Derfor skal du vælge ét ord som guide for 2018 (og en metode hertil)

/8 Comments/in , , /by

Foto af Rebecca Brincker @hjernestorm

I starten af 2017 valgte jeg ét ord, der skulle være min abstrakte og mentale guide gennem hele 2017. Jeg reflekterede over ordet i dette indlæg, hvor jeg også i store træk deler, hvad mit 2017 har budt på.

I var flere, der var positive omkring min refleksion og nysgerrige på det at vælge ét ord som en indre guide for et helt år.

For selvom det måske lyder uoverkommeligt at følge ét ord gennem et helt år, så har det for mig været noget af det bedste ved året.

Jeg valgte ordet ‘courage‘ som guide i 2017, og det gjorde jeg gennem en relflekterende, men hurtig proces.

Jeg brugte nemlig en skabelon, der kunne guide mig igennem den mentale proces, det er at vælge ét ord som guide.

Skabelonen udfyldte jeg og hængte på min opslagstavle. Så blev jeg hver dag mindet om både mit udvalgte ord, men også om processen og de tanker jeg gjorde mig undervejs.

Da I netop var flere, der delte min begejstring for at droppe nytårsforsætter og i stedet vælge ét ord som guideline, besluttede jeg mig for at opdatere min skabelon til 2018 og dele den herinde med jer.

Måske den kan komme nogle af jer til nytte?

Der er flere gode grunde til at vælge ét ord for året.

  • Du får en guide gennem alle aspekter af dit liv gennem et år. Det giver en ro og klarhed i forhold til, hvordan du håndterer forskellige situationer.
  • Jeg besluttede mig i 2017 for, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv. Det har betydet, at jeg har udviklet mig meget. I forhold til andre mennesker, i forhold til min familie, på mit arbejde, med mig selv og ikke mindst i de projekter jeg kaster mig ud i. Det giver dig et ekstra skub og selvtillid at have ét ord at “læne” dig op ad.
  • Du SKAL ikke følge nogle forsætter, som du med tiden mister interesse i eller ikke har ressourcer til. Hvad end det er at du vil løbe tre gange om ugen, du skal tabe de sidste famøse fem kg, du gerne vil besøge din familie oftere etc. For mig gjaldt det, at jeg hurtigt mistede interessen i at “overholde” mine nytårsforsætter. Men det har fungeret så godt at have et ord, jeg lod mig guide af i stedet.
  • Det er overkommeligt. Du skal på en måde ikke “gøre noget”. Du skal blot have dit ord i baghovedet og tillade, at du tager dine beslutninger efter det. Men det er noget, du nemt kan inkorporere i dit liv.
  • Du tager dine beslutninger ud fra dit ord. Dette giver en enorm tryghed, da dit ord er dit pejlemærke. For mig betød det, at jeg var modig i mine beslutninger. Jeg følte, at jeg havde noget at støtte mig op ad, og hvor begrænsende det end lyder, så fungerer det helt modsat. Det var en stor befrielse at lade mig guide af, at jeg skulle være modig i alle aspekter af mit liv.

Skabelonen er ret “nem” at udfylde i den forstand, at den består af tre trin.

Trin 1:
Her skal du skrive en masse ord ned, der inspirerer dig. Jeg har selv skrevet nogle af mine ord ned i skabelonen, og måske nogle af disse også inspirerer dig. Ellers kan du nemt skrive flere til.

Trin 2:
Fokuser på forskellige aspekter i dit liv, og prøv at sætte nogle ord på, hvad du gerne vil opnå for dem i 2018.

Trin 3:
Ud fra de ord du har valgt som inspirerende og dine fokuspunkter, skal du nu vælge ét ord.

 

Kunne du finde på at vælge ét ord som guide i 2018?
Jeg er allerede ved at smage på forskellige ord, der kan være mit holdepunkt næste år. Det vil jeg selvfølgelig også dele herinde. Ligeså snart jeg har fundet på det altså.

 

Evaluering af mit “årets ord” 2017

/4 Comments/in , , /by

{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Kan I huske for snart et år siden, hvor jeg valgte ét ord, der skulle være min guideline igennem 2017?

Jeg endte med at vælge ordet ‘courage’ – altså modig på dansk.

Dét ord skulle guide mig igennem alle aspekter af  mit liv i 2017 og nu, efter et år, tænkte jeg, at jeg ville lave en evaluering af, hvordan det har været.

Mit 2017 har budt på en del udfordringer. Jeg har haft nogle svære oplevelser tæt på livet. Året startede med, at Casper og jeg, efter over seks års forhold, gik fra hinanden. Det var en hård start på året, der betød, at januar var en tåget dis af nyligt brud, ny start på året og en masse forvirrede følelser.

Ikke lang tid efter dette fik jeg beskeden på, at min farfar havde fået kræft. Sygdommen var aggressiv og fremskreden, og han fik en terminaldom. Det betød, at jeg fravalgte nogle projekter i starten af året, da jeg ikke havde det mentale overskud til at jonglere både bruddet med Casper, min farfars alvorlig sygdom og ekstra projekter. Det resulterede desværre i, at jeg mistede nogle relationer. Det var nogle mennesker, der ikke forstod, hvilken alvor og hvilket pres jeg oplevede. Det er altid ærgerligt, når relationer med andre mennesker ophører, men samtidig var det mit valg at prioritere mig selv i den periode, og det er jeg stadig sikker på, var (og altid er) det rigtige at gøre. Jeg fulgte mit ord ‘courage’ og valgte at være modig omkring at stå ved mine følelser og mine valg.

Da sommeren var ved at varme både min krop og Danmark op, besluttede jeg, at jeg ville tage på en solorejse i min sommerferie. Derfor bookede jeg to uger til Marrakech i juli.
Jeg havde aldrig fløjet alene før, og jeg havde aldrig rejst alene før. Jeg tror, at det er noget af det modigste, jeg nogensinde har gjort. Jeg brugte de to uger på at granske mig selv og mine følelser. Jeg begyndte at meditere, og jeg lærte virkelig at nyde og være i nu’et. Jeg mangler endnu at dele mange af mine oplevelser fra Marrakech, men det er noget, jeg meget gerne vil. Jeg lærte meget af min solo-rejse, og det har været en af de bedste beslutninger for mig selv at gøre.


{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Et stykke tid før jeg rejste, mødte jeg endda en rigtig sød mand. Efter Casper og jeg var gået fra hinanden, havde jeg været på nogle dates og set nogle mænd. Men jeg turde ikke at åbne mig, og jeg følte aldrig rigtig, at “den var der”. Men det var den nu. Vi “klikkede” med det samme og i tiden op til min rejse, nød jeg både den varme sommer i danmark og at have sommerfugle i maven.  Jeg var modig og jeg turde føle noget igen for et andet menneske. Jeg troede, at alting var godt, men noget skete desværre indeni den søde mand, mens jeg rejste, og vores brud var, for mig, uforklarligt og ubehageligt. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvad der skete. Mine følelser ændrede sig ikke mens jeg rejste, men det gjorde hans åbenbart. Hvad grunden var, ved jeg ikke. Det fandt jeg aldrig ud af. Men jeg ved, at jeg turde tro på kærligheden igen. Jeg ved også, at jeg var modig da vi stoppede vores relation, fordi jeg ikke ville fortsætte under de omstændigheder, han foreslog. Jeg kunne mærke, at selvom jeg virkelig gerne ville fortsætte med at se ham, så ville jeg miste mig selv i processen over at skulle gå på kompromis med mine følelser, der på det tidspunkt allerede var store.

Mit efterår indeholdt desværre afskeden med min farfar. Det var en mærkelig og selvfølgelig sørgelig oplevelse. Det er første gang, jeg mister en bedsteforældre. Hvilket sætter livet i perspektiv. For jeg ved godt, at jeg er utrolig priviligeret, at jeg indtil nu, har haft hele min familie. Jeg har tidligere mistet, men ikke et menneske, jeg har kendt i så mange år. Det var en proces, hvor jeg virkelig havde brug for at være modig, og jeg var igen taknemmelig for mit ord for året.

Rent karrieremæssigt har året også budt på oplevelser, hvor jeg har haft brug for at være modig. Jeg elsker mit arbejde – men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer og dilemmaer, hvor jeg har skulle være både stærk, handlekraftig og modig. Jeg har skulle finde mine grænser, sige fra og skubbe på. Her har mit ord ‘courage’ også hjulpet mig meget.

Nu er året gået på hæld, og mit år har budt på mange flere store og små oplevelser, end dem jeg har delt her. Men disse oplevelser har været skelsættende for min udvikling i år, og jeg har derfor valgt at belyse lige netop dem.

{ Foto af Rebecca Brincker @Hjernestorm }

Igennem hele året har jeg vendt tilbage til mit ord ‘courage’. Jeg har brugt ordet som en guideline for mine beslutninger og reaktioner hele året. Det at have ét ord, jeg har brugt som guide, har givet en enorm tryghed. Hvilket er lidt ironisk nu, hvor mit ord for året var, at jeg skulle være modig – det betyder nemlig for mig, at jeg også skal turde gøre ting, jeg normalt ikke ville gøre. Og derfor komme udenfor min komfortzone og trygge rammer.

Måske har mit ord gjort, at jeg har fundet en tryghed i at have en guide?

Måske er jeg begyndt at tro mere på mig selv og har rykket grænserne for, hvor og hvornår jeg føler mig tryg?

Det at droppe de klassiske nytårsforsætter og i stedet vælge ét ord at “leve” efter, har virket fantastisk for mig. Det har været meget mere overskueligt, end at skulle følge flere forskellige forsætter. Ordet har hele tiden været skrevet bag mit øre, og jeg har haft nemt ved at vende tilbage til det. Det betyder også, at jeg vil vælge ét ord, der skal guide mig i 2018. Jeg har allerede nogle ord, der fylder meget og som rumsterer i mit indre. Jeg tror derfor, at jeg er godt på vej i processen med at vælge et ord. Det vil jeg selvfølgelig gerne dele med jer, når jeg har valgt det endeligt.

Har du haft ét ord, der har guidet dig gennem året?

Hvis du vil vælge et ord for 2018, kan du med fordel følge den guide, jeg brugte sidste år.

 

Et tip til George Clooney kaffekapsler

/4 Comments/in /by

// Reklame – jeg var inviteret til eventet,
men indlægget er på eget initiativ

Det kommer vist ikke bag på nogen, at jeg er en sand kaffeelsker! Hver mandag poster jeg et kaffecitat på Instagram, og jeg har nærmest fået den koffeinholdige drik ind med modermælken. Jeg drikker kaffe (næsten pånær når jeg er syg) HVER dag, og jeg starter altid min morgen med en kop kaffe.

Jeg drikker også kaffe på mange forskellige måder. Både pour over, stempelkande, instant, filterkaffe og ikke mindst på min elskede George Clooney maskine fra Nespresso.

Derfor sagde jeg straks ja, da der tikkede en invitation ind på min mail til et kaffeevent afholdt af L’or.

Lór laver kaffekapsler, der passer til Nespressos maskiner, og det er i forvejen de kapsler, jeg bruger til min maskine.

Jeg har efterhånden været mange forskellige slags kapsler igennem fra mange forskellige producenter. Heriblandt Nespressos egne kapsler. Men vender hele tiden tilbage den én bestemt udgave fra L’or, som passer perfekt til mit kaffetemperament. Den gule kapsel, Lungo Mattinata 05, er klart min favorit.

I sidste uge fik jeg dog mulighed for at smage lidt flere forskellige kapsler, og jeg faldt også for deres udgave Espresso Sontuoso 08. Den er lidt stærkere, idet det er en espresso. Det betyder, at mængden af vand, der løber igennem kapslen er mindre samtidig med, at bønnerne er finere malet.

Jeg smagte de forskellige kapsler uden mælk i kaffen for at få et ordentlig indtryk af smagen. Normalt er jeg ret glad for at have et skvæt havremælk i min kaffe. Når jeg laver min kaffe på min Mr. Clooney-maskine, hælder jeg altid først noget havremælk i koppen. Det giver en ekstra “crema” på toppen af kaffe. Crema hedder det “skum”, eller luftige lag om man vil, på toppen af kaffen.

Med et skvæt havremælk i koppen giver det en ekstra luftig og cremet crema (det lyder lummert i mine ører, men det er det altså ikke!), hvilket, for mig, gør kaffen ekstra lækker. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg foretrækker min kaffe med lidt mælk.

Kapslerne fra L’or er lavet af aluminum (ligesom de originale fra Nespresso er det), hvilket selvfølgelig betyder en belastning for miljøet. Det har dog flere årsager, at de har valgt at bruge aluminum til deres kapsler.

Aluminum er bedre til at bevare aromaen i den malede kaffe. Når kaffe (der er malet) udsættes for ilt, vil det hurtigt miste sin aroma og smag. Med kapsler produceret af aluminum bevarer L’or meget mere aroma, end ved f.eks. plastikkapsler.

Og mellem os – så er de kapsler, der er lavet i plastik noget fis, for de passer rigtig dårligt til maskinen. Hveranden kapsel jeg har brugt lavet i plastik har f***** min maskine op på den ene eller anden måde. Så jeg har ikke gode erfaringer med kapsler lavet i plastik.

L’or har desuden lavet et genbrugsprogram, så vi kan aflevere vores brugte kapsler og derved genanvende det aluminium, der er brugt til kapslerne. De har derudover bæredygtighed med i deres produktion, og samarbejder med lokale landmænd, hvilket er noget, jeg virkelig sætter pris på. Det at producenterne af kaffebønnerne får deres del rent økonomisk af produktionen er virkelig vigtigt, og det er en rar tanke, når jeg drikker min kaffe, at det er produceret med bæredygtighed for øje.

Det var et lille tip fra mig, hvis du også bruger de fine George Clooney maskiner, og leder efter gode kapsler til din kaffe.

Jeg er også lidt nysgerrig på, hvor mange læsere jeg har, der er ligeså kaffe-tossede som jeg selv? Drikker du tit kaffe?

Kig mindre på din mobiltelefon (tre gode tips til at spare tid!) + 50% rabatkode!

/2 Comments/in , /by

Annonce: Jeg har modtaget uret som gave fra Chris Copenhagen

For nogle måneder tilbage blev jeg spurgt af de seje folk bag Chris Copenhagen, om jeg kunne tænke mig at skrive lidt om deres ure. Det tog mig ikke lang tid at sige ja til det, for deres ure er smukt designet, passer til alt i min garderobe og er af god kvalitet.

Jeg fik uret i sommers, og har gået med det næsten hver dag lige siden. Men jeg er også en “ur-person”, der næsten føler mig nøgen uden et ur på håndledet. Og min samling af gode kvalitetsure er efterhånden også deropad.

Der er ret mange gode ting ved at gå med ur, og i dette indlæg vil jeg dele tre tips til, hvordan du sparer tid ved at gå med ur. Især med fokus på at vi skal kigge mindre på vores mobiler! For det er helt sikkert noget vi sikkert alle kan nikke genkende til – at vi kigger for meget på vores mobiler og bruger for meget tid på diverse apps. Jeg gør det i hvert fald selv. Jeg er en sucker for både Facebook, Instagram, Snaptchat og diverse andre sociale medier. Selvom det uundgåeligt er vældig underholdende at følge med på sociale medier, er det virkelig også en tidsrøver, der vil noget.

Vidste I, at man kan gå ind og kigge på sin telefon, præcis hvor mange procenter, man bruger på hver app på sin telefon? Hos mig vinder Instagram klart med flere længder. Jeg bliver bare lidt skræmt over, hvor meget tid jeg egentlig bruger på min telefon. Selvom meget af det selvfølgelig er arbejde, så er relativt meget også bare ”fritid”. Tid som jeg kunne have brugt langt mere effektivt og helt sikkert med et outcom og større resultat af min tid. Men hvad skal vi gøre ved det? Alt den tid vi bruger på telefonen, som i virkeligheden kunne have været brugt på mange andre, måske langt mere værdifulde, ting.

Jeg har fundet tre ting i min hverdag, der hjælper mig med at kigge mindre på min telefon. Og dermed ofte blive langt mere effektiv med det jeg rent faktisk foretaget mig.

1) Jeg lægger min telefon med skærmen ned eller i det andet rum. Det er et virkelig simpelt, om end meget virkningsfuldt tip. For det gør, at jeg bliver tvunget til at ”glemme” min telefon i den tid, jeg lægger den væk. Det er lidt som om, vi har opbygget et samfund, hvor det er utænkeligt ikke at være tilgængelig for alle omkring én. Men for bare 10 år siden var tonen en noget andet, og helt ærligt – skal vi være tilgængelig 24/7 for alle? Nej. Det skal vi faktisk ikke. Vi bestemmer helt selv, hvornår vi er tilgængelige og også, hvornår vi har tid og lyst til at være det. I dag forventer folk svar med det samme på enten sms eller messenger, men du bestemmer helt selv, hvornår du vil svare.

2) Del din socialemedietid op i blokke i løbet af dagen. Måske 10 minutter om morgenen, 10 minutter til frokost og 10 minutter igen til aften. Det er allerede 30 minutter du i løbet af bare én dag har brugt på sociale medier. Hvilket lyder og er ret meget. 30 minutter som kunne være brugt på meget andet – lave lækker morgen eller aftensmad, gå en tur med hunden, tage et afslappende bad, træne, læse en bog sågar! Nogle gange skal der heller ikke mere til, end at vi bliver opmærksomme på, hvor lang tid vi egentlig bruger på sociale medier. Måske er det mere eller mindre end du går rundt og tror? Prøv at teste det i morgen i løbet af dagen og se, hvor mange aktive minutter du bruger din telefon til sociale medier.

3) Få et ur! Jeg falder hver dag i de sociale mediers fælde, fordi jeg skal se, hvad klokken er. Og det gør jeg på min telefon.
Men det bliver jeg bedre og bedre til ikke at gøre når jeg har et ur på håndledet. Men når min mobil ligger bordet, og jeg ikke har ur på, så trykker jeg på skærmen for at tjekke klokken, og det er ofte her, at jeg ser mine notifikationer fra forskellige sociale medier. Og selv, hvis der ingen notifikationer er (for jeg har slukket dem på flere apps), så slider jeg alligevel låsen åben og tjekker et par apps. Og lige pludselig er der gået fem minutter flere gange i løbet af dagen, som jeg egentlig kunne have sparet ved bare at kigge på mit armbåndsur.

Er du også god til at lade din mobil stjæle tid fra dig i løbet af dagen?

Det smukke ur som I ser på disse billeder valgte jeg fra Chris Copenhagen ud af deres udvalg. Det er med en brun læderrem med krokodilletryk, en virkelig smuk blå urkasse og en elegant rosa urskive. Jeg elsker, at den blå farve er så gennemtrængende for designet på dette ur, og den rosa urskive går perfekt til mine guldsmykker. Jeg er nemlig typen, der godt kan lide at blande metallerne. Udover at bruge uret som substitut for uret på min telefon, så er det bare virkelig flot at have på som en del at min hverdagsuniform. Chris Copenhagen har forskellige navne til alle deres ure, og mit ur hedder Tivoli. Der findes også et ur, der hedder H.C. Andersen, hvilket måske ellers også havde været et oplagt ur at vælge, når nu jeg bor i Odense. Alle deres ure hedder nogle ret fine navne, der alle er steder i Danmark. Nørrebro, Vor Frue Kirke, Kongens Have, Østerbro. Navne, der både kan referere til steder i KBH, men også til steder her i Odense.

Alle deres ure har tre års garanti, og i dag kan du spare 50% på ALLE deres ure via deres hjemmeside! Du skal bruge koden “BLACK” (det er selvsagt fordi det er Black Friday) og der er fri fragt oveni. Det ur jeg valgte, Tivoli, koster normalt 1.499,- så der er altså noget at spare.

Hvis du leder efter ure i andet design, kan du også kigge på Uniwatches, der også i dag har rabat på deres ure.

Hvad tænker du om mit urvalg? Bliver den blå urkasse for meget?

 

Fynske Influencers – et community for alle influencers på Fyn

/3 Comments/in /by

Jeg ved ikke, hvor relevant dette er for alle jer, der læser med derude. Det er det måske, hvis I gerne vil inspireres på den Fynske bloggerfront.

Derfor vil jeg sprede budskabet om projektet “Fynske Influencers”.

Rebecca Brincker (instablogger på Hjernestorm og stifter af Odense Events) og jeg har i lang tid talt om, at der manglende et community, der samlede alle Fyns influencers. Vi så ingen grund for, at bloggere på Fyn ikke samles og udnytter alle vores fælles kompetencer. Så vi kan lære af hinanden, udveksle tip og tricks til blogging, fotografering, skrivning, teknisk opsætning etc.

Vi vil gerne styrke fællesskabet mellem alle influencers på Fyn, for at højne kvaliteten af alle vores profiler og for at samle et community af fynske influencers ét sted, så det bliver overskueligt for vores læsere, der derved kan blive inspireret af de mange influencers, der er på Fyn.

Vi startede med at lave en profil på Instagram, Fynske Influencers, der både reposter billeder fra alle influencers på Fyn, samt har take-overs fra influencers på Fyn. Vi er rigtig glade for, at vi udvikler profilen og konceptet med f.eks. take-overs fra andre influecners. Dette skal gerne give et inkluderende fællesskab, og ikke mindst udvikle den måde, vi bloggere samarbejder på. Hvis du derfor gerne vil have inspiration fra forskellige fynske influencers, er profilen rigtig god at følge.

Derudover vil Fynske Influecners som koncept udvikle sig. Vi har som det første oprettet en lukket Facebook-gruppe for alle aktive Influencers på Fyn. Denne gruppe vil vi bruge til at dele erfaringer og ikke mindst vil Fynske Influencers hoste events og meet-ups for bloggere. Hvis du er influencers, og har interesse i at joine vores community, må du meget gerne anmode om medlemsskab. Gruppen hedder “Fynske Influencers”.

Det første meet-up er allerede nu på lørdag, hvor Café Fleuri er første samarbejdspartner, der vil lægge lokaler til vores meet-up.

Fynske Influencers meet-up er ikke events, men en uformel mulighed for at influerncers på Fyn kan møde hinanden fysisk og lære hinanden at kende. Vi tror på, at det betyder meget for vores community, at vi mødes over en kop kaffe og snakker sammen. Det er offline, at de nære relationer bliver skabt, og det ønsker vi med Fynske Influencers. At alle influencers  på Fyn skal være kollegaer og løfte i flok, fremfor at betragte hinanden som konkurenter.

Hvis du derfor er aktiv influencer på Fyn, uagtet blogstørrelse eller emne, så følg med på Instaprofilen og skriv også, hvis du vil med til Fynske Influencers første meet-up på lørdag.

Sneaks for the girls

/0 Comments/in , /by

^^ Grønne Nike Air Force // Lyserøde Nike Air Force // Blå Reebok Club C  (de er *savle* lækre!) // Lyserøde Nike w Air Max // Hvide retro Adidas Handball // Grønne Adidas Campus ^^

Jeg går i meget forskelligt fodtøj, og min skosamling spænder vidt fra Dr. Martens, over Jeffrey Cambell, over stiletter, over støvler og sidst, men ikke mindst over sneaks!

Til hverdag har jeg ofte hæle af den ene eller anden slags på. Det har jeg, fordi jeg bruger meget af min tid på kontoret til hverdag, og derfor ikke er så afhængig af at skulle have behageligt fodtøj på. Forstå mig ret – mine hæle er ikke ubehagelige, men de er ikke oplagte at stå mange timer oprejst i.

Selvom jeg ret tit bevæger mig i på vores 7000 kvm store hus, så er det stadig til at have med at gøre selv i hæle. Jeg skal ikke løbe marathon, og kan godt lide, at jeg kan have lidt finere sko på til hverdag.

Med det sagt, så har jeg også tit sneaks på. Det er især når jeg er på arbejde i weekenden, og jeg skal tonse op og ned af vores entrétrappe, gennem koncertsalen og nogle gange også agere bartender. Se SÅ er det ret dejligt at have sneaks på, for efter sådan en aften med 8 timers gåen og stå’en er fødderne, (og kroppen) godt brugt.

Jeg er selv svært begejstret for mine helt sorte Nike Air Force, men ser gerne, at min hverdagssneakssamling snart bliver udvidet.

Jeg går tit en runde hos Dr. Adams i Odense, der er én af mine lokale sneakpushere. De har nemlig ofte nogle farver og modeller, jeg ikke ser andre steder. Og så er butikken bare mega sej. Så slå et smut forbi, hvis du mangler seje sneaks.

Jeg har samlet lidt af butikkens nuværende udbud af lækkert fodtøj til damerne, og jeg vil snildt kunne hapse alle par med hjem. Det ville min bankdame måske blive lidt misfornøjet over, men er det ikke noget med, det er nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse?

 

Nå ord ikke er nok

/4 Comments/in , , /by

Det er lidt den følelse, jeg sidder med i kroppen lige nu. Jeg har brugt dagen på at tage en masse billeder hos Beautified. Nu sidder jeg i min sofa. Med min dunbløde dyne, et halvt krus lunken øl og en lille hunni ved min side.

Men jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er tom. Jeg kan mærke, at jeg har det varmt, men jeg kan ikke finde ud af at rejse mig. Jeg er fanget. I sofaen. I  mine tanker. I mine manglende ord.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige mere herinde. Nogle gange ved jeg heller ikke, hvad jeg skal sige andre steder. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst til at fortælle flere ord her på  min blog. Men lige nu ved jeg bare ikke hvordan.

Det er en kombination af frygt for at fejle. Frygt for at skuffe. Og frygt for ikke at være god nok. For ikke at være en, der har nogle ord at fortælle. I hvert fald ikke nogle vigtige ord.

Men min brystkasse er ved at sprænges af ord. Måske er jeg bange for konsekvensen af mine ord? Måske er jeg den type, der tager lidt for meget hensyn? Unødvendigt hensyn til andre mennesker, der aldrig har bedt om, at jeg tager så meget hensyn. Måske er det fordi, jeg er bange for min egen reaktion, hvis jeg deler alle mine ord, der sidder derinde allerdybest. Alle de ord, der egentlig flår og skriger for at komme ud.

Alligevel er jeg stille. Min hals snørrer sig sammen rent fysisk, og jeg synker for at få spyttet væk. Mine fingre arbejder hurtigt, men tungt og jeg kan ikke finde ud af, om det de gør er det rigtige. Men nu kommer de ud. Ordene. Og så må jeg tage chancen.

For jeg har besluttet mig for, at i år skal jeg være modig. At jeg skal turde gøre ting. Komme ud af min komfortzone. Men hvad gør jeg, når jeg slet ikke aner, hvor den zone er henne?

Når jeg er bange for at vælte ud over verdenskanten og ud i dybet. Hvad gør jeg, når det føles som om, ordene presser på indefra som en dæmning, der er ved at springes?

Skriver jeg bare? Og håber på det bedste.

Jeg er sikker på, at det er mit selvværd, der spænder ben for mig. Der suger mig tør for ord. Der efterlader mig fyldt med krumblende sandstøv.

Men nu skriver jeg. Lidt i rådvildhed. Lidt i trodsighed.

Hvorfor vi gik fra hinanden

/3 Comments/in , , /by

Det er efterhånden “lang” tid siden. At Casper og jeg gik fra hinanden. Jeg sidder på sofaen. Sipper til mit glas med rødvin. Det er en flaske shiraz, jeg åbnede den anden dag, og den er ganske drikbar.

Imens tænker jeg over, hvor jeg er henne nu i mit liv. For jeg sidder her på sofaen alene. Det at være alene har jeg flere gange tidligere skrevet om herinde. For det fylder en del i mit liv for tiden.

For ca. ni måneder siden besluttede Casper og jeg at gå fra hinanden. Vi havde været kærester i over seks år, og var “vokset op” sammen. Vores “ungdom” var turbulent, kærlig, voldsom (som alt ung kærlighed vel er), betænksom, omsorgsfuld og ubeskrivelig.

Ingen relationer er ens tænker jeg. Det er de ikke. Vi kan ikke sammenligne de relationer, vi har med forskellige mennesker.

Min nakke gør ondt, for jeg har siddet i samme, dumme stilling i to timer nu. Og tænkt. Og skrevet. Og drukket lidt mere vin. Uden én eneste smøgpause er jeg begyndt at mærke en trang til at få røg mellem fingrene.

Jeg savner stadig Casper. Men det at gå fra hinanden var og er det rigtige. Vi var ikke længere kærester, som var vi to fantastisk, dejlige mennesker, der boede sammen og havde en tæt relation. Men romantikken, intimiteten, nærheden… Den var ikke mere.

Det at sige de ord højt for hinanden, er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og jeg har alligevel prøvet noget hårde ting i livet. Jeg var så bange for at såre både mig selv og Casper i den proces, det var at skulle skille os fra hinanden. Samtidig vidste vi begge to, at det var det eneste rigtige at gøre.

Den følelse sidder jeg stadig med i dag. Mens jeg sidder her i sofaen. Jeg mærker varmen stige til mit ansigt, for jeg ligger halvt med et tæppe over mig samtidig med, at jeg har tændt lidt for varmen her i stuen. Det var uundgåeligt tidligere i dag med den kulde, der huserede udenfor.

Jeg kigger ud af vinduet. Tænker på den decemberdag, hvor vi startede lavinen af følelser. Samtalen om at skulle skilles som kærester, men fortsætte vores venskabelige relation varede flere dage. Det var ikke et plaster, der hurtigt skulle rives af, for at betragte et nogenlunde helet sår.

Det var en 72 timers hjerteoperation, med flere forskellige kirurger og risikoen for, at hjertet gav op. Det var en tropisk storm, der raserede på blid vis i vores stue, og efterlod mig tom for mange følelser, og fyldt op af andre nye. Det var en uundgåelig oplevelse, der ikke længere kunne trækkes ud. Selvom jeg ihærdigt prøvede.

Jeg sukker. Trækker vejret dybt. Det er mørkt udenfor, og jeg skal i virkeligheden gå en aftentur med hundene, inden jeg skal hoppe i seng. Men jeg har mest af alt lyst til at hælde endnu et glas vin op, og lade min tunge smage de søde og krydrede noter i vinen.

Jeg stoppede aldrig med at elske. Jeg elsker bare på en anden måde nu. Det vil jeg nok altid gøre. Men det var ikke længere vores tid sammen. Det var naturligt slut. Selvom slutningen blev trukket ud, præcis som når jeg læser en god bog og ikke vil have den til at slutte. Men det gør alle bøger. Og det gjorde vores forhold også. Der var ganske enkelt ikke flere linjer. Der var ikke flere tommer sider, hvor vi kunne skrive nye eventyr sammen.

Jeg kan mærke det våde samler sig over min vipper. Og det er okay. Jeg er okay.

 

Life Lately

/5 Comments/in /by

Jeg vil starte dette indlæg med at sige tusind tak fordi I alle sammen læser med. Tak for alle jeres søde kommentarer, og tak fordi I giver en masse positiv energi min retning.

Når jeg ikke skriver indlæg hver dag, er der nogle gange nogle ting, bloggen misser. Hvilket jeg egentlig tænker er lidt ærgerligt. For jeg vil rigtig gerne være personlig herinde og på min Instagram. Det føler jeg også, at jeg er i form af meget følelsesladet indlæg som dette, der handler om at bryde grænser eller dette, der handler om at være alene.

Men jeg vil samtidig også gerne dele noget mere fra min hverdag og mit liv på et mere praktisk plan. Så nu kommer et indlæg, der handler om, hvad jeg har lavet det sidste stykke tid.

Jeg har arbejdet rigtig meget. Jeg elsker, stadig, mit arbejde som koordinator hos Kansas City. Jeg laver rigtig mange forskellige ting både på kontoret til hverdag, og jeg laver også mange forskellige ting som afvikler i weekenden. Hvis jeg ikke arbejder i weekenden og på den måde hører musik, så er jeg tit ude som gæst til koncerter og events på forskellige venues i Odense. Det er også fordelen ved at have et arbejde med musik – det giver en masse muligheder i branchen for at opleve musik andre steder. Jeg møder også en masse seje mennesker gennem mit arbejde, og mit netværk vokser og vokser.

Når jeg ikke arbejder, så træner jeg også relativt meget igen. Jeg træner mindst tre gange om ugen i Repeat nede ved havnen, hvor jeg stadig er rigtig glad for at træne. Jeg trænede tidligere i OBBC, men da Repeat både ligger tættere på, hvor jeg bor og er langt billigere for mig, flyttede jeg center. Derudover så er udstyret i Repeat helt i orden til det, jeg skal bruge det til. Jeg træner stadig meget styrkeløft, men også præget en del af body building og kredsløbstrænings. Nu har jeg også fået blod på tanden ift. løb, og jeg drømmer måske lidt om en dag at kunne løbe et halvmarathon. Det kunne være lidt sejt! Hvis der er nogle løbere derude bag skærmen med gode tip eller løbe programmer, må I endelig sende dem min retning.

Hele året har været et lettere turbulent år med mange udfordrende oplevelser. Jeg har desværre haft flere familiemedlemmer, der har været alvorligt syge, men det er ofte svært for mig at dele herinde. Ikke fordi jeg ikke vil, da min familie er en stor del af den jeg er. Men fordi det er mig, der har valgt at dele mit liv på sociale medier og ikke min familie. Meget sygdom er heldigvis blevet overvundet, men min familie har især været hårdt ramt af kræft. Noget mange af jer desværre sikkert kan nikke genkende til selv at have tæt ind på livet. Desværre gik min sjove farfar bort i sidste uge efter et, synes jeg, kort kræftforløb der startede først på året. Det er hårdt, svært og mærkeligt. Jeg er så priviligeret, at jeg indtil nu har haft alle mine bedsteforældre. Og det gør det næsten endnu mere mærkeligt, at min farfar er den første jeg mister.

Så jeg har brugt rigtig meget tid på Sjælland i år og været meget frem og tilbage. Især rigtig meget på det sidste, og nu ser jeg faktisk frem til en lidt mere rolig måned lige på den front.

Men jeg har i det hele taget forsøgt at få lidt mere ro i min hverdag og min sind de sidste par måneder. Min solo-rejse til Marrakech var startskuddet til en periode i mit liv, med mere fokus på mig selv, mine følelser og hvordan jeg håndterer dem. Jeg er bl.a. begyndt at meditere, hvilket jeg er noget, jeg er enormt glad for. Jeg mediterer næsten hver dag, og mindst hveranden dag. Det er forskelligt hvor lang tid jeg bruger på det, men det giver mig en ro og fokus, som jeg er rigtig glad for. Jeg har overvejet at lave et seperat indlæg, og måske en video, hvor jeg deler lidt mere omkring meditation og mindfuldness. Er der interesse i det?

Jeg er stadig alene siden Casper og jeg gik fra hinanden for snart ni måneder siden. Jeg forstår slet ikke, at tiden er gået så hurtigt i år, og nogle gange er det stadig meget mærkeligt. Vi er stadig gode venner, men det at gå fra hinanden efter over seks års forhold vil uundgåeligt give nogle komplicerede følelser og det har vi selvfølgelig også oplevet. Det er meget mærkeligt at have været sammen med ét andet menneske på den måde i så lang tid, og lige pludselig ikke længere er det. Det var en fælles gensidig beslutning, så det er ikke fordi der har været noget drama involveret i det at gå fra hinanden på den led. Men det er svært, og det vil det nok være i et stykke tid endnu. Jeg har datet, og også mødt nogle mænd, som jeg nåede at blive glad for. Men det er ikke blevet til noget mere alvorligt, og jeg er stadig single. Jeg ved slet ikke, om det er noget I er interesseret i at følge med i?

Det var lige en lille update herfra med stort og småt. I morgen byder på en dag på kontoret med nogle forskellige opgaver. Jeg er bl.a. ved at arrangere en fest for de frivillige på Kansas City, og det bliver selvfølgelig et brag af en aften!

 

Jeg står her alene

/4 Comments/in , , /by

Jeg trækker vejret. Let. Tungt. Dybt. Uden at tænke over det. Overfladisk. 

Jeg inhalerer endnu en cigaret. Jeg er i virkeligheden i gang med at stoppe. Ikke fordi det er et stort problem. (Løj jeg for mig selv). 

Foto: Malene Nelting // model for Masked.dk

Jeg tænker på, hvordan det skal gå mig nu. Det lyder så alvorligt. Jeg tænker generelt meget. Jeg ved ikke, hvilken retning mit liv tager nu. Det er lang tid siden, jeg begyndte at bo alene. At jeg blev mig selv. Men jeg har stadig ikke vænnet mig til, at det bare er mig, der er herhjemme. At Casper ikke bare er taget på en lang ferie. Et par gader længere nede af vejen. 

Jeg savner. Jeg savner en hverdag, jeg kendte. En tryg hverdag, der de sidste seks år har budt på i hvert fald én person, jeg havde med mig i mit ringhjørne. 

Nu står jeg alene. Med kampen om at binde mine hænder ind, så de passer i boksehandskerne. Med kampen om tandbeskytteren, der skal tage de værste slag i ansigtet. Med sveden ned af panden og kun mig selv, der kan tørre den af. 

Jeg sukker. Retter mig på stolen på min altan. Kigger ud over kvarteret. Grønne træer og buske. Fugle. Børn, der hopper på trampolin. Får jeg nogensinde børn? 

Manden jeg troede, jeg skulle stå i ringhjørnet med resten af livet, står der ikke længere. Det var en fælles beslutning at stoppe vores forhold. Vi var ikke mere kærester, som vi var gode venner. Det er vi heldigvis stadig i dag. 

Men hvad nu? 

Jeg rejser mig. Hænger over altangelænderet. Det er aften og stjernerne lyser himlen og natten op. Jeg knuger mig ind i min striktrøje. Asker min cigaret. 

For et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå her alene. At jeg ville kunne det. 

Men det kan jeg. Og jeg klarer det sgu godt. Det er hårdt sommetider stadig. Ikke fordi det ikke var det rigtige valg at tage. Men fordi det bare er hårdt. Fordi forandring fryder, men kan være en svær pille at sluge. Også selvom jeg selv har valgt det. 

Fordi tryghed er noget jeg er god til at finde behag i. Men trygheden ved at være to, må ikke være den eneste grund til at blive sammen. Men jeg skal vænne mig til det. At være… single… pfff.. Jeg er ikke god til det ord. “Single”. 

Måske fordi jeg er vokset op gennem mine tyverne og gået glip af alt online-datinghejs og i det hele taget alt dating-hejs. Måske fordi “single” i mine ører lyder som noget uden tryghed. Måske fordi jeg har svært at være single? Nu har jeg været i et forhold i så mange år, at jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal være mig selv. Jeg lærer det så småt. Og jeg nyder mit eget selskab. Og trygheden må aldrig være den vigtigste faktor for at være i et forhold. Jeg vil hellere være alene, end jeg vil være i et forhold kun for tryghedens skyld. 

Men jeg skal finde mig selv igen. Finde min rolle som værende “bare” Jeanette. Og hvor pokker skal jeg lede? 

Måske skal jeg slet ikke lede? Måske jeg skal bare tage et skridt af gangen og prøve at finde ud af det på min egen måde. 

Jeg har taget en kop te med ud på altanen. Den er næsten for lunken til at drikke af, men jeg tager tre store slurke. På det sidste er øl og dans og fest skiftet ud med te og søvn og familie. I aften hører jeg soul-sange på anlægget og de smyger sig sagte ud på altanen fra anlægget i stuen. De lægger sig som fløjl om mit hjerte, og jeg indånder den kolde luft og udånder mine bekymringer for fremtiden. 

 

Månedens playliste – Indiemoody (den bedste playliste til dato!)

/0 Comments/in , /by

Okay. Så er jeg så småt tilbage på bloggen. I hvert fald for nu. Der er gået over en måned siden mit sidste indlæg. Jeg har aldrig nogensinde holdt så lang en pause fra bloggen.

Det har heller ikke været min mening, men det har været svært at finde tilbage herind. Mest fordi jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig rigtig meget det sidste halve år, og især de sidste to måneder. Hvilket selvfølgelig påvirker de ting jeg laver, skaber og den måde, jeg laver mine indlæg på. Jeg har også rodet lidt rundt med bloggens layout og design, og er ikke helt tilfreds endnu. Det må komme med tiden.

For nu vil jeg dele denne måneds playliste. Ja… ret sent. Jeg ved det. Men her er den. Den har faktisk ligget på Spotify hele måneden, så det er kun fordi, jeg har været lang tid om at dele den herinde.

Husk, at du kan følge mig på Spotify og følge mine playlister. De bliver jævnligt opdateret. “Månedens playliste” piller jeg ikke så meget ved, når den først er lavet, men jeg kan godt finde på at tilføje lidt med tiden.

 

Denne måneds playliste vil jeg vove at påstå, er en af de bedre jeg har mixet. Den har en indiemood over sig, og den er perfekt til at få en feel-good følelse i kroppen. Jeg hører den både på kontoret, når jeg skal arbejde, når jeg cykler og især, når jeg starter musikken op i weekenden, når jeg skal vågne. Der er denne playliste virkelig god.

Generelt hører jeg meget musik. Det har jeg skrevet før. I og med mit arbejde er på et spillested i Odense, så hører det for det første til jobbet at høre meget musik, og jeg er efterhånden blevet lidt erhversskadet tror jeg. For før i tiden ville jeg ikke høre så meget musik, som jeg gør nu. Der kunne det endda stresse mig at have musik i ørerne i løbet af dagen. Nu hører jeg musik…. 10 timer om dagen. Seriøst. Det er derfor mange numre, der kommer igennem ledningen og ud gennem højtalerne eller mine hørebøffer. Jeg hører også meget mere forskelligt musik i dag, end jeg gjorde for et år siden.

Jeg er f.eks. virkelig blevet glad for rap og grime. Den havde jeg ikke selv set komme, men her sidder jeg. Og hører et fantastisk album fra en rapper jeg hører rigtig meget. Det handler ikke kun om musikken, men også om teksterne. Hvis man lige stopper op og lytter efter, er denne rappers tekster meget nutidige, samfundsrelevante, men rammer mig også på nogle dybere niveauer.

Næste måneds playliste er også allerede under opsejlning, og hvis du kunne tænke dig at lytte til mere nutidig rap, så skal du glæde dig. Mere om det om nogle uger.

Husk, at du som sagt kan følge mig på Spotify lige her.

 

Nu er jeg parat

/0 Comments/in , , , /by

Hvis der er noget, jeg har lært af at rejse alene, og være alene i det hele taget, så er det, at jeg virkelig har tid til at tænke.

Dette er ikke altid nødvendigvis en god ting, men alligevel har jeg nydt det.

Jeg sidder på Grand Café de la Poste. Stedet er på min liste over ‘must see when in Marrakech’ som jeg har fået af en ven, der arbejder med marrokanere.

Jeg tænker meget nu. Mest fordi jeg sidder med et glas rose, tapas og smøger. Jeg må ryge herinde. Hvilket et perfekt. Vin og smøger. Hvilken fryd.

Jeg sipper langsomt til min rosé. Den er sød og skarp, og smagen slår mig. Alkoholen slår mig mere. Jeg har ikke drukket særlig meget alkohol, mens jeg har været hernede. Til dels fordi jeg gerne ville holde en lille pause fra alkohol og til dels fordi, det er lidt svært at få fat på hernede.

Jeg tænker på, at denne rejse snart er slut. Og at jeg virkelig har fået tænkt og følt meget undervejs. Igen – aleneheden indbyder til ret mange tanker.

Jeg kigger op fra min plads i den store, bløde læderstol jeg sidder i. Stilen herinde er kolonial, og her er indtagende. Overfor mig sidder, hvad der må være vor tids Hemmingway. I hvert fald en moderne udgave af ham. Med stråhat, stort fuldskæg og i en hvid hørskjorte læser han i en bog.

Jeg tænder endnu en smøg. Jeg er på min tredje, mens jeg sidder her. Det er dejligt, bare at kunne sidde. Samtidig er det stressende. Mest fordi jeg sidder her alene og selskab faktisk havde været dejligt lige nu. I hvert fald det rigtige selskab.

Mine ben klister let til hinanden. Det er varmt herinde, selvom de store vifter kører på fuld drøn i loftet. Jeg inhalerer og betragter røgen, der er resultatet. Det er på en måde smukt.

Mine tanker vandrer frem og tilbage, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig, når jeg lander i Odense igen. Byen er den samme. Menneskerne er de samme. Men er jeg?

Har denne rejse ændret mig, eller er det kun omgivelserne her, der gør, at jeg føler mig forandret? Jeg føler mig stadig som mig selv. Men bare en anden. Det er svært for mig at forstå. Mit hjerte banker hårdt af tanken omkring min hjemkomst. Har jeg overhovedet lyst til at komme hjem? Eller kan jeg blive siddende her for altid?

Det kan jeg selvfølgelig ikke. Og har jeg overhovedet lyst til det? Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne hjem for at gå tur med hundene. For at kramme på mennesker, jeg savner.

Men har de savnet mig? Jeg sidder langt væk og selvom jeg har oplevet en del af verden jeg aldrig troede, jeg skulle, og er blevet forandret deraf, så er Odense stadig den samme by. Med de samme mennesker. Kan jeg komme hjem og forvente, at byen forstår min forandring?

Jeg tørrer sved af min pande og tager endnu en tår af mit glas. Vinen her er overraskende billig, og et øjeblik overvejer jeg at bestille endnu et glas. Men jeg kan mærke, at alkoholen allerede har sat sit præg på min krop, og jeg dropper tanken igen.

Jeg tænder til gengæld endnu en smøg. Og tænker på, at jeg om 42 timer er i Danmark igen. Det er en mærkelig følelse, at jeg snart er hjemme. Det er en velkommen følelse. Jeg har efterhånden fået nok.

Det lyder negativt. Det er det ikke. Men jeg er mæt af rejsen. Jeg er mæt af mine tanker. Jeg er mæt af mænd, der råber efter mig på gaden. Jeg er mæt af aleneheden. Jeg er mæt af mine egne tanker. Selvom de nu er rare, så savner jeg noget. Jeg ved ikke helt hvad. Men noget. Det er ikke noget, jeg har lært på denne rejse.

Jeg har lært mange andre ting. At et glas rosé på en fin café ikke koster mere end 40 kr. At jeg sagtens kan prutte om prisen alene i souken. At mit eget selskab er ganske fint. For ikke at sige ganske fantastisk. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for det ukendte. For at bryde min grænser. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for frygten.

Jeg har også lært, at jeg er langt stærkere, end jeg troede, jeg var. Og at mit hjerte er stærkere, end jeg troede, det var. Jeg har lært, at det er okay, at ting er svære og gør ondt. Det er en del af livet og denne rejse. Og jeg har lært, at jeg overvinder de svære ting. Og at jeg lærer af dem hver eneste gang. Jeg har lært at nyde og at mærke efter, hvad jeg gerne vil. Jeg har lært at sætte min ønsker først. For det har jeg virkelig været dårlig til før i tiden.

Jeg slukker min cigaret. Drikker det sidste af min kølige vin. Jeg går ned af trappen og siger bonjour til tjeneren.

Nu skal jeg hjem. Nu er jeg parat.

Danske tilfældigheder eller skæbnen

/1 Comment/in , , , /by

Det var første gang, jeg hørte danske stemmer hernede. En uge var gået i det marrokanske og jeg var endnu ikke stødt ind i andre danskere. Før nu.

Måske var det en tilfældighed. Måske var der skæbnen. Det var uanset hvad, ikke min plan at være i Bahiaa paladset på det tidspunkt. Jeg var gået hjemmefra med en prik på mit googlemaps, men prikken viste sig at være er forkert sted, og jeg endte med at gå tre km ekstra til det rigtige Bahiaa Palads. Det resulterede i, at jeg var her nu. Og at jeg hørte danske stemmer i netop dette øjeblik.

Jeg spidsede ører. I løbet af ugen har jeg ofte troet, at jeg hørte landsfæller kun for at blive snydt af mine ører. Men denne gang er det rigtigt. Den danske kvinde står lige foran mig. Hun snakker til sine børn. Om paladset. At det er en masse rum.

Jeg overvejer er øjeblik at holde mund. Intet på mig afslører, at jeg er dansk.

Men alligevel afbryder jeg hendes sætning, og fortæller, at der skulle være en smuk stor plads længere fremme.

Hun smiler til mig og jeg tror hun bliver ligeså overrasket over, at jeg taler dansk til hende, som jeg gør.

Jeg smiler tilbage. Hun svarer, at vil de da gå videre til så.

Jeg bliver stående med mit kamera. Halvt lammet. Halv stagneret her i rummet for mig selv. Omgivet af de smukkeste mosaikker i de smukkeste mønstrer trækker jeg vejret tungt og tager endnu et billede.

Da jeg når ud til den store plads mister jeg luften. Jeg glipper med øjnene. Den er virkelig smuk og jeg sætter mig ned på en kant fyldt med mosaikker.

Jeg bliver siddende i ti minutter, tyve minutter.  Indtil den danske kvinde og hendes familie kommer gående forbi. Hun smiler igen og siger Hej. Jeg smiler tilbage og vi snakker i noget tid. De fortæller, at de skal til historiefortælling på en hip café i Medianen senere på aftenen. At jeg er velkommen til at slå følge.

Jeg siger tak for tilbuddet og tænker for mig selv, at det ville være en fin aften. Samtidig vil jeg egentlig bare gerne hjem til min riad om aftenen.

Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Eller på tilfældigheder. Eller måske på begge dele. Kan begge dele leve i koherens? Kan de eksistere side om side i et symbiotisk forhold, hvor de begge drager nytte af hinanden? Eller vil det være en dystopisk forestilling? Er dette møde min skæbne eller en tilfældighed på en lang række af tilfældigheder?

Er denne rejse en tilfældighed? Det ved jeg, at det ikke er. Jeg har selv booket den. Men er destinationen en tilfældighed? Hvor meget jeg end selv har valgt mit rejsemål er det måske stadig en tilfældighed? Og hvis det ikke er en tilfældighed, er det så min skæbne?

Jeg går videre i paladset. Suger alle indtryk til mig. Her er stille. Her er smukt. Jeg går ind i en frodig have, hvor der vokser avokadoer og grapefrugter side om side. Jeg kunne blive her for evigt. Jeg kunne i hvert fald blive her i mange timer endnu.

Men tiden er løbet fra mig. Det har den med at gøre disse dage. Det gjorde den ikke de første dage hernede. Der føltes tiden som en forfærdelig størrelse. Nu føles den som om en overkommelig mundfuld. Vagten begynder at gene folk ud og jeg følger med de få, der har holdt stand som jeg selv. På vejen ud tager jeg

Billeder og jeg indånder det sidste af paladset forsvundne storhed.

Måske var det en tilfældighed, at jeg mødte den danske familie. Måske var det skæbnen. Måske var det bare et spøjst sammenstræf 3000 km væk fra Danmark?

Måske bestemmer jeg selv min skæbne og mine tilfældigheder er bare afstikkere fra min planlagte rute? Mit møde med den danske familie er en velkommen afstikker kan jeg mærke. Jeg går ud af paladsets lille trædør der er i den kæmpe port der sidder på de høje murer.

Jeg finder café Clock på mit Googlemap og overvejer et øjeblik at gå hjem i stedet. Den vej kender jeg. Og måske familien ombestemte sig og gik hjem?

Men mine ben fører mig en ukendt vej og da jeg går op på tagterrassen på cafeen sidder familien der allerede.

Myntete

/2 Comments/in , , , /by

Jeg har lige bestilt en myntete. Jeg sidder på Cafe Clock. Jeg stod sent op i dag. Ved tolvtiden. Jeg har været her siden 15tiden. Nu er klokken ved at være otte. Jeg får min tekande med myntete og et opvarmet glas. Jeg hælder teen op og brænder mig på tekandens hank. Jeg bliver ved med at hælde indtil mit glas er tilfredsstillende fyldt. Jeg stiller hurtigt tekanden ned igen og kigger på mine røde fingre.

De spiller musik i baggrunden. Hver onsdag er der jamsession på cafeen. Det havde jeg glemt. Jeg så det ellers den anden aften, da jeg var herinde og høre marokkanske historier med en dansk familie, jeg mødte. De er rejst hjem i dag. De var godt selskab.

De spiller Shape Of You og et øjeblik er jeg hjemme på min lille altan, hvor jeg ryger en smøg og drikker vin. De glemmer teksten, griner og jeg er igen tilbage på cafeen.

Jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker, at jeg på denne rejse får så mange mindeværdige oplevelser. Denne inkluderet. Jeg fatter ikke, at jeg sidder her. At jeg rent faktisk har taget to fly, der har bragt mig til dette kontinent. Til den afrikanske varme. At jeg har taget en taxa fra lufthavnen i Menera til Marrakech. At jeg har gjort det her. At jeg er her lige nu. Det slår mig, at jeg må være skør. At jeg tager denne rejse alene. Er det ikke skørt? Jeg trækker vejret tungt. Mærker den varme luft. I dag er det varmt. Fyrre grader. Luften er venlig her til aften. Det blæser let her på tagterrassen.

Jeg er ikke rejst herned for at være alene. Eller for at lære at være alene. Men alligevel tænker jeg, at det er dejligt at sidde her alene. Det havde også været dejligt at dele disse oplevelser med andre mennesker. Indtil det slår mig, at det gør jeg. Jeg deler den med det unge par, der sidder i hjørnet. Med de to unge kvinder, der sidder overfor mig. Med hele gruppen af musikere og deres venner, der sidder omkring lave borde med guitarer og trommer.

Jeg deler denne oplevelse med mig selv. Og det er helt okay, tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg savner nogle derhjemme. Men at jeg er her lige nu. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke ændre på tilstande, der foregår 3000 km væk. Så når min myntete at blive kold. Jeg kan kun nyde min myntete med mine tanker her. På denne tagterrasse.

Jeg har aldrig ønsket at skulle klare ting alene. I hvert fald ikke resten af livet. Livet handler for mig om at dele. Men det er en god kvalitet at kunne gøre ting alene. Jeg har bare altid været god til at sætte egne behov og ønsker til side. Denne rejse er en egoistrejse. Noget jeg ønskede at gøre for mig selv. En rejse, hvor jeg lærer, hvad det egentlig er jeg ønsker og hvornår.

Jeg sipper til min myntete. Den trænger til sukker og jeg åbner et brev med hvid sukker og hælder i. En ung kvinde har fundet hendes guitar frem, og hele gruppen på 20 mennesker vender blikket og ørerne mod hende. Mig selv inklusiv. Hun synger fantastisk. Hun spiller også godt. Da hun er færdig klapper vi. De andre griner. Jeg smiler. Jeg er glad. Jeg fatter stadig ikke, at jeg sidder her lige nu. At jeg rent fysisk er her. Er det ikke et fatamorgana? Jeg mangler mine smøger. Jeg byttede min pakke væk i en handel om en lædertasker. Jeg havde ikke nok dirham og smed min pakke cigaretter med i handlen. Det godtog han. Jeg fortryder det lidt lige nu. En smøg havde været prikken over i’et. Men livet føles nu allerede lidt som en kirsebærdessert.

Prikken over i’et er måske for meget at forlange?

Jeg er taget herned for at sparke murer ned. Mine murer. For at lære mig selv bedre at kende. For at opleve. For at rejse. Det er ikke en ferie for mig. Selvom denne tur selvfølgelig involverer en del afslapning. Som denne eftermiddag på cafén. Dette øjeblik er ganske afslappende.

Jeg trækker vejret. Kommer i tanke om min meditation tidligere på dagen. At jeg skal hjem og meditere igen her til aften. Denne tur er en oplevelsesrejse i mit eget indre. I mine følelser. Hvor fraværende de end kan være nogle gange. Men jeg skal lære dem at kende. Og lære at acceptere dem. Jeg skal lære ikke at være bange for dem. For de er helt okay. Jeg skal lære, at det også er okay, at jeg nogle gange føler mig bange. Bange for at føle.

Jeg overvejer at gå helt op på den øverste terrasse. Jeg tror, at udsigten derfra er helt fantastisk. Jeg sipper igen til min te. Jeg tager glasset i hånden og rejser mig.

Udsigten er uforglemmelig.

Med tiden finder jeg ud af det

/0 Comments/in , , /by

Jeg kan godt lide at være meta. Nogle gange.

Mine baller brænder let på den marmorbænk, jeg har sag på mig. Gad vide om min avokadoyourghurt i tasken også mærker det. Min taske står på bænken ved siden af mig.

Det er virkelig varmt og jeg rykker mig rundt. Her sidder jeg alene. Igen.

Mens hele verden fortsætter rundt om mig. Med dens gøremål. Der står vagter ved den lille park jeg har sat mig ved. Min Fanta i tasken bliver helt sikkert også varm. Det er noget, jeg er begyndt at drikke. Fanta.
Det var ikke noget, jeg rigtig var til før i tiden. Tiden ændrer sig. Hele tiden.

Det var ikke meningen, at jeg ville bruge så lang tid på min tur ud i dag. Nogle gange tager tiden kvantespring. Nogle gange føles den som at vente på et DSB tog. Lige nu føles den bare som min. Min helt egen tid. Jeg kan gøre med den hvad jeg vil. Lige nu overvejer jeg at rejse mig fra den her marmorbænk. Mest fordi den virkelig er varm og jeg hele tiden skal rykke mig rundt for at undgå at brænde mine baller. Det hjælper, når jeg letter mine baller lidt og sidder på mine baglår.

Pladsen er er overraskende mennesketom med tanke på, at det er en stor plads i den nye by. Nu kalder han ind til bøn igen. Det sker i Medinaen, men jeg kan tydeligt høre det her også.

Nu er der gået lidt mere tid. Før fik jeg en anelse stress. Fordi jeg ville have været nået hjem til min riad noget tidligere. Fordi jeg bare ville hjem. Men så gik det op for mig, at der ikke er noget, jeg SKAL nå. Nogensinde. Kun hvis jeg selv bestemmer det. Og hvis jeg bestemmer, at der er noget, jeg skal for at bestemme noget andet bagefter. Så er det okay. For det bestemmer jeg.

Den marmorbænk brænder virkelig. Hvordan kan den blive ved med at være så varm? Okay. Nu rejser jeg mig. Det her kan jeg ikke længere. Jeg kigger mig over skulderen. Ser igen de våbenbærende vagter. Tager et usikkert skridt på marmorfliserne. Jeg kender min vej tilbage. I hvert fald det første stykke. Resten skal jeg nok finde ud af. Med tiden.

3000 km væk fra alle mennesker jeg kender, er jeg tryg

/0 Comments/in , , , /by

Tryghed ved et andet menneske er altoverskyggende. Det er noget jeg har lært disse dage.

Der findes tryghed ved andre mennesker i forskellige afskygninger. Jeg stiller mig ved siden af den unge kvinde, der også skal over vejen. Jeg er gået langt nu for at komme op til den nye bydel i Marrakech. Der hvor alle de fancy butikker ligger og der, hvor civilisationen er mærkbart anderledes.

Jeg finder en tryghed i at stå ved hendes side. Jeg finder en tryghed ved, at der er et andet menneske, der også skal over vejen. Jeg kigger til min venstre. Jeg kan mærke, at sveden på min ryg får min hvide top til at klistre til huden. Udover har jeg en blomstret skjorte, der dækker min skuldre. Jeg ser igen til venstre. Konstaterer, at der ingen mulighed er foreløbig for at komme over vejen. Kvinden ved siden mig konstaterer sikkert det samme. For hun bliver også stående. Sammen står vi der. Og jeg er på en eller anden måde lidt mere tryg med hende ved min side end havde jeg stået der alene.

Det er en spøjs følelse. Tryghed. For den kan komme og gå hos mig. Ofte uden nogen speciel anledning. Den forsvinder selvfølgelig en del disse dage, hvor jeg begiver mig ud på eventyr, jeg aldrig troede, jeg skulle. Det at være alene og rejse er en grænse, jeg er i gang med at bryde.

Et er at rejse rundt i verden med et andet menneske. Noget andet er at gøre det alene.

For det giver en tryghed at være flere mennesker sammen i samme situation. Ligesom nu, hvor jeg skal krydse vejen. Vi har ventet et minut nu. Hun er også utålmodig. Hun kigger på sin telefon, og flytter vægten fra det ene ben til det andet.

Jeg får mere tryghed ved, at hun og jeg går på samme tid, for så bliver jeg sikker i min handling om, at jeg går over vejen på det rigtige tidspunkt. Jeg bliver bekræftet i, at det jeg gør er rigtigt. Jeg tænker, at det er fjollet. At jeg skal bekræftes i at gå over vejen på det rigtige tidspunkt.

Da hun tager det første skridt, ud fra den høje vejkant, går det op for mig, at mine ben følger med af dem selv. Som om de er klar over min lettere utryghed og selv tager kontrol over situationen. Jeg går over vejen med kvinden ved min side. Hun ved det ikke.  At det her er noget, jeg gør med hende.

Trygheden i, at vi gør dette samme er ikke en altoverskyggende følelse og jeg kunne godt have krydset vejen alene her i den sindsyge trakfik. Men alligevel var det dejligt, omend kun for syv sekunder, at have et andet menneske at løse en mission med. At komme over vejen uskadt med. Hun drejer til højre. Min vej går til venstre.

Jeg kan mærke, at mine sokker laver knirkelyde i mine hvide converse. Jeg går forbi en byggeplads. Dem er der mange af her i byen. Jeg tænker på Odense. På byens udvikling og byggepladser. Her ligner en byggeplads en sammensmeltning af et sandslot uden arkitekt og en losseplads for byggematerialer. Jeg er ved at snuble over en flise, men når at redde mig selv fra hudafskrabninger og laver et lille hop inden jeg igen finder balancen. Måske er det dét jeg har gang i med denne rejse? At tvinge mig selv til at lave et lille hop, skabe noget ubalance, for at finde min balancen igen?

Jeg går videre på det bredde fortov. Bag mig går en mand med mønter i lommen, og jeg lægger mærke til, hvordan de klirrer mod hinanden. Det er en irriterende lyd, men han går nærmest som om, han gerne vil frembringe lyden og gerne højt.

To unge kvinder går forbi mig. De har vestlig beklædning på og ingen af dem bærer slør. De kigger på mig – kan jeg se gennem mine solbriller. Jeg bliver kigget meget på her. Men så igen – jeg kigger også selv meget.

Det giver mig tryghed, at jeg ved, hvor jeg skal hen. At jeg har et mål og en rute. Jeg er dårlig til at vandre rundt uden formål. Selvom det var en del af formålet med denne rejse. At jeg skulle slendre rundt og lade mine ben tage mig hvorhen, de nu gjorde.

Jeg har opdaget, at det er jeg ikke god til, når jeg er i et fremmed land. Det er måske meget normalt? Jeg genkender et vejnavn fra min Googlemap, jeg kiggede på tidligere og drejer til højre. Nu er jeg lidt mere tryg igen. Jeg finder den cafe, jeg sigtede efter fra min gåturs begyndelse. Jeg sætter mig udenfor og bestiller noget mad. Tjeneren kigger lidt spøjst på mig. Jeg kigger lidt spøjst tilbage. Jeg bestiller en Cæsarsalat og en cola Zero. Jeg får et øjeblik adgang til wifi, men det forsvinder igen ligeså hurtigt det var dukket op. Jeg finder en tryghed i at have fundet et sted at side for en stund. I stedet for at gå rundt.

Jeg kan godt lide at være tryg. Men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke finde tryghed i andre mennesker, medmindre det giver mening. Giver det mening? Jeg er ikke en tryghedsnarkoman. Eller… det tror jeg da ikke, at jeg er. Det må denne rejse være et bevis for, at jeg ikke er. Jeg valgte at gå over vejen ved siden af kvinden, fordi det gav mig en umiddelbar og nem tilgængelig tryghed. Men tryghed med andre mennesker er ikke noget, jeg vil have for enhver pris. Det skal føles rigtigt. Ellers føles det ikke trygt.

Jeg har været i er forhold i over seks år. Det er et halvt år siden vi tog en fælles beslutning om at stoppe vores forhold. Det var for det bedste. Trygheden ved at være to var ikke længere nok til at blive sammen. Og det må det aldrig være. Det må ikke være frygten for at være alene, der gør, at jeg er i et forhold. Eller at jeg tilbringer tid sammen med andre mennesker. At jeg konstant laver aftaler. Det var jeg bange for, var tilfældet. Men det ved jeg nu, ikke er rigtigt. For her sidder jeg på en fremmed cafe, i en fremmed by, i et fremmed land, omgivet af mennesker, der taler et fremmed sprog.
Og jeg er tryg.
Alene.

Var jeg nogensinde væk og jeg kan finde mig selv i 32 grader?

/0 Comments/in , , , /by

Det slår mig, at jeg er rejst 3.122 km (i fugleflugt that is) til et andet land for at finde mig selv. Er jeg virkelig blevet så meget væk i Odense, at jeg skal til Afrika for at starte søgningen efter mig selv? Er det her jeg er? Mellem den ene riad efter den anden? Mellem aftenbøn og smøger. Mellem lange smygsomme gevandter og myntete?

Er det min egen personlige og sjælsomme pendant til ‘Find Holger’?

Men i stedet for en masse af mennesker nærmest filtret ind i hinanden, der gør det til en næsten absurd opgave at finde Holger, befinder jeg mig gennemfiltret i gamle og nye følelser, viklet ind i spørgsmål, tvivl, sikkerhed, håb, fortid og nutid.

Kan jeg finde mig selv i den, nogle gange grå nogle gange regnbuefarvede, pøl af menneskelige regndråber, der rammer mig i ansigtet, mens jeg prøver at finde vej gennem den travle Medina.

Det er da om noget en ting jeg kan finde; en fysisk vej, hvor min ben leder vejen og min hjerne prøver at genkende pejlemærker, der kan føre mig tilbage på rette spor. Det er på én gang usigeligt udfordrende og ubehageligt irriterende at finde det rette spor her midt i varmen, men samtidig omfavner og lovpriser jeg, når jeg farer vild og kommer på nye (af)veje. For det gør jeg. Farer vild altså. Ofte. Men jeg finder altid vejen tilbage igen. Selv uden brødkrummer.

Finder jeg monstro mig selv igen? Er jeg overhovedet blevet væk? Har jeg i det hele taget forlagt mig selv, eller har jeg blot fået placeret mig selv i et nyt hjørne, på en ny hylde ved siden af nye faktorer (eller muligheder)?

Måske er jeg slet ikke blevet væk? Måske skal jeg slet ikke finde mig selv? Er det en mulighed, at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og erkende, at tiderne er ændret og det er jeg også?

Er det virkelig så kedeligt? At jeg bare har fulgt strømmen videre til et nyt sted, uden overhovedet at have veget blikket fra min egen navle og dermed gået glip af turen dertil?

Eller har jeg haft for travlt med at speede op og nå videre til, at jeg overhovedet har opfattet, at jeg er kommet videre? Og at jeg er lige her. Hvor jeg er nu. Og at det er okay.

Måske. Måske er jeg ikke til at finde igen? Og hvem siger, at jeg kan finde mig selv her?

Midt i ørkenen. Måske har jeg fundet mig selv der ved siden af Holger. Måske har mit blik hvilet længe på mig selv, og jeg kunne måske bare ikke lide, hvad jeg så?

Måske kan jeg godt lide at være lige her, hvor jeg er lidt væk fra mig selv. Eller måske er det fordi, jeg bare er anderledes nu?

Måske var jeg aldrig væk.
I hvert fald ikke for mig selv.
Måske er jeg bare mig.
Og det er måske også okay?

Første hele dag i Marrakech – hej grænser, venligst ryk jer

/1 Comment/in , , , /by

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, får jeg en følelse af forløsning. En forløsning der lader mig slappe lidt mere af i min egen krop.

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, kan jeg mærke, at jeg godt kan. At jeg godt kan alle de ting, jeg tidligere slet ikke turde drømme om at kunne. Det er første hele dag i Marrakech og jeg trak den med at gå ud alene for første gang. Jeg sover hele formiddagen væk, og da jeg vågner, lægger jeg mig til at sove igen. Langt om længe står jeg op. Min aircon har fungeret fint i nat, men nu er solen så højt på himlen, at selv mit værelse her i stuen, gemt væk i den lille gårdhave, begynder at få en temperatur, der gør, at jeg overvejer at stå op. Så det gør jeg. Jeg vasker mit ansigt med koldt vand fra den lille hane på mit badeværelse. Inden jeg rejste glemte jeg at tjekke, om mit værelse havde eget bad. Jeg blev glædelig overrasket da jeg ankom og konstaterede, at mit badeværelse har alle de essentielle nødvendigheder.

Mit ansigt føltes dejligt fra det kølige vand, og dråberne glider sagte ned af mine kinder.

Jeg fjerner gårsdagens og rejsens snavs og skidt og smører mig ind i dagens første omgang solcreme. Jeg hopper i et par shorts og en top. Her i riaden er det fint at have “vestlig” påklædning på. Udenfor respekterer jeg kulturen og tager længere gevandter på, der dækker knæ og skuldre. Jeg kan godt lide at vise respekt. For alle. Det skal vi gøre som mennesker. Respekterer hinanden. Noget mere.

Jeg åbner døren ud til gårdhaven og henter noget koldt vand fra det fælles køleskabet, der står i køkkenet. Jeg smiler til en af de søde kvinder i køkkenet (jeg fik ikke hendes navn. Det må jeg få senere), og spørger efter en kop kaffe. Lidt sproglig udfordringer og ti sekunder senere forstår vi hinanden og hun gener mig ud af køkkenet så hun kan lave kaffen i fred til mig. Jeg går tilbage på værelse. Finder min bog frem, min vandflaske, nogle nødder og en fersken fra den håndfuld jeg købte i går på markedet. Morgenmad gør jeg mig ikke rigtig i i dag. Jeg drikker til gengæld firs liter vand om dagen. Mindst. Og jeg kan se, at både min krop og min hud i ansigtet nyder godt af alt vandet og den varme sol. Min hud har aldrig været flottere, end i sydens sol.

Jeg bruger det første af eftermiddagen på tagterrassen. Jeg tager min kaffe med op. Drikker den, imens jeg læser. Skifter plads fra stol og bord til daybed og store puder. Jeg læser videre, imens jeg spiser min fersken. Den er lækker kølig og jeg har halvdelen af tiden lyst til at lægge den på min hud. Jeg læser min bog færdig og overvejer, om jeg snart skal finde mit mod frem og komme udenfor min riad. Jeg sukker for mig selv. Trækker på mine skuldrer. Bliver enig med mig selv om, at jeg har tilladelse af mig selv til at tage tingene i mit eget tempo. Jeg overvejer muligheden slet ikke at forlade min riad i dag. Men tanken om en ny forsyning smøger (ja. Det er derude jeg er), gør, at jeg går ned på mit værelse og pakker min mulepose.

Jeg smider mine shorts og sidder en tid bukseløs i sengen, imens jeg kigger sociale medier og lægger et billede på Instagram. Jeg savner mennesker derhjemme og en enkelt tårer eller fem sniger sig frem under mine vipper og lægger sig langs den nederste kant på mine øjne og gør parat til at vælte udover. Jeg får en besked fra en god ven. Han fortæller mig, at jeg er sej. Jeg svarer, at jeg føler mig fortabt og håbløs. Men, at det er en forbipasserende følelse, som jeg bare skal lære at håndtere. Jeg tager er langt åndedrag og forvisser mig selv om, at den her rejse gør godt. Samtidig fatter jeg ikke, at jeg har booket effin 14 dage hernede. Det er lang tid alene, og jeg ønsker, at jeg havde gjort rejsen lidt kortere eller havde lidt kendt selskab.

Jeg tager mig sammen. Hanker op i mig selv. Fortæller mig selv, at det er okay at have alle de her store følelser, men at jeg skal håndtere dem. Jeg kan ikke bare lukke mig inde på mit værelse. Så jeg finder mine lange culottes frem. De er perfekte i det her varme vejr, hvor jeg gerne vil dække mig lidt til, men stadig have luft til benene. Jeg finder en hvid skjorte, sætter mit hår og finder de store solbriller frem. Jeg er lidt i tvivl om mig selv. Om hvad jeg tør gøre. Men beslutter, at jeg ikke må være en kylling. Jeg er ingen bangebuks og jeg henter igen noget koldt vand til min gåtur. Jeg finder nogle Dirham frem, finder låsen til min dør og låser den efter jeg går fra mit værelse. Jeg åbner den tunge hoveddør ind til riaden og smiler til to unge drenge, der sidder på gaden ude foran. Jeg smækker efter mig. Og går til venstre.

Månedens playliste – at rejse (alene) er at leve

/0 Comments/in , /by

Hvis du følger bare lidt med herinde på domænet, kan det vist ikke komme bag på dig, at jeg just er i gang med at foretage mig min første solorejse NOGENSINDE.

Lige nu sidder jeg faktisk i lufthavnen i Gatwick og venter på mit fly, der skal transportere mig til Marrakech, som er min endedestination for denne rejse.

Og jeg har selvfølgelig komponeret en playliste til min ferie. Jeg laver en ny playliste for hver måned, og har faktisk gjort det siden januar. Denne måneds playliste er selvfølgelig opbygget omkring min alenerejse. Min ferie tager trods alt halvdelen af måneden, så det er vist kun på sin ret, at denne måneds playliste tager afsæt i min rejse.

Playlisten denne måned er nok den playliste jeg har lavet, der er mest differentierende, hvad angår det musiske indhold. Det er helt sikkert fordi, jeg har mange forskellige følelser angående denne rejse.

Jeg er både i totalt feriemode, og har stemningen af palmer, sol og afslapning. Samtidig har playlisten en del elektronisk musik, noget singer/songwriterish, rap og pop. Den har kort sagt noget for enhver smag. Hvilket måske er ganske fint for mig de næste fjorten dage.

Og måske også for dig? Husk, at du kan følge denne og alle mine andre playlister på Spotify. Du kan f.eks. følge min playliste med rap. Den er, skal jeg selv sige det, mere end god. Den er har meget forskelligt slags rap, og jeg er især ret glad for grime i øjeblikket, hvorfor den har en del deraf.

Laver du selv playlister til ferier? Ellers så følg min og lyt til det samme musik som mig.

Kender du det…

/6 Comments/in , , /by

at man er helt parat til at tage afsked med Danmark for fjorten dage. Både min forældre og en god veninde har taget afsked med mig her i Kastrup. Jeg har checket min bagage ind. Jeg har købt den obligatoriske Starbucks kaffe, og jeg har været ude for at tisse af.

Men nu sidder jeg på gulvet i afgangshallen og venter. For mit første fly ud i verden er forsinket. Åbenbart. Her stod jeg og var helt parat. Til at komme afsted. Jeg var lige i stødet. Men nu er følelsen lidt mere… meehhh.

Ligesom når jeg sætter mig op til, at skulle have en solskinsis fra min yndlingsispusher i Sorø, og han så har lukket. Æv.

Jeg ved ikke helt, om følelsen kan sammenlignes i denne situation, men lidt. Nu vil jeg bare gerne afsted, og skuffelsen var da lidt til stede, da jeg tørt kunne konstatere, at flyet er forsinket.

Jeg sidder med musik i ørerne og skriver dette indlæg, og venter på, at klokken bliver 20.15, og flyet letter. Jeg ser frem til fjorten dage med en masse alenetid, hvor jeg kan få lov til at koble af og bare være mig selv.

Der er virkelig mange, der inden min afgang har været undrende overfor min solotur. Mange har også, velmenende helt sikkert, proklameret med lidt usikkerhed i stemmen, at jeg helt sikkert møder nogle, jeg kan snakke med dernede i Marrakech. Men ved du hvad? Det har jeg ikke brug for. I hvert fald ikke lige nu. Nogen af formålet med hele denne rejse er nemlig, ikke at skulle snakke særlig meget med andre mennesker. Men bare have lidt tid med ro og fordybelse. I hvad er jeg endnu ikke helt sikker på, men jeg er overbevidst om, at jeg nok skal finde ud af det. Og hvis jeg ikke gør, så er skaden sikkert ikke så stor.

Det er min første solo-rejse. Det er første gang, jeg skal flyve alene. Og selvom jeg har lidt kriller i maven (det er helt sikkert også den store STÆRKE kaffe jeg lige har drukket, der er årsag til det), så er jeg ret rolig omkring hele situationen. Mit største dilemma lige nu er faktisk, at jeg nok kommer til at savne nogle mennesker herhjemme. Men savn skulle være ret sundt også, og jeg er all for, at vi gør ting, der er sunde for os selv. Om det så er savn, øl, kaffe, chokolade, maratoner, salater, putning eller nusning af hunde – jeg skelner ikke, hvad der føles sundt og jeg gør, hvad jeg synes er rart.

Jeg har musik i ørerne. Det er ganske rart også. Og alt imens jeg sidder hernede på gulvet (jeg siger dig – ALLE siddepladser er optaget, og så var der et strømstik her til min telefon), kan jeg lukke lufthavnens organiske, men systematiske lyde ude med min dakke dak musik alt imens jeg dyrker en grov omgang people watching.

Der er f.eks. lige gået en mand forbi, der børstede tænder.

Har du nogensinde rejst alene og har du evt. nogle tips til mig? Som du nok kan regne ud, så er det ikke nødvendigvis andre menneskers selskab jeg søger. Måske mere mit eget.