KUNSTEN AT INDGÅ KOMPROMIS

Jeg tror, at det er en kunst for mange. Det der med at indgå et kompromis. Og det er ikke alle, der kan praktisere denne kunst. Det er heller ikke nemt. Men for pokker; det gør altså hele dit liv en del nemmere, hvis blot du øver dig lidt.

Jeg tænker, at det især må være svært for folk, der meget gerne vil have kontrollen. Som gerne vil bestemme alt. Og Gud bevares – det kender jeg da alt til. Jeg vil også gerne bestemme alt. Eller. Det ville jeg. For jeg har lært, at det kan man altså ikke her i livet. Bestemme alt. Slet ikke, hvis man skal være rar at omgås.

Casper og jeg har været kærester i snart fem år. Fem år. I løbet af denne tid har jeg virkelig udviklet mig, og lært, at jeg ikke kan bestemme alting. Og jeg har lært den uvurderlige lektie, at et kompromis ofte kan være vejen til lykke. For hvem gider egentlig bo sammen med en sur kost, der kun kan være glad, hvis hun får sin vilje? Jeg gider hvert fald ikke. Og jeg gider faktisk heller ikke at omgås mennesker, hvis eneste mål er at få deres vilje. Koste hvad det vil.

At lære kunsten at blive enige om et kompromis kræver, at man begynder at se lidt indad. Og at man lærer at slippe kontrollen. Og SÅ svært er det heller ikke. Jeg er dog ret god til at mene, at min måde er den eneste og bedste måde. Men surprise – det er den ikke. Andres måder at gøre tingene på kan være ligeså gode. Udover at skulle slippe kontrollen, handler det nemlig også om ikke altid at skulle få sin vilje. Det tror jeg faktisk er ret sundt. Nogle gange at opleve, at tingene ikke går som man har planlagt. Et typisk kontrol-freak-tegn. At man planlægger alting i mindste detalje, og går denne planlægning ikke i opfyldelse, ender en sikkert ellers hyggelig begivenhed ofte i skuffelse og sure miner.

Det kan f.eks. være en hyggelig aften med kæresten. Du har set frem til aftenen, og har helt naturligt haft en agende for hvad og hvornår. Og det er som sådan egentlig også fint. Problemet opstår når man begynder at planlægge på andre personers vegne. Det kan man ikke. Har du respekt for de mennesker du omgiver dig med, så ved du, at du ikke bare kan bestemme over dem og deres følelser. Du kan ikke forvente at de makker ret efter dit forgodtbefindende. Ligesom du selvfølgelig heller ikke bare skal rette ind til højre.

Kompromis handler nemlig ikke om at overgive sig. Ligesom ”du får ret, og jeg får fred”, ikke er at indgå et kompromis. Det er mere en hånlig og barnlig overbevisning, at man er sluppet overlegent ud af en diskussion. Det er man ikke. Men er kun hånlig, barnlig og opfører sig nedværdigende overfor andre. Men man skal selvfølgelig heller ikke bare rulle rundt på ryggen, og lade andre om valgene.

At indgå kompromis handler om at kunne forhandle på en respektfuld måde. At blive enige om en tilfredsstillende løsning for begge parter. Et eksempel kan være Casper og jeg i går. Jeg var sukkerhungrende og lokkede med s’mores på vores lille Sankt Hans bål. Hvilket både ville indebære kiks, chokolade og selvfølgelig skumfidusser. Sukker, sukker og mere sukker. I stedet for chokolade og kiks foreslog Casper om vi ikke kunne nøjes med ’fiduserne og evt. spise jordbær til. Og ved du hvad? Det blev vi enige om. Også selvom mit ønske til at starte med indebar hele den sukkerklistrede badulje. Caspers ønske indebar intet sukker. Så et kompromis blev lidt sukker med frugt til. Og vi var begge glade for den løsning. Nu skal det ikke lyde som om, at ALT bliver forhandlet herhjemme for det er selvfølgelig ikke tilfældet. Og det er heller ikke som sådan fordi vi ”forhandler” frem og tilbage og bruger lang tid på en så lille beslutning. Men vi snakker om tingene, har en dialog og bliver enige.

For nogle er kunsten at indgå kompromis noget, der kommer let til dem. For andre skal der reflekteres og arbejdes lidt for kunsten. Det er okay. Så længe det bliver gjort. For jeg nægter at tro på, at man kan gå igennem hele livet uden at indgå et eneste kompromis. Derudover tror jeg, og har jeg selv kunne mærke, at jeg er blevet meget gladere af ikke konstant at skulle bestemme, kontrollere og have ret i alting. At give slip på kontrollen er virkelig en lettelse. Det kræver også, at man kan rykke på skuldrene, sige pfff til nogle ting og komme videre i livet. Især når det drejer sig om små ting. Det kræver, at man kan indgå et kompromis.