Om at være ulykkelig – og at det er okay

Det her indlæg skrev jeg medio januar. Det var godt at skrive. Det er OK hårdt at dele nu. Men jeg tror, at det er sundt at vise sin sårbarhed. Også når det er af denne mere ulykkelige slags. 

Så. Here goes. Nok et af de mest personlige indlæg jeg til dato har udgivet her på bloggen. Ikke, at jeg ikke normalt er personlig herinde. Men ofte er det under dække af mine livretter, pænt tøj eller oplevelser i mit liv.

I dag har jeg fjernet det dække. I dag har jeg fjernet alle de fine farver. Alle mine smil. Alt min makeup. For at sidde tilbage sårbar og nøgen. Altså ikke i ordets bogstaveligste forstand vel? Men det forstå du sikkert godt.

Men her sidder jeg så. Og blotter mine inderste tanker og følelser for dig. ”Hvorfor” tænker du? Jeg ved det ikke selv. Måske i et forfængeligt håb om, at jeg kan finde ligesindede mennesker, der har det på samme måde som jeg lige nu? Måske for at give trøst til de mennesker om, at de heller ikke er alene? Måske bare for min egen skyld? Fordi jeg har brug for et outlet.

Normalt er bloggen mit outlet. Jeg har altid kaldt den mit kreative outlet. Det er den også i dette indlæg, men måske mere kreativt i retningen af, hvordan jeg kan dele mine følelser. Og hvordan jeg bearbejder dem.

Jeg har altid brugt det her med at skrive som en måde at håndtere mine følelser på. Nogle gange i mere eller mindre grad. Men når jeg skriver, så forsvinder mine følelser gennem mine fingre, ned på tastaturet og op på skærmen. Og her på skærmen… der står mine følelser langt klarere for mig end i min krop.

De følelser jeg sidder med lige nu, er ikke nogle følelser, jeg ville ønske for andre. Alligevel skrev jeg før, at jeg måske skrev og udgav dette indlæg i en fortrøstningsfuld søgen efter ligesindede. Men i virkeligheden håber jeg ikke, at de findes. For så ville det betyde, at de var lige så ulykkelige som jeg.

For i øjeblikket er jeg nemlig ulykkelig. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke sur, vred eller deprimeret. Jeg er ulykkelig. Ulykkeligheden rammer mig som istapper, der falder fra taget når solen står højest og smelter dem. Den rammer mig som skyggerne, der bliver lange når solen står skævt på himlen. Den rammer mig som den isnende kulde om morgenen når jeg ånder iskrystaller en frostmorgen.

Samtidig lurer den alle vegne. Den omklamrer mig ved min mindste uopmærksomhed. Det øjeblik jeg slapper af, sniger den sig ind på mig og higer sig fast. Ikke som en igle, der suger sig fast. Mere som en våd jakke efter en regnfuld cykeltur. Ulykkeligheden. Den hænger over mig i øjeblikket, og min eneste flugt er at omfavne den og lukke den ind.

For jeg kan ikke flygte fra ulykkeligheden. Jeg kan ikke løbe stærkere end den, selv hvis jeg prøvede. Og jeg har prøvet. At løbe stærkt altså. Ikke på løbebåndet Gud nej. Jeg har slet ikke trænet endnu i år. Jeg har prøvet af løbe fra ulykkeligheden ved at fylde mit hoved med aktiviteter, fylde mine dage med aftaler og fylde mit tv med formålsløse tv-programmer. Men i det øjeblik jeg lægger mit hoved om aftenen på min pude, det øjeblik jeg ikke har nogle aftaler, det øjeblik jeg slukker mit tv, så finder den mig igen. Og selvom jeg fik en tiltrængt pause er den uvidende følelse kun midlertidig. For jeg kan ikke løbe fra det. Ulykkeligheden.

Den fylder min hverdag, mit liv og min krop for tiden. Det tynger mig og presser mig ned, og selvom jeg higer efter at bryde vandoverfladen og søge ind mod land, hvor jeg bedre kan trække vejret, så er tiden ikke til det lige nu. Jeg må træde vande i stormen og holde mig lige akkurat flydende nok til, at jeg ikke bliver suget med ned mod bunden.

Det er den omdiskuterede, levede og uundværlige kærlighed, eller mangel på samme, der er grund for min ulykkelighed for tiden. Det her gør så ondt, og er så personligt, men jeg håber på forståelse fra dig, der læser med lige nu. For har du ikke selv prøvet at måtte bryde med dit livs kærlighed? I den ene eller anden forstand? Det håber jeg ikke, at du har måtte, men samtidig er jeg så egoistisk, at jeg gør. For det vil give dig forståelse for mig lige nu. Og det har jeg brug for. Jeg har brug for, at det er okay at være ulykkelig. At det er okay ikke at være i tjulahop 24/4. At det er okay at dele det her.

Jeg oplever lige nu et brud med den person, jeg troede, jeg skulle leve livet sammen med. Men efter seks år sammen, har Casper og jeg valgt at gå hver til sit. Det føles så pokkers hårdt at skrive det her, og mine fingre kæmper imod, hvad mit hoved vil have dem til at skrive. Det er som om, jeg har fået midlertidig lammelse, og mine fingre danser rundt på tastaturet som en nyfødt kalv på græs.

Men realiteten er nu engang som den er, og jeg kan ikke længere undgå at indrømme overfor mig selv, at jeg er ulykkelig over situationen som den er lige nu.

For situationen er ikke som nogle af os havde håbet, eller troet, at den skulle være. Det hele er så komplekst, diffust og forvirrende, at jeg ofte glemmer, at lejligheden er ganske mennesketom når jeg kommer hjem fra arbejde.

Men det er den. Jeg er blevet boende i vores lejlighed, som nu snart kun er min lejlighed. Her bliver jeg boende med mine to hunde. De holder mig med selskab selv når jeg intet selskab vil have. Det tror jeg er ret sundt for mig. Måske du allerede havde luret, at der var noget under opsejling. Måske du er pisse ligeglad. Måske, måske, måske. Oveni hele situationen, hvor Casper er flyttet ud, oplever jeg nogle endnu mere private familiære dilemmaer, som jeg ikke engang kan komme ind på lige nu. Men det hjælper i hvert fald ikke på, hvordan jeg går og har det for tiden.

Det er nu engang, sådan landet ligger, og lige nu er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg har verdens skønneste søster, veninder og netværk, der bærer over med mig, fordi jeg i øjeblikket ikke er mit vante, positive selv. Jeg bærer endda over med mig selv i øjeblikket, og har f.eks. tilladt mig et biologisk forsøg, hvori jeg forsøger at efterlade et aftryk af min flade krop i min nye sofa.

I det mindste er der kommet noget godt ud af denne suppedas. Nye møbler.

8 replies
  1. Line
    Line says:

    Jeg synes, du er så sej og stærk, når du åbner op og lukker os læsere indenfor. Også selvom følelserne er måneder gamle. Det er især rart at læse, når jeg ved, at solen skinner lidt mere og der er længere og længere imellem ulykkelighedens stunder.

    (Jeg skrev lige en kommentar mere, den fra i går er vist ikke røget igennem!?)

    /Line

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      TAK Line. Det betyder så meget, at du fortæller mig det her. For jeg føler mig ret sårbar når jeg lukker sådan op. Sjovt nok jo.

      Glæder mig til du kommer hjem til masser kaffedates.

      Kram fra Odense

      Reply
  2. jeanette Henriksen
    jeanette Henriksen says:

    Hvor er det bare en rørende indlæg og du skal vide at det er helt okay at være i en periode, hvor man har det sådan. Det viser jo blot at du virkelig har kærligheden med og det i sig selv kan være smukt, selv om du nok ikke kan se det nu. At bryde med nogen som har betydet så meget, den smerte er bare så ufattelig hård.. Dejligt at du har en skøn familie og venner omkring dig..

    Synes det er så modigt af dig at skrive dette indlæg så åbent.. Håber det kan hjælpe med at helbrede din ulykkelighed.. <3

    Kæmpe kram herfra.. <3

    Reply
  3. Kathrine
    Kathrine says:

    Hej søde,
    Urgh, de ord og ulykkelighed rammer mig lige i mit omsorgsfulde sygeplejerskehjerte❤️ Jeg vil bare kramme dig, mase al dette ud af dig.
    Men som du skriver, så er der nogle livskriser der skal gennemleves, man står op, drikke kaffe og kroppen bevæger sig. Hovedet er ikke med, men nogle gange skal man lade det være.
    Bare lade være med at tænke på det. På det der gør så inderligt ondt at man føler man brister.
    Men efter en tid så går det fremad, du et stadigt i et stykke og kærligheden løser sig. Hvis ikke med denne person, så med en ny.
    Jeg har kendt dig kort, men er allerede meget vild med dig! Du er sød, smuk, klog og ikke mindst meget morsom.
    Du kan også gøre som en sønderjysk ven sagde til mig en gang” det skal drikkes væk og pisses ud, Kathrine!”
    Pas på dig.
    Kram fra Kat

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Årh sådan et kram lyder dejligt smukke Kathrine!

      Kroppen gør nemlig bare tingen efter rutinen og hovedet følger langsomt med.

      Hvor er det bare en virkelig kærkommen kommentar! Jeg bliver glad helt ned i maven!! Jeg har helt bestemt afprøvet mange metoder for at komme igennem den her proces, og at drikke og pisse det ud har også været en af dem 😉 Det skal man vist prøve efter sådan en omgang her.

      Jeg håber, at vi snart ses igen Kathrine. Du er i hvert fald en skønt selskab.

      De bedste solskinshilsner J

      Reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply to Kathrine Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *