Hvorfor jeg endnu ikke har trænet i år
Jeg ved det. Jeg kom med en masse løfter fyldt med gode intentioner omkring at være sund(ere) her i det nye år. Mine løfter var velmenende, men som velmenende abstrakte ting, som løfter, har det med at være, så er de faktisk lidt irriterende. For selvom jeg virkelig gerne ville have lagt en god sti for det nye år, så har jeg måtte se mig slået af livet.
Livet kan jeg nemlig ikke planlægge. Jeg kan selvfølgelig godt planlægge, hvad jeg vil spise til morgenmad (æg med bacon!), men jeg kan ikke planlægge mine omstændigheders handlinger. Jeg kan planlægge og handle på, hvor jeg håndterer det.
Mine omstændigheders handlinger her over nytår har bare været ret skod for at sige det mildt ud. Mit liv er lige nu lidt udfordret, og jeg prøver at se en vej ud af det. Men i denne omgang har det bare ikke været min træning, der har været udvejen for mig. Jeg har haft brug for et pusterum. Jeg har været for mange omgange i den imaginære boksering til, at jeg kan holde til meget mere, og jeg har brug for nogle minutters pause i mit hjørne. Meget apropos dette indlæg. Jeg trænger simpelthen til at trække fra overhalningssporet og helt ind på landevejen. Bare for en stund. For jeg elsker om nogen at have meget at se til. Det giver mig energi at lave mange ting.
For mig har ledighed altid avlet ledighed, hvilket har avlet dovenskab. Men holder jeg mig selv i gang og i omdrejninger, ja så kan jeg holde kadencen. Lige nu er mine omstændigheder og disses handlinger bare noget, der kræver, at jeg lige sænker tempoet lidt. Hvilket altså har betydet, at alle ting, der ikke har haft allerhøjeste prioritet er blevet sat på en mindre stand-by. Bare indtil jeg føler, at jeg er mig selv igen. Eller i hvert fald indtil jeg føler, at jeg kan rumme det hele. For jeg er stadig ikke helt mig selv for tiden. Der går formentlig noget tid, før jeg har fundet mig ud af den proces jeg gennemgår lige nu. Men jeg kan efterhånden håndtere det. Hvilket er meget vigtigere end noget andet. For via min håndtering af min proces udvikles både processen og jeg selv.
Men mine forventninger om et januar i bedre balance bliver ikke indfriet. Til gengæld har jeg nu fået andre mål og er mere procesorienteret, hvilket må siges også at give en vis balance i tingene og i mit liv.
Jeg vil dog stadig dele inspiration til en sund start på året med jer. Det bliver nok bare ikke som jeg oprindeligt havde planlagt det. Hvilket vel også er en del af livet? At vores planer ikke er drejebøger, der SKAL eller kan følges altid til punkt og prikke. Min træning har været en stor del af min oprindelige drejebog, men nu har jeg altså fundet mig en anden drejebog, og den vil jeg nu slå op i og dele ud fra.
Hej 🙂 det lyder ikke rart.
Jeg kender godt til udfordringer og det at have brug for fred og ro til det man gennemgår
Mange søde og glade tanker til dig.
Det skal nok gå det hele 🙂
Det tror jeg også, at det kommer til 🙂 Det er jo heldigvis en proces, der går en dag ad gangen 🙂
God dag til dig.
Klem J
Hej Jeanette.
Vores liv er ikke en drejebog og heldigvis for det, også selv om, at det kan være svært når ting kommer udefra og forstyrrer.
Jeg er typen, der lever bedst med fast struktur og faste rammer, men øver mig i, at være bedre til at håndtere ting som kommer udefra, og kræver min opmærksomhed.
Jeg øver mig også i, at syge pyt, til ting, som jeg ikke kan gøre noget ved.
Håber der snart kommer ro på i dit liv, og håber at du kommer ind på landevejen, indtil du er klar til motorvejen igen 🙂
God søndag aften 🙂
Hej Lone,
Tusind tak for din betænksomme kommentar! 🙂
Jeg tror helt bestemt også, at det at sige ‘pyt’ til tingene er noget jeg skal øve mig i. I hvert fald til de ting, jeg alligevel ikke kan gøre fra eller til ved.
jeg holder mig til landevejen lidt endnu, men skimter efter den fine motorvej. Godt man kan holde lidt pitstop undervejs!
Rigtig god søndag aften til dig
Klem J