Hvorfor vi gik fra hinanden

Det er efterhånden “lang” tid siden. At Casper og jeg gik fra hinanden. Jeg sidder på sofaen. Sipper til mit glas med rødvin. Det er en flaske shiraz, jeg åbnede den anden dag, og den er ganske drikbar.

Imens tænker jeg over, hvor jeg er henne nu i mit liv. For jeg sidder her på sofaen alene. Det at være alene har jeg flere gange tidligere skrevet om herinde. For det fylder en del i mit liv for tiden.

For ca. ni måneder siden besluttede Casper og jeg at gå fra hinanden. Vi havde været kærester i over seks år, og var “vokset op” sammen. Vores “ungdom” var turbulent, kærlig, voldsom (som alt ung kærlighed vel er), betænksom, omsorgsfuld og ubeskrivelig.

Ingen relationer er ens tænker jeg. Det er de ikke. Vi kan ikke sammenligne de relationer, vi har med forskellige mennesker.

Min nakke gør ondt, for jeg har siddet i samme, dumme stilling i to timer nu. Og tænkt. Og skrevet. Og drukket lidt mere vin. Uden én eneste smøgpause er jeg begyndt at mærke en trang til at få røg mellem fingrene.

Jeg savner stadig Casper. Men det at gå fra hinanden var og er det rigtige. Vi var ikke længere kærester, som var vi to fantastisk, dejlige mennesker, der boede sammen og havde en tæt relation. Men romantikken, intimiteten, nærheden… Den var ikke mere.

Det at sige de ord højt for hinanden, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og jeg har alligevel prøvet noget hårde ting i livet. Jeg var så bange for at såre både mig selv og Casper i den proces, det var at skulle skille os fra hinanden. Samtidig vidste vi begge to, at det var det eneste rigtige at gøre.

Den følelse sidder jeg stadig med i dag. Mens jeg sidder her i sofaen. Jeg mærker varmen stige til mit ansigt, for jeg ligger halvt med et tæppe over mig samtidig med, at jeg har tændt lidt for varmen her i stuen. Det var uundgåeligt tidligere i dag med den kulde, der huserede udenfor.

Jeg kigger ud af vinduet. Tænker på den decemberdag, hvor vi startede lavinen af følelser. Samtalen om at skulle skilles som kærester, men fortsætte vores venskabelige relation varede flere dage. Det var ikke et plaster, der hurtigt skulle rives af, for at betragte et nogenlunde helet sår.

Det var en 72 timers hjerteoperation, med flere forskellige kirurger og risikoen for, at hjertet gav op. Det var en tropisk storm, der raserede på blid vis i vores stue, og efterlod mig tom for mange følelser, og fyldt op af andre nye. Det var en uundgåelig oplevelse, der ikke længere kunne trækkes ud. Selvom jeg ihærdigt prøvede.

Jeg sukker. Trækker vejret dybt. Det er mørkt udenfor, og jeg skal i virkeligheden gå en aftentur med hundene, inden jeg skal hoppe i seng. Men jeg har mest af alt lyst til at hælde endnu et glas vin op, og lade min tunge smage de søde og krydrede noter i vinen.

Jeg stoppede aldrig med at elske. Jeg elsker bare på en anden måde nu. Det vil jeg nok altid gøre. Men det var ikke længere vores tid sammen. Det var naturligt slut. Selvom slutningen blev trukket ud, præcis som når jeg læser en god bog og ikke vil have den til at slutte. Men det gør alle bøger. Og det gjorde vores forhold også. Der var ganske enkelt ikke flere linjer. Der var ikke flere tommer sider, hvor vi kunne skrive nye eventyr sammen.

Jeg kan mærke det våde samler sig over min vipper. Og det er okay. Jeg er okay.