Når man lærer noget om sig selv – helt uden at lægge mærke til det

Fotokredit: Malene Nelting aka. Det’ fordi jeg tyk

Jeg har i lang tid vidst, at jeg var en mere introvert person end ekstrovert. Det lyder måske lidt bizart med tanke på min hang til at dele ud af mit liv på sociale medier. Men det giver egentlig fin nok mening – for på sociale medier er der en barriere mellem mig og de mennesker, jeg deler ting med.

Derfor er det noget lettere for mig at dele ting. Måske er det også derfor jeg gør det – altså skriver herinde og nogle gange øser ud af mit hjerte? Fordi det på en måde er “safe” for mig at gøre på den her måde. Hvor jeg ikke har direkte kontakt til andre mennesker. Og den kontakt der er, kan jeg selv vælge, om jeg vil reagere på.

Sådan er det jo ikke ude i den virkelige verden. Der skal helst være en reaktion ret hurtigt. Men har har virkelig lagt mærke til de sidste par måneder, at jeg er mere introvert, end jeg er ekstrovert. Det er små ting, der har gjort, at jeg har bidt mærke i det.

Jeg har aldrig haft følelsen af, at andre menneskers selskab dræner mig, men jeg har altid godt kunne li’ at være og gøre ting alene. Jeg nyder mit eget selskab ret meget. Og når jeg er sammen med andre mennesker, så gør det ikke noget, at der er stille og vi bare kan slappe af sammen uden at skulle snakke alt for meget.

Jeg kan faktisk godt bare li’ at chille. Nyde livet med andre mennesker, men ikke nødvendigvis skulle fortælle historier eller anekdoter hele tiden. Eller snakke overhovedet. Jeg kan faktisk ret godt li’ stilheden.

Med det sagt så elsker jeg at være sammen med de mennesker i mit liv, som jeg er tætte med. Venner og veninder, familie. Men det er fordi jeg kan slappe af i deres selskab. Jeg behøver ikke være “anspændt” – for det kan jeg virkelig godt være sammen med andre mennesker. Også selvom det er nogle, jeg har været sammen med mange gange.

Jeg er nok lidt sådan en person, der faktisk holder tilbage, når jeg er sammen med andre mennesker. Det lyder fuldstændig vanvittig vil nogle, der kender mig, sikkert mene. Men det er fordi de kender mig rigtigt, og fordi jeg kan slappe af med dem. Ellers er jeg typen, der er mere afventende.

Jeg er bestemt ikke bange for at sige min mening – om jeg kender folk godt eller ej. Men når jeg er sammen med nye mennesker, er det ikke mig, der buldrer afsted med historier om stort og småt. Ofte lader jeg andre mennesker fortælle en masse om dem selv, mens jeg selv ikke fortæller særlig meget. Medmindre jeg bliver spurgt.

Men det er ikke noget, jeg har tænkt over før indtil for nogle måneder siden. Hvorfor jeg har tænkt over det, ved jeg ikke. Måske fordi jeg har været sammen med nogle mennesker, som jeg godt kan li’ selvfølgelig, men som jeg alligevel ikke kan slappe helt af med. Eller som jeg i hvert fald måske ikke lukker helt ind. Det lyder lidt mærkeligt og kompliceret. Det er det også.

Intet er jo sort/hvidt, og jeg har virkelig lært det sidste halvandet år, at jeg er et komplekst menneske, der indeholder mange forskellige facetter.

Og jeg er ikke den samme “Jeanette” med alle slags mennesker. For der er bare nogle, hvor jeg måske ikke er 100% sikker på mig selv nok til bare at åbne op. Medmindre jeg bliver spurgt selvfølgelig. Til gengæld er jeg en mester i selv at spørge ind til andre mennesker. Det er et ret smart fif til at få opmærksomheden væk fra mig selv.

Og jo – jeg kan godt li’ opmærksomhed. Ellers ville jeg nok heller ikke være fancy blogger. Men det er en anden slags opmærksomhed end, hvis jeg skal snakke med andre mennesker om reelle problemstillinger i mit liv, følelser eller bare hvem jeg er sådan helt inderst inde. For der er ikke noget, jeg elsker mere, end at bruge timevis på at snakke om livets store og små mysterier. Det er bare ikke med hvem som helst, jeg kan gøre det med.

Heldigvis møder jeg jo hele tiden nye mennesker, og nogle af dem ender med at blive fortrolige. Det er ret dejligt.

Det er faktisk kommet lidt bag på mig, at jeg er så tilbageholdene når det kommer til at åbne op overfor andre mennesker. Men det er noget, jeg har lagt mærke til og som jeg har undret mig lidt over hvorfor.

Måske er det fordi jeg gerne vil være helt sikker på andre mennesker, inden jeg lukker dem helt ind og kan være den skøre Jeanette sammen med dem, som jeg nu engang er? Måske er det fordi, jeg har svært ved at stole på andre mennesker? Måske er det fordi, jeg er bange for, at de dømmer mig?

Jeg ved det ikke. Men det kan være, at jeg også lærer det snart.

Hvordan jeg har det når #15

… jeg startede med at arbejde med musikere og fik at vide “musikere er altså RET laissez fair at arbejde med og nogle gange ret meget op ad bakke”

… hvordan jeg nogle gange har det nu med musikere

… jeg møder dumhed via sexisme og ikke kan trænge igennem til folk om, hvorfor deres adfærd er sexistisk

… jeg prøver at takle arbejde, træning, hunnier, venner, familie, blog, mig selv på én gang

… at skulle på date – eller bare ordet date

…. jeg alligevel gerne vil på date.. bare vi ikke kalder det en date

… når mænd råber efter mig på gaden

… når mænd råber efter mig på gaden

… jeg diskret prøver at flirte

… jeg nyder at bo alene!

Jeg er SÅ klar til Tinderbox nu – mød min festivalfotograf

Annonce

Er der nogen af jer, der skal på Tinderbox i år? Jeg har, igen, i år fået akkreditering til bloggen. Dvs. jeg tager afsted som “presse” qua bloggen. Derfor er alle min indlæg omkring Tinderbox fra nu af (jeg fik først besked på min akkreditering medio maj) markeret som annonce. Det er ikke fordi, jeg får penge for at skrive om Tinderbox, men jeg har fået min billet til festivalen. Så ved I det. Men Tinderbox er jo ikke en fremmed størrelse for mig. Jeg sad selv i juryen under Tinderbox Band Battle og har været med til at stemme Timur videre til festivalen i år.

Jeg har været afsted de sidste to år, og jeg har haft to vidt forskellige festivaloplevelser.

Første år var jeg afsted sammen med min ekskæreste nogle dage, alene den ene dag (i hvert fald afsted) og sammen med nogle bloggere den anden. Sidste år var jeg afsted sammen med en kæmpe flok fra Kansas og det var virkelig en eminent festival.

Tre dage fyldt med dejlige mennesker, dans, fest, ballade (på den gode måde alså) og oplevelser til langt ud på morgenen. Foruden selvfølgelig alle de fede musikoplevelser, jeg fik med under hætten.

Begge år har jeg også taget en masse flotte billeder – men hagen ved at være hende, der render rundt med kameraet er, at jeg aldrig selv får taget nogle billeder. Og det er bare stadig mærkeligt at bede mine venner om det “ehm jeg ved godt, du lige har købt en stang fadøl, men gider du ikke liiige hapse nogle pæne billeder af mig?!”. Slet ikke akavet…

Så i år har jeg sgu taget skeen i den anden hånd og gjort noget ved det. Jeg har nemlig en fotograf med! Jeg har sgu booket Malene Nelting som fotomamma alle tre dage. Hun har før taget billeder af mig ved forskellige lejligheder, og jeg har i tidernes morgen fungeret som model for hende, da hun manglede levende modeller.

Så vi kender hinanden i forvejen med kameraet mellem os, og jeg har mangt en gang delt billeder af hendes hånd herinde. Hun skyder de fineste fotos, og jeg glæder mig virkelig meget til at kunne vise nogle gennemførte billeder både herinde og på min Instagramprofil. Det lyder rimelig bloggeragtigt sådan at have en fotograf med på festival. Det er det sgu egentlig også, og selvom jeg nogle gange krummer tæer over selviscenesættelsen, så hylder jeg den jo også.

Og den bliver i den grad dyrket, når Malene skal skyde fotos under festivalen. For Malene er også glad for smukke fotos, (og Instagram for den sags skyld, følg hende her), og selvom hele selviscenesættelsens gejl kan virke omsonst og overfladisk nogle gange, så prøver jeg i hvert fald at have indhold, der følger med. Hvilket Malene i øvrigt virkelig også gør på sin IG-profil.

Nu er det ikke fordi, det her indlæg skal handle om balancen mellem selviscenesættelse og real life, men det er også en ret fin debat at tage op egentlig…

Det må blive en anden dag og i et andet indlæg, for lige nu ville jeg egentlig bare fortælle, at Malene og jeg går hånd i hånd noget tid på festivalen og skyder billeder. Så hvis du ser os, så sige lige hej. Det kunne være mega fedt, hvis nogle af jer, der følger med, ville hilse på.

Billederne i dette indlæg er, selvfølgelig, fra Malenes hånd og du kan følge hendes fotoprofil lige her. For God damn hun tager nogle virkelig bjergtagende fotos.

 

 

Hvordan det går med friheden

Tidligere på året valgte jeg ord, der skulle være mit guideline for året. Sidste år valgte jeg ordet ‘courage’. Det var virkelig et fedt ord at lade mig guide af. Det gav mig mange uforglemmelige oplevelser. Jeg rejste til Marrakech alene sidste sommer, jeg turde at åbne mit hjerte igen, jeg hyldede mit mod i min hverdag, jeg kastede mig ud i at turde være mere mig selv, jeg åbnede op for det hårde break-up jeg oplevede sidste år.

Generelt gjorde jeg en masse ting, der udfordrede mig selv. Der udfordrende mit mod.

I år har jeg valgt et nyt ord, der skal guide mig.

Frihed.

Det har været en lidt træg start skal jeg gerne indrømme. For det har været svært at finde ud af, hvad frihed egentlig betyder for mig. Det var noget nemmere med courage. For det er nogenlunde nemt at vide, hvordan jeg skal være mere modig. Det er noget med at bryde min grænser, turde gøre ting, jeg ikke har prøvet før. Bryde med mine egne normer og konventioner. Jeg kunne overøfre courage til alle aspekter af mit liv.

Det har også givet mig enormt meget. Stadig den dag i dag. For jeg prøver stadig at være modig.


Foto taget af dygtige Malene Nelting

Men det her med frihed, det har været lidt sværere altså. For hvad er frihed? Det har jeg skulle bruge det første stykke tid af året på at lære. Hvad er frihed for mig?

Jeg er kommet så langt, at frihed for mig betyder, at jeg gør ting, som gør mig glad. Jeg skal tage mig frihed til at tænke på mig selv. Jeg skal prøve at tænke mindre på andre mennesker og mere på mig selv.

Det lyder måske ret egoistisk, men det er ikke ment sådan. Det er mere ment sådan, at jeg skal droppe at tænke over, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg skal ikke lade andre mennesker mening om mig styre mit liv. Jeg skal tage mig friheden til at være mig selv.

For jeg har haft, og har stadig, en tendens til at overanalysere andre mennesker meninger om mig. Også selvom de måske aldrig nogensinde har ytret et ord om mig til mig. Så tænker jeg stadig meget over, hvad andre mennesker mon tænker om mig. Om hvad jeg gør, siger og hvordan jeg opfører mig. Om de synes, at de ting jeg gør er nederen. Om de ser ned på mig.

Hvilket er virkelig spild af ressourcer – for jeg kan jo ikke ændre på mig selv efter andre menneskers meninger. Og når jeg læser det nu her kan jeg se, at jeg egentlig tænker mest over alle de negative ting, folk måtte mene om mig. Ikke nogen af de positive.

Nå men nu vil jeg i hvert fald tage mig friheden til bare at tænke på mig selv og mine egne meninger om min gøren og laden.

Jeg prøver også at dyrke friheden, hvis den dårlige samvittighed rammer mig. Hvis jeg fx. bruger lidt for lang tid på sofaen en lørdag formiddag. Så ER det okay, og jeg må gerne tage mig den frihed at bruge lidt ekstra tid på sofaen.

Ligesom jeg er blevet god til at droppe tanken om samfundets konventioner omkring opførsel på hverdage. Men det har jeg også lært gennem mit arbejde. For der er der ikke altid den store forskel på, om det er tirsdag, torsdag eller lørdag. For vi arbejder alligevel på så skæve tidspunkter og musikken sover aldrig. Så om vi arbejder en tirsdag eller en lørdag gør ikke den store forskel længere.

Det var noget, jeg skulle vænne mig til i starten, men nu elsker jeg det! Og det er også en frihed jeg elsker at have. Ikke at lade mig diktere af samfundets rutiner – om tirsdagen må vi ikke drikke øl og gå til koncert, men om fredagen må vi godt. Pffffss.

Jeg prøver også at dyrke friheden for mig selv sådan rent mentalt. Jeg startede, som nogle af jer måske ved, med at meditere sidste sommer. Det har jeg gjort næsten hver dag lige siden, og det giver mig en enorm mental frihed og pusterum.

Noget der også er vigtigt for mig i det her med at dyrke friheden, det er netop at prioritere mig selv og min krop. Jeg vil tage mig friheden til at sætte tid af til fx træning og meditation. For det er noget, der gør mig godt.

Jeg vil også dyrke friheden i min valg generelt. Jeg vil prøve at lytte mere til mig selv, og mindre til alle mulige andre stemmer, når det drejer sig om at beslutte ting på mine egne vegne. Folk har så travlt med at give gode råd, og selvom de er velmenende så er det kun mig, der ved, hvad jeg har lyst til. Jeg vil ikke give mig selv dårlig samvittighed for at bruge nogle timer på sofaen. For det er mit valg og det står mig frit for, hvordan jeg vil bruge min tid.

Generelt tror jeg, at ‘frihed’ for mig handler ligeså meget om, at jeg skal sætte mig selv fri fra mig selv som at jeg skal sætte mig selv fri fra andres billede af mig.

Jeg skal droppe en masse af de restriktioner, jeg selv opsætter. Det er jo virkelig dumt at lave en masse dumme regler for os selv, som vi går og punker os selv for ikke at følge. På den anden side vil jeg også gerne dyrke friheden i at have nogle retningslinjer i mit liv.

Samtidig skal jeg droppe at prøve at være den Jeanette, jeg forestiller mig andre mennesker, tror jeg er. Kan I følge mig eller vrøvler jeg helt nu?
Altså det jeg mener er nok, at jeg er jeg god til at prøve leve efter de forventninger jeg TROR, at andre mennesker har til mig.

Og det skal jeg droppe.

Så. Jeg vil fortsætte med at udvikle ordet ‘frihed’ og finde ud af, hvad det betyder for mig.

Har du valgt er ord for året? Eller måske har nogle nytårsforsætter (som du har glemt haha)?

 

Musikanbefalinger til Pure + Tinderbox (+ playliste)

De nærmer sig. Alle festivalerne. Det kan jeg mærke på flere forskellige måder. Både til hverdag på kontoret på Kansas. Her er vi ved at gøre klar til vores kultur festival Pure. Den starter med en markedsdag 31. maj (hvor du i øvrigt kan booke en gratis stand) og fortsætter med to dages musik 1. og 2. juni.

PURE FESTIVAL

Musikken de dage er up-coming musik og fokus er musik fra Fyn. Det er derfor alle bands, der har tilknytning til Fyn, hvilket jeg egentlig ret godt kan li’. Jeg sidder i øjeblikket og laver playliste til Pure Festival til promovering og får derfor også lyttet alt musikken godt igennem. Her er der nogle bands, der har bidt sig ekstra fast.

Der er fx. det helt lokale metalband Dead Witch, som jeg efterhånden har forelsket mig godt og grundigt i. Altså i musikken guys – ikke i musikkerne. Min forelskelse i musikere prøver jeg at lægge en dæmper for. Der kommer alligevel ikke noget godt ud af det…

Nå men det var musikken vi kom fra. Dead Witch er metalmusik når det er bedst. Der er lidt godt blandet fra metalbolsjerne, så dyk hånden ned og find de numre fra bandet, du synes fanger mest. Mit favoritnummer er Grave. Hør den lige ikk.

Udover metal kommer der også soul/R’n’B i form af Simone S. Rolsted. Hun spillede en intimkoncert til min 29års fødselsdag tilbage i april. Jeg havde inviteret til fest på Kansas City, og her fik jeg så en koncert af Simone. Det er en af de bedste fødselsdage jeg nogensinde har holdt, og en koncert med Simone var virkelig kirsebærret på toppen af min isdessert. En af vores lydmænd, kære Holger, lavede lyden på hende, så alt var tip top.

Og Simone kommer og spiller til Pure også. Hun spiller klaver og synger – og hun synger fandme godt! Altså som i.. Virkelig godt!

Festivalen er fyldt med god musik. Det eneste fælles er som skrevet, at det er vækstlagsmusik. Så vil du gerne have en finger på det fynske musikmiljø, så er Pure Festival lige for dig.

TINDERBOX

Så kommer vi selvfølgelig ikke uden om Tinderbox! Der skal jeg selvfølgelig med. Jeg var selv med til at afvikle Tinderbox Band Battle på Kansas City. Her sad jeg også i juryen, og var med til at stemme Timur videre til Tinderbox.

Timur er, IMO, et friskt pust til den danske rapscene. Jeg hører en rimelig mængde rap efterhånden – også en del dansk. Men meget af det danske jeg hører er det “gamle” rap. Det nyere er også rigtig fint. Men forestil dig, at du ligger på en solseng placeret ved siden af en blåbundet pool på en sydhavsø. Solen bager på dig. Dine solbriller er ved at glide ned af dit ansigt pga. sved. Du er lige ved at forgå af solstik, varme, dehydrering.

Men så lige pludselig, som et fatamorgana, bliver dit glas fyldt op med eksotisk drikkelse, parasollen rykkes tættere på din solseng og en blid brise kysser dit sveddryppende korpus.

SÅDAN føles Timur lige nu for mig. Så ham skal jeg selvfølgelig se igen på Tinderbox.

På Tinderbox skal jeg også se Yungblud. Ham så jeg til Gaffa-prisen tidligere på året, og det var den vildeste koncert i verden! Han er en lettere vred, overgearet, punket ung mand, der gennem hans musik ikke kun stiller spørgsmålstegn ved samfundets normer, men råber dem i ansigtet! Men lad dig ikke skræmme af det tilsyneladende lettere skræmmende omslag – han indeholder mange facetter, så der er lidt for enhver faktisk.

Okay nu vil jeg prøve at komme lidt hurtigt igennem den vigtigste musik. jeg vil opleve til Tinderbox, for ellers kan jeg godt se på det hele, at det her indlæg bliver en roman.

Nå men. Jeg skal helt bestemt også se Scarlet Pleasure. Altså – hvem har ikke danset en mellemsen morgentimer på Deja Vu?

Vi kommer virkelig heller ikke udenom Craig David! Indbegrebet af mine sene teen-år. Med følsomme følelser på mit sårbare teenage korpus.

Whomadewho spiller på Magicbox (og de er den eneste anbefaling fra Magicbox jeg har plads til at tage med her, for ellers bliver vi aldrig færdige). De spiller her med et DJ-sæt. Jeg oplevede hele bandet til Norhtside sidste år, så jeg glæder mig faktisk til at opleve dem lidt mere spartansk.

Vi kommer ikke udenom Carpark North. Sådan er det bare. French Montana skal jeg helt sikkert også opleve.

Så kommer vi til Wiz Khalifa! Jeg er jo blød i knæene når det kommer til rap, og den amerikanske rapper er en af de foretrukne. (Sammen med Kendric Lamar, jeg oplevede tidligere på året). Så hr. Khalifa er også på min MUST SEE liste!

Kygo vil jeg helt sikkert også gerne lægge et smut forbi. Det er bare sådan en rigtig festival “jeg ligger lige på et tæppe eller står og danser lidt med en fadøl i hånden” stemning over hans musik.

Vi kommer heller ikke udenom Dizzy Mizz Lizzy, der praktisk taget er indbegrebet af min midtteenageår. (Sammen med Suspekt altså. Balance du ved).

Kesi skal også opleves. Endnu en af de “nyere” drenge i rap/grimegenren på den danske scene. Hans musik er mere poprap og har droppet den mere hårde stil, men det holder altså stadig.

Nå ja så kommer vi til nogle, jeg egentlig ikke heeelt vil stå ved, at jeg gerne vil opleve. Men. Altså. For pokker. Jeg var jo for lækker, hot og boingede gennem meget af min teenperiode til Nik & Jay. Så de skal selvfølgelig også med på listen. Jeg vil sige, at jeg dør ikke, hvis jeg går glip af dem, men det kunne være ret nice med nogle minutter foran deres scene.

Snavs vil jeg virkelig også gerne opleve live. Det er en dansk trapproducer, der virkelig har formået at bryde landegrænserne med hans beskidte trap musik. Han spiller også på Magixbox og måtte altså lige med her på listen. Jeg er ret meget nede med trapgenren også, og han har fandme skabt en succes, der ikke kan måle sig med nogle andre danskeres.

Vi afslutter Tinderbox med Tiësto. Altså jeg er jo fra Sorø, og der spillede vi sgu meget forskelligt elektronisk musik. Tiësto er bare en af dem, der formår at blive på toppen både som producer og DJ.

 

Hvis du vil lytte til mere af musikken har jeg lavet en playliste på Spotify både til Pure og til Tinderbox.

Det er ret tydeligt fra mine anbefalinger, at min musiksmag er meget varierende. Jeg lytter til praktisk taget alt slags musik. Det kommer lidt an på mit humør, hvad jeg lytter til fra dag til dag, men jeg prøver bevidst at udvide min musiske horisont hele tiden og opdrage mig selv til at lytte til og holde af meget forskelligt musik.

Jeg troede sgu aldrig, at jeg ville komme til at gå så meget op i musik, som jeg gør i dag. Men på en eller anden underlig og ret velformet facon, så passer det bare meget godt til mig.

Skal du på nogle festivaler i år og hvilke? Måske vi ses til Pure eller Tinderbox?

 

Det er tosomheden jeg savner

Jeg kan mærke vinden på mine bare ben. Jeg har stadig korte shorts på fra dagens varme vejr. Jeg elsker varmen. Jeg trives godt i varmen. Undtagen om natten. Jeg sover dårligt for tiden.

Det endda selvom jeg har hele min store dobbeltseng at brede mig på. Jeg er efterhånden vant til at sove alene. Men min krop er ikke. Måske er mit sind i virkeligheden heller ikke.

Jeg overvejer at åbne en flaske vin. Eller en flaske champagne. Det ville klæde denne ordinære tirsdag meget med lidt bobler.

Jeg lader det blive ved tanken og tænder i stedet en cigaret. Vinden kilder kun mine ben, men den er alligevel dejlig kølig herude på min altan. Jeg flytter mig lidt rundt på stolen og prøver at placere mine fødder på bordet.

Mine tanker springer frem og tilbage som børn, der hopper over en å.
Først den ene vej. Så den anden.

Jeg ved ikke, om jeg savner en kæreste. Det gør jeg ikke normalt. I dag er der bare et eller andet, der har ramt mig hårdt. Lige i brystkassen.

Jeg ved ikke, om det er sommeren, der er på vej med kærlighed i luften. Med påmindelser om, at der ikke rigtig er så meget kærlighed i luften til mig. Jeg bliver trist ved tanken. For jeg elsker at elske. Jeg er god til at elske.

Men jeg er ikke god til at åbne mig op. Jeg er god til at lukke ned til gengæld. Ikke for mine venner. Jeg elsker lange, dybe og nære samtaler med mine venner. Jeg elsker at have personer i mit liv, som jeg ved, er der for mig. Som jeg ved, at jeg er der for.

Men jeg savner tosomheden. Tosomheden med én særlig person. Én person, der kender mig næsten bedre end mig selv. Det savner jeg.

Som mange gange før sidder jeg alene på min altan. Der er næsten heller ikke plads til mere end kun en person herude. Jeg tænker på, om det mon er samme slags plads, der er i mit hjerte for tiden.

Altså ikke særlig meget plads. Kun lige plads til lidt mere end én person. Og hvordan skal der så nogensinde kunne blive plads til tosomheden?

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at skabe mere plads. Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget JEG skal gøre. Eller om jeg skal lade en anden person få den opgave? Hvis der da er nogen personer, der er stor nok til den opgave.

Jeg er vant til at gøre ting alene. Til at være alene. Jeg er også vant til mange mennesker. Jeg er vant til at lave mange forskellige ting med mange mennesker.

Jeg mangler ikke venner. Jeg mangler tosomheden.

Jeg tager endnu et hvæs af min cigaret. Overvejer at stoppe med at ryge. For good. Dropper tanken igen foreløbig. Jeg kan mærke gåsehuden begynde at bygge sig op på mine ben. Jeg rejser mig og skifter fra mine shorts til bukser. Det er dejligt at mærke huden blive dækket. Jeg fryser ikke som sådan, men jeg kan godt mærke, at solen er væk nu.

Det er det her med at gøre ting med én anden person jeg savner. Den indforståethed der findes mellem to personer, som ingen andre forstår. Afslappetheden omkring tosomheden.

Tosomhed. Det lyder pludseligt så hult og kedeligt. Men det ved jeg, at det ikke er. For tosomheden var en del af  mit liv i mange år.

Måske er det bare min krop, der skriger efter tosomheden? Altså fordi den er vant til det. Fordi den i mange år ikke har prøvet andet. Den prøver at få mig tilbage på et stadie, den er vant til at være i.

Måske er det mit hjerte, der mangler tosomheden? Måske er det bare bange for at opleve kærligheden igen og tør ikke give plads til andre end mig selv lige nu? For mit hjerte ved, at åbner det først op, så lukker det ikke i foreløbig. Og hvis det går i stykker igen, så er jeg bange for, at det tager lang tid at samle stykkerne sammen.

For hver gang mit hjerte er gået i stykker, er skårene blevet mindre. Og mindre skår tager længere tid at sætte sammen end store.

Måske er det min hjerne, der er vant til at operere med et team? Måske vil min hjerne gerne have en teamplayer, den altid kan stoles på?

Jeg kalder på hundene. Finder deres snore frem. Åbner døren til lejligheden og hopper i et par sneakers. Hiver en sommerjakke over skuldrene og går ned af trappen i samme bevægelse.

Jeg åbner hoveddøren. Hundene løber ud én efter én. Jeg lukker døren efter mig og låser. Jeg giver dem deres snore på og går ud af haveindgangen.

Måske er det bare mig? Mig der savner tosomheden. Måske er det bare fordi, jeg savner at blive holdt af? Måske er det mig, der savner en at dele min kærlighed ud på?

Mine skridt rammer hårdt i fliserne. De gule fliser i Odense. Hasleklinkerne.
Måske savner jeg bare at kunne dele mig selv med en person?

Jeg ved ikke, hvorfor det har ramt mig så hårdt i dag. Men det har det. Så jeg tramper lidt hårdere i fliserne. Forbander at de altid er så skide glatte om vinteren. Jeg finder mine høretelefoner frem og sætter Fever Ray på så højt, at jeg overdøver mine tanker.

Følelsen af savn til tosomheden forsvinder med musikken. Men jeg ved, at når jeg slukker for tonerne, vil følelsen komme tilbage. Til den tid er jeg hjemme igen og har lagt en slagplan for, hvordan jeg vil håndtere tosomhedsangrebet i dag.

Men lige nu træder jeg bare hårdt ned i fliserne og skruer op for musikken.

Bare lidt dejlig hverdag

Jeg har haft den slags uge, hvor jeg kun har været hjemme for at vende, gå i bad, sove og ellers afsted igen. Jeg troede, at jeg havde en nogenlunde stille uge med nogle aftener uden planer. Men på mystisk vis formår jeg altid at få fyldt mine timer ud.

Denne uge har det, heldigvis, været nogle rigtig fine ting jeg har brugt min tid på. Det plejer det som regel at være.

Jeg har bl.a.

  • Startet ugen på Kansas helt som vanligt. Lige for tiden bruger jeg meget tid på at koordinere vores kulturfestival Pure d. 31. maj og 1./2. juni.
  • Været til netværkslounge på Momentum for kulturarbejdere og aktører i Odense. Det var en virkelig fin aften, hvor jeg fik nogle gode ideer til Kansas og mit arbejde der. Foruden at møde nogle spændende og interessante mennesker.
  • Offentliggjort årets første afsnit af den podcast, jeg har sammen med to dygtige mennesker. Den hedder Kulturcasten og handler om kultur fra A-Z på Fyn. Du kan høre afsnittene lige her.
  • Været til konfirmation på Sjælland hos min kusine. Det var skide hyggeligt – men hold nu op sådan en kæmpe familiefest tager på kræfterne.
  • Jeg har hentet mine hunde igen, efter de har været passet hos mine forældre den sidste uge. Faktisk siden jeg tog fra Sjælland sidste uge torsdag efter mine hemmelige projekter.
  • Jeg har været nede hos den træner, som jeg har hyret til at lære mig at stå på hænder. Det gik over alt forventning, og jeg tror bestemt, at der er mulighed for, at jeg står på hænder i år! Det er mit ultimative træningsmål, og jeg håber virkelig på at lære det.
  • Jeg har spist lækker pick’n’mix brunch sammen med skønne Lisbeth på Froggys inde i byen.
  • Jeg har malet som en gal til arbejdsdag på Kansas. De frivillige ville gerne have malet nogle af deres flytbare vægge samtidig med, at der skulle laves strøm i deres fælleslokale. Så min søde far og mor var taget fra Sjælland og hjalp til hele dagen. Min far er elektriker, så han kunne fikse strøm imens min mor og jeg (mest mig ikke mor?!) malede vægge og drak lidt øl.
  • Samme dag crashede to kammerater og jeg en koncert med Suspekt på H.C. Ørsted kollegiet. Min ene kammerat, Simon, har boet der, så han begyndte straks at føle sig hjemme. Det var i øvrigt en rigtig fed koncert!
  • Jeg har stået lidt mere på hænder og svedt alle øl ud igen på en idiotis assault bike! Don’t do it kids!
  • Jeg har nydt vejret i mosen sammen med nogle af de frivillige fra Kansas for at promovere vores festival Pure. Det endte med at vi købte en engangsgrill og grillede røde pølser og spise kartoffelsalat fra bøtten. Dét er altså livet lige der midt i solen.

Nu vil jeg få lavet noget aftensmad og gøre klar til endnu en uge, hvor der er lidt booket, men igen heldigvis med gode og skønne ting og mennesker. Og så brygger jeg på et indlæg omkring festivalmusik. For de nærmer sig med hastige skridt de festivaler, og der er meget fed musik, jeg gerne vil opleve i år.

Skal du til nogle festivaler i år?

En masse om noget, jeg ikke må fortælle

Åh der er intet værre, end den slags bloggere, der teaser med en masse “hemmelige” ting, der sker bag kulisserne, men som “de ikke kan fortælle endnu, men det er bare en KÆMPE nyhed”. Har jeg ret?

Nu bliver jeg selv én af dem. Én af den slags bloggere.

For der er sket noget, som jeg slet ikke må fortælle. Endnu. Det må jeg nok om et par måneder. Så det er ikke fordi, der går SÅ lang tid førend jeg må røbe, hvad jeg har brugt nogle af mine dage på denne uge.

Jeg var offline midt på ugen nogle dage. Jeg har været afsted til noget, som jeg ingenting må røbe om. Men det krævede, at jeg var offline og lagde telefonen fra mig i et stykke tid. Jeg måtte desuden heller ikke dele et eneste billede eller video fra mine dage afsted. Så det har været lidt kedeligt de dage. I hvert fald hvad angår min Instagram.

For det har bestemt ikke været kedeligt denne uge! Jeg har fået nogle vilde oplevelser med i kufferten, og mine grænser er, igen igen, blevet destrueret. Jeg har skulle gøre nogle ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle gøre. Jeg er _virkelig_ kommet ud af min komfortzone.

Nogle af oplevelserne har klart været mere grænseoverskridende end andre. Men igennem det hele har jeg haft mig selv med. Jeg har ikke gjort noget, jeg ikke kan stå inde for i dag. Hvilket er meget vigtigt for mig. Jeg har tværtimod lært mig selv endnu bedre at kende. Det gør vi som mennesker sjovt nok, når vi bliver placeret i uvante situationer.

Uvante situationer er virkelig, hvad jeg har været i denne uge. Det er noget, jeg aldrig har prøvet før, og nok heller aldrig kommer til igen. Jeg har også skrevet mange siders beretning omkring hele oplevelsen. Det blev jeg nødt til at gøre hurtigt efter – der skete simpelthen så mange ting undervejs, at jeg var bange for at glemme det, hvis jeg ikke fik skrevet det ned.

Der går som sagt nogle måneder, før jeg må fortælle præcist, hvad jeg har oplevet. Men ih, hvor jeg glæder mig! Jeg glæder mig også til at skulle genopleve det hele igen sammen “med resten af verden”.

Så. Sorry, at jeg er totalt en blogger-stereotyp i dette indlæg. Men jeg lover (!) det er simpelthen så vildt!

Det her med at være single

Foto: Rebecca Brincker

Jeg synes stadig, det er mærkeligt. At være single. Jeg har stadigvæk heller ikke vænnet mig til det begreb – “single”. Jeg synes stadig det lyder… Mærkeligt. Ligesom jeg også forklarede om i dette indlæg, så er det ikke et begreb, jeg er ovenud begejstret for.

Nærmere tværtimod. Men det er jo nu engang dét jeg er. Single. Bvadr.

Det går egentlig fint nok med at være single. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt. Der er ingen at putte med. Der er ingen at bruge tyve minutter med for at bestemme en film fra Netflix. Der er ingen, der laver mad til mig.

Men jeg er ret god til at fylde min tid ud alligevel. Så det er bestemt ikke fordi, jeg går rundt og keder mig. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, at jeg overhovedet har haft tid til at have en kæreste.

Men det betydet jo ikke, at jeg ikke gerne vil dele mit liv med et andet menneske. Jeg vil bare heller ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Det synes jeg er ret fjollet.

Og så har jeg måske ikke mega nemt ved at forelske mig. Jeg har været mellem-forelsket én gang i min singleperiode. Hvor jeg mødte en ret sød mand. Men så viste han sig at være lidt af en røv, og så var det skib ligesom sunket.

Siden har jeg ikke rigtig turde forelske mig. For jeg orker ikke at blive såret. Igen. Det var lidt af en hjerteknuser, da min ekskæreste og jeg valgte at gå fra hinanden. Og så var det lidt (okay RET) nederen at turde åbne mit hjerte igen kun med et nederlag som resultat.

Jeg orker ærlig talt bare ikke at skulle igennem et brud igen lige foreløbig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis jeg skulle møde en sød mand, så er det ikke sikkert, at vi går fra hinanden. Men jeg er sgu ærlig talt nok bare lidt bange for at kaste mig ud til hajerne igen.

Jeg er ikke på nogen datingapps. Jeg forstår dem ikke. De er blomstret op imens jeg har været i forhold (i over seks år), så jeg fatter nada af de spilleregler, der eksisterer på den slags apps. Det er nu ikke fordi, jeg fatter mere i virkeligheden.

Jeg har aldrig rigtig været på en date. Det kan i hvert fald tælles på en hånd agtigt, hvor mange dates jeg har oplevet her i livet. Jeg er også lidt akavet omkring hele datingfænomenet. Jeg mener – så mødes man med én, man ikke rigtig kender for at se, om man har lyst til at lære personen mere at kende og der måske kan blomstre en forelskelse op.

Måske er jeg bare forkælet – eller har været priviligeret, at når jeg har mødt nogle mænd, som jeg har involveret mig mere med, så har der fra starten være den famøse gnist. Der har været en kemi, der har gjort, at jeg med det samme vidste, at der var noget mellem os. At jeg gerne ville undersøge det nærmere.

Jeg er ikke så god til det her med at mødes med “fremmede” mennesker og så prøve at se, om vi bliver forelsket. For mig skal den følelse af sommerfugle i maven helst være der ret tidligt i en relation.

Jeg ved ikke, om jeg måske bare er forkælet. Eller tror, at jeg lever i en Disneyfilm og prins Charming nok skal dukke op, og så ved jeg, at den er der.

Jeg tror heller ikke, at jeg fatter særlig meget af det med at flirte. Eller når nogen lægger an på mig. Jeg skal have tingene hugget i sten, hvad det angår.

Så er der hele det aspekt med bloggen og Instagram. Det her med, at jeg vælger at dele så mange ting herinde. For hvem siger, at en evt. date gider være med til det? Gider være med på mine stories på IG? Men det er en del af den jeg er. Som jeg ikke vil stoppe med lige nu.

Det kan til gengæld godt være lidt svært nogle gange. At skulle forklare, hvordan det hele hænger sammen med bloggen – og gerne ville dele ud af mine oplevelser, men samtidig føler jeg, at jeg har en barriere ift. hvor meget jeg kan dele om andre mennesker. De har jo ikke valgt at være en del af bloggen, bare fordi de gerne vil være en del af mit liv.

Det er lidt en svær grænse – for jeg vil jeg gerne dele en masse herinde. Samtidig er der nogle ting, som er lidt svære at dele. For hvad hvis de læser med og bliver stødt? Eller bare ikke vil optræde herinde. Selvom det er anonymt ved vedkommende jo formentlig godt, at det er ham jeg omtaler.

SÅ – det er ikke fordi, jeg ikke vil dele mere om mit single- eller datingliv. Jeg føler bare, at der også er en grænse for, hvor meget jeg kan tillade mig at dele.

Jeg kan fortælle så meget, at jeg har været på nogle dates. Ikke mange. Ikke flere end, hvad der kan tælles på én hånd. Men det har ikke været nogle dates, som har ført til mere. Det har været hygsomt, men gnisten har bare ikke været der. Og det er bare noget, der er vigtigt for mig. Den pokkers gnist.

Jeg har nu heller ikke travlt med at skulle finde kærligheden. Den er der nok en dag, og jeg er lykkelig for mig selv. Hvilket jeg synes er rigtig vigtigt. At det ikke er et andet menneske, min lykke beror på. Jeg er ansvarlig for min egen lykke.

Derfor havde det da været dejligt at have én særlig person at dele min lykke med. Men indtil nu deler jeg den med alle de andre skønne mennesker, jeg har i mit liv. Og det er jeg nu i grunden ret tilfreds med.

 

Små glimt

En måde at få mere hverdag herind på er via disse små glimt. For I var nemlig mange, der gerne ville have mere hverdag og mere mig. Nu har jeg næsten lige læst hele min blog igennem, og jeg kan mærke, at jeg også selv savner mine indlæg, hvor jeg fortalte om dit og hint.

Det sidste stykke tid har jeg derfor;

Fået en ny tatovering! En fin lille natsværmer/sommerfugl. Lige midt på armen. Det er min første tatovering, som sidder et sted, der er meget åbenlyst. Alle  mine andre tatoveringer sidder lidt mærkelige steder, så når jeg står med bare arme, lægger man næsten ikke mærke til dem. Det gør man så sandelig med den her lige midt på armen. Den sidder også er lidt finurligt sted – og det kan jeg rigtig godt lide, at alle mine tatoveringer gør. Den hedder i øvrigt Viga og er en hen! Meget politisk korrekt tatovering. Når den ikke lystrer Viga, så er det fordi, der er mere en Viggo.

Jeg har set de første tulipaner springe ud i min have. A sight for sore eyes! Så er det altså ved at blive forår, når tulipanerne springer ud. Og der står de rigtig fint – jeg har overvejet at kappe nogle af dem af og stille i en vase. Men ærlig talt, så tror jeg, at de får lov til at blive stående der i beddet.

Jeg har  nydt varmen fra solen de sidste par dage med en kop kaffe og min weekendavis. Jeg købte sidste weekend havemøbler og grill, og jeg elsker, at jeg kan sætte mig ud i haven og spise min mad nu. Der var ikke nogle møbler før, men nu er der da plads til de første fem personer. Så skal grillen bare samles og bruges for første gang! Jeg er totalt en grill-type, når vejret er til det. Det er ikke fordi, jeg som sådan elsker grillmad. Men jeg er opvokset med at vi griller hele året rundt. Jeg tror, det er det sociale i at samles om grillen og sidde at spise sammen efterfølgende.

Jeg har leget 90’er hiphop band med mine medsammensvorne til Fynske Influencers; Rebecca og Lisbeth. Det er den dygtige musiker Karenina, der har sørget for at knipse det fine billede af os tre. Vi følte, at vi manglede noget, vi kunne bruge til en præsentation af os alle tre samlet. Jeg elsker det her billede – det er så fint!

Jeg har afholdt mit allerførste, ægte foredrag! Det foregik på Froggy’s i Odense centrum. Jeg skulle klart lige bruge de første 15 minutter på at tale mig varm, men da den værste nervøsitet havde lagt sig, synes jeg selv, at det gik rigtig godt. Jeg kan godt li’ at tale foran andre mennesker, og jeg elsker at kunne inspirere via de erfaringer, jeg har gjort mig i livet. Nu overvejer jeg at holde flere foredrag!

(Burgerne var sponsoreret – og de smagte fandme godt!)
Jeg fejrede, at det var mandag sammen med Rebecca i sidste uge. Det fejrede vi med burgere på Jagger. Sammen med vores mad fik vi deres slushice som altid har et ekstra tvist i form af en alkohol. Denne gang var det med rom, og den var perfekt supplement til maden.

Efterfølgende gik vi hjem til Rebecca og fik en lille gibbernak ekstra. Lige hvad en mandag trængte til at blive skyllet ned med.

I weekenden var jeg på arbejde på Kansas City. Jeg var afvikler til en koncert med god reggae og dance hall musik, og det var en af de mest mindeværdige aftener på arbejde. Der var så skør en stemning i salen – på en god måde altså. Folk var så glade, dansede rundt og krammede. Der var klart forår i luften.

Lige for tiden arbejder jeg ret meget og har travlt på kontoret på KC. Udover dét, så sker der en masse ret seje og spændende ting her bag kulisserne, som jeg ikke må fortælle noget om. På et tidspunkt i næste uger kommer der formentlig til at være radiotavshed på alle min sociale medier. Jeg må ikke fortælle hvorfor. Der går endda et godt stykke tid, før jeg må fortælle nogen noget. Men jeg kan fortælle, at jeg glæder mig! Både til at kunne fortælle meget mere, men også bare til, at de her ting sker!

Nyder I pre-sommervejret for tiden?

Min allergi stikker helt af, så for mig må der egentlig gerne komme et par regnskyl, der kan lægge alt den pollen ned, der ellers flyver rundt i vinden.

Jeg holder foredrag i Odense (om blogging, privatliv og bagsiden af medaljen)

En blog kan være ret meget #ananasiegenjuice.

Men med det senmoderne samfund vi lever i i dag, er rammerne sat for individualisering, navnepillebeskuelse og metodisk refleksion. Hvilket jeg synes, er rigtig sundt. For i alt dette hører også personlig udvikling og refleksion over, hvem vi er som mennesker og hvordan vi agerer i verden her og nu.

Jeg har de sidste fire år blogget under mit site Let’s Blog Some Shit. Jeg forstår ikke, at det kun er fire år, for det føles som i et andet liv, at jeg startede denne blog. Igennem bloggens levetid har jeg ændret og udviklet mig meget, hvilket selvfølgelig betyder, at det har bloggen også. Dette på mange måder. Måder form og indhold har været gennem mange forandringer, og nogle gange har jeg ikke anet, hvor det bar hen.

Men på et tidspunkt, har jeg bare valgt at følge med hvorhen bloggen tog mig. Den har taget mig mange forskellige steder hen, givet mig mange oplevelser og ladet mig møde mange helt igennem spændende mennesker. Hele vejen igennem har jeg dog haft en distance til alle jer kære læsere. Ikke fordi jeg ikke har kunne føle jer derude på den anden side af skærmen. Men fordi skærmen alligevel har fungeret som et slags skjold, filter eller visir om man vil.

Men nu er det tid for, at jeg tager jer med bagom skærmen! Sådan ægte in real life!

Jeg holder foredrag på Froggy’s Café i Odense. Det sker på mandag d. 23. april, og jeg glæder mig helt vildt! Her vil vil fortælle om, hvordan hele min bloggerkarriere er startet og ikke mindst hvorfor. Jeg vil fortælle om den udvikling både jeg og bloggen har undergået og jeg vil fortælle om bagsiden af den ellers veliscenesatte verden, som sociale medier nogle gange kan være.

Jeg advokere for, at vi skal være ærlige på sociale medier. Jeg bruger meget af min taletid på at vise min sårbarhed, mine usikkerheder og tale højt om de ting, der normalt kan være svære at tale om. For jo mere vi taler højt om de svære ting, jo mere ændrer vi normen for, hvad der kan være svært at sige højt. Som min ensomhed og følelse af, at jeg ingen venner havde, eller dengang jeg, på et meget abstrakt niveau, skrev om min stress, eller sidste sommer, hvor jeg brød en masse grænser og gemte min indre kylling væk.

Nu kommer jeg til at være så hudløs ærligt som jeg overhovedet kan til dette foredrag. Jeg kommer til at snakke om, hvad der kan være svært at konstant at tænke over, hvad næste indlæg skal indeholde eller hvordan næste billede skal redigeres. Jeg kommer til at fortælle om, hvor nervepirrende det kan være bare at gå en tur i Netto og ikke mindst, hvordan det har påvirket mit helt private liv. For det er ikke altid ligetil at forklare mine nærmeste, hvordan hele blogger-livet kan fusioneres med livet udenfor sociale medier. Og nogle gange kan jeg slet ikke dele ting, som jeg egentlig gerne vil. Det kan der være mange grunde til, og dem vil jeg også fortælle om på mandag.

Det koster kun 150,- for en billet til foredraget – du køber en billet enten i Café Froggy’s eller ved at ringe til dem på tlf. 65907447.

Det her er i øvrigt ikke en reklame for Froggy’s – bare så vi har det på det rene. Det er mig, der er booket til et foredrag og rigtig gerne vil have nogle af jer med som gæster. Selvom jeg faktisk slet ikke ved, om jeg tør stille mig derop til fuld skue! Jeg kaster i hvert fald mig selv ud langt ude fra min komfort zone – og det skulle eftersigende være derude, hvor vi lærer allermest.

Vil I have mere “mig” og hverdag?

Fotokredit: Rebecca Brincker

Noget jeg har tænkt over på det sidste er, om I kunne tænke jer flere indlæg om, hvad jeg laver til hverdag?

Nu er det ikke fordi, jeg mener, at jeg har den mest sindsoprivende hverdag, men jeg laver alligevel et par ting, der måske kunne være ret sjove at få mere af herinde?

Det kunne enten være indlæg i løbet af ugen eller måske et opsamlende indlæg a’la “ugen der gik”. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne dele noget mere “mig” herinde. Det føler jeg lidt, der mangler.

Bloggen er mit kreative outlet og fristed, hvor jeg kan lufte de tanker, der ofte rumsterer i mit hoved. Men jeg vil også gerne dele oplevelser fra mit liv, der måske/måske ikke kan være til inspiration for jer.

Jeg deler meget på min profil på Instagram – både billeder og stories – og det kunne måske godt overføres mere til bloggen?

 

Hvad tænker I? Hvad kunne I godt tænke jer mere af herinde?

Ny plantepusher til planteholikeren

Så forsvandt påsken som de sure stykker slik i min slikskål en tirsdag aften. Hurtigt og med velbehag hah!

Jeg har brugt påsken på at lade op, slappe af, fylde 29 år, se gode og dejlige mennesker, spise ekstra god mad, gå lang ture med hunnierne, lave forårsrengøring i lejligheden og male mit køkken. Det gjorde jeg i selskab med Malene.  Hun kom forbi da jeg var i fuld sving med malerrullen, og hun lavede lækre Old Fashioned i mit rodet køkken. Hun havde endda lækre godbidder med til hunnierne, der selvfølgelig straks forelskede sig i hendes dejlige væsen.

I min forårsrengøring besluttede jeg en dag at rykke rundt på alt møblement i min stue. Jeg hev alt ud af de mindre møbler og alle mine planter. De store møbler rykkede jeg rundt på, og prøvede at stille det anderledes. Jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt. Kender du det?

I mit tilfælde endte det med, at jeg rykkede alle de store møbler på plads igen hah! Så de står, som de har stået det sidste lange stykke tid. Jeg går stadig og lurer på, hvordan jeg kan stille det anderledes, men det orker jeg ikke at gøre igen foreløbig.

Jeg fik til gengæld rykket rundt på mine planter. Jeg har virkelig mange planter. Min stue er en semi-botanisk have, men jeg ønsker mig stadig flere planter. Jeg elsker at indrette med grønt, og det er lækkert for indeklimaet også. Bilder jeg mig selv ind.

Det gjorde en stor forskel i indtrykket på stuen, at jeg fik rykket alle planter ud, og fik sat dem på en anden måde ind igen. Jeg tror, at jeg har ca. 25 planter i forskellig størrelse i min stue, så der er alligevel noget at rykke rundt med.

Det er lidt en trend, det her med at bruge planter som en del af sin indretning, og jeg har altid elsket at have grønne planter i min lejlighed. Især det sidste år er min samling eksploderet og jeg får også tit at vide, at “nuuu er det altså nok med de planter Jeanette!”. Så ryster jeg bare på hovedet og køber en ny.

Jeg plejer at købe mine planter forholdsvis tæt på, hvor jeg bor. Mest fordi jeg skal transportere dem hjem i min (ellers ret store) cykelkurv. Jeg er glad for IKEA’s udvalg af planter. De har altid den famøse Monstera-blogger-plante til billige penge. Deres kokospalme er også ved at blive ret trendy at have stående. Og så har de mange kaktusser. Men jeg er ikke sååå meget nede med kaktusser længere. Medmindre de er kæmpe store.

Plantorama er også et ret fint sted at købe sine planter. Der har jeg mange planter fra. Bilka kan også indimellem gøre det ret godt. Den bedste planterhandler, også når det drejer sig om krydderurter, er Stige Blomster. Det ligger bare så langt væk fra mig, at det er sjældent, jeg kommer derud.

Jeg er også ret tit forbi diverse blomsterhandlere i Odense centrum for lige at tjekke udbudet igennem. Mine to lokale blomsterhandlere på Skibhusvej, Bagger Blomster og Blomsterhjørnet, er jeg ret glade for at titte ind til. Også Allestedlund Blomster lige ved gågaden i Odense er så fin.

Nåhmen nu har jeg til gengæld fundet en ny plantepusher midt i centrum. Caféen Fleuri, som jeg også jævnligt besøger for deres lækre kaffe, hyggelig atmosfære og fine snacks, forhandler også blomster. For nylig købte jeg den fineste Calathea med hjem fra caféen – det er den, der ikke er en Monstera! Den har lange stængler, hvor der hænger de fineste, silkebløde, grønstribede blade på med en smuk rød underside.

Jeg elsker, at den har en fin højde. For tiden leder jeg efter planter, der ikke behøver være så fyldige, men gerne have lidt i højden. Og så leder jeg efter planter, jeg kan lade hænge ned fra loftet. Jeg har øjnet et par stykker, men har ikke endnu gidet punge ud.

Planterne hos Fleuri er både virkelig pæne og til en ret fin pris. For mig handler det meget om både formen og farverne på planten. Jeg elsker de helt klare, grønne farver. Det gør bare et eller andet for mig med den grønne farve. Men der må også gerne være noget spil i det. Jeg er bare ikke til decideret blomster. Medmindre det er Hortensia eller afskåret buketter. Mine planter skal helst bare være grønne og have smukt formede blade.

Det var et lille tip til steder, hvor du kan brænde dine penge af på planter. Selv tak.

Bruger du selv planter som en del af din indretning eller er du græsk katolsk?

 

Mine overordnede tips til Marakkech

Marokko. Destinationernes destination. Sådan føles det for tiden. Alle rejser til det eksotiske, varme land, hvor keramikken er farverig, maden er anderledes og kulturen berigende.

Jeg vil gerne tilbage igen. Det er otte måneder siden, jeg var afsted. Jeg valgte at tilbringe 14 dage under heftigt varme himmelstrøg helt alene.

Jeg har et indlæg parat omkring min oplevelse ved at rejse solo. Det er ikke noget, jeg havde prøvet før, men klart noget jeg kan anbefale. Jeg vil også meget gerne rejse alene igen. Jeg skal bare lige finde ud af hvortil og hvornår.

I dag vil jeg dele nogle overordnede tips og gode råd til Marrakech. Mine tips er helt sikkert præget af, at jeg rejste alene, men de er formentlig også brugbare, selvom du har andre med på din rejse. Jeg tipper både ret lavpraktisk om nogle ting, jeg synes havde været rare at vide, inden jeg tog afsted – og om nogle ting, der er mere meta i sin form. Senere kommer der et indlæg om et par af de steder, jeg var mest begejstret for at have besøgt. Både for at spise og for at opleve. Men for nu – gode råd!

  1. Inden du lander er det en god ide at have styr på, hvordan du kommer fra lufthavnen til byen. Jeg havde booket en riad i Medinaen, og jeg anede ikke rigtig, hvordan det var nemmest at komme derhen. Jeg havde læst noget om busser og offentlig transport, men helt ærligt så orkede jeg ikke at bakse med busser efter min lange rejse. Jeg valgte derfor en af de taxaer, der holder i hobetal foran lufthavnen. Du skal ikke betale meget mere end 100 dirham for en taxa ind til Medinaen. Jeg betalte selv 150 dirham den ene vej, indtil jeg lærte taksterne at kende. Og de vil gerne presse prisen op!
  2. Hvis du tager en taxa, så sørg for enten at kende den eksakte adresse på dit riad eller hotel, eller find en lidt større plads i nærheden, hvor du kan blive sat af og evt. blive hentet af din vært/hotelpersonale. Sørg for at have styr på det her INDEN du lander. Jeg endte med at stå mega forvirret på en “plads” tæt på  mit riad uden nogen som helst form for kommunikationsmulighed og vente på min vært fra mit riad. Det var ikke en fed situation at stå der helt alene et sted, jeg aldrig nogensinde havde set før. Et kort øjeblik troede jeg faktisk bare, at taxachaufføren havde sat mig af, fordi han ikke orkede at høre på mig længere. Heldigvis hentede min vært mig kort tid efter, og jeg fandt hurtigt ud af, hvad pladsen hed og hvordan jeg kunne komme frem og tilbage derfra.
  3. Lad være med at gå rundt med din telefon og Google-maps fremme. Folk spotter lynhurtigt, at du leder efter vej og de vil meget gerne “hjælpe” dig. Ofte med det resultat, at du ender et helt forkert sted, og skal betale dig fra at finde vej igen. Eller at du ender inde i en butik, hvor den hjælpsomme sjæl, gerne vil sælge dig hint og dette.  Jeg fandt kun min telefon frem, hvis jeg skulle tage et billede eller to eller, hvis jeg var helt lost på min vej. Evt. gå ind i en kiosk og kig på din telefon, mens du køber noget at drikke.


  4. Hvis du vælger ikke at købe et taletidskort med internetadgang, så sørg for at downloade kort på Google-maps, når du er på wifi. Det virker skidesmart og jeg brugte det meget. Jeg valgte nemlig at “slukke min telefon”, når jeg ikke var på mit riad. Det gav mig en frihed, at jeg ikke skulle konfronteres med, hvad der skete derhjemme hele tiden. Jeg nød mine ture udenfor riaden meget mere, fordi jeg ikke konstant kiggede på min telefon.
  5. Find evt. et fast rute fra dit riad/hotel til Djema El-fna. Det er den store plads, som alle snakker om. Det er også Djema El-fna de lokale meget gerne vil guide dig vej til. Når du er på pladsen, kan du meget nemmere finde rundt derfra. Hvis du farer vild, så gå ind i butikkerne og spørg om vej. De har mindre tendens til at ville opkræve overnaturligt mange penge for at lede dig på rette vej igen.
  6. Hæv dirham i hæveautomaterne. Det er en god ide at have lidt dirham på lommen fra lufthavnen, men tjek lige kursen derinde, for den kan være sindsyg høj. Så hellere bare veksle lidt i lufthavnen og find en hæveautomat i byen. Der ligger flere tæt på Djema El-fnja.
  7. Husk at du helst ikke skal drikke vandet fra vandhanen. Den smager i hvert fald mega meget af svømmehallen fra min barndomssvømmetimer. Not good. Not good at all. Jeg børstede fint tænder i det. Der er jeg ikke så sart. Men evt. hav en vandflaske til at stå på badeværelset. Det havde jeg, så jeg kunne skylde min tandbørste i “rent” vand.
  8. Apropos vand; husk at drikke massevis af det. Jeg havde ikke køleskab på mit værelse, men køkkenet i mit riad var til fri benyttelse – herunder også køleskabet. Jeg købte store dunke vand – fem liter mindst – til at have stående i køleskabet. Tro mig – jeg drak i hver fald tre liter om dagen, hvis ikke mere. Jeg var også afsted da temperaturen var omkring mellem 30-35 grader og de sidste par dage sneg den sig op på de 45ish. Det var varmt, og det er vigtigt at huske det kolde vand. Især fordi det bliver varmt lynhurtigt. Hav gerne mindre flasker med dig, når du skal ud. Gerne to halvliters – dem når du hurtigt at drikke, hvis du slendrer rundt ligesom jeg. Du kan selvfølgelig også købe vand i de fleste kiosker på din vej, men det er rart at have med sig.
  9. Hvis du ryger, hvilket du selvfølgelig ikke gør!, men hvis du gør, så kan du kun købe cigaretter enten i meget store supermarkeder, hvilket der ikke som sådan findes nogen af i Medinaen, eller i særlige kiosker, der har tilladelse til at sælge cigaretter. Det er nemlig ikke alle steder, de må det. Du kan kende den særlige slags kiosk på et skilt de har hængende ude foran. Det har et symbol med tre cirkler sat sammen.
  10. Og lad lige være med at gå rundt og ryge alt for meget på åben gade. Det er ikke pænt – slet ikke hvis du er kvinde. Og sådan er det bare.

  11. Husk at dække skuldre (evt. albuer) og knæ til, når du er ude af din riad. Marokko er et muslimsk land, og mange kvinder går også med slør. Det er dog ikke alle, og især mange unge kvinder går uden slør. Og det er ikke ford du skal have slør på, men af respekt er det en fin markering at dække sig lidt til. Skik følge eller land fly. Derfor havde jeg altid enten t-shirt eller langærmet på og en lang nederdel eller lange, løse bukser. Det er simpelthen bare god stil IMO. Det gør i øvrigt også, at du ikke får giga lange blikke med på din vej. Vi ville sgu også kigge langt, hvis der gik en mand forbi på gaden med røven bar, og det er altså næsten samme princip i Marrakech med tynde skulderstroppe og små shorts. Det er ikke fordi, du bliver antastet i den mundering, men du bliver altså gloet på, fordi kulturen ikke er vant til den slags outfit. Igen af ren respekt for det land du besøger, så dæk dig til. Så er det jo heller ikke værre.
  12. Det var i øvrigt heller ikke noget problem for mig at gå rundt alene. Selvfølgelig blev jeg kigget lidt på, men jeg er også næsten gennemsigtig og skiller mig ud fra folkemængden. Jeg følte mig aldrig utryg, og de fleste mennesker jeg mødte på min vej havde gode intentioner. Det handler også om, ikke at være en idiot, hvis du rejser alene. Som jeg sagde til min familie inden jeg tog afsted “det jo ikke fordi jeg kigger ned af en mørk gyde om aftenen og tænker, nææ dét er da en god ide at gå derned!”. Hav din fornuft og logik med dig, og du kan fint begå dig alene.
  13. Far vild i souken. Du finder altid ud igen. Souken er Marrekechs svar på… Ja jeg ved det ikke helt. Et loppemarked gone crazy. Det er fyldt med alskens små bode, der sælger alt mellem himmel og jord. Det er for det meste det fine keramik, du sikkert har set på Instagram flere steder. Store flotte tæpper og pudebetræk, messinglamper, sko i massevis, smukke lædertasker, krydderier og taginer. Og prut for Guds skyld om prisen i souken! Hvor meget du prutter, afhænger lidt af dit krejlergen og samvittighed. Ofte syntes jeg, at priserne var så lave, at jeg næsten ikke pruttede om prisen. De sidste tre dage gik jeg dem virkelig til stålet, men jeg ved alligevel, at jeg sagtens kunne have fået tingene med hjem billigere. Det handler også om, at både du og den handlende får en god pris og ikke mindst en god oplevelse. Vær heller ikke bange, hvis de byder på te inden, under eller efter handlen. Deres myntete er tradition at drikke, så tag endelig imod den.
  14. Køb mad fra gadeboder. Jeg elskede at købe alt muligt mærkeligt mad til frokost, og det er virkelig billigt. Det kan generelt anbefales at købe mad fra gaden – jeg savner deres store, friske og virkelig saftige ferskner. Du ved – dem med pels. Jeg havde dem liggende i køleskabet og spiste ofte en eller to når jeg stod op. Et kg kostede om omegnen af 12 kroner. Billigt, billigt!
  15. Det frister at handle en masse i souken allerede de første dage. Men vent lidt til du har været der et par gange og måske vænnet dig til stemningen derinde. Jeg købte næsten alle de ting, jeg havde med hjem de sidste par dage på min rejse. Så fylder det heller ikke på dit værelse.
  16. Det er de færreste steder, de serverer alkohol om aftenen. Der skal du gerne ind til den nye bydel. Man kan heller ikke købe alkohol alle steder, og deres afdelinger med alkohol lukker tidligere end resten af butikken. Jeg købte af to omgange lidt forskellige øl og vine, som jeg nød om aftenen på tagterrassen.
  17. Smil, vær høflig, men bestemt. Især overfor gadehandlerne, der konstant prøver at råbe dig op. Sig nej tak med et smil. Jeg lærte et par arabiske og franske gloser. Fransk er mange steder i Marokko deres 2. sprog, ligesom vi har engelsk. Du kommer langt, hvis du kan lidt af begge sprog og selvfølgelig også engelsk. De forstår engelsk de fleste steder og mange taler også gebrokkent engelsk.

Det var vist mere end rigeligt med tips til Marokko og Marrakech for nu. Jeg har, som skrevet, et indlæg i ærmet parat med de steder, jeg helt sikkert gerne vil opleve igen, når jeg en dag skal tilbage til Marrakech. For det skal jeg bestemt.

Har du selv nogle tips til byen eller drømmer om at opleve det farverige land?

 

Dagdrømmeri

Jeg tramper i pedalerne. Jeg kan ikke finde ud af andet. Det skal gå stærkt. Jeg overhaler en pige foran mig. Tjekker, at jeg er kommet langt nok foran til, at jeg kan holde til højre igen.

Mine tanker flyver. Jeg er en dagdrømmer. Af den slags, der opfinder scenarier, der sikkert aldrig kommer til at ske. De er rare min dagdrømme. De er fulde af håb, ønsker og… drømme.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kunne drømme om de ting, der sker for tiden. Nogle gange overgår virkeligheden min fantasi.

Jeg rækker min højre arm ud. Jeg er en fast tilhænger af, at vi skal kommunikere til mennesker omkring os, hvor vi er på vej hen. Både for deres og vores egen skyld. Jeg bander ofte over dem, der ikke giver mig besked.

Det var nok ikke i mine drømme, at jeg skulle være her i mit liv, hvor jeg er i dag. At jeg skulle være alene. Single. Men det er jeg. Jeg er lykkelig i dag. Det var jeg også, da jeg havde en kæreste. Min egen lykke er altid det vigtiste for mig.

Det slår mig, at jeg lyder egoistisk. Det er jeg nu ikke. Jeg er bare mig selv. Min egen lykkes smed.

Solen glimter og jeg kniber mine øjne. Jeg har svært ved at se, hvad der sker foran mig. Jeg sænker ikke farten af den grund. Jeg kan mærke, at sveden finder vej på min ryg. Små dråber begynder at forme sig. Jeg bander af mig selv over, at jeg ikke kan finde ud af at sænke farten. Jeg aser og maser.

Jeg er en aser. Sådan én, der aser. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med det. Jeg har det nu ret fint. Nu jeg tænker over det.

Jeg nyder mit selskab. Mit eget selskab. Det har altid været en prioritet for mig. At kunne give mig hen til mine tanker. Måske er det derfor, jeg dagdrømmer så meget?

For tiden er dagdrømmeri ikke noget, jeg har særlig meget tid til. Alligevel formår jeg at gøre det. Indimellem alle de andre tanker og projekter.

Jeg drømmer om fremtiden. Om fortiden. Om nutiden.

Jeg drømmer om varme lande. Om det kolde nord. Om andre mennesker.

Ofte drømmer jeg om relationer. Om hvad jeg ville sige og gøre, hvis jeg helt selv kunne bestemme en oplevelse.

Tit drømmer jeg om, hvad jeg ville have gjort anderledes. Jeg fortryder ikke ting, jeg har gjort. Men jeg drømmer alligevel tit om, hvordan jeg kunne have gjort dem anderledes.

Det er sjovt med drømme. Nogle gange sker de. Ikke fordi de går i opfyldelse. For jeg ønsker ikke ting. Men jeg har prøvet, at mine drømme er sket i virkeligheden.

Måske er det sundt at drømme? Måske er mine drømme med til, at jeg ubevidst får mål?

Jeg rækker min venstre hånd i vejret. Kigger mig bagud. Mærker at sveddråberne har manifesteret sig til flere. Jeg sukker over min egen utålmodighed. Det kan bare ikke gå langsomt. Jeg sætter venstre fod i jorden og finder fæste med den højre. Stopper helt op og kigger fra side til side.

Så afsted igen. Helst i fuld fart. Jeg har ikke tid til pause. Eller til at ændre farten. Jeg bander lidt over vinden. Den hiver fat i min store cykelkurv. I blæsevejr hader jeg den. Når jeg handler elsker jeg den.

Jeg har et ligeså kompliceret forhold til mine dagdrømme. De giver mig et pusterum i løbet af dagen. De giver mig tænkepauser, hvor det er nødvendigt.

Jeg drømmer om en mand. De drømme har jeg ikke så mange af for tiden. Mest fordi jeg har det rigtig godt, hvor jeg er i mit liv lige nu. Ved at være mig selv.

Jeg forestiller mig, hvordan vi griner sammen. Hvordan han synes, hundene er søde. Hvordan vi henter mad og spiser sammen.

Så hiver vinden igen fat i min kurv og jeg glemmer, hvad jeg drømte.

Rundkørsler er sjove at komme forbi. De kræver mere opmærksomhed. Mere kommunikation. Jeg hiver min højre arm ud til siden og drejer ned af det sidste stykke på min vej.

Nu går det let. Det går ned af bakke, og jeg tramper endnu hårdere. Får mere fart på. Nu mærker jeg vinden på mine kinder. Min øjne løber i vand pga. kulden. Farten bruger jeg på vej op ad bakken. Det giver momentum.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg opfinder mine drømme…

Jeg ved bare, at jeg gør det.

 

En musisk forelskelse og tip til jer

I mit sidste indlæg fortalte jeg om, hvor glad jeg er for musik. Især for at opleve musik live. Det gør bare noget helt specielt ved kroppen og sindet, når jeg står til en koncert. Lyden, det taktile ved oplevelsen og selvfølgelig tit kolde øl! Hah!

Men jeg hører virkelig også meget musik bare generelt. Hvilket betyder, at jeg ofte falder over ny musik, som jeg forelsker mig hovedkulds i. Det vil jeg gerne dele med jer, for der er ikke noget bedre, end at være den, der præsenterer ny, fed musik, som andre mennesker også bliver forelsket i.

I går sad jeg og surfede rundt på Spotify. Det er ret tit, jeg finder ny musik på den måde. Ved bare at surfe rundt på de forskellige streamingtjenester. SoundCloud er forresten også et godt sted at finde ny musik, hvis du selv vil surfe rundt.

Jeg faldt over some dude, der hedder Seth XVI. Det er i hvert fald hans kunstnernavn. Jeg kan sgu ikke helt finde ud af, hvad han hedder i virkeligheden. Men det gør egentlig heller ikke noget. Han har omkring 2000 likes på Facebook, så han er rimelig ny i gamet, trods over en million afspilninger på flere af hans numre bare på Spotify. Og det gør det kun endnu federe for mig.

Jeg elsker at høre musik, der ikke bliver spillet i radioen. Jeg var drønforelsket i Oh Land på hendes to første albums. Da hendes musik begyndte at blive kendt og mere “normalt” sprang jeg lidt fra igen. Så det er kun det første af hendes musik, jeg virkelig sætter pris på og lytter til. Det er til gengæld også ret spacy og specielt.

Nåhmen Seth XVI er mega cool! Han har en ret feminin, blød men samtidig distinkt vokal. Musikken er en god blanding af synth, en sprød lyd, god guitar og klaver. Genren kan vist bedst defineres som new pop. Men på den der virkelig soulish, melankolske, men også danseagtige måde. Hør det!

Jeg highlighter lige tre af hans numre, jeg er specielt blød i knæene over.

Come & See er for mig en kærlighedssang. Den handler om den slags relation, vi kan have til nogle mennesker, hvor selvom relationen ikke eksisterer længere, så eksisterer den stadig på et komplekst niveau. Det kan både være romantiske og ikke-romantiske relationer. Både teksten og melodien gør det godt for mig.

 

All My Friends har en munter stemning. Den handler om trygheden ved at have mennesker omkring sig, der støtter en gennem ild og vand. Selvom vi kan føle os alene, så har vi nogle personer, der, hvad end vi nogle gange vil det eller ej, er der for os og blander sig på en god og konstruktiv måde i ens ned- og opture. Selvom vi kan føle os fortabte, så har vi venner – og de kan gribe os, når vi falder. Melodien er desuden ret catchy, og jeg får lyst til at sveje rundt i min stue, når jeg sætter det nummer på.

 

I Can’t Keep Loving You. Endnu en kærlighedssang. Men er de fleste numre ikke det?
Den her handler, for mig, om at sige farvel til en kærlighed, der af forskellige årsager ikke er god for en længere. Samtidig er afskeden et onde, man ikke vil opleve.

 

Der er mange flere numre fra Seth XVI som jeg er vilde med (Fire og Hurt You Back er virkelig også nogle numre, der har sat sig fast) . Generelt er jeg vild med hans musiske univers. Giv det et lyt og fortæl mig, hvad du selv tænker?

 

Det her med at gå til koncerter (og hvorfor jeg synes, du skal til at komme afsted!)

Inden jeg startede mit job hos Kansas City havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle være typen, der svansede rundt i koncerter hele tiden. I snit er jeg til en koncert en gang ugen. Denne uge har både stået på koncert med Kendric Lamar i Royal Arena og Stine Bramsen i Odeon.

 

Det er ikke kun i Odense, jeg går til koncerter. Jeg tager gerne afsted længere væk, hvis det er musik, jeg virkelig gerne vil høre. Ovenstående video er fra koncerten med Kendric Lamar. Her startede han selv nummeret Humble, og fik 16.000 mennesker til at rappe hele teksten! Efterfølgende spillede han hele nummeret selv. Det var en vild oplevelse.

Forskellen fra nu og for to år siden, inden jeg selv begyndte at arbejde i musikbranchen, er nok, at jeg dengang ikke gik sååå meget op i musik. Nu hører jeg vel musik 8 timer om dagen. Not kidding you. Jeg kan ikke rigtig selv vurdere om det er meget eller lidt. Men det er ikke radioen jeg hører. Det er musik, jeg aktivt sætter på og vælger at lytte til.

På kontoret til hverdag er det den, der komme først, der vælger musikken som vi alle kan høre. Det er ofte min kollega Frederik (jeg oooorker ikke at stå så tidligt op som ham), og han sætter ofte rock/metal på. Nogle gange spørger vi ham, om han ikke vil sætte noget lidt mere indie på. Eller singer/songwriterish. Og det vil han altid.

Ofte sætter jeg dog mine høretelefoner på (jeg har det her par fra Marshall, som jeg elsker!), og sætter mit eget musik på. Musikken på kontoret er heldigvis ikke så høj, at den ikke nemt kan overdøves. Og så arbejder jeg rigtig godt, når jeg kan lukke mig ind i min egen lille verden.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, sætter jeg musik på igen. Enten fra Spotify, som er det medie jeg bruger til at spille musik fra, eller på min pladespiller. Jeg har efterhånden en fin, lille samling af LP’er, så der er noget til ethvert humør. Selvom den helt sikkert gerne må udvides!

Så jeg hører altså ret meget musik. Og jeg går til mange koncerter. For er der noget, jeg har lært gennem mit arbejde på Kansas, så er det at sætte pris på en god koncertoplevelse. Nu lægger jeg selvfølgelig også mærke til mange andre ting end kun musikken, når jeg er til koncert.

Jeg tænker tit over den produktion, der har været op til en koncert. Hvor mange mennesker, der har været med til at få det hele til at løbe rundt. Og hvordan lyden er på anlægget. Jeg lægger især mærke til lyset nu – noget som jeg praktisk taget ikke skænkede en tanke før i tiden. Men nu ved jeg, hvor meget arbejde, der ligger bag et godt lysshow!

Udover musikken til koncerter, så får jeg nogle gode oplevelser. Det er hele stemningen til koncerter, hvor vi får det privilegium at opleve artisterne opføre deres musik LIGE foran os. Det er altså noget særligt.

Jeg kan i øvrigt sagtens tage til koncert alene. Det er ikke fordi, jeg ikke vil dele oplevelsen med menneske, jeg har kær, men ærlig talt, så har jeg mest fokus på musikken og er meget i nu’et under en koncert. Jeg har i hvert fald ikke den store lyst til at snakke fx. Jeg kommer alligevel altid til at stå “hvaaad. Hvaaa. Hvad sir’ du?! Når ja ehm ja okay (nikker indforstået selvom jeg ikke fatter en skid!)”.

Jeg har været til både festivaler og koncerter med min gode veninde Regina nogle gange efterhånden. Og vi har en ret fin indforståethed om at opleve musikken når vi er afsted sammen. Så er der masser tid til at snakke både før koncerten. Her mest omkring vores forventninger til oplevelsen. Og så igen efterfølgende. Hvordan vi blev påvirket af koncerten og ja. Bare hele oplevelsen.

Og så er det da meget rart at have nogle at snakke med det om. Altså oplevelsen af musikken. Men selve oplevelsen – ja den har jeg ligesom for mig selv, og det er ret fint egentlig. Jeg har nu også været til nogle koncerter efterhånden med min homie Simon. Mest fordi han er min dakkedak ven! Der er ligeså glad (ej okay det er løgn, faktisk mindst fem gange så glad) for elektronisk musik, som jeg selv er. Og faktisk også for rap og hip/hop. Men vi snakker egentlig heller ikke rigtig under koncerten. Vi drikker mest øl og hopper lidt på stedet. Og nyder musikken selvfølgelig.

Hvilket nok er min hovedpointe. Tag afsted til koncerter og nyd musikken! For vi oplever musikken på en anden måde, når den bliver præsenteret lige foran os, fremfor når vi sikkert ikke er så fokuseret på rent faktisk at lytte til den. Og så er det også bare fedt at opleve de musikere, jeg er glad for live. Og se dem i virkeligheden. 

Til Northside ’17 oplevede jeg front row The Prodigy. Hvilken er en af de bedste koncertoplevelser, jeg nogesinde har haft. Jeg var afsted sammen med Regina, men hun er ikke meget for at den asen og masen foran ved hegnet. Men jeg måtte altså foran og tæt på. Så jeg maste mig helt foran og stod alene. Så alene man nu kan stå med et par tusind mennesker omkring sig hah!

Det var det vildeste! Jeg stod ved siden af en mægtig sød, meget høj, afroamerikaner (er det politisk korrekt at sige nu om dage?!), der så det som sin fineste pligt at sørge for, at lille jeg ikke blev mast alt for meget. Da koncerten var slut snakkede vi kort om oplevelsen vi lige havde delt sammen (igen med en del andre mennesker) og gik ellers hver til sit. Så hygsomt.

Morgenen efter sider Regina og jeg ude foran hotellet og prøver at tage os sammen til at gå ned til festivalpladsen igen. Vi var rimelig svitsede. Og ud kommer Keith Flint og Keith Palmer aka. Maxim (to af dem fra The Prodigy) fandme vandrede ud fra hotellet og står i 10 minutter og trækker frisk luft, inden de satte sig ind i deres biler og drog afsted. Vi boede så godt nok også på et hotel, hvor Northside havde ret mange af deres musikere logerende. Vi spiste fx morgenmad ved siden af hele holdet fra Suspekt den ene dag.

Det er til dato min største fortrydelse (for dem har jeg åbenbart nogle af, når det drejer sig om musikoplevelser), at jeg dén morgen ikke bare sked hul i min fan girl angst, og gik direkte hen til Keith og Maxim og fik taget det selfie! Altså – jeg kunne jo kun have fået et nej ikke?

Strong Little Heart playliste (perfekt til arbejde eller melankoli)

Åh ja. Det er et stykke tid siden, jeg har delt en playliste herinde. Jeg laver dem ellers ret tit. Mest fordi jeg hører meget musik, og er lidt af en organisator, der godt kan li’ at sætte musik (og alle mulige andre ting) i forskellige rammer.

Og gode musikrammer er playlister. Jeg hører enten min musik på min pladespiller (tak til min homie Simon for det setup!) eller på Spotify. Det er også på Spotify jeg tit finder ny musik til samlingen.

Jeg delte i starten af året min “most played” liste herinde fra Spotify og samtidig fortalte jeg, hvor lang jeg egentlig havde hørt musik sidste år. Altså præcist, hvor mange timer og minutter. Selvom det nok egentlig drejede sig om uger hah! Så er der jo også alt det musik, jeg hører udenfor Spotify. Og så løber det sgu op.

Hvis du vil følge mig på Spotify – for ja der man kan nemlig også følge hinanden – så skal du være velkommen til det. Jeg laver alle mulige og umulige playlister hele tiden, og udforsker constance ny musik. Så muligheden for at du selv finder ny musik via min profil er ret stor.

Foto: Rebecca Brincker 

I dag vil jeg dele en af mine yndlingsplaylister med jer.

Jeg afspiller den her playliste mindst tre gange om ugen. Og jeg bliver ved med at fylde på den med nye sange, når jeg falder over nogle, der passer ind i temaet.

Playlisten hedder “</3 Strong Little Heart”. Jeg hørte den rigtig meget, da Casper og jeg gik fra hinanden og i den proces har de her numre haft forskellige betydning for dem. Altså deres mening har ændret sig samtidig med, at jeg er kommet længere i den proces det er at to mennesker går fra hinanden. Du kan også se, at jeg faktisk begyndte på denne liste allerede i marts sidste år. Den har fulgt mig et år nu, så de her numre betyder altså virkelig noget for mig.

Jeg bliver ikke ked af det, når jeg hører de her sange. Nærmere tværtimod. Så bliver jeg opløftet og fyldt af en følelse af opmuntring. Men altså sangene handler meget om det her med, at kærlighed ikke kun er godt eller skidt, men kan være gråzoner. For mig er kærlighed og relationer til andre mennesker heller ikke sort/hvide. Det var det måske på et tidspunkt, men jeg udvikler mig hele tiden. Og især de sidste par år. Jeg oplever relationer i dag som komplekse og nogle gange kompliceret. Men på en god måde – hvis det giver mening. Altså kærligheden kan godt gøre ondt, men det betyder ikke, at den ikke er rar. Eller at jeg ville have været foruden den. Og nogle gange er det bare… Ja. Nogle gange er der bare ikke en løsning på det med kærligheden.

Bare fordi man finder ud af, at man ikke længere skal være i en relation – hvad end det er som kærester, venner eller andet – så betyder det jo heller ikke, at det bare er dét. Tit indeholder de relationer vi har jo langt flere komplekse følelser end bare ja/nej.

Præcis ligesom da jeg gik i de mindre klasser i folkeskolen, og vi sendte kærestebreve til hinanden. Der var altid muligheden med “måske”. For det indeholder de mere komplekse aspekter af en relation.

Anyways nu rambler jeg bare. Hør playlisten og lad mig vide, hvad du tænker. Måske du oplever de her numre på en helt anden måde, end jeg gør.

Ps. Titlen betyder for mig, at selvom mit hjerte føles lille nogle gange, og ikke SÅ fyldt op med kærlighed, måske endda nogle ret gået lidt i stykker, så er det stadig mit stærke, lille hjerte ♥

Hvordan jeg har det når #14

Det er aaalt for lang tid siden, jeg har lavet denne slags indlæg! Men jeg synes selv, de er virkelig sjove at lave, og mit indtryk er, at det synes I også. Der er også et par situationer, der trænger til at blive visualiseret med GIF’s så here goes!

Kvinden foran mig i toget, mader hendes femårige datter med skyr, og datteren vil spytte det ud, og moren sætter sin mund til hendes og laver en omvendt fuglemor

Det er minus 500 grader udenfor og jeg skal cykle

Cyklisten foran mig cykler så langsomt, at de nærmest cykler baglæns

Min reaktion når jeg cykler i blæsevejr (ja det gør mig ret arrig…)

Jeg læser mine tidligere GIF’s indlæg, og får præstationsangst nu

Jeg ikke har været særlig meget hjemme og min lejlighed ligner et bombet lokum og jeg prøver at rydde op på den korte tid jeg har

Jeg tænker på, at jeg skal til koncert med Kendric Fucking Lamar med en god veninde i morgen!

Jeg skulle vænne mig til at være single og det crazy datinggame, der hersker nu

Hvordan jeg har det nu med at være single

Hvordan jeg tilgengæld har det med ordet “single”

Jeg reflekterer over, om jeg nogensinde møder en mand, der kan holde mig ud

Jeg reflekterer over, om jeg nogensinde møder en mand, jeg kan holde ud

Aaaaand that’s all folks! Jeg håber ikke, at I fryser næserne af i denne kulde!
Husk at læse de andre “Hvordan jeg har det når…” indlæg.

Find mig til Veras tøjmark i Odense

Annonce – jeg har fået standen sponsoreret

Hey peeps! Er I kommer godt i gang med ugen? Jeg har en crazy travl uge foran mig. Jeg har en masse arbejde, der skal klares – og så sker der nogle RET spændende ting for tiden, som jeg er ved at dø over ikke at kunne dele offentlig endnu!

Men med tid kommer gode tid, og jeg glæder mig til at afsløre, hvad jeg går og bruger meget af min tid på for tiden.

Jeg bruger i hvert fald ikke tiden på mænd, hvis I tænker, der er sker noget siden jeg meldte mig til “Koden til Kærlighed“. Jeg møder simpelthen ikke noget særlig interessante mennesker (mænd) for tiden, hvor der ligger noget romantisk i det. Jeg opsøger det heller ikke selv, så i grunden passer det mig sikkert ret fint.

Jeg bruger til gengæld noget tid de her dage på at rydde ud i mit klædeskab. For jeg har en stand til Veras tøjmarked i Storms Pakhus i næste weekend! Det glæder jeg mig vildt til!

Jeg elsker selv at købe genbrug, og bruger ofte tid med at gå og snuse mig frem til de gode fund. Det betyder til gengæld også, at jeg får samlet en masse tøj sammen, som jeg kun går med en enkelt gang indimellem, fordi jeg har så meget tøj! Så jeg glæder mig meget både til at få ryddet ud i mit eget tøj, men også til at kigge lidt i de andre stande til markedet.

Hvis du ikke kender til Veras markeder, så uddyber jeg lige lidt her. Det er tøjmarkeder, der også har en tilhørende kommissionsbutik. Indtil videre har konceptet eksisteret i KBH og rykker nu også til Odense. Der kommer til at være både tilbagevendende markeder i Storms Pakhus, og de åbner en butik i Pogestræde midt i Odense C.

Butikken i Odense kommer til at have en åbningsreception 10. marts kl. 12.00, mens butikken allerede åbner 8. marts kl. 12.00. Jeg skal selv til åbningsreception samme dag i butikken, og jeg glæder mig til at se, hvordan butikken ser ud og fungerer i praksis.

Hvis du selv kunne tænke dig en stand til markedet 11. marts, kan du finde den her.

Nåmen det her var egentlig bare et lille tip fra mig til jer om et lækkert og spændende marked i Odense. Jeg kommer, som skrevet, selv til at have en stand hele søndag d. 11. marts i Storms Pakhus. Jeg kan simpelthen ikke beskrive nok, hvor meget jeg glæder mig. Selvom I nok har forstået det nu, hah!

Hvis du skal afsted, så kom endelig lige hen til mig og sig hej. Det kunne være SÅ sejt at hilse på nogen af jer, der følger med IRL. Og hvis I følger med på bloggen, skal jeg selvfølgelig nok give jer en god pris! 😉