Er blogmediet ved at ændre sig? Og kan jeg i så fald følge med!

Nu har jeg blogget de sidst to år. Kontinuerligt og med et nogenlunde fast tempo det sidste år. Jeg har til gengæld læst blogge de sidste 6 år. På det område betragter jeg faktisk mig selv som lidt af en late bloomer. For blogge har eksisteret i længere tid, end jeg har fulgt med.

Nogle af de første blogge jeg læste med hos var f.eks. Katrine Krøjby. Hun var fandme sej! Hendes stil, attitude og udstråling var noget en semi-usikker, bebumset, men festglad ung kvinde sagtens kunne slubre i sig. Jeg så måske endda lidt op til hende…? Det tror jeg faktisk. Men hun turde skubbe til kanten. Hun turde dele af sig selv, sine ideer og tanker. Hun blogger desværre ikke mere. Men i den tid hun gjorde, fulgte jeg med hver eneste dag!

Og nu sidder jeg selv her. Og håber jeg en dag kan være for nogen, hvad Katrine var for mig. Om det nogensinde lykkes ved jeg ikke. Men det kunne sgu være sejt.

Alligevel synes jeg, der er noget ved blogmediet, der har ændret sig siden mit girlcrush på Katrine. Nemlig den måde man blogger på, og måske især hvad læserne søger. Og det er måske i grunden opstandelsen for min usikkerhed, jeg beskrev i indlægget i går.

Jeg kan mærke det på mig selv som læser af andres blogge. Jeg vil gerne læse indlæg, der giver mig en værdi. Hvad end det er i form af en ny lækker opskrift, stedet jeg skal gå hen og tage den næste drink, hvor jeg kan købe godt træningstøj, hvor jeg skal have ordnet mit hår (her btw, hvis du bor i Odense), eller få lavet pæne shellacnegle (hos Skønne//Jeanette selvfølgelig!), hvor de har den bedste kebab (lige her), hvor der er pænt at gå ture eller indlæg, der giver stof til eftertanke og plads til refleksion.

Jeg vil MERE end høre om hverdagens trivialiteter. Hvor dejligt genkendelig de end kan være at læse om. Det er også blogmediets force. Personligheden. Personen bag som jeg gerne vil lære bedre at kende. Forskellen fra for 6 år tilbage og nu er bare, at jeg gerne vil mere end lære vedkommende at kende. Jeg vil have deres gode tips og tricks, deres gode råd, deres tanker om emner, der fylder i mit liv.

Jeg vil skubbes til, forundres, gøres vred, gøres glad. Jeg vil have en reaktion fra mig selv, når jeg læser blogindlæg. Jeg vil ikke længere KUN underholdes.

Jeg søger også mere og mere blogge, hvis overordnet genre vil kunne betegnes som ‘advice literature‘. Altså litteratur, der giver en form for råd.

Jeg tror, alle læsere læser blogge, fordi det giver dem en form for værdi. Enten i form at information omkring selve bloggeren fordi læser og blogger får skabt en relation, eller i form af nysgerrighed, der bliver stillet fra læserens side omkring bloggeren. (Dette forestiller jeg mig ofte er aktuelt når bloggeren er kendt, eller læseren har fulgt med gennem en årrække). Det kan også være indlæg, der formidler produktinformation. Som I kan læse, så mener jeg helt bestemt, at blogge i alle udgaver opfylder en form for behov hos læseren. Dette behov tror jeg bare har udviklet sig i takt med, blogmediet har udviklet sig.

For let’s face it; blogges format og design har udviklet sig. Fra at være en kronologisk side, hvor indlæg efter indlæg i et strømlinet design viste sig frem på skærmen efterhånden som man scrollede videre, er der nu flere og flere blogge, hvis design og layout, bryder med det klassiske og ordinære kronologiske bloglayout.

Det gør sig gældende også for min blog! Det er ikke mange måneder siden, jeg selv valgte at ryste posen og få et nyt layout til bloggen. Både fordi det gamle efterhånden kedede mig lidt, og fordi det snart var så set på mange blogge. Der skulle ske noget nyt.

For hver en reaktion, for hver et mønster, kommer en modreaktion. Dette ved jeg om noget ALT om. Jeg har sågar skrevet en eksamensopgave på min uddannelse omkring netop trends og tendenser, og hvordan disse bliver skabt. Bl.a. igennem reaktioner og modreaktioner.

Så hvorfor skulle dette ikke også være sig gældende indenfor blogge? Både hvad angår layout og æstetik, men bestemt også det uhåndgribelig indhold, der så sandelig må siges at være et bærende element på en blog.

Er det noget, I som læsere bider mærke i? En ændring i hele blogmediet? Måske I selv er bloggere og har tænkt over selvsamme?

Eller er det kun mig, der er så navlepillende, og måske er blevet ramt af blogmediets Narcissus?

11 replies
  1. Venterpaavin
    Venterpaavin says:

    Jeg må indrømme, at jeg interessere mig primært for de personlige blogs. Jeg kan godt selv købe tøj, mixe drinks, finde nye spisesteder osv. Det er ikke relevant for mig, at læse om – det svare lidt til, at læse dameblade. Ikke at der er noget galt med det, det er bare ikke mig (:
    Tilgengæld er kreativ skrivestil, humor, hverdagsliv og personlighed noget jeg vægter højt, og noget jeg føler, at jeg får noget ud af.

    – K

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Det er jo netop forcen ved blogge – at de findes i SÅ mange forskellige udgaver! Det er i hvert fald en af grundene til, jeg selv læser blogge.

      Jeg læser jo heller ikke kun én slags blogge – mit bloglovin’feed differentierer meget. Jeg synes bare jeg kan se en udvikling i blogmiljøet, hvor det nu går fra at være meget influeret af de personlige blogge, til OGSÅ at indeholde og udbyde mere ‘magasin’lignende blogge som du selv beskriver dem 🙂 Det tænker jeg faktisk er en ret fin udvikling, så der netop bliver flere forskellige slags blogge.

      Jeg får helt bestemt også værdi ud af netop de ord du beskriver; kreativ skrivestil, humor og hverdagsliv. Jeg vil også bare gerne have mere 😉

      Reply
  2. Michael Holm
    Michael Holm says:

    Rigtigt spændene perspektiv til blogging og de ting der sker lige nu – Jeg laver selv to blogs og selvom jeg jo selv er en del af den forandring som du beskriver (altså at blogging ændrer sig fra “min livshistorie som en blandet landhandel om alt der rør sig i mit liv” til at blive tema blogs) så har jeg slet ikke tænkt på at tingene ændrer sig på den måde. Men selvom der stadigt er en del af den gamle blog type så har du nok ret i at trenden går fra at være en livshistorie til at være emne basseret og give mere praktisk viden.

    Jeg har vel egentligt bevæget mig helt den anden vej. Min første blog er meget fakta baseret, min anden blog meget personlig, omend stadigt indenfor det tema den handler om, og sådan kan man jo sige som du selv beskriver at ting fusionerer sig i reaktion og modreaktion og skaber et nyt udtryk. Men er det ikke også en del af gamet, en del af det livet handler om, at udvikle frem for at gå i stå?

    Hvad angår design er jeg dog ikke helt enig med dig – rigtig mange danske bloggere bruger jo Bloggers Delight og de ligner hinanden design mæssigt til et punkt hvor det bliver nærmest kedeligt. WordPress giver nogle muligheder for afveksling og kreativitet men alligevel synes jeg tit at udtrykket bliver ret ens….. eller er det bare mig der ikke ser det ?

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Tusind tak Michael!

      Jeg synes netop det ændrer sig fra ‘min livshistorie’ til andre og nye ting. Men det er nok, som du selv skriver, det der sker når man i lang tid har haft mere eller mindre én slags blogge.

      Det er heller ikke fordi, jeg mener der er nogle blogformater, der er mere rigtige end andre! Det er bare mine observationer i blogland, at bloggene udvikler sig. Hvilket netop, som du selv skriver, nok er en naturlig reaktion.

      Mht. design så bruger rigtig mange IKKE Bloggers Delight. Rigtig mange har egne domæner/webhoteller, og designer enten selv, eller køber sig til andre bloglayouts. Mig selv i blandt. Jeg blogger igennem WordPress, men mit layout er udefra. Det er ikke en af WordPress’ forud indstillet temaer. Og jeg kan se, der er flere og flere, der benytter sig af andre muligheder, end hvad både WordPress og Blogspot f.eks. tilbyder. Mine observationer på det område beror måske også på, at jeg netop ikke læser de, ofte efter min mening, netop generiske blogge fra f.eks. Bloggers Delight. Indholdet på mange af disse blogge tiltaler mig heller ikke, så der sker nok en natulig selektion fra min side af blogge med netop det design.

      Reply
  3. Line
    Line says:

    Jeg tænker, du har ret i nogle af dine betragtninger. Men jeg har det ikke helt selv ligesom dig. Jeg vil stadig enormt gerne læse om hverdagens og dens til tider uendelige lag af leverpostej, morgenånde, madplaner og andre trivialiteter. Jeg savner faktisk flere af den slags indlæg fra “store bloggere” – altså dem med virkelig ordet i sin magt og professionalisme til at drive en blog.

    Jeg tror i høj grad, at de forandringer du oplever skyldes, at du (og vi alle) udvikler os og bliver ældre. Det er ikke de samme ting, der fanger din (og min) opmærksomhed som for seks år siden. Jeg har selv blogget siden 2010, og jeg har ikke ændret min måde ar blogge på, fordi “Blogland” har ændret sig eller ændret sine uskrevne regler. Jeg har ændret min måde at blogge på, fordi jeg er blevet ældre og har udviklet mig. Jeg er blevet en bedre blogger, fordi øvelse gør mester, haha 🙂

    /Line

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Det vil jeg skam også! Altså læse om hverdagen. For den har vi jo alle. Og tit kan jeg lære noget af andres betragtninger og refleksioner omkring deres hverdag, som jeg kan overføre til min egen.

      Og jeg må faktisk også give dig ret – jeg kan faktisk også savne lidt lerverpostej fra de store bloggere indimellem. Samtidig har de jo også deres charme, fordi de netop ikke blogger leverpostejsindlæg.

      Jeg tror heller ikke bloggeren i sin helhed forandrer sig bare fordi. Jeg tror bare, der kommer nye blogge til, der er med til at sætte skub i en udvikling. Jeg kan i hvert fald se en klar tendens fra de udenlandske blogge, der nu rammer det danske blogmiljø. Og så ændrer bloggeren sig nok også, som du skriver, fordi vi alle udvikler os. Og på et tidspunkt har nye behov og måder at udtrykke os på.

      Der er selvfølgelig stadig blogge, der er præcis som de var for 6 år tilbage, hvor jeg startede med at læse blogge. Og det er der nok en grund til. Samtidig synes jeg det er dejligt opløftende, at der kommer lidt nye tendenser i blogmiljøet. Jeg ved sgu heller ikke om der er nogle uskrevne regler omkring, hvordan blogge skal være. Jeg tror bare, der er gang i en udvikling som i bund og grund er positiv. Fordi den giver bloglæseren et større udbud af blogge.

      Reply
  4. Tekla
    Tekla says:

    Jeg tror at det nye layout er nødvendigt, når det er en temablog man har.
    Har man en madblog eller hækleblog, hvor fokus er på opskrifter er det simpelthen dødssygt som læser at scrolle igennem måneders indlæg kronologisk for at komme til den der gode opskrift, man glemte at lave et bogmærke på.
    Så er et overskueligt arkiv og en søgefunktion altså Alfa omega for om folk kommer igen og gider bruge opskrifterne flere gange.
    Specielt hvis bloggeren har de hele indlæg liggende og ikke bruger previews.

    Har man derimod en mere personlig blog om hverdagslivet, som f.eks far/mor blogs har læserne ofte ikke samme behov for at kunne søge i indlæg og hurtigt komme tilbage til de ældre indlæg.
    Begge blogtyper opfylder et behov for indhold men på hver sin måde.

    Jeg gik ind fra starten af og definerede hvilke ting jeg ville fokusere på i mit layout. Netop med tanke på, at mine læsere nemt skulle kunne navigere rundt og finde gamle indlæg.

    Jeg tror blogmediet ændrer sig fordi det er blevet meget mere populært. Flere læsere om mange flere blogs og så skal man arbejde for, at fastholde sine læsere. Det skal være nemt at finde det indhold man gerne vil læse og der skal være værdi i indholdet; Enten humor, oplysninger eller nærhed.

    Heldigvis læser vi jo med af forskellige grunde, jeg læser masser af opskrifter, dog sjældent glutenfri. Da jeg gerne vil inspireres til, hvad der kunne være fedt, at lave om til glutenfri og ikke af hvad andre allerede har lavet om til glutenfri.

    Men jeg læser også andre blogs og henter noget helt andet fra dem. Skrivestil, personlighed og nærhed med bloggeren betyder langt mere, når det kommer dertil. Og i dem kan jeg tydeligt mærke at layout er langt mindre relevant for mig.

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Tak for din fine kommentar Tekla.

      Den satte også nogle tanker i gang hos mig.

      Jeg læser nemlig også MANGE forskellige slags blogge, fordi de alle hver især giver mig noget værdi på forskellige måder.

      Vil også give dig ret i, at det måske er mindre relevant med et bloglayout, der er “overskueligt” for den mere personlige blog. Tit læser folk med på den slags blogge fordi det netop er det personlige (eller private) der trækker, og her giver det formentlig fin mening, at indlæggende bliver præsenteret kronologisk.

      Din kommentar om, at blogmediet har ændret sig grundet flere læsere tænker jeg også er ret begrundet. Man skal arbejde lidt mere for at holde læseren opmærksomhed når nu udbuddet er så stort. Samtidig synes jeg ALLE blogge er personlige. Netop fordi det er en person, der sidder bag skærmen, der aktivt har valgt at dele et indlæg. Ikke et magasin, der SKAL skrive artikler (og ofte for egen vindings skyld). Men der er stor forskelig på det personlige og det private. I hvert fald for mig. Jeg vil meget gerne være personlig på min blog. Samtidig vil jeg gerne holde mit privatliv adskilt.

      Reply
  5. Kirsten Isabella Holm
    Kirsten Isabella Holm says:

    Jeg har blogget i snart 2 år og jeg oplever også en udvikling, der er flere der skriver om personlige emner, jeg tror det er fordi det er det vi søger i andres blogge. Jeg kan bedst lide blogge, hvor personen bag er ærlig men også har lidt humor. Ligesom denne blog 🙂

    Reply
    • Jeanette
      Jeanette says:

      Åh tusind tak for din dejlige kommentar Kirsten!

      jeg tror bestemt også udviklingen sker fordi vi måske får udfyldt vores blogbehov hos forskellige blogge i dag. Ikke kun ved en blog.

      Reply
  6. Maria Møller
    Maria Møller says:

    Jeg vil faktisk sige, at det næsten kan være fuldstændig ligegyldigt hvad der bliver skrevet om, hvis bloggeren kan FANGE læseren. og som du selv skriver, vække nysgerrighed hos læseren så man vil lære bloggeren at kende, høre bloggerens idéer, og i hvert fald læse det næste indlæg! 😉

    Reply

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply to Jeanette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *