er ganske betryggende. For de to herrer ved sgu, hvad de snakker om. Alt den viden kan ofte føles intimiderende for ikke-vin-kendere. Som jeg.
Jeg kender ikke til vine. Altså jeg har selvfølgelig drukket min del. Og delt endeløse historier over endeløse flasker vin med veninder om mænd, der aldrig makkede ret, sko, der var alt for dyre og om at livet faktisk er ret nice. Jo tak. Vin har en spøjs og opløftende virkning på en samtale. Men decideret viden om vin. Den ligger jeg ikke inde med.
Under normale omstændigheder har jeg heller ikke modet til at være spørgende omkring den vin, der bliver serveret når jeg er ude. Men i Thomas og Ivans selskab er modet anderledes. Om det har noget at gøre med Thomas, der beretter, at for dem er gæsten den vigtigste ved jeg ikke. Det er også LIDT en floskel at postulere. ”Ih jo, hos OS kommer gæsten altid først!”.
Den sætning er en kende FOR kliché. Men der er ikke noget kliché over Lalou, Ivan eller Thomas. Så Thomas fortsætter hans sætning med at demonstrere. Ser I; jeg sidder ned ved bordet imens Thomas, med faste og velmendende skridt går rundt i lokalet og fortæller, da han stiller sig to skridt foran mig og kigger NED på mig. ”Vi betragter aldrig vores gæster fra denne vinkel. Oppefra. Hvor VI er de vigtigste. Næ.”
Han sætter sig i hug og fortsætter foran mig; ”Vi betragter gæsten herfra. Hvor vi er de mindste. Og de er de vigtigste. For vi ser nemlig OP til vores gæster. Lytter til dem og lader dem stille alle de spørgsmål, de kunne have omkring vores vine. Vi giver plads til, at folk kan slappe af omkring vine af god kvalitet, uden at føle sig dumme over alskens spørgsmål.”
Og jeg tror sgu på ham nu. For der sidder jeg. Og føler mig modig. På trods af, jeg intet aner om vine.
Så hvis du i vinens nød ikke ved, hvilken vin du skal vælge fra kortet kan du på Lalou få modet og bare spørge. Det har heller aldrig skadet nogen. Det skulle da lige være vinen. For mit glas er tomt. Jeg kunne ikke lade være.
Orv og når ja. Min cykel stod på sin plads da jeg med opløftet stemning gik fra baren. Nøglerne sad stadig i låsen. Vin og en ikke-stjålet cykel. Det kalder jeg en god torsdag!
Lalou Vinbar har lige nu åbnet tirsdag & onsdag 14.00-23.00, torsdag 14.00-00.00, fredag & lørdag 12.00-01.00. Du kan finde mere info på Facebook lige her, og følge dem på Instagram lige her.
Hvordan kan man stå for disse små gedekid? Jeg var SÅ tæt på at springe over hegnet og klappe og ae dem blandt de små børn og deres forældre. 
