Det her med at være single

Foto: Rebecca Brincker

Jeg synes stadig, det er mærkeligt. At være single. Jeg har stadigvæk heller ikke vænnet mig til det begreb – “single”. Jeg synes stadig det lyder… Mærkeligt. Ligesom jeg også forklarede om i dette indlæg, så er det ikke et begreb, jeg er ovenud begejstret for.

Nærmere tværtimod. Men det er jo nu engang dét jeg er. Single. Bvadr.

Det går egentlig fint nok med at være single. Nogle gange kan det godt være lidt kedeligt. Der er ingen at putte med. Der er ingen at bruge tyve minutter med for at bestemme en film fra Netflix. Der er ingen, der laver mad til mig.

Men jeg er ret god til at fylde min tid ud alligevel. Så det er bestemt ikke fordi, jeg går rundt og keder mig. Nogle gange undrer jeg mig faktisk over, at jeg overhovedet har haft tid til at have en kæreste.

Men det betydet jo ikke, at jeg ikke gerne vil dele mit liv med et andet menneske. Jeg vil bare heller ikke have en kæreste bare for at have en kæreste. Det synes jeg er ret fjollet.

Og så har jeg måske ikke mega nemt ved at forelske mig. Jeg har været mellem-forelsket én gang i min singleperiode. Hvor jeg mødte en ret sød mand. Men så viste han sig at være lidt af en røv, og så var det skib ligesom sunket.

Siden har jeg ikke rigtig turde forelske mig. For jeg orker ikke at blive såret. Igen. Det var lidt af en hjerteknuser, da min ekskæreste og jeg valgte at gå fra hinanden. Og så var det lidt (okay RET) nederen at turde åbne mit hjerte igen kun med et nederlag som resultat.

Jeg orker ærlig talt bare ikke at skulle igennem et brud igen lige foreløbig. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis jeg skulle møde en sød mand, så er det ikke sikkert, at vi går fra hinanden. Men jeg er sgu ærlig talt nok bare lidt bange for at kaste mig ud til hajerne igen.

Jeg er ikke på nogen datingapps. Jeg forstår dem ikke. De er blomstret op imens jeg har været i forhold (i over seks år), så jeg fatter nada af de spilleregler, der eksisterer på den slags apps. Det er nu ikke fordi, jeg fatter mere i virkeligheden.

Jeg har aldrig rigtig været på en date. Det kan i hvert fald tælles på en hånd agtigt, hvor mange dates jeg har oplevet her i livet. Jeg er også lidt akavet omkring hele datingfænomenet. Jeg mener – så mødes man med én, man ikke rigtig kender for at se, om man har lyst til at lære personen mere at kende og der måske kan blomstre en forelskelse op.

Måske er jeg bare forkælet – eller har været priviligeret, at når jeg har mødt nogle mænd, som jeg har involveret mig mere med, så har der fra starten være den famøse gnist. Der har været en kemi, der har gjort, at jeg med det samme vidste, at der var noget mellem os. At jeg gerne ville undersøge det nærmere.

Jeg er ikke så god til det her med at mødes med “fremmede” mennesker og så prøve at se, om vi bliver forelsket. For mig skal den følelse af sommerfugle i maven helst være der ret tidligt i en relation.

Jeg ved ikke, om jeg måske bare er forkælet. Eller tror, at jeg lever i en Disneyfilm og prins Charming nok skal dukke op, og så ved jeg, at den er der.

Jeg tror heller ikke, at jeg fatter særlig meget af det med at flirte. Eller når nogen lægger an på mig. Jeg skal have tingene hugget i sten, hvad det angår.

Så er der hele det aspekt med bloggen og Instagram. Det her med, at jeg vælger at dele så mange ting herinde. For hvem siger, at en evt. date gider være med til det? Gider være med på mine stories på IG? Men det er en del af den jeg er. Som jeg ikke vil stoppe med lige nu.

Det kan til gengæld godt være lidt svært nogle gange. At skulle forklare, hvordan det hele hænger sammen med bloggen – og gerne ville dele ud af mine oplevelser, men samtidig føler jeg, at jeg har en barriere ift. hvor meget jeg kan dele om andre mennesker. De har jo ikke valgt at være en del af bloggen, bare fordi de gerne vil være en del af mit liv.

Det er lidt en svær grænse – for jeg vil jeg gerne dele en masse herinde. Samtidig er der nogle ting, som er lidt svære at dele. For hvad hvis de læser med og bliver stødt? Eller bare ikke vil optræde herinde. Selvom det er anonymt ved vedkommende jo formentlig godt, at det er ham jeg omtaler.

SÅ – det er ikke fordi, jeg ikke vil dele mere om mit single- eller datingliv. Jeg føler bare, at der også er en grænse for, hvor meget jeg kan tillade mig at dele.

Jeg kan fortælle så meget, at jeg har været på nogle dates. Ikke mange. Ikke flere end, hvad der kan tælles på én hånd. Men det har ikke været nogle dates, som har ført til mere. Det har været hygsomt, men gnisten har bare ikke været der. Og det er bare noget, der er vigtigt for mig. Den pokkers gnist.

Jeg har nu heller ikke travlt med at skulle finde kærligheden. Den er der nok en dag, og jeg er lykkelig for mig selv. Hvilket jeg synes er rigtig vigtigt. At det ikke er et andet menneske, min lykke beror på. Jeg er ansvarlig for min egen lykke.

Derfor havde det da været dejligt at have én særlig person at dele min lykke med. Men indtil nu deler jeg den med alle de andre skønne mennesker, jeg har i mit liv. Og det er jeg nu i grunden ret tilfreds med.