EKSAMEN DER HAR SOCIAL ANGST OG KUN GIDER MIG

Jeg kender en eksamen. Den er ikke vældig flink. Faktisk så er den ret nederen. Den hiver og trækker i mig. 24/7. Alle døgnets timer. Den har ikke brug for søvn, en god film, en kop kaffe på den lokale café eller putning med sin kæreste – næ det eneste den kræver er; mig. Mig, mig, mig. Men jeg har andre ting at se til. Andre ting end Eksamen som betyder mere faktisk. Nu håber jeg ikke at jeg sårer dens følelser. Men altså. Den er sgu ret klister – for ikke at sige pågående. Måske endda lidt ensom? Den kender jo ikke andre end mig. Den vil bare gerne blive større og større – “skriv mere.. meeeere”, skriger den konstant i mine ører. Men i stedet for at være en hæmoride på mig,  burde den gå ud. Drikke sig en kæp i øret, møde nye mennesker. Belemre andre med dens evindelige snak om modalitet, komposition og visuelle betydningsdannelser. Men det gør den ikke. Måske fordi den kun har mig? Måske fordi den ikke tør åbne sig for andre?

Men nu har jeg taget den med i byen! Jeg prøver at åbne dens øjne for verden udenfor dens faste og trygge rammer; Word. Jeg ved ikke om det hjælper på dens tydelige sociale angst. Men det hjælper på mit arbejde med den. Så nu sidder vi her. Jeg med min anden kop kaffe, og den med en side mere. Lad os håbe at det dæmper dens skrig lidt i aften. Ellers må jeg sgu bruge en pude….