OUTFIT // HISTORIEN OM JAKKEN FRA H&M

Dagene går hurtigt for tiden. Weekenden har stået på arbejde, og afsked med en kær kollega. Dette indebar selvfølgelig lidt for mange (gode og stærke!) mojitos lørdag aften. Men altså når rommen er blevet importeret direkte fra Cuba, så er der altså bare ikke noget at gøre.

Jeg fik dog brugt en halv time den anden dag i H&M efter job. Det er altid pisse farligt. Jeg har det lidt ambivalent med H&M. De laver godt nok mange forskellige slags styles, og det er formentlig også deres force. Men det kan næsten også gøre det uoverskueligt at finde noget man gerne vil have med hjem. Måske jeg bare er vokset fra meget af deres tøj? No matter what, så finder jeg altså indimellem krukken med guld for enden af regnbuen, og dette gjaldt sig den anden dag. Jeg har i lang tid sukket længe efter denne jakke. Jakken som jeg så, rørte ved og sukkede over. Perfekt kombination af pink og fugle. Men som jeg alligevel besluttede jeg ville lade hænge for at tænke over om den nu også var noget. Så hjem med mig og mærke efter. Det gør jeg altid, hvis jeg er i tvivl om der er noget der skal med hjem. (U)lykken denne gang var dog, at da jeg havde besluttet mig for, at JA den var sgu det værd, så var den altså væk. Ak!

Men så den anden dag så jeg den. En ansat fimsede rundt med den i armene, mens hun hængte prøvet tøj på plads. Så jeg snuste efter hende imens hun hængte trøjer, toppe og kjoler på plads. Indtil der tilsidst kun var jakken tilbage. Endelig fandt hun en plads til den. YES! Jeg fløj hen til stativet så ubemærket og ikke-stalker agtigt det nu kunne lade sig gøre. Og der var den. Den fine pink jakke med fugle på. I str. XL. Den var ALT for stor. Den ville jeg ikke kunne lade gå som oversize. Så jeg drog et suk, og tænkte at så var det det.

Jeg havde egentlig opgivet kampen om at finde noget brugbart på daværende tidspunkt. Kunne ikke overskue det. Tusind mennesker, to dage efter lønningsdag. Butikken lignede, som jeg udtrykte det da jeg var 6 år gammel, et ødelagt WC. I stedet for porcelæn lå der dog bøjler overalt, accessoriesafdelingen lignede en glimtende vandlås der havde givet op og de ansatte mindede i høj grad om vvs’eren der stod overfor en umulig opgave.

Men så. Der midt imellem ødelagt porcelæn og glimtende lort der hang den. Denne fine jakke.

Den måtte med ind i prøverummet. Og her var et ødelagt WC pisse (hæhæ) lige meget. For selv i prøverummets uretfærdigt sandfærdige lys var jeg forelsket.

Vi levede lykkeligt til vores dages ende. Eller indtil jeg bliver forelsket igen.

Så dét var historien om, hvordan én jakkeulykke i sidste ende endte lykkeligt. Når enden er god er jakken endnu flottere! Er det ikke sådan den er?