Hvorfor pizzaer er nice, men fritter er lidt bedre

I forrige uge var jeg inviteret til ikke ét, men hele to events hos den nyåbnede Gorm’s pizza her i Odense. Det er unødvendigt at sige, (men nu gør jeg det alligevel), at da de to separate invitationer lå i min mailindbakke, hvinede jeg lidt af begejstring.

Dette skete af flere årsager. Jeg mener; hvem kan ikke li’ pizza? Kan du ikke det er det såre blasfemi, og det må du selv ligge at rode rundt med. Og hvem siger i øvrigt nej til pizza både mandag og tirsdag! Eeehm, ikke mig!

Pizza er nice. Slut. punkt. færdig. Gourmetpizzaer er over the top nice. Men, men, men. Jeg ser mig heller ikke for boujee til at hoppe på en slasket, oliefyldt, osteopslugende pepperonipizza fra min lokale pizzapusher, der endda smider ananas på hans pizzaer (jow vi elsker ananas på pizzaer). Faktisk må den slags pizzaer næsten være på min top tre over bedste pizzaer i verden.

Jeg står dog heller aller nouwensiind over en lidt dyrere pizza med specielt selekteret mel, friske og økologiske toppings og en smag, der er noget bedre end til at blive brugt som en kur imod søndagstømmermændene (ikke, at jeg får tømmermænd), hvor sådan en pizza er lidt for god.

Næ gourmetpizzaer skal nydes for deres smag og lækre ingredienser. Ikke for deres evne til at kurere tømmermænd.

Og nu tror jeg da vist nok lige, at vi fik slået min kærlighed for pizzaer fast.

Selvsagt sagde jeg ja til begge pizzaevents for 14 dage siden. Alt andet havde da været dumt. Så jeg frekventerede Gorm’s pizza, der ligger ved Brandts, og mæskede mig seriøst i pizzaer.

Den ene aften, var vi en håndfuld bloggere fra Odense inviteret til prøvemiddag med en masse andre mennesker. Restauranten var fyldt til bristepunktet. Alligevel føltes det ikke på et eneste tidspunkt som om, at der var trængt eller crowded. Personalet var ligeså fyldt af overskud, som vores bord hele aftenen var fyldt med pizzaer. Dvs. ret fyldt!

Vi fik nogle forskellige pizzaer til bordet, og holdte praktisk taget vores egen lille pizzabuffet. Bare uden skrålende unger og varmelamperne fra den “klassiske” pizzabuffet. På den måde fik vi smagt flere forskellige pizzaer i stedet for kun at smage én.

Aftenen igennem smagte vi (jeg gjorde i hvert fald) nogle af deres lækre drinks og jeg afsluttede det sidste stykke pizza med et glas rødvin. Vi fik også smagt på mange af deres appetizers og lidt af deres pastaretter.

Hele menuen er meget anbefalelsesværdigt, og jeg forestiller mig, at Gorm’s pizza vil være et godt sted for en first date. Det fordi vi altså ikke befinder os i den typiske pizza-biks, hvor aviserne henslængt ligger til afbenyttelse af “slå-tiden-ihjel-indtil-min-pizza-er-færdig” aktivitet. Vi befinder os på en faktisk restaurant, hvor du spiser af pænt service, og er du virkelig anstrengt bruger du selvfølgelig bestik til at opdele din pizza i mundrette stykker. Men stemningen er netop, så du ikke behøver sidde på nåle over at du spiser et fint, fint sted på den første date. Nu er jeg også langt fra anstrengt, så jeg spiste med fingrene begge dage. I min verden skal pizza spises med fingrene. Jeg skal helst have snask på fingrene for at få den fulde pizzaoplevelse. Hvilket vi alle ved er vældig vigtigt.

Er du sådan én, der ikke er god til at spise pizza uden bestik, er det måske en god ide at bruge bestikket. Især på en første date. Men helt ærligt ikke – la’ nu bare vær’ og drop det bestik. Jeg tror desuden fuldt og fast på, at vi får den bedste smagsoplevelse ved at bide os igennem toppings og pizzabund. Gourmetpizza eller ej.

Dagen efter prøvemiddagen var jeg inviteret til en pre-reception, hvor en masse influenter og andre helt sikkert vigtige personer fra Odense og Kbh også var inviteret. Og nej; spørg mig ikke, hvad jeg lavede på den mailiste til den pre-reception. Det var sikkert en fejl – men jeg slog hurtigt til og sagde ja tak inden de nåede at indse bummerten. Og dér stod jeg så. LIGE foran Gorm himself, der forberedte pizzaer og mad i det semiåbne køkken alt imens, han forklarede pizzaeventyret og hvorfor, Gorm’s pizza nu har valgt at imponere Odense med gourmetpizzaer. (Det var bl.a. noget med en fantastisk udvikling af gode gourmetsteder i Odense, og de uforglemmelig gode fynske råvarer af overdådig kvalitet). Han forklarede yderligere, omkring den nye fynske pizza de har kreeret med udelukkende fynske ingredienser. Den fik vi også lov til at smage, og hold. nu. kaje. Den kan du sagtens ladde hoppe i dit svælg en dag. Den var god.

Jeg ved ikke, hvor mange odenseanere, der bliver imponeret af den nye gourmetrestaurant, men jeg blev, uagtet en lidt højere pris end normen på pizzaer, ganske imponeret. Jeg vender helt sikkert tilbage til Gorm’s pizza her i Odense.

Lige som bonus, er er mine to favoritter helt klart den hvide pizza “Denny Special” og deres Hawaiipizza “Gorm’s Hawaii”. Og ja ja ja. Jeg er typen, der elsker ananas på min pizza. Det burde du havde indset tidligere i indlægget, da jeg ævlede om min lokale pizzapusher og min begejstring for hans ananasoverstrøm på hans pizzaer. Men  Gorm’s Hawaii pizza var helt speciel. Med tynde slice, frisk ananas og mascarpone blev den klassiske hawaiipizza lige overhalet indenom med tusind kilometer i timen, og jeg overgav mig totalt til Gorm’s Hawaii.

Vi fik i øvrigt også smagt deres polenta fritter med urtemayo. Og her faldt min transfedtindsmurtehjerte helt pladask. Polentafritter er lavet på majs, og nu tænker du sikkert “ej det bliver da for sundt. Stop stop stop!”, så må jeg selv lige stoppe din tanke der. For det var klasse fritter. Og er der noget jeg ved noget som helst om, så er det altså fritter. I’ve been around the block når vi taler fritter. Både de store, små, tynde, tykke, krøllede, runde, bådudgaven, de sunde bønnefritter  (hahahha det er jo ikke fritter!), de riflede, de lange, de korte – you name it, I’ve tasted them!

Jeg har sågår tattoveret min yndlingspise – cheeseburger og fritter – på min ankel. Se dét er dedikation til en spise. Og selvom pizzaer har mit hjerte nær, så blev jeg helt og aldeles overvundet, da vi fik de polentafritter på bordet. Bum. Færdig. Fritter er bare. En sprød skorpe, ikke alt for hård, men heller ikke alt for blød, med et perfekt afstemt blødt indre, hvis varme køles ned af den dertil hjemmelavet aioli, så temperaturen opnår perfekt afstemning inden biden af fritten tages. En bid, der er en tur i helvede værd. Yes. There I said it. Fritter er så gode, at de må være syndige! Det er jeg overbevidst om. Og polentafritter er sgu også go’kendte!

Gorm’s pizza har derfor min anbefaling, og har du endnu ikke fået slået et smut forbi, hvad venter du så på? Pizza og fritter kan vi spise altid. Altid blev der sagt.