Jeg står her alene

Jeg trækker vejret. Let. Tungt. Dybt. Uden at tænke over det. Overfladisk. 

Jeg inhalerer endnu en cigaret. Jeg er i virkeligheden i gang med at stoppe. Ikke fordi det er et stort problem. (Løj jeg for mig selv). 

Foto: Malene Nelting // model for Masked.dk

Jeg tænker på, hvordan det skal gå mig nu. Det lyder så alvorligt. Jeg tænker generelt meget. Jeg ved ikke, hvilken retning mit liv tager nu. Det er lang tid siden, jeg begyndte at bo alene. At jeg blev mig selv. Men jeg har stadig ikke vænnet mig til, at det bare er mig, der er herhjemme. At Casper ikke bare er taget på en lang ferie. Et par gader længere nede af vejen. 

Jeg savner. Jeg savner en hverdag, jeg kendte. En tryg hverdag, der de sidste seks år har budt på i hvert fald én person, jeg havde med mig i mit ringhjørne. 

Nu står jeg alene. Med kampen om at binde mine hænder ind, så de passer i boksehandskerne. Med kampen om tandbeskytteren, der skal tage de værste slag i ansigtet. Med sveden ned af panden og kun mig selv, der kan tørre den af. 

Jeg sukker. Retter mig på stolen på min altan. Kigger ud over kvarteret. Grønne træer og buske. Fugle. Børn, der hopper på trampolin. Får jeg nogensinde børn? 

Manden jeg troede, jeg skulle stå i ringhjørnet med resten af livet, står der ikke længere. Det var en fælles beslutning at stoppe vores forhold. Vi var ikke mere kærester, som vi var gode venner. Det er vi heldigvis stadig i dag. 

Men hvad nu? 

Jeg rejser mig. Hænger over altangelænderet. Det er aften og stjernerne lyser himlen og natten op. Jeg knuger mig ind i min striktrøje. Asker min cigaret. 

For et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå her alene. At jeg ville kunne det. 

Men det kan jeg. Og jeg klarer det sgu godt. Det er hårdt sommetider stadig. Ikke fordi det ikke var det rigtige valg at tage. Men fordi det bare er hårdt. Fordi forandring fryder, men kan være en svær pille at sluge. Også selvom jeg selv har valgt det. 

Fordi tryghed er noget jeg er god til at finde behag i. Men trygheden ved at være to, må ikke være den eneste grund til at blive sammen. Men jeg skal vænne mig til det. At være… single… pfff.. Jeg er ikke god til det ord. “Single”. 

Måske fordi jeg er vokset op gennem mine tyverne og gået glip af alt online-datinghejs og i det hele taget alt dating-hejs. Måske fordi “single” i mine ører lyder som noget uden tryghed. Måske fordi jeg har svært at være single? Nu har jeg været i et forhold i så mange år, at jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal være mig selv. Jeg lærer det så småt. Og jeg nyder mit eget selskab. Og trygheden må aldrig være den vigtigste faktor for at være i et forhold. Jeg vil hellere være alene, end jeg vil være i et forhold kun for tryghedens skyld. 

Men jeg skal finde mig selv igen. Finde min rolle som værende “bare” Jeanette. Og hvor pokker skal jeg lede? 

Måske skal jeg slet ikke lede? Måske jeg skal bare tage et skridt af gangen og prøve at finde ud af det på min egen måde. 

Jeg har taget en kop te med ud på altanen. Den er næsten for lunken til at drikke af, men jeg tager tre store slurke. På det sidste er øl og dans og fest skiftet ud med te og søvn og familie. I aften hører jeg soul-sange på anlægget og de smyger sig sagte ud på altanen fra anlægget i stuen. De lægger sig som fløjl om mit hjerte, og jeg indånder den kolde luft og udånder mine bekymringer for fremtiden.