Når man bliver droppet af en veninde uden at vide det (jeps det er jeg blevet)

Hold kæft det bliver et hårdt indlæg det her. Det kan jeg mærke allerede nu som ordene strømmer ud af mine fingre og ud på mit blanke worddokument. Jeg er næsten bange for at besudle det fine, hvide dokument med mine ord og følelser. Egentlig vil jeg måske endda bare gerne se og læse andres ord omkring dette emne. Men lige nu er det altså mine egne ord. Mine egen følelser. Der kommer fra et helt ægte og bart sted.

For ja. Jeg er nemlig blevet droppet af en veninde. Så meget droppet som veninder nu kan droppe hinanden. Der har ikke været nogen stor afskedsscene, hvor vi begge blev enige om, at vi skulle gå hvert til sit. Der har heller ikke været nogle akavede situationer efterfølgende, hvor vi har set hinanden gå med andre veninder ned ad gaden. Der har heller ikke været udveksling af ting vi havde hjemme hos hinanden.

For sådan et break-up var det nemlig slet ikke. Det var et dumt, ubehageligt og for mig bagholdsangrebent afslutning på et forhold to mennesker imellem. veninder, kærester. Det vil jeg vove at påstå i en vis grad, kommer ud på ét. For vi er vel alle bare mennesker med relationer til hinanden?

Og denne relation skulle altså åbenbart stoppes brat.

Efter lidt tumult i vores forhold, min eks-venindens og mit, gled det ligesom lidt langsomt ud i sandet. Altså vores venskab. Ikke tumulten. Jeg opfattede faktisk slet ikke tumulten. Måske det kan tilskrives, at jeg ikke er et emotionelt væsen. Dét argument tror jeg da nok bare lige, at ham herhjemme vil mane til jorden. Måske det var fordi, jeg ikke opfyldte hendes ”krav” om, hvad en veninde gør og er. Det var i hvert fald efter et afslag fra min side til hende, vores relation lige pludselig ændrede karakter.

Fra glade smil til akavede møder. Fra ugentlig varm kontakt til kolde afvaskninger. Fra varme kram til lunke håndtryk. Stemningen og vores relation var mærkbart ændret efter mit afslag. Til hvad og i hvilket format og omfang mit afslag fandt sted er egentlig dette indlæg uvedkomment og irrelevant. Et nej er et nej uagtet grunden og uagtet spørgsmålet.

Men det var det altså ikke for hende. ”Jeg måtte da bøje mig” – tror jeg hun tænkte. Jeg skulle give mig… For en ting, jeg ikke kunne. Sådan rent fysisk. Jeg kunne ikke være til stede ved en begivenhed, der betød meget for hende. Fordi jeg selv skulle deltage til en begivenhed, der betød meget for mig. En begivenhed, der faktisk betød mere for mig og min fremtid. Men som ikke overhovedet betød noget for hende. Men hendes behov kom altså først. Ikke mine. Og nogle gange; så er man en god veninde, hvis man kan lægge sine egne behov til side, og tilgodese andre. Andre gange er man en god veninde, hvis man forstår, at vi ikke altid alle sammen kan slå til overalt. Og opfylde andres behov på bekostning af egne følelser. Den dur sgu bare ikke.

Måske var JEG en dårlig veninde sådan et tilgodese mine følelser først. Fordi jeg satte mig selv og mine relationer til andre mennesker først. Men helt at afslutte et venskab, pga. et afslag. Det begriber jeg ikke. Jeg begriber ikke, at vores relation åbenbart ikke var mere værd, end at hvis jeg ikke kunne stille op for hende én enkelt gang; ja så duede jeg bare slet ikke. En skuffelse kan jeg udmærket forstå. En akavet samtale og måske en tid med en trykket stemning, for derefter at finde rytmen tilbage og komme videre.

Men helt at slette vores relation, og cutte kontaktet næsten fra den ene dag til den anden. Det har jeg aldrig forstået.

Jeg tror vi alle har haft den slags forhold og relationer til andre mennesker, der enten løbet i sandet, eller såre simpelt bliver lagt i dvale. For så, når tid og sted er, at vågne op igen til dåd. Men det skete ikke. Der skete til gengæld det, at jeg blev droppet. Jeg blev droppet som veninde. Og jeg gik i lang tid og følte, at det var mig, der var helt galt på den. Indtil det gik op for mig, at det var hende, der aldrig havde taget kontakt efterfølgende. Det var hende, der ikke ville italesætte følelserne, der var som en lyserød elefant i vores relation. Der var hende, der valgte at slette mig. Ikke omvendt. Jeg gjorde på ingen tidspunkter mine til, at vores venskab nu skulle have en ende. Tværtimod forsøgte jeg at kompensere på andre leder og kanter. Leder og kanter, der tydeligvis ikke var gode nok. Hvilket fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok i tiden efter dumpningen. Mine evner som veninde var på randen af ikke-eksisterende – det følte jeg i hvert fald. Selvom jeg godt vidste, at det var løgn.

Jeg er bare aldrig før blevet dumpet af en veninde. Jeg har haft relationer, hvor det netop, som tidligere skrevet, er løbet i sandet. Tiden har haft sin tand, og den har bidt for store stykker af forholdet til, at det kunne fortsætte. I dette tilfælde blev hele forholdet spist på én gang! Og endda uden, at jeg lagde mærke til det. Måske var jeg bare uopmærksom. Måske sad jeg med mobilen foran mig og brugte min energi på at spille Candy Crush i stedet for at koncentrere mig om rattet. Og så gik det galt. Måske skal jeg lade være med at bebrejde mig selv, hvordan det endte.

Jeg kan i hvert fald mærke, at det lettede gevaldigt på min brystkasse, at jeg fik disse forvirrede ord og tanker ud af min krop. Der er ligesom kommet lidt mere plads derinde. Lidt mindre trykken. Aahhh.

2 replies
  1. Celia
    Celia says:

    Åh, søde dig <3
    Jeg er faktisk også blevet droppet af en veninde engang. Min allerbedste veninde, som jeg havde været pot og pande med, siden vi var 8 år, som jeg så mange gange om ugen og altid talte med. Hele tiden. Ja, vi ændrede os måske, og hun droppede mig efter seks måneder, hvor jeg havde datet manden i mit liv. Jeg var kærestekedelig, jeg ved det godt. Jeg kom for sent til vores aftaler, jeg sms'ede måske lidt for meget med drømmefyren, når jeg skulle have haft fokus på hende.
    I dag ærgrer det mig sådan. Men det ærgrer mig også, at hun ikke kunne se, hvor forelsket jeg var, og måske havde accepteret, at jeg var en crappy veninde. Eller måske havde konfronteret mig med det lidt mere direkte. I stedet for at ringe mig op efter flere kolde afvisninger og sige, at vi ikke skulle ses igen, fordi jeg ikke respekterede hende. Jeg troede, vi var stærkere end det …
    Nu er det 7 år siden, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal skrive til hende eller bare lade den ligge. Jeg kan se (for vi er stadig venner på Facebook), at vi har rigtig meget til fælles igen, og det gør mig virkelig ked af det, at den bedste veninde, jeg nogensinde har haft, ikke er i mit liv mere. Eller at vi i det mindste har renset luften og så kan se, om vi overhovedet kan snakke sammen mere ..
    Suk! Et veninde-breakup kan sgu næsten være hårdere end et kæreste-breakup. Og lige i dit tilfælde lyder det som om, at der var en masse ting, hvor den sidste afvisning var dråben, der fik bærret til at flyde over. Jeg siger ikke, det er din skyld, overhovedet, men nøj hvor er det ærgerligt, når man ellers har meget til fælles.
    Nu, hvor jeg er ældre, er jeg blevet bedre til at sige fra over for mine forskellige relationer, og det ville jeg ønske, de fleste af os var bedre til. Så kunne begge vores venskaber måske have været reddet? Hvem ved. Men når man elsker hinanden, så er det sgu bare vigtigt at sige til, hvis den anden gør en ked af det – for det er jo ikke personens mening! Man elsker hinanden, så hvorfor skulle man forsøge at såre den anden? Det skal simpelthen bare snakkes om i opløbet, så er jeg sikker på, at den slags breakups kan undgås!

    Tak for at sætte tanker i gang hos mig også. Jeg beklager den lange kommentar. <3 Virtuelt KRAM fra mig!

    /C.

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Ej tusind tak for din kommentar Celia! Det varmer virkelig, at du deler din historie også.
      Jeg tror også det handler om, at vi kvinder måske er dårlige til bare at sige tingene som de er. Fortælle hinanden, hvis vi er skuffet eller kede af det over hinanden. Vi er bedre til at bære nag og lukke ned. Det er så ærgerligt. Måske du kunne have taget nogle andre valg – måske din veninde kunne have været mere forstående. Men hvis og hvis kan vi jo ikke leve med. Jeg prøvede faktisk engang det samme med en veninde gennem tre år, hvor jeg også fik en (forfærdelig skulle det vise sig) kæreste. Og hun kunne slet ikke forstå det eller mig eller forelskelsen. Så hun brød også. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at hun virkelig prøvede at trænge igennem til mig. Så jeg bebrejder hende ikke. jeg forsøgte at skrive en lang besked til hende på Facebook, men hun vendte aldrig tilbage. Og jeg måtte give helt slip. Også på den dårlige samvittighed.

      I mit tilfælde tror jeg også, at vores liv bevægede sig i hver deres retning. Vi havde måske mindre og mindre til fælles, og hun var ikke god til at acceptere andres måder at gøre tingene på :/ Nu jeg ser tilbage på hele oplevelsen, ærgrer jeg mig selvfølgelig over den måde det endte på, men jeg kan samtidig se nogle tegn på, at jeg faktisk måtte rette mig meget ind i vores venskab, og hvis jeg sagde fra overfor ting fik hun altid twistet det så det alligevel faldt ud til hendes fordel. Men det så jeg slet ikke mens det stod på. Og da jeg så langt om længe sagde nej til noget hun ville have mig til, fordi jeg rent faktisk ikke kunne pga. forpligtigelser hos min familie, så brød hun. Men på en måde, der sårede af helvede til, og som var totalt uværdig. Og jeg forsøgte i lang tid at lappe på den skuffelse jeg havde forsaget pga. mit nej til hende, men det hele endte faktisk med, at hun slettede mig på Facebook også. Og så var det ligesom det…

      Men æv det var en dårlig oplevelse, og virkelig dumt og ærgerligt.

      Tak for krammet! Du får et lige lukt tilbage!

      Klem J

      Reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply to Jeanette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *