Nå ord ikke er nok
Det er lidt den følelse, jeg sidder med i kroppen lige nu. Jeg har brugt dagen på at tage en masse billeder hos Beautified. Nu sidder jeg i min sofa. Med min dunbløde dyne, et halvt krus lunken øl og en lille hunni ved min side.
Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom. Jeg kan mærke, at jeg har det varmt, men jeg kan ikke finde ud af at rejse mig. Jeg er fanget. I sofaen. I mine tanker. I mine manglende ord.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige mere herinde. Nogle gange ved jeg heller ikke, hvad jeg skal sige andre steder. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortælle flere ord her på min blog. Men lige nu ved jeg bare ikke hvordan.
Det er en kombination af frygt for at fejle. Frygt for at skuffe. Og frygt for ikke at være god nok. For ikke at være en, der har nogle ord at fortælle. I hvert fald ikke nogle vigtige ord.
Men min brystkasse er ved at sprænges af ord. Måske er jeg bange for konsekvensen af mine ord? Måske er jeg den type, der tager lidt for meget hensyn? Unødvendigt hensyn til andre mennesker, der aldrig har bedt om, at jeg tager så meget hensyn. Måske er det fordi, jeg er bange for min egen reaktion, hvis jeg deler alle mine ord, der sidder derinde allerdybest. Alle de ord, der egentlig flår og skriger for at komme ud.
Alligevel er jeg stille. Min hals snørrer sig sammen rent fysisk, og jeg synker for at få spyttet væk. Mine fingre arbejder hurtigt, men tungt og jeg kan ikke finde ud af, om det de gør er det rigtige. Men nu kommer de ud. Ordene. Og så må jeg tage chancen.
For jeg har besluttet mig for, at i år skal jeg være modig. At jeg skal turde gøre ting. Komme ud af min komfortzone. Men hvad gør jeg, når jeg slet ikke aner, hvor den zone er henne?
Når jeg er bange for at vælte ud over verdenskanten og ud i dybet. Hvad gør jeg, når det føles som om, ordene presser på indefra som en dæmning, der er ved at springes?
Skriver jeg bare? Og håber på det bedste.
Jeg er sikker på, at det er mit selvværd, der spænder ben for mig. Der suger mig tør for ord. Der efterlader mig fyldt med krumblende sandstøv.
Men nu skriver jeg. Lidt i rådvildhed. Lidt i trodsighed.
Skriv søde, skriv! Dine ord (og du!) har alle dage gode nok, og faktisk hamrende seje ❤
Kæmpe knus til dig
Tusind tusind tak søde Lisbeth!!!! Jeg har lige brug for netop en kommentar som dig! <3 Tak.
Enig med Lisbeth! Og bloggen her er jo DIN, så DU bestemmer suverænt indholdet og ordene! Så problemerne med at finde ord til bloggen handler måske også lidt om, at du gerne vil imødekomme dine læsere? Og det er vel sådan set meget naturligt, men uanset hvad kan du nok alligevel ikke tilfredsstille alle – så måske skal du “bare” arbejde på at tilfredsstille dig selv (det lød forkert….)?
Og du ér god nok! 🙂
Tusind tak altså Signe! Virkelig en kommentar, der falder på et tørt sted. Og tror du har helt ret.
Nu vil jeg prøve at skrive, bare fordi jeg godt kan lide det. Fordi jeg godt kan lide at dele og bare fordi mig selv.
Haha og jeg vil prøve at tilfredsstille mig selv 😛
Klem J