NOGET OM USIKKERHED OG VALGFRIHED

Vi springer lige direkte fra anekdoter om og konkurrencer af kalendere til mere reflekterende tanker i dette indlæg, hvor jeg tænker over alle de valg vi i dag har, og hvad det betyder for mig. 

I et samfund, hvor vi alle har valgfrihed over alt, og vi alle prøver at være unikke, finder jeg, at mange finder deres unikke karakteristika hos andre mennesker. Deres originalitet er ikke original. Det er den humane pendant til high street kædernes kollektioner med referencer lidt for enslydende til high end, haute couture, originalerne.

Vi har frit valg på alle hylder til at være lige, hvad vi vil. Min generation har hele livet fået at vide, ”du kan blive lige hvad du ønsker”. Min klichésætning blev dog ofte efterfulgt af et “hvis du arbejder for det, og gør dit bedste”. For tingene kommer ikke af sig selv. Man bliver ikke, hvad man vil uden at løfte en finger. Og det er jeg absolut enig i. Der skal tid, kvalitet, arbejde og kræfter til.

Der, hvor det står af for mig er, at jeg ikke vil blive lige, hvad jeg vil. Misforstå mig ikke – havde jeg kunne være Andreas på vej i rummet havde jeg grebet den chance. Men for mig handler det ikke om, hvad jeg vil være mere som hvem. Hvilken slags person ønsker jeg at være? Herunder findes mange facetter. For det drejer sig ikke kun om, hvem min person er, men også hvordan jeg behandler andre mennesker. Ikke mindst, hvordan jeg behandler mig selv. For det er nemlig endnu en facet – at vi i højere grad defineres af, hvordan vi behandler os selv. Vi er hovedrollen i teateret, hvor scenen er konstant foranderlig efter vores forgodtbefindende. For scenen – den er vi også selv instruktør over, og produceren siger ikke noget til konstante sceneskifte – for produceren er vedkommende du ser i spejlet.

Det slår mig dog, at det er svært for vores generation at ”bestemme” sig for, hvem de gerne vil være. Hvilken scene de skal spille på. For også her bugner valgmulighederne som honning flyder fra bikuben en blomsterrig sommer. Hvem vil jeg gerne være? Hvem kan jeg være? Og ikke mindst hvor og hvorfor? Scenen er for de fleste også valgfrie. Og stykket der spilles i? Det kan let skiftes ud, såfremt premieren ikke gik som forventet.

Jeg har selv haft svært ved at finde mit stykke. Min scene. Indrømmet, jeg har skelet til andres spil. For de så spændende ud, og lidt inspiration skader vel ikke. Det siges trods alt, at ”imitation is the sincerest form of flattery”. Så længe man holder det til inspiration og stadig vedholder sig sin egen identitet. Sin egen rolle. For begynder man først at bruge andres scene, stykke og manuskript lidt for meget, så ebber ens eget stykke i sandet. Tilskuerne kan jo bare gå ind hos naboen og følge med i det originale stykke.

I en verden, hvor vi alle har mulighed for at udleve vores egne drømme, være unikke så slår det mig, at vi (for ja – jeg er en del af denne tendens), tenderer til at være usikre på egne personer. Egen originalitet. Jeg falder selv i. Poster billeder på Instagram som jeg håber folk kan lide. Som jeg overtænker og reflekterer til hudløshed. For jeg vil også gerne have tilskuere til mit stykke. Have kritik og ros. Envejskommunikation er så ensformigt og monotont. Det gælder også her på bloggen. Jeg skriver for mig selv. For at få tankerne ud. Ellers ville mit hoved ende som vest-motorvejen kl. 15 en fredag eftermiddag. Med overbelastede veje, og ventetid. Men at være solo i hele teateret-  det er altså for kedeligt. Heldigvis deler jeg ofte scenen med andre til hverdag, men herinde er det kun mig, der er på scenen. Og jer som tilskuere, kritikere, anmeldere.

Derfor forsøger jeg også at være så meget som muligt mig selv herinde. Så det er originalen, der så vidt som muligt bliver præsenteret. Jeg ved godt, at der er frontstage og backstage. Hvad der sker på scenen er ikke altid det samme som der sker bagved scenen. Jeg vælger selv, hvilke dele jeg vil spille på scenen – herinde. Men det stemmer som regel overens med, hvad der foregår bag kulisserne. Her på det sidste har jeg dog haft rigtig meget om ørerne. Specialet er afleveret, julen stod for døren og det nye år hev også lige pludselig i det røde, tykke og støvede scenetæppe. Jeg nåede slet ingen pause. Det var direkte ud og på igen.

Det kan jeg mærke nu. Vi mangler stadig at forsvare speciale og det ridder mig som en mare. Jeg er nervøs. Bekymret. Ængstelig. Det sidder konstant i mit baghoved, og lige nu ved vi ikke, hvornår vi skal eksamineres. Det afhjælper ikke situationen må jeg indrømme. Og jeg ved ikke rigtig, hvem jeg er lige nu heller. Jeg står stadig med en fod på den scene, hvor mit studieliv var min hverdag, og med den anden fod på vej ind i et nyt, men ukendt kapitel. Men jeg forsøger så vidt som muligt at være mig selv hele vejen igennem. For der findes kun én udgave af mig, og jeg vil forsøge at være den bedste af min slags. Ikke for andres skyld. Ikke fordi jeg vil være noget bestemt. Bare fordi jeg reflekterer over hvem jeg vil være. Hvem jeg er. Og lige nu står det desværre lidt sløret for mig.

For at afslutte, hvor jeg startede, så vil jeg ikke være high street. Jeg vil være haute couture. Originalen. Lige nu er designeren bare på orlov.