Fejring under lockdown – hvordan gør vi lige det?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv i sidste uge, inden jeg selv skulle “holde fødselsdag”.

Jeg havde fødselsdag i fredags og inden corona lockdown havde jeg glædet mig ret meget. Ikke fordi vi skulle det store. Jeg ville gerne spise på vores lokale indiske, (Roti på Skibhusvej, der er mere end autentisk og laver dét bedste indiske!), måske i biografen, some thing.

Meeeen det skulle ikke kunne lade sig gøre. Så jeg indstillede mig på, at det blev en dag hjemme. En dag under corona lockdown.

Det har været svært også at skulle fejre noget, imens så mange mennesker er syge. Imens hele vores samfund er lukket ned. Hvordan gør man lige det, uden at føle sig som en egoistisk skid? Der bare gerne vil fejres? Eller fejre andre for den sags skyld. Der gerne vil have konfetti , champagne og kram.

Min søster havde fødselsdag i lørdags, min svigerfar i mandags, og min svoger i dag. Så der har været nogle fejringer, vi skulle “igennem”.

Men hvordan fejrer man, når man ikke kan invitere til fest, når man ikke kan gå i byen, når man faktisk føler, at man slet ikke burde fejre?

For det har helt sikkert også været en del af dilemmaet. Kan vi overhovedet fejre noget lige nu? Må vi? Er det dårlig stil?

Jeg har i det hele taget haft det svært med at være glad i den her tid. At være lykkelig, at grine, blive underholdt, blive glad over små trivialiteter. Når der er så mange mennesker, der lige nu, overhovedet ikke kan se noget lyspunkt i deres liv. Jeg tror, at jeg brugte den første uge af lockdown på at være trist.

Men det er generelt nogle tunge følelser, som jeg har en tendens til at gå rundt med. Hånden på hjertet. At have det dårligt over det liv, jeg er blevet givet. Forstå mig ret – mit liv er jo ret fedt! Sådan uden at lyde selvfed. Jeg er SÅ priviligeret, at jeg kan bruge tid på at meditere, udvikle på mig selv, tage en uddannelse, arbejde, have penge. Have tag over hovedet, have en familie, få mad hver dag uden at skulle overveje synderligt, hvor mit næste måltid skal komme fra. JEG har ikke et dårligt liv, men jeg kan godt få det dårligt over, at jeg har så dejligt et liv, når andre mennesker knapt kan overleve.

Yup, det er nogle ret heftige tanker og følelser, og det kan give mig ret meget ondt i maven. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der kan have det sådan?

Samtidig prøver jeg at være taknemlig, for alt det jeg har. Jeg prøver at gøre mit bedste for, at mit liv i hvert fald skal leves så. Fordi jeg kan. Men tanken om, at andre mennesker er så dårligere stillet end mig, gør det nogle gange svært at blive glad over et par nye sneaks, et nyt afsnit af en serie, blomster…

Nåmen det er vist også et ret tungt emne sådan lige at klaske op her, men det binder sig selv op på de følelser, jeg havde inden min fødselsdag.

Hvorfor skulle jeg kunne fejre min fødselsdag, når andre lige nu miste livet?

Det er svært ik’? For jeg vil jo heller ikke bare give fortabt og ende med at bruge alt min tid på at have det dårligt over mine privilegier eller andre menneskers mangel på samme. Så kan det hele jo være det samme.

Så jeg prøver på at sætte pris på alting i mit liv samtidig med, at jeg leder efter de små lykkeglimt i løbet af hver dag. Og jeg tillader mig selv at være lykkelig! Jeg har trods alt også kun ét liv, og det skal leves. Efter bedste evne.

SÅ i fredags blev jeg altså fejret! Jeg havde fået lov til at tage fri fra arbejde, og kunne derfor tulle rundt som jeg ville det hele dagen.

Jeg havde inviteret mine kvindelige, kollegaer (spørg mig ikke, hvorfor de to mænder ikke skulle med… Det var bare kun for “damerne” i fredags), på drinks. Altså virtuelle drinks! I invitationen stod der noget lignende “Hej damer, Jeg inviterer på hygge og drinks på fredag kl. 14.30. Jeg tænker, vi mødes online. KH mig. PS. Tag selv drinks og snacks med”.

Så den fødselsdagskomsammen kom jeg rimelig let og elegant over, hah!

Inden havde Nicolai og jeg spist morgenmad sammen, jeg havde åbnet gaver fra ham i sengen og var blevet vækket af duften af kaffe fra køkkenet. Hunnierne kom selvfølgelig også ind og sagde godmorgen <3 Min søster nåede også at FaceTime mig inden jeg stod op, og jeg fik sunget fødselsdagssang af hende og min niece.

Formiddagen igennem ringede jeg med familie og højdepunktet var klart, da jeg FaceTimede med min mormor! Det var simpelthen så hyggeligt og ikke noget, hun havde prøvet før. Lige dér er teknologien altså helt vidunderlig. At den kan bringe mennesker tæt sammen selv i tider, hvor vi ikke kan mødes IRL.

Jeg fik blomster og gaver bragt til døren! Bl.a. den smukke natbluse af Nikki og Lisbeth. Den er så fin og kommer helt sikkert i brug til hverdag også. Jeg havde slet ikke ventet noget fra nogen, så da Lisbeth skrev, at de havde sat en ting af til mig foran min hoveddør, og jeg pakkede op, fik jeg sgu tårer i øjnene. Jeg blev så glad. Ikke kun for gaven, men for tanken.

Efter hele formiddagen gik med overraskelser og FaceTime nåede jeg lige en hurtig løbetur og træning inden drinks kl. 14.30. Som så blev 14.45, fordi jeg nollede lidt. Tænk sig at skulle skrive og rykke sin egen invitation et kvarter. Ret typisk mig…

Nå, men det var skidehyggeligt! Vi fik vist alle en lille fredagsbrandert på, og halvanden time senere sagde vi god weekend.

Så cyklede Nicolai og jeg ud til Hofbauer Flora aka. Anne Marie (mens jeg skriver det her, går det op for mig, hvor mærkeligt det er at skrive Anne Marie. Jeg siger altid bare AM. Nå ja). Hos AM havde jeg nemlig bestilt en fredagsbuket til mig selv. Det var skønt at blive luftet lidt.

Da vi var hjemme bestilte vi indisk fra Roti med levering, åbnede en flaske champagne (som jeg egentlig havde gemt til vores halvandenårsdag, som var kommet og gået uden vi havde husket det), og så film. Vi faldt begge i søvn omkring kl. 21.00, hvilket vist er ret symbolsk for, at tingene bare går lidt mere roligt for tiden.

Nicolai vågnede vist senere og fik klemt noget mere tv-kiggeri ind, men jeg gik vist nok bare i seng. Tror jeg. Ærligt? Jeg kan ikke huske så meget efter det indiske haha.

Så alt i alt en virkelig god fødselsdag trods lockdown.

Om det var mærkeligt? Jo tak! Om det var okay og hyggeligt? Helt sikkert!

Jeg tror, at det jeg tager med mig fra den oplevelse er, at det er okay, at jeg lever MIT liv. At det er okay, at jeg er givet mit liv.

Indtil næste gang jeg får ondt i maven over uretfærdighederne i verden. Det er nok en balancegang, der aldrig finder et for evigt hvile. Men det er måske også meget fint. Så jeg hele tiden er bevidst om, hvor dejligt jeg egentlig har det.