Det bedste sted at slippe dine bekymringer | Rømø

Den smukkeste søndag i mands minde

Så skete det igen. Jeg udgiver et ”se-hvad-jeg-har-lavet-i-dag-indlæg”. Hvad synes I egentlig om de slags indlæg? Er det noget I vil læse mere eller mindre af?

Uanset hvad, så får I et indlæg i dag af den slags.

I dag startede dagen med kaffe og udsigt til en smuk, men lettere overskyet dag. Efter morgenmaden tog Casper og jeg hinanden i hånden og travede langs diget ned mod Havneby. Der, som I nok kan regne ud, er byen, der ligger ved havnen.

roemoe-blogger-fra-odense-jeanette-hardis-lets-blog-some-shit-odensebloggers-4 roemoe-blogger-fra-odense-jeanette-hardis-lets-blog-some-shit-odensebloggers-5

Vi kom til Rømø i går, og siden da er stress og jag på langsom vis forsvundet fra min krop. For hvert skridt vi tog i formiddags sammen, med en lille by på den ene side, og et uendeligt hav på den anden side, forsvandt flere og flere bekymringer. Nærmest som dug under den ellers manglende sol. Og en frisk vind, med blide og dejligt kølige slag ramte mine kinder, gav energi til kroppen. Vandet var trukket langt tilbage tidligt i dag, og der var derfor også udsigt til muslinger så langt øjet rakte.

Se evt. på min snapchat (jhardis), hvor jeg har delt billeder og videoer hele dagen.

roemoe-blogger-fra-odense-jeanette-hardis-lets-blog-some-shit-odensebloggers-2 roemoe-blogger-fra-odense-jeanette-hardis-lets-blog-some-shit-odensebloggers-3 roemoe-blogger-fra-odense-jeanette-hardis-lets-blog-some-shit-odensebloggers

 

Mens vi gik der hånd i hånd var den eneste bekymring, hvilken fisk, der mon blev solgt hos fiskehandleren i dag. Sikke en skøn følelse! Jeg tror ikke, at jeg har sluppet mit arbejde så meget siden før jeg begyndte for fire måneder siden, som jeg har gjort det i dag.

Til eftermiddag tog vi en tur til Rømø strand, der, for de uindviede, er en sandstrand så lang som øjet rækker. Og så endda lidt længere… Det er en helt overdådig oplevelse at stå og skue ud over vidderne og være langt væk fra nogen bygninger overhovedet. Faktisk langt væk fra det meste af civilisationen. Det var en underlig, men kærkommen følelse.

Til aften hoppede vi i det store wellness center, der er en del af det resort vi bor ved. Vi bor i et sommerhus tilknyttet Enjoy Resorts Rømø. Her har vi et stort sommerhus, og fri adgang til deres luksuriøse wellnessområde med jeg ved ikke hvor mange spamuligheder, boblebade, dampbade, utallige forskellige saunaer, varmtvandsbassin, saltvandsbassin, udendørs boblebade og dampbad og meget mere! Det hele er forbeholdt “voksne”. Dvs. unge over, vist nok, 16 år. Det betyder, at der er dejlig roligt i området uden plasken og larm. Der er til gengæld et børneområde i en anden del af bygningen, så de små vandhunde kan sagtens tages med skulle du stå i den situation. 

Efter en afslappende tur i wellness fortsætter aftenen nu med lune boller, kaffe og spil! Så jeg vil hoppe ned fra den høje stol jeg sidder på lige nu og skriver dette indlæg fra, og joine de andre ♥ Rigtig god søndag aften derude. 

En aften i Odense Symfonien | bedre end en tur i bio

En aften i Odense Symfonien | bedre end en tur i bio!

Lige nu sidder jeg i en bil på vej til Rømø. Casper og jeg skal på en lille mini-vacay med hans familie, og vi har glææædet os! Det er altid så hyggeligt. Tidligere på året var vi afsted sammen en uge på krydstogt rundt i Middelhavet, og den ferie tænker jeg ofte tilbage på med et smil på læben.

I dag tager det lige nogle timer med transporten, så jeg tænkte, at jeg ville bruge noget af tiden på at komponere dette indlæg til jer. Det skal handle om den anden aften, hvor Casper og jeg tog en tur i symfonien.

En af fordelene ved at arbejde i musikbranchen er bl.a. de mange muligheder for at komme til andre musik og kulturarrangementer i Odense. Det er jeg ret glad for, og den anden aften bød muligheden sig for en tur ind for at høre koncert med Odense Symfoni Orkester og en rising star indenfor klassisk musik. Nemlig den 15årige Daniel Lozakovich.

Han spiller violin og han er et naturtalent. Med risiko for at træde nogle virkelig klassisk musik interesseret over tæerne, så er han vist for klassisk musik, hvad Simone Biles er det for gymnastik.

Det var en stor oplevelse at høre ham spille. Alle andre musikere spillede f.eks. efter noder, men han spillede hele koncerten OG en ekstra nummer, der ikke var annonceret, uden noder. Det var jeg ret benovet over. At han kan huske alle noderne i 44 minutter i træk. Det undrer mig selvfølgelig ikke, da jeg kunne læse, at han begyndte at spille violin som 6årig, og siden har vundet utallige priser, og spillet verden over.

Udover Daniel var en stor oplevelse, så kender jeg en, der spiller cello fast i Odense Symfoni, og det var også rigtig hyggelig at se og høre hende spille. Hold op, hvor er de generelt bare dygtige!

Den koncert vi hørte indeholdt musik af Mikhail Glinka, Ludwig v. Beethoven og Pjotr Ilitj Tjajkovskij. Det var umiddelbart ikke musik jeg tidligere har hørt, men jeg er generelt glad for at lytte til klassisk musik. Uden overhovedet at være ekspert på emnet.

Men altså; brug en aften i symfoniens selskab. Det er så skønt bare at give sig hen, lytte og ofte lade tankerne vandre. Jeg elsker, at jeg bare SKAL sidde og lytte til musikken, og hverken kigger på computer eller telefon. Jeg forestiller mig til gengæld alle mulige historier, der passer til musikken.

Jeg er ret sikker på, at der også er studievenlige priser. Casper og jeg har i hvert fald tidligere været afsted til RET billige penge. Det er et godt alternativ til en tur i bio, og man deler en oplevelse sammen, OG udvider ens kulturelle sfære. Så a’sti a’sted!

Nu er vi faktisk snart ved at være ved endestationen, så jeg vil lukke ned og nyde, at regnen er stoppet inden vi skal ud og gå tur!

Rigtig god lørdag. HUSK, at I kan følge med på snappen; jhardis, og følge med rundt på Rømø denne weekend.

 

Tuesday Talk || Flyv med mig

Tirsdag igen sgu! Det betyder, tatradadadadahhhh, Tuesday Talk. Her interviewer jeg hver tirsdag en blogger fra Odense.  I dag skal vi lære en bogblogger lidt bedre at kende. Nemlig Rikke, der blogger på Flyv med mig. Hun er, ligesom mig, tilflytter til Odense, og så indeholder hendes blog en masse lækkert litterært og kulturelt guf. Dig in!

FIRST THE BASICS:

NAVN: RIKKE S. F. SIMONSEN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: FLYV MED MIG
BY: ODENSE M

Jeg hedder Rikke og er 23 år. Derudover er jeg tilflytter til Odense, og har boet her i 2 år. Til dagligt studerer jeg Litteraturvidenskab på SDU (lige nu har jeg dog tilvalg i Æstetik og Kulturanalyse), og arbejder som juleassistance i Arnold Busck. Min blog er en god blanding af en masse litterære ting. Jeg skriver boganmeldelser, giver anbefalinger og tips, skriver om oplevelser eller events, og indimellem er der også nogle videoblogs og andre finurlige ting. Jeg holder utroligt meget af at læse, gå i teateret og se film, hvilket nok også er det, der præger min blog mest.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv må have været det halve år, hvor jeg boede i Kina. Det var da jeg lige var blevet færdig på gymnasiet og var fyldt 20 år. Jeg tog afsted med et rejsebureau, hvor vi blev oplært i en måned til at undervise i engelsk (vi var 70-80 folk fra hele verden). Derefter blev jeg sendt ud på en kinesisk skole i Sydkina i de resterende 5 måneder for at undervise, og når jeg havde fridage og ferier, så rejste jeg rundt i hele Kina helt selv eller med nogle af de personer, som jeg havde mødt derhenne. Det var en kæmpe oplevelse, utroligt grænseoverskridende, meget langt væk fra venner og familie, og jeg lærte simpelthen så meget om mig selv og om en anden kultur, mens jeg var afsted.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg vil utroligt gerne arbejde på et forlag. Enten med noget marketing eller som community manager – og ellers som redaktør, der bedømmer ungdomsbøger (både de danske og udenlandske). Det er i hvert fald min drøm lige nu, men jeg tror egentlig, at så længe det har noget med bøger, film eller teater at gøre – og gerne også de sociale medier – så er jeg tilfreds.

Hvad er dit største talent?
Jeg tror, at mit største talent er at snakke med folk (eller networke om man vil i nogle sammenhænge). Jeg er et meget udadvendt menneske, der virkelig sjældent er genert, og der er nærmest aldrig akavet stilhed omkring mig, da jeg ofte formår at verfe den væk med snak. Jeg elsker derfor at møde nye mennesker og lære dem at kende, og jeg synes selv, at jeg kan snakke med alle mennesker om et eller andet. Det er et talent, som jeg er ret glad for og stolt af, da det bestemt kan være gavnligt i mange situationer – også arbejdsrelateret i fremtiden, tænker jeg.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Nu skal vi have Tequila!” Jeg har tidligere arbejdet på en bar i 5 år, men jeg kan ikke fordrage Tequila. Tanken om det giver mig nærmest kvalme – for ikke at tale om lugten og smagen af det. Jeg har drukket det, dengang jeg var 15-16 år, men jeg har simpelthen haft så mange dårlige oplevelser med det, at jeg aldrig nogensinde kommer til at drikke det igen.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
At jeg skal gøre det, der gør mig glad. Ikke altid tænke så meget på fremtiden, fremdriftsreformer, SU-nedskæringer og ting jeg skal gennemføre fordi regeringen påpeger det. At jeg skal huske at vælge med hjertet indimellem og ikke altid gøre ”det rigtige” set fra samfundets side, men set fra min egen side.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
rikke_flyvmedmig_11-oktober_billede

Bøger. Helt klart, haha. Man er vel inkarneret niché-blogger? Nogle gange er det dog bøger og mig selv, men det varierer lidt. Jeg kan godt lide at tage billeder af bøgerne til mine anmeldelser, hvor selve billedet giver en god stemning omkring bogen.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg er virkelig blevet glad for Munke Mose! Der er så hyggeligt – uanset om det er ved legepladsen, på græsplænen eller tæt ved vandet. Der står også ”The Little Library” i sommermånederne, hvor man kan bytte en af sine bøger til en anden, hvilket er sådan et fint koncept. Derudover er jeg ret glad for The Food Stall på banegården, hvor man kan blande den lækreste salat, og det smager simpelthen så lækkert – uanset om man er på farten eller bare vil nyde den der. Jeg er også lige startet i Repeat fitness, som jeg er enormt positivt overrasket over, da der virkelig er rart at være, og medarbejderne er så søde og imødekommende.

Jeg kan ikke lide….
Stærk mad, arrogante mennesker og gysere. Der er sikkert mange andre mere relevante ting, men det var lige dem her, som jeg først kom i tanke om.

Din største guilty pleasure?
Det er egentlig ikke noget, som jeg selv er flov over, men jeg bliver mødt med skeptiske blikke og skæve smil, når jeg så åbenlyst står ved det. Jeg knuselsker Taylor Swift og hendes musik – og har været kæmpe fan siden jeg var 15 år. Jeg er en af dem, der ikke mener, at alle hendes sange handler om det samme – selvom de fleste er kærlighedsrelateret. Jeg kan relatere så meget til hendes tekster, og da jeg selv er lidt af en håbløs romantiker, så rammer hun bare ofte spot on hos mig med sin musik.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det er meget forskelligt. Enten ser jeg film, læser en god bog eller tager en bytur med veninden, eller også er jeg på besøg hos min far (Horsens) eller min mor (Sønderborg) eller til et litterært event et andet sted i Danmark, og ellers kan det være, at jeg bare er på arbejde. Mine weekender varierer ret meget, og det er sjældent, at jeg bare ’slapper af’ hele weekenden. Jeg elsker oplevelser, og jeg elsker at bruge tid sammen med folk – så det er ofte det, jeg bruger mine weekender på.

 

Tak til dig Rikke for at ville svare på spørgsmål! Det er så dejligt, at de skønne bloggere vil være med her hver tirsdag. Sidder du selv derude og er blogger fra/i Odense så skriv til mig og vær med selv. Det kunne være skide fedt!

 

Tuesday Talk || Novel By K

Det er tirsdag, og det ved I godt, hvad betyder! Et interview med en blogger fra Odense. 

I dag skal vi lære bloggeren Karoline bedre at kende. Hun blogger på hendes domæne Novel By K, er 21 år gammel og så studerer hun designkultur i Kolding. Det har jeg selv studeret, så derfor synes jeg det er lidt hyggeligt at følge med hos Karoline. Derudover er hun virkelig smuk (!), og er bestemt værd at slå et virtuelt smut forbi. 

Læs videre her, og lær Karoline (bedre) at kende. 

FIRST THE BASICS:

NAVN: KAROLINE KORSHOLM BOYSEN
ALDER: 21 ÅR
BLOG: NOVELBYK
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv må være da jeg pakkede min kuffert og alene flyttede til New York. Det var i mit sabbatår efter gymnasiet og jeg trængte til at prøve noget nyt og grænseoverskridende. Jeg boede der i 3 måneder og fik oplevelsen af at være en rigtig ”New York’er” med alt, hvad det indebærer. En fantastisk tid og oplevelse. Når jeg ser tilbage i dag har jeg intet at fortryde, men det var en større udfordring end forventet. 
Det kan være hårdt når man pludselig er helt på egen hånd og skal håndtere større udfordringer, kærlighed, ensomhed osv. – det er nu nemmest når man er ”hjemme”. Selvom specielt starten ikke var ”en dans på roser, har jeg lært mere om mig selv i den periode end i resten af mit liv og det har afgjort haft den betydning, at jeg ved, hvad jeg kan og er i stand til og at det er meget mere end jeg selv troede.  

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Det er et svært spørgsmål at give et klart svar på. 

Jeg læser Designkultur på SDU Kolding og det er en meget bred uddannelse, som sigter bredt indenfor design. Jeg håber på at uddannelsen kan bringe mig videre i forhold til min passion og min efterfølgende karriere.  

Hvad er dit største talent?
Efter min egen vurdering er der ikke noget jeg er helt vildt god til eller har et specielt talent for. Jeg er god til rigtig mange ting, som fx at være kreativ i alle mulige afskygninger, som tøj, mad, indretning m.m. En af mine gode egenskaber er at jeg er dedikeret, lige gyldig hvad det angår. Hvis jeg har taget en beslutning gennemfører jeg den også.  

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Det kan jeg ikke” 

Efter min tid i New York forsøger jeg, at leve efter devisen, at ”man kan hvad man vil”. 

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Jeg ville sikkert fortælle mig selv, at jeg skal huske at tage den med ro og tænke på mig selv og mine egne behov og følelser. Vigtigst er dog, at jeg håber at jeg kan se tilbage uden, at fortryde nogle af mine valg eller fravalg. 

Hvilket motiv tager du flest billeder af?

karoline BLOGGER FRA ODENSE
På min blog er der nok flest billeder af mig selv, da jeg godt kan lide at poste nye outfits. På min telefon finder man helt sikkert flest billeder af mad, da jeg bare elsker mad! 

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Mit yndlingsspot må være Nelle’s. Jeg nyder altid en god kop kaffe og ved Nelle’s er der både et godt udvalg og en god atmosfære. 

Jeg kan ikke lide….
Jeg kan ikke lidt arrogance og når nogen opfører sig dårligt og som om de er bedre end andre. Jeg vil beskrive mig selv som en udadvendt, smilende og imødekommende person og det tror jeg bare man kommer meget længere med. 

Man må jo ikke dømme en bog på omslaget alene, og alle fortjener en chance.

Din største guilty pleasure?
Helt sikker is! Uha det spiser jeg godt nok meget af. Min yndlings er nok chokoladeis, hvilket passer meget godt med den trang jeg også har til chokolade. 

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
I mine weekender bruger jeg tid på at arbejde, lave nyt til bloggen og så bruger jeg selvfølgelig også tid på at ses med mine veninder og være sammen med min familie og min kæreste.

 

Tusind tak til dig Karoline for at ville være med! 

Hvis du derude vil læse mere omkring og af Karoline kan I hoppe hen på hendes blog lige her, og finde hendes på Instagram lige her. 

 

Tuesday Talk // Christina Holm

Tirsdags Talk igen i dag ♥ Jeg elsker denne føljeton, og for lige at være ANANAS i egen juice, så er den sgu et af mine bedre påfund herinde. Det er sådan en fornøjelse at dele noget blogkærlighed. Jeg tror det er god karma at dele andres gode arbejde, og jeg nyder hvert eneste af disse indlæg, hvor vi lærer en ny blogger bedre at kende hver gang. Igen  – sidder du derude og tænker du er en kandidat til denne føljeton så smid mig endelig en mail; letsbsomeshit@gmail.com

Nårhmen i dag skal vi sige hej til Christina. Læs endelig videre og lær hende bedre at kende.

FIRST THE BASICS:

NAVN: CHRISTINA HOLM SVARER
ALDER: 20 ÅR
BLOG: HOLMSVARER
BY: ODENSE

Mit navn er Christina og jeg flyttede til Odense sammen med min kæreste i juli måned. Til daglig studere jeg på EAL til markedsføringsøkonom. Min blog er en livsstilsblog og handler om alt fra mode og træning til mad og skønhed. Jeg elsker at inspirere folk og at dele ud af mine interesser.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det må helt sikkert være da jeg som 17-årig flyttede hjemme fra. Det har været med til at udvikle mig og gjort, at jeg fra en tid
lig alder turde at stå på egne ben og tage nogle valg som jeg aldrig troede jeg ville gøre. Det har også gjort, at jeg er blevet meget selvstændig i en tidlig alder, hvilket helt sikkert er noget, jeg kan drage nytte af nu.

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg er lige begyndt på uddannelsen som markedsføringsøkonom og drømmer om at kunne arbejde inden for det fag i fremtiden. Jeg har ikke et bestemt job jeg går efter, bare det har noget med salg og markedsføring at gøre, og at det er noget som interessere mig og gør mig glad.

Hvad er dit største talent?
Den er godt nok svær, jeg synes selv jeg er god til at holde hovedet koldt i pressede situationer og finde en god beslutning.


En sætning du aldrig kommer til at sige;

Jeg tror ikke der er en decideret sætning, jeg aldrig kommer til at sige, men at sige virkelig grimme ting foran folk bryder jeg mig ikke om. Jeg kan godt sige mindre pæne ting om folk, men ikke foran dem.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?

Lad være med at tage tingende så tungt, og gør det, der gør dig glad. Det er to ting, jeg altid har været dårlig til, og altid har arbejdet på at blive bedre til.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?

TUESDAY TALK Christina holm svarer blogger fra odense odensebloggers odenseblogger føljeton jeanette hardisKigger man min mobil igennem vil der helt sikkert være flest selfie. Tager man derimod mit kamera er det enten mad eller beauty.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?

Jeg har ikke boet i Odense ret længe, men jeg er allerede vild med stierne langs Odense Å, som er perfekte til en løbetur eller en gåtur med en veninde.

Jeg kan ikke lide….
Negative personer. Okay, vi kan alle have en dårlig dag i ny og næ, og det skal der skam også være plads til, men personer, der konsekvent er negative fra de står op til de går i seng, bryder jeg mig ikke om. Det er virkelig noget som kan dræne mig for energi, så for at holde humøret højt undgår jeg negative personer og lukker gerne deres snak ude.

Din største guilty pleasure?
Chokolade helt sikkert. Jeg elsker virkelig chokolade, og har jeg først åbnet en plade så ryger den ofte samme aften, og skulle der være et stykke eller to til dagen efter så ryger det ned med det samme jeg står op. Jeg skal virkelig holde igen for ikke lige at købe et stykke når jeg er ude for at handle og kunne jeg få lov, så spiste jeg det helt sikker hver dag.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
At slappe af og planlægge min kommende uge. Specielt mine søndage prøver jeg så vidt muligt, at udnytte effektivt og samle op på, hvad jeg skal den kommende uge både med hensyn til studie, lektier, indkøb og andre ting. Jeg sætter virkelig stor pris på mine weekender, hvor jeg kan tilbringe tid med dem jeg holder af og forberede mig på en ny uge.

Tusind tak til Christina for at ville deltage i denne føljeton! Du kan læse flere interviews lige her.

Min afspilningsliste for tiden – udvid din musiske horisont

Hold da op. Så gik der altså lige nogle dage uden jeg tjekkede ind her. Livet tog lige styring, og jeg har faktisk ikke siddet foran min computer sådan rigtig før her søndag aften. Det er helt sikkert meget sundt indimellem sådan at koble fra, men jeg har nu savnet mit lille online univers.

Her til aften vil jeg dele et indlæg, hvor I forhåbentlig hører noget musik, I ikke tidligere har hørt.

I kender helt sikkert nogle af numrene, men så er de måske gået i glemmebogen. Andre af numrene kender I formentlig ikke. Det satser jeg i hvert fald på, at I ikke gør. Mest fordi det bl.a. er musik af stadig upcoming kunstnere. Som Benjamin Frances Leftwich, der kommer senere på året og giver koncert på Kansas City.

Han er forholdsvis stor i UK, men mangler endnu at bryde overfladen i DK. Jeg skal afvikle den koncert han afgiver hos os, og det glæder jeg mig vildt til. Jeg tror, det bliver en meget intim oplevelse. Han spiller nemlig noget forholdsvis slow-tempo musik akkompagneret af en smuk guitar og vokal. Og det er jo noget vi damer er RET glade for ikk?

Anyways. Her får I lige lidt musik til øregangene. Jeg har tidligere overvejet at dele lidt flere afspilningslister herinde. Mest fordi jeg de sidste måneder selvsagt har lyttet til noget mere musik end normalen herhjemme! Det kan ikke rigtig undgås, når jeg arbejder på et sted med øvelokaler og Spillested.

 

SPIS! Nu for pokker Odense!

Jeg har nok altid haft lidt svært ved at vide, hvor meta jeg kan være her på bloggen. Hvor meget jeg kan italesætte indholdet i indlæggende I selve indlægget.

Mest fordi jeg er god til at skele til, hvordan andre gør i stedet for bare at gå mine egne vegne. Men som klichéen lyder så ”skal man finde sin egen vej”, og det vil jeg forsøge at gøre med dette indlæg.

For jeg vil nemlig italesætte indholdet i dette indlæg. Jeg vil ikke kun skrive en artikel og trykke på udgiv. Jeg vil skabe min egen vej.

Derfor vil jeg nu fortælle lidt om, hvordan det egentlig kan være, at jeg deler det her indlæg, der tager afsæt i den madfestival, der i øjeblikket er i fuld vigør i Odense.

Som mange af jer sikkert ved, så arbejder jeg selv til daglig med Odenses kulturliv. Dette gør jeg gennem mit hverv som koordinator hos Kansas City. Men, hvad jeg laver til daglig i detaljer har som sådan ikke noget at gøre med dette indlæg. Kun det faktum, at jeg virkelig brænder for byens kulturliv, og på baggrund af dette har valgt også at arbejde professionelt med det.

Og netop det at brænde for Odense og byens kulturelle udvikling er noget, jeg bruger meget tid på. Ikke kun til hverdag, men faktisk også i min fritid. Jeg er frivillig flere steder i Odense, og for mig handler det ikke kun om at få udbetalt en løn hver måned hos Kansas City, men om, hvad JEG aktivt kan gøre for Odense. Både i mit daglige virke, men netop også med mine frivillige og hjælpsomme hænder.

Derfor vil jeg hellere end gerne bruge dette indlæg på at få nogle odenseanere – og ja; det er dig jeg snakker til nu! – væk fra komforten i din sofa, få vækket din lyst til at deltage som odenseaner i kulturlivet, og ruske lidt op i din helt sikkert trivielle hverdag….

Skubber jeg lidt nu til en dårlig samvittighed og undskyldninger om at, ”TV2 jo sender den der krimi i aften. Og jeg kan da umuligt gå glip af Eftersøgt!”? Er jeg lidt en Provo-Lone?

Det håber jeg! For det trænger den gængse odenseaner fandme til! Som tilflytter er jeg gang på gang lige dele overrasket og chokoret over den – og lad mig være helt ærlig her – dovenskab, der hærger over byens befolkning. Over den frase, at ”der er gået O’ense i den!”. Over den kritisable holdning jeg, som tilflytter, ofte oplever fra byens befolkning over nyskabende og innovative arrangementer, der afvikles i Odense. Over, at der altid vælges den samme café. Den samme restaurant. Den samme menu….

Det er fandme for kedeligt.

Og ja; du har sikkert ret, når du lige nu tænker; ”Men det er da ikke kedeligt! Det er jo bare fordi, jeg godt kan li’ den mad, der hvor jeg kommer. Og må jeg da lige være fri! Jeg valgte faktisk en helt anden sovs til bøffen sidst jeg var på Jensens Bøfhus! Og så ved jeg, at jeg får noget jeg kan lide!”.

Hertil kan jeg dog kun svare; når du ikke har smagt det, ved du ikke om du kan li’ det! Har dine forældre aldrig sagt det til dig? Ellers er det da på tide, du hører det fra mig!

Så smøg lige dine ellers rare odenseanske ærmer op, drop din vanlige rute og prøv for én gangs skyld noget andet. Det behøver ikke engang være nyt. Måske du bare kan prøve det velkendte i en anden udgave?

Jeg lover dig, dine smagsløg vil helt sikkert takke dig (og mig!) for, at du turde. De vil takke dig for ikke igen at overdænge dem med den alligevel halvtørre og uinspirerede caféburger. Igen…. For den spiser du ret tit, har jeg ikke ret?

Ved du, hvad du skal gøre i stedet for at vælge de standardiserede, friturestegte, transfedtsyreholdige, oversaltede kartoffelbåde med en dertilhørende mayoindsmurt, grøntsagsforskrækket, delletiltrækkende, glutenholdige, ”hjemmebagtebolleomkransende”, banale caféburger denne uge som erstatning for dit ellers helt sikkert hjemmelavede, sunde måltid?

Du skal booke en billet (eller flere for pokker!) til en af de innovative menuer, du kan spise i denne uge hos en de restauranter, der er en del af Food Festivalen SPIS! Odense. Som dette indlæg jo i virkeligheden tager afsæt i.

Og så skal du til at fedte væk fra fjerneren og de samme konservativt klædte nyhedsværter, du ser hver eneste aften alligevel, og så skal du opleve nyhederne selv! Lige nu. De er derude og venter kun på dig. 

Pssst!

SPIS! Odense Food Festival løber af stablen denne uge.
Find info omkring madfestivalen på deres hjemmeside her.
Ser ugens program her.
Køb en billet til et menu i aften her.

Tuesday Talk | Louise Ravn – Sludrechatol

Så starter vi altså op igen med denne føljeton “Tuesday Talk“. Her deler jeg hver uge et interview med en blogger fra Odense. 

Det er der flere grunde til, og jeg er helt sikker på, at jeg gentager mig selv lige nu, men jeg gør det bl.a. fordi, vi har så mange kompetente bloggere i Odense, som skal frem i lyset. Derudover så har lidt bloggermedkærlighed aldrig skadet nogen, og jeg tror ikke, at jeg “mister” læsere ved at dele links til andre bloggere. 

Jeg opdager tit selv nye bloggere at læse med hos, når andre bloggere linker til dem. Så det håber jeg selvfølgelig også sker med denne føljeton. Er du gået glip af nogle af de andre interviews, kan du finde dem lige her. 

Der er ret mange gode i blandt. For lige at nævne et par stykker, så finder du Miss Jeanett, Moonlitmadness, Sabina Zink, Maria Vestergaard & Glutenfri Magi

Jeg har aldrig selv deltaget i min føljeton, men jeg har til gengæld for nyligt svaret på en række spørgsmål hos Jane, der blogger på Papirflyet.dk. Så hvis I er nysgerrige, kan i læse mere om mig lige her

I dag skal vi stifte bekendtskab med en fin, lille blog, der ikke har så lang tid på bagen. Det er Louise, der blogger på Sludrechatol. Hun skal lige straks til Indien, og jeg glæder mig til at følge hende nogle uger der! Derudover er hun sygeplejestuderende, og hun er faktisk ret sjov! Læs derfor endelig videre og lær Louise at kende, og slut af med at hoppe videre over til hendes domæne ♥

FIRST THE BASICS:
NAVN: LOUISE RAUN
ALDER: 23 ÅR
BLOG: SLUDRECHATOL
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da jeg for snart fire år siden fik konstateret diabetes type 1. Jeg kommer fra en familie, hvor diabetes har ramt tre andre før mig. Så man kan vist roligt sige at det ligger til familien 😉 Netop af denne grund var diabetes ikke helt nyt for mig og derfor en ”mild” omvæltning, men ikke desto mindre et vendepunkt. Da min bror fik diabetes i en alder af to år, og jeg selv var næsten nitten, da jeg fik sygdommen konstateret, troede jeg (og resten af min familie) at jeg var gået fri. Dog begyndte jeg i starten af mit 3.g år, i oktober 2012, at opleve symptomer på højt blodsukker. Det skal siges at diabetes type 1 IKKE er en selvforskyldt sygdom, men derimod en kronisk, autoimmunsygdom, hvilket vil sige at mit immunforsvar har vendt sig mod sig selv og ”dræbt” mine insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Jeg lever derfor nu med at måle mit blodsukker mindst fem gange om dagen og tage insulin herefter, samt tælle kulhydrater i min mad. Det var et vendepunkt for mig, da jeg for resten af mit liv skal kontrollere mit blodsukker og sørge for at tilføre insulin til min krop og tælle kulhydrater. Det er en livsstilændring, der dog ikke har ændret på, at jeg spiser, hvad jeg vil – for det kan jeg godt. Jeg skal bare liiiige huske at regne kulhydratmængden ud først 😉

Hvad vil du være når du bliver stor?
Hvis du spørger min kære kæreste vil jeg gerne være fuldtidsblogger, så han kan være hjemmegående husfar, men hvis du spørger mig vil jeg nu bare gerne være sygeplejerske. Hvilken slags sygeplejerske mangler jeg stadig at afdække, men jeg ved at mit hjerte bl.a. banker for sygepleje til misbrugere og socialt udsatte, derfor er det ikke helt utænkeligt, at jeg i fremtiden vil finde mig selv netop dér.

Hvad er dit største talent?
Jeg er mega skarp til Harry Potter! Try me! Og så er jeg stædig og velholden, hvilket faktisk kan være ganske positivt. Jeg er en fighter og min mor har lært mig at overleve. Så cliché som det nu engang lyder.

… og så er jeg også ret god til det der med at passe mine mange Pileaer.

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Skal vi ikke se en gyser?!” N E J T A K.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Nok det samme som jeg ville fortælle mig selv, hvis jeg rejste tilbage i tiden i dag: slap af, det skal nok gå. Alt falder på plads til sidst. Don’t stress. Er det meningen det skal ske, så skal det nok ske. Det er ord jeg prøver at huske, når tingene ikke lige går, som jeg synes de skal.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Jeg tager rigtig mange billeder af det, som jeg ser rundt om i Odense – gerne det som ser lidt anderledes ud. Her er et billede inde fra Kramboden. Den er da sjov!

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg glad for Dalum Kirkegård. Jeg plejede at komme der om onsdagen med min farmor, da jeg var barn. Vi ville gå lange ture rundt på kirkegården og kigge på gravstederne, de flotte såvel som rigtig gamle. Særligt i efteråret. Her introducerede min farmor mig også til Kærlighedsstien der løber bag kirkegårdens hække, lige over åen. Der ligger en gammel kilde på stien, som er omsluttet af vildt buskads og et stort stenhoved – ”Marie-kilden” J. Den kan jeg godt lide, men jeg tror ikke der kommer vand ud af den længere.

Jeg kan ikke lide…
Folk, der i trafikken har lidt for travlt med at have travlt eller lave noget andet, end at køre/cykle/gå ordentligt…

Din største guilty pleasure?
Bland-selv-slik! Åååhh…

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…
Jeg er helt pjattet med alle de loppemarkeder, der dukker op i Odense! Jeg kommer rigtig gerne til de fleste – for evigt på jagt efter det helt rigtige bord til køkkenet… De er ofte om søndagen, så om lørdagen sover jeg gerne længere, end jeg gør i hverdagene, står langsomt op og nyder en langsom morgen med kaffe i sofaen. Lige for tiden læser jeg Harry Potter bøgerne (igen), og når jeg først kommer rigtig i gang har jeg svært ved at slippe dem igen.

Jeg er bestemt også stor fan af eftermiddagskaffe og/eller -øl med mine veninder, min familie eller min kæreste. Og så tager jeg trilliarder af billeder, som konstant skal barberes ned og sorteres.

 

TUSIND tak til Louise for at ville være med i denne føljeton! I kan læse mere fra Louise lige her
Sidder du selv derude og er blogger, og vil være med i denne føljeton, så smid mig en mail på letsbsomeshit@gmail.com. Eller måske kender du én blogger, der kunne være kandidat til serien – så smid mig også en mail. 

En hyggelig aften med tusind pakker te

For ca. fjorten dage siden var jeg så beæret at blive inviteret med til et bloggerevent her i Odense. Det er ALTID dejligt, når der bliver afholdt noget for bloggerne her, og for mig bevidner det, at Odense som by langsomt er ved at forstå værdien af bloggeren.

Jeg har selv været initiativtager og udfører af bloggerevents i Odense, og jeg ved derfor, hvilket arbejde, der ligger bag sådan et event. Jeg er derfor altid glad for at kunne komme som gæst, og bare slappe af og nyde det gode selskab.

Denne tirsdag aften var det Fredsted The, der stod for en hyggelig og informativ aften.

Eventet blev afholdt på Privaten. Jeg havde aldrig været der før, men det sted er hyggeligt, indbydende og passede perfekt til et arrangement for te. Der var fine, bløde sofaer og stole og indretningen tillod, at vi alle minglede og jeg befandt mig i hvert fald ret godt.

IMG_5540

I løbet af aftenen fik vi serveret tre forskellige retter og en dessert. Alt maden havde te som ingrediens, og jeg var, ærlig talt, lidt effen ved at spise mad med te.

Jeg mener; jeg plejer sgu da at smide tebrevet ud! Jeg spiser da ikke teen!

Men det kan vi altså sagtens skulle jeg hilse at sige. Spise te.

IMG_5511

Vi fik i hvert fald nogle lækre kyllingestykker marineret i Earl Grey te, laksestykker med ingefær/citron urtecreme lavet på Ingefær & Citronte, nogle lækre rejer med en tefusioneret creme til og en dessert i form af små frugttærter med bær og baileycreme lavet på Baileys te .

Det var alt sammen MEGET lækkert, og jeg blev noget overrasket over, at teen havde så fin en andel i opskrifterne. Jeg snakkede bl.a. også med de dygtige mennesker hos Fredsted The, der fortalte en masse spændende om te.

IMG_5563 IMG_5565

Vidste I f.eks., at te aldrig kan blive helt koffeinfri? Dem koffeinfri te er faktisk te, der har fået lov til at sidde lang tid inden det er blevet plukket. Det betyder at der ikke er ligeså meget koffein i teen, men det betyder også, at mange af de gode egenskaber i teen ligeledes bliver mindre.

Samtidig snakkede vi om normerne omkring brugen af te. At te ikke normalt bliver brugt i madlavning, og at vi normalt kun bruger te som udtræk men ikke selve teen og bladene. Den norm prøver Fredsted The at gøre op med. De udfordrer de gængse omgange med te, og jeg skal helt bestemt afprøve nogle af de opskrifter vi fik med os fra eventet.

IMG_5515 IMG_5536

Hvis I selv vil prøve kræfter med te som en ingrediens i madlavningen, og ikke kun som et udtræk, så kan jeg anbefale Fredsted The’s app, hvor de deler en masse opskrifter og tips til te.

IMG_5507 IMG_5509

Mine skatte fra Retroguld på havnen

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville forbi det vanlige loppemarked på havnen i dag. Men da jeg cyklede fordi i øspøsende regnvejr tidligere i dag, var pladsen omkring basketbanerne tomme. Nogen, der ved, om det var aflyst pga. vejret? Det mener jeg ellers ikke de plejer at gøre…

Nuvel. Jeg trådte lidt mere i pedalerne og fik transporteret mig til Dok5000, hvor Retroguld afholdte marked. 

Her var en masse, ret profesionelle, loppere til stedet. 

Retroguld Odense blogger fra odense jeanette hardis loppemarked IMG_5616

Jeg var ellers lidt effen, over at skulle betale 30 bobs for at komme ind og se på varerne, men that’s the deal, og jeg kom da også ind. 30 kroner fattigere. 

Da jeg gik derfra igen var det lidt mere end 30 kroner min konto pludselig stod uden. 

Der var mange fine ting, og havde jeg haft den store pung med, så var jeg endt med en stor del mere, end hvad dagens handler bød på. 

Men jeg havde, snusfornuftigt, sat et økonomisk maks på mine udskejelser. Der var ellers en Wegner, der talte blidt og sagte til mig. Men jeg gik standhaftigt forbi. Et par gange eller fem. Alt imens jeg sukkede højlydt. Pæn var den nu altså.

IMG_5611 IMG_5606

Jeg var dog oprindeligt på udkig efter keramik, og ikke møbler. Og på denne front, altså med keramikken, der skuffede markedet bestemt ikke. 

Der var VIRKELIG meget! Og i mange forskellige prisklasser også. Tendens var klart, at der var meget keramik, der var 70’er præget. 

Mine fund er helt bestemt også af den afstamning.

Jeg faldt for den fine vase, der både har forskellige mønstre og teksturer. Jeg er helt vild med den. Den delikate guldkant op imod det rå “bælte” på vasen, og det smukke blå er jeg helt væk i. ER den ikke smuk?

Så kredsede jeg også om de to fade, om man vil, i brændt orange og med en løbende effekt i glaseringen. De er simpelthen så sjove og fine på samme tid, at jeg måtte have dem med hjem. De bliver perfekte til fredagsslik eller som underskål til en plante. Diversitet har heldigvis aldrig skadet keramikkens anvendelse. 

Ud over keramikken sprang jeg også på den lille blomsteropsats i flet. Den miner mig om en masse møbler min forældre havde, da jeg voksede op, og som jeg den dag i dag ærgrer mig over, jeg ikke så mulighederne i dengang. Godt andre gjorde det, og beholde ting som denne lille skammel. 

Det var første gang jeg oplevede Retroguld, og jeg håber, det kommer til Odense igen. Der var også en afdeling med tøj. Der var noget fint imellem, men hold kæft der var også meget. Ahem. Der i hvert fald ikke var min stil. Lad os sige det sådan. 

Stil er jo heldigvis et subjektivt emne, men jeg synes, der var alt for meget 80’er tøj til, at jeg kunne finde noget, jeg ikke kunne leve uden. Sådan er det jo ofte med disse markeder. Nogle gange rammer man hovedet på sømmet. Andre gange er der slet ikke noget søm! 

Er der nogle fra Odense, der har været afsted og gjort sig nogle scoop? Del endelig. 

 IMG_5604

Musik, arbejde og forkølelse.

ØV! Øv, øv, øv. Jeg er blevet forkølet. Jeg vågnede i morges og kunne godt mærke lidt kriller i halsen og noget hoste. I løbet af formiddagen har det taget til og jeg har nu limet en pakke Kleenex fast til min ene hånd.

Jeg nyser, hoster og pudser næste på skift. Og det har jeg OVERHOVEDET ikke tid til disse dage. Som I nok ved, afholder Kansas City en musikfestival i Mosen i forbindelse med H.C. Andersen Festival i Odense. Jeg skal sørge for over, at alt forløber som det skal, at de frivillige er, hvor de skal være og at musikerne møder ind, vores lydprøver forløber som de skal og at de ellers har alt, hvad de skal bruge.

Med andre ord; det dur virkelig ikke at være snotbefængt lige nu! Jeg hanker op i mig selv, og sørger for rigeligt med pudse-næse-papir de næste to dage.

Hvis du mangler et sted at slå røven i sædet i dag og i morgen, så kom forbi Mosen. Vi har en scene lige ved broen over åen. Der er perfekt sommermusik i form af en DJ indtil kl. 15, hvor lydprøverne til bandene starter. De starter show kl. 17.30, og der er god mulighed for at opleve nogle af de seje upcoming musikere fra Odense de næste to aftener.

I går var en succes, og vi priser os lykkelig for, at vejret også er så skønt. Folk er i god stemning, og musikken er perfekt til solskinnet i Mosen.

Nu vil jeg klappe computeren sammen og komme videre i mit program. Jeg skal heldigvis forskønnes lidt inden jeg hopper videre ned i Mosen over frokost! Følg med på Snapchat | Jhardis | eller kom ned og sig hej 🙂

Jeg har giga travlt denne uge – her er hvorfor!

Denne uge er crazy shit for mig. Jeg har et tætpakket program. Heldigvis med en masse gode og sjove ting! Som i går, hvor jeg var til bloggerevent på Privaten inviteret af Fredsted The og Kompas Kommunikation. 

Det har jeg tænkt mig at dele mere om en af dagene. Når jeg liiige får sat mig foran min computer igen that iss. 

For tiden flyver hurtigt disse dage, og jeg tror, at ikke kun Casper, men også min computer føler sig en anelse forsømt. Det hele foregår nemlig nærmest på farten denne uge. 

Som mange af jer nok ved, så arbejder jeg hos Kansas City. Og i musikbranchen, der er arbejdstiderne en kende flydende. Som denne uge, hvor vi afholder en musikfestival i forbindelse med H.C. Andersen Festival. 

Vi kommer med en masse fed musik torsdag, fredag og lørdag i Munke Mose. I dag skal vi i Mosen og sætte alt udstyret op, og gøre klar til de næste tre dages intense musikoplevelser. Hvis du ser mig dernede, så kom endelig hen og hils på!

Eller du kan følge med behind-the-scenes på både min Snapchat | jhardis | og min egen Instagram lige her. MEN du kan også følge med på Kansas City’s Instagramprofil lige her. Her kommer jeg bl.a. til at dele billeder og videoer fra vores opsætning i dag. Følg endelig med!

Nu vil jeg hoppe videre i programmet og pakke de sidste ting til en dag i Mosen! Måske vi ses?

ROM PÅ TRE DAGE – her boede vi, og det skal du også!

Indlægget indeholder affiliatelink

Det er efterhånden nogle måneder siden vi var i Rom Casper og jeg. Faktisk var det sidst i marts. Vi var afsted i forbindelse med en ferie sammen med Caspers familie. Hans forældre fejrede sølvbryllup ved at invitere den nærmeste familie på krydstogt i Middelhavet. Rimelig god måde at fejre 25 års kærlighed på må jeg indrømme. Hvis vi herhjemme en dag skal giftes, kunne jeg godt finde på at overtale Casper til et lignende stunt.

Jeg elsker ideen om at fejre kærligheden med de mennesker i ens liv, der betyder mest. Jeg har aldrig været en “suppe, steg, is” pige, og jeg er ikke alt for god til de der store familiefester. Jeg ved godt, det kan gøres meget anderledes end buffet og en musiker, der sidder henne i hjørnet og klimprer på sit medbragte keyboard, men jeg finder ofte, at sådan et arrangement kan være lidt anstrengt. Måske er det bare mig?

Anyways. I forlængelse af krydstogtet valgte Casper og jeg at bruge tre dage sammen i Rom efterfølgende. Krydstogtskibet sejlede i Middelhavet, og endte en times kørsel fra Rom, hvilket gjorde det oplagt at spendere lidt tid i byen.

Ingen af os havde nogensinde været i Rom, og selvom det ikke var en by, jeg følte mig super tiltrukket af at måtte opleve, så ville Casper virkelig gerne se byen. Han er absolut fascineret af byens historie og smukke bygninger heraf.

IMG_9502

Jeg selv var en anelse skeptisk mht. historiedelen. Jovist jeg synes da, det var ganske interessant med Colosseum und alles hah. Men mere end en trækken på smilebåndet fik jeg altså ikke ved tanken om gamle bygninger, historier om gladiatorer og støv. Ærlig talt fattede jeg ikke helt hypen omkring Rom.

Indtil jeg selv stod i byen og oplevede historien på egen krop. Rom er en fantastisk by, og jeg er SÅ glad for, Casper på det nærmste overtalte mig til at tilbringe nogle dage i byen med det historiske islæt.

IMG_9513Efter vores rejse har jeg virkelig bemærket, hvor mange, der rejser til Rom! Det er helt sikkert fordi, jeg selv har været i byen nu, og min opmærksomhed er rettet dertil, at jeg registrerer valfarten til byen. Forinden mit eget ophold opfattede jeg ikke byen som et eftertragtet rejsemål, men det indtryk har jeg fået efterfølgende.

Med rette. For Rom er virkelig en enestående by. Jeg har været i andre storbyer.  Barcelona to gange, London, New York, Marsailles. Alle skønne steder! Alligevel står Rom stærkt i min hukommelse som en by jeg hellere end gerne vil vende tilbage til.

Fordi jeg bemærker en vis opmærksomhed rettet mod Rom, vil jeg over nogle indlæg, dele mine erfaringer med byen. Noget af det jeg elsker meget ved andre blogge er netop rejseindlæg, og jeg fatter ikke, at jeg ikke er kommet i omdrejninger med disse noget før! I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om, hvor vi boede henne i byen.

Besøg Rom rejsetips hotel i rom overnatning Odensebloggers odense blogger fra jeanette hardis travel 14060091_10153828789670920_742117107_o^^ Et niveau af tagterrassen på vores B&B

Forinden vores krydstogt kiggede vi selvsagt efter overnatning i Rom. Der er mange (!) steder at bo i Rom. Byen har mange turister pga. dens historie, og det kan altså svare sig at lave lidt research, hvad angår opholdets geografiske placering.

Vi bookkede hotel igennem Hotels.com, og den side er virkelig værd at kigge på, hvis du leder efter hoteller i storbyerne. Vores prioritering var både pris og beliggenhed. Vi vidste, at vi ikke ville tilbringe særlig mange timer på selve hotellet, så standarden var ikke noget vi havde som en høj prioritet.

Vi var virkelig heldige i vores søgning da vi faldt over en B&B, der hedder ‘Made in Rome’. Jeg havde aldrig tidligere stiftet bekendtskab med B&B-oplevelsen, men havde selvfølgelig hørt mangt og meget. Derfor var jeg lidt skeptisk over vores booking af tre nætter på dette B&B, for jeg har hørt både gode, men også ret uheldige ting omkring denne form for overnatningsmulighed.

Mine bekymringer blev dog virkelig gjort til skamme. Prisen var sat ned fra ca. 14.000 kr for tre nætter til ca. 1400 kr. I kan nok forstå vores begejstring da vi kunne booke tre overnatninger i Rom for lige knapt 1500 kr. Med i prisen var også fri wifi (vigtigt!) og continental morgenmad. Altså morgenmad som vi kender den fra internationale standarder.

Inden afrejse kunne vi lokalisere Made in Rome, der lå meget centralt. Ud fra billederne på Hotels.com havde det også en smuk tagterrasse, og jeg var meget spændt på at se, hvordan det hele så ud i virkeligheden.

Vi ankom til Roms banegård, Terminumus, mandag middag og kunne gå fra banegården til vores B&B. Der var ca. 2 km, og det klarede vi altså snildt – også med to kufferter. På vejen slog vi et smut forbi et pizzaria. Der ligger på hvert gadehjørne, og er alle steder virkelig gode til at lave pizza! Sjovt nok…

14045330_10153828789635920_785383131_o^^ Haps! Lækker pizza på vej til B&B

Selve indgangen til det B&B vi skulle bo på var til gengæld en anelse mere udfordrende. Vi gik lidt i cirkler, men endte til sidst med at finde en meget anonymtudseende dør, hvor vi fik fat på vores udlejer i dørtelefonen. Men det gik der nok 10 minutter med, hvor vi praktisk taget stod foran døren under hele seancen…

Da vi endelig kom ind blev vi dog ikke skuffede. Selve entreen bestod, selvsagt, af det smukkeste marmor, og selvom bygningen helt klart var af ældre dato, var den simpelthen så smuk, at det slet ikke gjorde noget. Vi kunne tage en oldnordisk elevator op til fjerde sal, hvor vi havde residens.

Her blev vi taget imod af Max. Max var udlejeren, og vi blev mildest talt en anelse overrasket. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os. Måske en romersk soldat. I don’t know. I hvert fald stod foran os, en ung mand med det største fuldskæg. En vaskeægte hipster faktisk.

Udover det store skæg og den ternede skovmandsskjorte, var han også iført det største smil og han udbrød straks ”Ciao!”, da han så os.

14045050_10153828789645920_471248231_o^^ En del af tagterrassen på 4. sal

Max var den bedste vært vi overhovedet kunne få. Han brugte den første halve time på at undskylde at værelsets endnu ikke var klart til os. Hvilket i grunden slet ikke var hans problem, for vi var kommer et par timer tidligere end beregnet. Dernæst viste han os rundt på etagen, og udover at have et stort og lækkert køkken med fri afbenyttelse af deres lækre kaffemaskine, så bød den øverste etage også på en gudesmuk tagterrasse!

Etagen bestod af fire værelser (vist nok), hvor vores var det eneste med et delebadeværelse. Dette var dog intet problem. Det betød rent praktisk, at badeværelset lå placeret på gangen, men dette har helt sikkert også påvirket den lave pris. Selve vores værelse var ganske spartansk indrettet. Det bestod af en stor dobbeltseng, et indbygget tøjskab, et bord med et mindre TV stående på samt en skammel. Der var, hvad der skulle være, men heller ikke mere. Til gengæld kunne vi stikke hovedet ud af vinduet og se direkte på Colosseum.

14060235_10153828789650920_230722591_o^^ Udsigtet fra tagterrassen i retning mod Colosseum 

Terrassen – der helt sikkert var et kæmpe trækplaster til denne B&B –  var opdelt i flere niveauer, og var indrettet SÅ smukt, at vi tilbragte hver eneste aften deroppe. Vi indtog også vores morgenmad de næste to dage deroppe, og med hvilket udsigt.

14074459_10153828789680920_1773623646_o

Alt imens vi sluprede kaffe og spiste croissanter, havde vi ikke kun udsigt til den smukke by, men også til Colosseum. Det var SÅ stor en del af hele vores B&B oplevelse, og vi havde slet ikke forventet, at beliggenheden var så god! Vi boede ca. fem minutters gang fra den centrale hovedgade, men havde det ikke være for Max, så havde vi nok ikke fundet det. Han hev nemlig et vaskeægte turistkort frem og satte kryds ved alle de gode spisesteder, historiske must-see og shoppeområderne. Vi fortalte, at vi havde et SU-budget (så godt som man nu kan forklare det til en italiener), og han guidede hos til mange, økonomisk overkommelige spisesteder. Han fortalte om området, og berettede, at det var et af de mest sikre området i Rom. Samtidig fortalte han om nogle områder, vi ikke skulle begive os på nattevandring i. Max var simpelthen uvurderlig for vores tur. Det at vi kun havde tre dage i byen betød, at tiden var ret knap, men i løbet af det første halvanden døgn, havde vi faktisk nået at set alt, der er mindeværdigt at se i Rom.

Men alle de steder, der er værd at besøge vil jeg komme ind på i et senere indlæg. Lige nu vil jeg til gengæld give min varmeste anbefaling til Made in Rome B&B. Vi var RET heldige med prisen, og ærlig talt var vi lidt bange for at blive snøret netop pga. prisen. Men det er altså åbenbart bedre at få lejet værelserne ud meget billigt end, at de står tomme. Så skal du afsted til Rom kan mulighed for overnatningen snildt være en B&B.

ODENSEGUIDE | Den bedste burger jeg har smagt i lang tid!

Okay. Så. Her i går var både Casper og jeg meget lidt nede med at skulle stå i køkkenet for at bikse noget aftensmad sammen. Jeg havde haft en længere dag på arbejde og fortsatte med en masse praktisk herhjemme (aka. tøjvask og støvsugning) og Casper kom seeent hjem. Han var faktisk først hjemme omkring aftensmadtid. Og ingen af os havde hverken taget noget frem fra fryseren eller planlagt noget mad.

Normalt kører vi efter madplaner herhjemme, men denne uge sker det altså ad hoc. Så i går var gode råd dyre, og jeg foreslog, meget atypisk, “skal vi ikke bestille mad udefra?”. Det foreslag var Casper hurtig til at hoppe på, og han foreslog, at vi bestilte burgere fra én af de lokale burgerjoints. Der ligger nemlig nogle stykker her i Skibhuskvarteret, men valget endte altså på Mormor’s Burger på Skibhusvej 86.

Du må endelig ikke lade dig afskrække af det knapt så æstetisk tiltalende profilbillede på deres Facebookside. Hvad stedet ikke har af æstetisk forståelse, har de så sandelig i smag! Omg. Omg. Omg!

Jeg var, ærligt, en kende forbeholden overfor stedet i starten. Det ligner nemlig mest af alt en snasket grillbar. Truth be told. Men de kan dælme finde ud af at lave burgere!

Mormors burger odense skibhuskvarteret skibhusvej blogger fra odense jeanette hardis lets blog some shit 14037627_10153822148290920_2038146187_o-2 14037768_10153822148280920_246732010_o

I går fik jeg en cheeseburger med Port Salut. Savle! Den var SÅ god. Deres burgerboller laver de selv. Og den har vi ligesom hørt før! Men de her boller. Ohh maaw god! Bollerne er som vi kender dem fra frihedens land. Helt klassiske, amerikanske, bløde boller. Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til bløde burgerboller. Jeg har tidligere ikke været ALT for begejstret for bløde burgerboller. De skulle næsten være så crispy at det halve kunne være nok.

14060028_10153822148305920_1619671091_o-2 14002415_10153822148210920_71274031_o

Men disse bløde burgerboller er perfekte. Lige som de skal være. Generelt er burgeren top notch, og smagen er der, som skrevet, intet at komme efter. Der er lækker, frisk salat i og den rette mængde dressing, der gør burgeren tilpas smattet uden at blive helt uduelig.

Anyways. Burgerne fra Mormor’s Burger på Skibhusvej 86, (den ligger overfor Matas til de stedkendte), er klart dine penge værd, og ordet herom er nu viderebragt! Priserne er i øvrigt helt acceptable – for en menu bestående af ovenstående (en burger og en bakke af de lækreste, rustikke kartoffelpomfritter + dyppelse + en halv liters sodavand) slap jeg med 89,- Det er altså en pris, der også er ganske attråværdig!

TUESDAY TALK // MIA LINDHOLM

Så kommer der foreløbig det sidste indlæg i denne føljeton, hvor vi lærer bloggere fra Odense at kende! Foreløbig fordi føljetonen kommer til at holde ca. en måneds pause. Så kan jeg nemlig lige få en chance for at finde en masse skønne bloggere til os! Kender du én du mener, skal med i føljetonen, eller er du selv blogger fra Odense og er interesseret så smid mig endelig en mail!

Ingen er hverken for store eller små til at komme i betragtning! Jeg vil så gerne smide en masse god link-love og opmærksomhed imod alle de dygtige bloggere vi er, og det må I selvfølgelig meget gerne hjælpe med.

Jeg har erfaret, at det ofte er igennem blog-delinger, at jeg finder nye blogge som jeg falder for. Derfor synes jeg også denne føljeton har været en stor succes. Fordi jeg har hørt fra mange af jer, at I har fundet nye blogge at læse med hos.

I dag slutter vi af med en kvinde, jeg er så heldig selv at have været i selskab med ad flere omgange. Vi skal lære Mia bedre at kende. Hun er simpelthen et af de mennesker jeg har mødt, der er mest nede på jorden. Lige som jeg foretrækker det. Hun er oprigtigt sød, interesseret, omsorgsfuld og skide sjov!

Hun blogger bl.a. om sundhed, træning og vægttab. Noget hun selv har erfaring med. Derudover deler hun de LÆKRESTE opskrifter og billeder både på hendes blog og Instagram. Læs videre og lær Mia (bedre) at kende.

 

FIRST: THE BASICS
NAVN: MIA LINDHOLM NIELSEN
ALDER: 25 ÅR
BLOG: MIA LINDHOLM
BY: ODENSE
Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det største vendepunkt i mit liv, må være da jeg tog en beslutning om at lave helt om på min livsstil. Det resulterede i en sundere, mere aktiv og en slankere krop. Jeg tabte mig 25 kilo på et år, og fik bygget en del muskelmasse på min krop. Jeg fik meget mere overskud i min hverdag, og jeg havde lyst til at komme ud og opleve nogle flere ting, frem for at sidde hjemme og trille tommelfingre. Da jeg fandt min kæreste for snart 8 år siden, blev både weekender og hverdage, hurtigt til hygge aftener med både god mad, desserter og generelt bare syndig spise. Jeg var ikke ligeså aktiv som jeg var, før jeg mødte ham, fordi det jo var mere hyggeligt at ligge hjemme i sengen og se en film, frem for at cykle Odense rundt. Vi tog hinanden i hånden og blev begge ret begejstret for træning og sund mad, hvilket har været rigtig fedt, at vi kunne dele glæden sammen. Det har gjort det hele en del nemmere, når man tænker på den drastiske ændring vores hverdag pludselig tog. Og jeg fortryder det ikke et eneste sekund!

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Jeg fik for halvandet år siden, en professions bachelor i pædagogik, med speciale inden for socialt udsatte, og jeg fik efterfølgende fået job ved mine praktikpladser, som ligger i det område, og som jeg er virkelig glad for! Så umiddelbart ser jeg mig stadig i denne rolle, senere hen i livet. Jeg kan godt lide at hjælpe andre mennesker og give andre glæde og omsorg, hvilket vi jo alle har brug for. Hvis ikke jeg forstætter i den retning, har jeg flere gange overvejet noget kostvejleder eller personlig træner, når jeg selv lige får min egen krop op og køre 100% igen 😉 Vi har jo alle vores trælse perioder, hvor vi har alt for meget at se til, hvilket jo også afspejler sig i vores kroppe. Her kunne man jo lave en kombi som lød på, at man skulle hjælpe overvægtige unge med at komme på rette spor, tabe sig og blive bevidst om deres kost og generelt støtte dem i deres dagligdag. Det ville i mine øjne, være et super fedt arbejde!

Hvad er dit største talent?
Mit største talent er nok at tænke på andre, før mig selv. Jeg tænker oftest på andres behov, før mine egne, hvilket nogen gange godt kan bide mig i røven. Så det prøver jeg at arbejde lidt på – der er jo ingen der står og takker mig i sidste ende, når jeg står rastløs tilbage, selvom jeg selvfølgelig gør modsat, af god mening. Et andet talent som jeg besidder, er shoppe ekspert eller bare generelt ekspert til at bruge penge og nyde livet. Jeg elsker at bruge penge! Jeg elsker at shoppe, gå på cafe, tage ud og opleve ting og ellers bare hygge mig og virkelig nyde livet! Det er jeg ekspert til, når tiden er til det! Men når det så er sagt, kan jeg ikke klare, hvis jeg skulle have en konto der stod i minus! Det er simpelthen det værste der kunne ske for mig! Så jeg kan godt styre mit pengeforbrug, og samtidig have mulighed for, at spare penge op, i ny og næ! Udover det, er jeg ekspert i at tage billeder – eller i hvert fald mange af dem! Jeg har lige pt. over 36.000 billeder på min telefon. Godt det er en 128 GB! Der bliver taget billeder af alt jeg kan bruge til noget, og også ting som slet ikke kan bruges til en dyt – eller ting som jeg ved, at jeg gerne vil se tilbage på. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg synes det er lidt hyggeligt! Hellere for mange billeder, end for lidt 😉

En sætning du aldrig kommer til at sige;
En sætning jeg aldrig kommer til at sige?? Åh den er svær! Jeg er generelt meget åben omkring mange ting, og jeg snakker også gerne med på en masse, som man måske ikke normalt snakker om i åbent forum – men hvis der bliver åbnet op for snakken, er jeg som oftest også altid klar med et svar og også gerne spørgsmål den anden vej. Det bunder nok i, at jeg altid har været ene pige blandt alle drengene, så jeg tror at jeg er blevet lidt hærdet på den måde, i forhold til at tingene måske ikke altid er pakket ind, og desværre (!!!!!) sparer jeg heller ikke altid på bandeordene – men det arbejder jeg på!!! Hvis der skulle være en sætning jeg aldrig ville sige, så skulle det være noget ondt eller nedladende over for andre – eller accept i forhold til at nogen skulle være ondskabsfulde over for dyr! Det kunne aldrig falde mig ind!!!!! Hvis jeg skal sige en sætning, så skulle det måske være “jeg skal aldrig have børn”, for det er én af de ting som jeg er 110% sikker på at jeg skal! Jeg ved hvor meget glæde min bror og jeg har af mine forældre, og dem omvendt, så det er noget jeg altid har vidst skulle ske.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?

Jeg ville nok fortælle mig selv, at jeg skulle gå mere op i de ting, som jeg godt kunne lide og var dygtig til, som f.eks. håndbold eller svømning. Jeg var en rigtig god målmand, og der var spejdere ude og kigge på mig når jeg svømmede, men det kedede mig simpelthen, fordi svømmetræningen ikke var ligeså sjov, som når jeg bare hyggede mig alene i vandet, og gjorde som jég havde lyst til. Det kan jeg godt ærgre mig over i dag. Desuden ville jeg få printet ind i hovedet på mig selv, at jeg skulle være mere bevidst om min krop og min kost på et tidligere tidspunkt – ikke sygeligt, men bare have mere fokus på det, så jeg forhåbentlig kunne have være fri for at tænke på det 24/7, som jeg gør i dag.. Jeg ville nok også minde mig selv om, at leve i nuet, ikke tænke for meget over tingene, og bare gøre hvad jeg havde lyst til!

Hvilket motiv tager du flest billeder af?mia lindholm blogger odense lets blog some shit jeanette hardis

Det må nok være mad! Jeg eksperimentere meget med forskelligt mad i mit køkken, og jeg elsker at dekorere min mad, så det ser lækkert og indbydende ud. Det bruger jeg ret mange timer på! Vi spiser jo først med øjnene, og når ens syn bliver tilfredsstillet, så kommer man altså langt – på billederne kan man jo ikke smage, hvor god ens mad er, så det æstetik er vigtigt for mig, når jeg laver og anretter min mad – da billederne jo bruges til både blog og Instagram.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?

Åh, Odense i sig selv, er mit yndlingssted! Jeg kommer nok aldrig herfra! Odense har udviklet sig så meget igennem de sidste år, at det er svært at vælge, så her får i lige en stak af mine yndlingsspots!
Mine yndlings steder hvor man kan opholde sig, må være Odense havn – det er simpelthen kommet så mange fede faciliteter der nede, og så er det bare så smukt og aftenen, når solen går ned. Udover Odense havn, er jeg vild med de små “parker” som Mosen, Skovsøen og Eventyrhaven – jeg er vild med vand og liv, og det er nogle skønne besøgte steder, hvor man ser folk, der ligger og soler sig, spiller bold, og folk som griller og hygger sig. Det er steder hvor jeg elsker at komme, og koble af.
Mine yndlings trænings steder må være Fitness World på Tarupvej og Stige ø, hvis det skal være udendørs. Træningscenteret i Tarup har simpelthen fanget mig med det samme – jeg synes det er et lækkert, stort og rummeligt center, og det er rigtig godt indrettet. Jeg synes det er rigtig rart at der er højt til loftet og meget lys, så det ikke bliver så dystert og indeklemt. På Stige ø, er der kommet en fed forhindringsbane, som virkelig udfordre én! Udover den, er der også mulighed for at bade, køre mountain bike, der er legeplads arealer og man kan også bare tage der ud, hvis man vil lidt væk og nyde den stille, fine natur.
De steder jeg foretrækker at spise må være, på Kræz eller Eydes – hvis man skal have brunch. Hvis jeg skal have mad med hjem til frokost, tager jeg gerne bagel fra Bagelboden eller en salatbar, fra Jensens eller Bones – Jeg er vild med de friske, lækre salater med alverdens tilbehør. Ellers spiser jeg gerne min frokost på Froggies eller Cookos Nest. Hvis jeg skal spise lidt mere lækkert om aftenen, og have en god og speciel oplevelse, så tager jeg gerne på Mmoks, Fynboen eller Kok&Vin – alle 3 restauranter har tavlemenuer med 3-retter, som alle indeholder noget, som man ikke lige står og laver hjemme i sit eget køkken. Desuden er de så dygtige til at anrette, hvilket jo er lige noget for mig! Hvis man vil have en kold og lækker drik, foretrækker jeg Baresso! – mine 2 yndlings er, Smootea med Passionsfrugt og Gelatte superiore med karamel.

Jeg kan ikke lide….

Jeg må indrømme at jeg er mindre pjattet med edderkopper og frøer.. Faktisk sådan slet ikke pjattet med! Frøer er nok noget af det værste jeg kan møde på min cykeltur! De bringer nærmest angst frem i mig. Det er virkelig forfærdeligt! Når vi er i det hjørne, så er mangel på mad, hvis jeg er sulten, altså også noget der kan give mig kriller i bøtten! Jeg bliver utilpas hvis jeg ikke får mad med nogle timers mellemrum! Så bliver jeg utidig og får en grum hovedpine – og som oftest bliver jeg bare stædig og så dropper jeg helt mad! Og det er jo også dumt, så det skal jeg helst ikke ud i 😉

Din største guilty pleasure?

Det må nok være fyldte chokolader eller chips med dip.. Det er altså noget af det jeg har svært ved at holde mig fra, hvis jeg virkelig craver det! En gang var det bland selv slik og mælkesnitter, som jeg slet ikke kunne stå for! Jeg skulle have minimum én af de ting, før jeg kunne få min dag til at fungere ordentligt. Sygt ikke!? Men godt smagte det 😉

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…

Som oftest bruger jeg mine weekender på at træne, hygge med min familie, kæreste, venner og veninder. Jeg er som nævnt, svært glad for shopping, hvilket jeg sagtens kan få min lørdag til at gå med – shopping og café hygge, så er formiddagen og middagen reddet! Aftenen bruger jeg gerne på sofaen, hvis ikke jeg har en travl weekend, hvilket jeg som oftest, faktisk har – med fødselsdage, arbejde, aftaler osv. så går weekenden altså stærkt. Og så er det altså rart at kunne lave noget god mad, få et glas god vin, og ligge sig på sofaen om aftenen med en god film, i ny og næ. Ja, jeg laver faktisk lige det, som jeg har lyst til! Det er derfor jeg elsker weekender, jeg kan godt lide at jeg bare kan gøre hvad jeg vil, uden at skulle tage beslutninger omkring en masse ting – det bliver gjort i hverdagene 🙂

 

Tusind tak til dig Mia for at ville lege med! Hvis I vil læse flere interview, så kan I finde dem alle lige her.  Der er MANGE og de er gode!

ODENSEGUIDE // LALOU VINBAR – her skal du tilbringe de lune sommeraftener, og alle andre aftener også…

Et glas Riesling fra Mosel måtte lade livet for dette indlæg

HEJ – og velkommen til!”

To minutter inden den højlydte, men varme modtagelse hos Lalou Vinbar har jeg parkeret min cykel møjsomt ved siden af Dr. Adams på Pogestræde i et område, der må være den odenseanske pendant til Indre By. Ganske uvidende omkring, hvilke indtryk jeg vil få den næste time. Og at jeg glemmer nøglerne i cykellåsen, og derfor lader min cykel være ubevogtet bytte for enhver lille cykelkleptoman, der skulle gå forbi.

Ubevidst om min cykelfadæse træder jeg ind i baren, der på én og samme tid emmer af moderne, minimalistisk indretning og en svunden tid, hvor tankerne leder mig til bare tæer, der møjsomt træder i druer i kæmpe kar af olieret træ.

IMG_3957

De faste håndtryk fusioneret med kærlige smil fra de to herrer, der står i baren lader straks en følelse af gæstfrihed og afslappethed glide over min krop. De, Ivan og Thomas, der ejer og driver vinbaren, byder mig straks på et glas vin. De tager fejl, da de tror, jeg ved noget som helst om vine, og spørger mig, ”hvad kunne du tænke dig?”. Jeg kigger spørgende på Ivan, og han kommer mig til redning med et glas Riesling fra Mosel. En vin fra huset Schloss Lieser med en Thomas Haag som producent. Det er en vin baseret på Tysklands mest anvendte hvidvinsdrue, og en vin de to herrer selv elsker. Den har angiveligt et højt syreniveau, men dette ”tæmmer” man ifølge Ivan og Thomas med en restsødme. Dette giver vinen et sur/sødt og mildt indtryk, hvilket jeg selvfølgelig må efterprøve på egne smagsløg. Man skulle da være et skarn for at sige nej til sådan en oplevelse, og hurtigt bliver der stillet det omtalte glas hvidvin foran mig.

Så langt. Så godt. Og det ER ganske godt indtil videre. Lokalet formår at være intimt og drage mig ind i de mørke trædetaljer, og vinen foran mig ER sur/sød og mild på tungen.

Med en snert af nysgerrighed sætter jeg mig på en læderbetrukket stol, og lader albuerne hvilke på bordet foran mig. Mit besøg har et formål. Jeg skal undersøge om denne vinbar er et besøg værd i fremtiden og har fået lov til at komme om bag kulisserne og høre lidt om historien, der ligger til grunde for Laolou Vinbar.

Hvad fik jer til at åbne en vinbar i Odense?”, lægger jeg hovedet på skrå og spørger de to mænd. Ivan smiler. Og jeg er bange for, jeg har åbnet Pandoras Æske. For hans øjne får pludseligt et skinnende udtryk, og jeg kan se, hvordan læberne bævrer af begejstring. Jeg ved, at dette svar kommer til at tage tid.

Så jeg gør det mest naturlige. Sætter glasset til munden.

Ivan og Thomas er, foruden at være kompagnoner i Lalou, venner. Den slags venner, der ved, de kan ringe til hinanden kl. 3. Om natten skulle de stå på Lars Tyndskids mark uden en krone på lommen til en taxa. Eller. Det forestiller jeg mig i hvert fald. For når Ivan starter en sætning afslutter Thomas den. Og hvad den ene ikke kan svare på, kan den anden. Det giver i virkeligheden også lidt sig selv.

De to herrer har kendt hinanden i ca. 14 år. Og det er ikke første gang, de står side om side og fusionerer deres viden, kompetencer og lidenskab. De har tidligere arbejdet sammen i Toscana, hvor deres passion for gastronomi blev udlevet. Her var Thomas var køkkenchef på Borgo Santo Pietro som han i øvrigt var med til at starte op. Derudover har de to kompetente herrer slået deres folder hos Café Ketchup, Bistro Boheme, Munkebo Kro, The Ledbury (i London!) blandt mange andre!

Jeg er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at disse to herrer VED, hvad de snakker om når de fortæller om både vin og mad.

Ét er den praktiske erfaring med vin. Den har vi vist alle gjort os i større eller mindre grad. På terrasserne i den danske sommer. Rundt om den veltilberedte steg ved middagsbordet. Når den nye date skulle imponeres.

IMG_3994

Men Ivan og Thomas er gået skridtet videre fra de gængse og ordinære praktiske oplevelser med vin. For på Lalou køber du ikke nødvendigvis kun et glas vin når du sætter dig ved et af de fløjlsbløde træborde omgivet af autentiske vintønder og vinranker. Du får en fortælling. De to herrer ved nemlig langt mere om den vin de serverer, end hvad øjet, og nogle gange munden, kan fortælle. For det handler om smag. Om historie. Om kvalitet og håndværk.

For vin ER en fortælling OM et håndværk. Om traditioner, der er gået i arv ned gennem talrige generationer. Og den fortælling kan du få serveret hos Lalou vinbar. De fortæller selv, at ”intentionerne er at skabe en gastronomisk oase for alle, hvor værtskab og kvalitet går hånd i hånd”. Og en oase; det har de altså formået at skabe. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at tage herfra igen.

Jeg blinker med øjnene da Ivan og Thomas med entusiasme i stemmen fortæller om vintønderne i lokalet, der er transporteret fra en vingård i Spanien. En vingård de sidste år besøgte og derfor kender ejeren af. Endog er de ganske tætte med ejeren. Jeg smiler da de fortæller historien om vingården og deres besøg dertil. ”Vi kender ALLE de vine vi serverer herinde. De har alle en historie. En vingård bag. Og den vingård kender vi også!”. Alle de vine, der bliver serveret hos Lalou er i øvrigt fra Europa. Det er nemlig her, Thomas og Ivan har rejst rundt, og de er mest bekvemme med at servere vine, der kommer fra områder, de selv har besøgt.

Jeg tvivler heller ikke på Thomas, da han fortæller mig, hvordan deres forhold til de forskellige vingårde er, hvorfra de får deres vinflasker. For han kan slet ikke lade være med at fortælle. Som et barn, der har fundet døren til Narnia og vil dele oplevelsen med hans søskende. En tarvelig analogi. I know. Ikke desto mindre er det mit indtryk.

Der er nemlig mange historier at fortælle, og jeg føler lidt, at JEG har fundet en dør indtil Narnia.

Vinenes Narnia selvsagt. For Ivan og Thomas fortæller gerne. Både på opfordring, men så sandelig også på eget initiativ. Det mærker jeg på egen krop. Alt imens jeg nyder min hvidvin fra glasset, der efterhånden er ved at være halvtomt. Selvom det for mig virker som om, glasset altid er halvt fuldt på Lalou. I hvert fald i overført betydning. For der er altid en fortælling mere. En anekdote om vinen. Om dens liv.

Hvilket for mig er ganske betryggende. For de to herrer ved sgu, hvad de snakker om. Alt den viden kan ofte føles intimiderende for ikke-vin-kendere. Som jeg.

Jeg kender ikke til vine. Altså jeg har selvfølgelig drukket min del. Og delt endeløse historier over endeløse flasker vin med veninder om mænd, der aldrig makkede ret, sko, der var alt for dyre og om at livet faktisk er ret nice. Jo tak. Vin har en spøjs og opløftende virkning på en samtale. Men decideret viden om vin. Den ligger jeg ikke inde med.

Under normale omstændigheder har jeg heller ikke modet til at være spørgende omkring den vin, der bliver serveret når jeg er ude. Men i Thomas og Ivans selskab er modet anderledes. Om det har noget at gøre med Thomas, der beretter, at for dem er gæsten den vigtigste ved jeg ikke. Det er også LIDT en floskel at postulere. ”Ih jo, hos OS kommer gæsten altid først!”. 

Lalou vinbar Odense blogger Jeanette Hardis

IMG_3954

Den sætning er en kende FOR kliché. Men der er ikke noget kliché over Lalou, Ivan eller Thomas. Så Thomas fortsætter hans sætning med at demonstrere. Ser I; jeg sidder ned ved bordet imens Thomas, med faste og velmendende skridt går rundt i lokalet og fortæller, da han stiller sig to skridt foran mig og kigger NED på mig. ”Vi betragter aldrig vores gæster fra denne vinkel. Oppefra. Hvor VI er de vigtigste. Næ.” 

Han sætter sig i hug og fortsætter foran mig; ”Vi betragter gæsten herfra. Hvor vi er de mindste. Og de er de vigtigste. For vi ser nemlig OP til vores gæster. Lytter til dem og lader dem stille alle de spørgsmål, de kunne have omkring vores vine. Vi giver plads til, at folk kan slappe af omkring vine af god kvalitet, uden at føle sig dumme over alskens spørgsmål.”

Og jeg tror sgu på ham nu. For der sidder jeg. Og føler mig modig. På trods af, jeg intet aner om vine.

Så hvis du i vinens nød ikke ved, hvilken vin du skal vælge fra kortet kan du på Lalou få modet og bare spørge. Det har heller aldrig skadet nogen. Det skulle da lige være vinen. For mit glas er tomt. Jeg kunne ikke lade være.

Orv og når ja. Min cykel stod på sin plads da jeg med opløftet stemning gik fra baren. Nøglerne sad stadig i låsen. Vin og en ikke-stjålet cykel. Det kalder jeg en god torsdag!

Lalou Vinbar har lige nu åbnet tirsdag & onsdag 14.00-23.00, torsdag 14.00-00.00, fredag & lørdag 12.00-01.00. Du kan finde mere info på Facebook lige her, og følge dem på Instagram lige her.

IMG_3960
IMG_3967
IMG_3970
IMG_3972
IMG_3975
IMG_3988
IMG_3991
IMG_3999
IMG_4001

IMG_4003

IMG_4018

TUESDAY TALK // MRS. MOM AF RIKKE LYNGHOLM

Okay. I know. Dette indlæg skulle have været udgivet i går. Sorry. Livet har haft taget over, og det har også haft påvirkning herinde. MEN. Nu får I det. Det vanlige tirsdagsindlæg, hvor vi lærer en blogger fra Odense bedre at kende. Vi kommer bag om bloggerscenen så at sige. Hvilket kan være ganske fint også for jer som læsere, tænker jeg. Så byd velkommen til Rikke som vi skal lære bedre at kende denne gang!

FORTÆL LIDT OM DIG SELV OG DIN BLOG:
Jeg er en modsætning til mig selv. Når jeg er på arbejde, handler det hele om struktur og strenge regelsæt. Når jeg har fri handler det om kreativitet (hækling, mad, blog) og om at tage tingene hen ad vejen. Jeg sætter en stor ære i min familie og det liv vi skaber for os selv.

Bloggen er en personlig blog om mit (u)perfekte liv blandet med kreativitet og mad. Når vi er færdige med, at renovere vores nyerhvervede ældgamle hus vil jeg sætte mere fokus på økologi, mad og råvarer fra egen jord.

FIRST THE BASIC:
NAVN: RIKKE LYNGHOLM HANSEN-CHRISTENSEN

ALDER: 27
BLOG: Rikke Lyngholm
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Da jeg kyssede en af mine bedste venner tilbage i 2008. I dag er vi gift, har et barn, en hund og har netop købt vores 2. hus. Det handler egentlig ikke om hvad vi har skabt sammen, men hvad det har gjort ved mig som menneske. Jeg har aldrig mødt en person der tror meget på mine evner i alt hvad jeg foretager mig (på nær sport og motorik) og som får mig til at føle mig godt tilpas med mig selv.

Jeg har igennem de seneste knap 8 år gennemgået en personlig forandring mod et mere selvsikkert og positivt menneske. Det har uden tvivl været det største vendepunkt i mit liv fordi det har givet mig et nyt syn og en ny tilgang til livet. He’s a keeper!

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Glad. Jeg vil være glad uanset hvilken alder jeg har og hvor i livet jeg står. Jeg har lovet mig selv, at bevare et positivt syn på tilværelsen og få det bedste ud af det liv jeg lever – jeg vælger det trods alt selv.

Hvad er dit største talent?
Min evne til, at komme til skade. It’s stupid but true.

Men hvis jeg alligevel skulle nævne et lidt federe talent må det være min ihærdighed (er det i virkeligeden mere en evne?). Jeg stiller mig muligvis kritisk over for nogle opgaver, men jeg bliver ved til det lykkedes (eller jeg kommer til skade).

En sætning du aldrig kommer til at sige;
Ja tak, jeg vil rigtig gerne have en kop kaffe og en Pepsi Max”. Jeg kommer aldrig til at drikke kaffe eller light produkter. Coca Cola er det eneste der duer og alle i min omgangskreds ved det.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Slow down. Stop op og nyd nuet.

Jeg har en tendens til at have travlt og hele tiden stræbe efter det næste store mål i livet. Både privat og arbejdsmæssigt. Jeg er bevidst om det og forsøger at fastholde mit fokus på det der sker lige nu og sætte pris på det netop som det sker.

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Min søn. Det uden tvivl ham der oftest fanges i linsen. Og så af mine kreative kreationer både med garn og i køkkenet.Magnus

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Odense Zoo. Jeg har forelsket mig fuldstændig i Zoo denne sommer. Måske er det fordi Magnus er ét stort smil og siger den ene dyrelyd efter den anden og måske er det fordi der er så meget samlet på ét sted; de skønneste dyr, mulighed for læring, grønne områder, legepladser og plads til kvalitetstid og fordybelse.

Jeg kan ikke lide….
Når jeg bliver skuffet. Det er nok den følelse der kan være sværest for mig, at håndtere eller acceptere. Uanset om det er bevidst eller ubevidst én skuffer mig, har jeg rigtig svært ved at håndtere det. Jeg er som udgangspunkt ikke typen, der bærer nag, men hvis jeg bliver skuffet gang på gang har jeg svært ved at glemme det.

Endnu værre er det hvis jeg skuffer andre, det bryder jeg mig overhovedet ikke om.

Din største guilty pleasure?
Coca Cola og reality-tv. Og jeg er ikke engang flov 😉 Jeg nyder at åbne en iskold Cola når jeg kommer hjem fra arbejde og min aften er allerbedst hvis der kører noget reality i baggrunden imens jeg blogger eller hækler.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Kvalitetstid og fordybelse. I hverdagene går tiden selvsagt med hverdagstrommerum og vi når sjældent at ses med andre end os selv. Derfor nyder jeg når vi i weekenderne kan bruge lidt ekstra tid på lige netop det vi har lyst til – og gerne sammen med gode venner eller familien. Det er også i weekender jeg når længst på den kreative front, når hjernen ikke er mør efter arbejde, ulvetime og oprydning.

TUSIND tak til dig Rikke for at ville være med i denne føljeton! Det har været en fornøjelse for mig at komme bag om scenen hos dig.

Sidder I nogle af jer derude, der tænker I kunne være kandidater herinde, så smid mig en mail på letsbsomeshit@gmail.com. Det kunne være så fedt at belyse endnu flere dygtige bloggere her fra byen!

TUESDAY TALK // CECILIE – CICITIVE!

Vi skal selvfølgelig denne skønne tirsdag lære en blogger fra Odense lidt bedre at kende. I dag en virkelig sej kvinde, jeg er så heldig at have tæt inde på livet. I fik faktisk måske et glimt af hende i gårsdagens indlæg? Det er nemlig Cecilie vi skal sige hej til. Og det kan I godt glæde jer til!

Jeg kender Cecilie igennem vores fælles studietid, og er beriget med hendes dejlige væsen endnu. Det er jeg ganske begejstret for. Hun er et menneske, jeg slapper ret meget af omkring. Udover det så ER hun bare sej. Hun laver de flåååååtteste DIY, og der er sgu næsten ikke noget, den dame IKKE kan lave. Ikke nok med det, men når hun laver hendes DIY-projekter er de altid SÅ gennemførte, at det halve kunne være nok.

Hun deler heldigvis ud af hendes kreative talenter på hendes egen blog, som jeg bestemt synes I skal slå et smut forbi. Om du så har ti tommelfingre monteret på de hænder du måske omtaler som spader, så hop forbi. Hun er meeeegt pædagogisk i hendes tutorials, så alle kan være med. Og læs så endelig videre her, og lær Cecilie at (måske lidt bedre) at kende ♥

FIRST THE BASIC:

NAVN: CECILIE
ALDER: 26 LIDT ENDNU
BLOG: CICITIVE.DK
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Jeg tror ikke det er kommet endnu! Men jeg håber det venter lige om hjørnet..

Mit liv er indtil nu gået slag i slag fra folkeskole, til gymnasium, et enkelt sabatår, bacheloruddannelse (designingeniør) og senest kandidatstudie i Designledelse, som også er der jeg kender søde Jeanette fra.

Men nu er jeg så her og skal ligesom selv finde ud af at skabe mit (voksne… arh!) liv. Jeg er åben for forskellige brancher og flere steder i landet og lever derfor lidt i et limbo af ikke at vide hvad der sker om en måned. Det er en udfordring for en planlægnings-nazi, men også mega spændende! Jeg glæder mig til den nye livsfase, men det er også liiidt skræmmende, når jeg har boet i Odense, tæt på min nærmeste familie og bedste venner, hele mit liv. Specielt hvis jeg ender i store København, hvilket jeg faktisk håber lidt på… Det er på tide, at mit liv, måske ikke vender, men i hvert fald tager en afkørsel fra den tilbagelagte ellers så trygge motorvej 🙂

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Ja, det er jo så spørgsmålet… 😉 Professionelt har jeg en bred faglighed som jeg håber jeg kan få lov til at bruge hele spektret af, samtidig med jeg kan bruge mine visuelle og kreative kompetencer.

Mest af alt vil jeg gerne blive ved med at udvikle mig og lære, i alle livets henseender. Jeg frygter allermest at blive en af dem, der bare gør det samme dag efter dag, år efter år.

Hvad er dit største talent?
Jeg er en multikunstner..! Hihi 🙂 Ej, men hvis vi skal holde det lidt i blog-verdenen, så kan jeg vist ikke benægte, at jeg er ret dygtig til DIY, krea, hobby – kald det hvad du vil.. Specielt med garn og hæklenål!

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Det kan jeg ikke finde ud af!” Det er måske nok lige at stramme den, at jeg aldrig siger det. Men min ihærdighed, stædighed og lyst til at lære nyt gør, at jeg bliver god til bla. de forskellige hobby-discipliner. Jeg får knopper, når folk giver op på forhånd. Derfor er en af hensigterne for min blog at hjælpe læserne. For alle, der har lyst, KAN lære f.eks. at hækle 🙂 Bare lyt til Pippi: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt”

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
…at de valg jeg tager og den vej livet fører mig er den rigtige.. Jeg bruger oceaner af tanke-kapacitet for at vurdere for og imod. Men jeg aner jo, i virkeligheden, ikke hvad, der ville være sket hvis jeg vælger/havde valgt noget andet. Godt fast arbejde eller kandidatstudie? Blive hjemme i trygge Odense eller nye eventyr i måske København? Varm latte eller kold pepsi max? 😉

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
Jeg tager generelt mange billeder. Selvfølgelig rigtig mange af de ting jeg laver/designer, både for at dokumentere processen og for at vise det frem på bloggen og Instagram (@cicikorsgaard)
Og så er jeg typen, som lige tager et billeder eller screenshots af noget jeg skal huske, er pænt, er et godt tilbud, er sjovt eller en god idé. Hvilken betyder at mit album på min iPhone er fuld af alt mulig random ubrugeligt stuff.. Og det virker som et uoverskueligt projekt at sortere mellem pletskud af nevø og niece, feriebilleder, gode koncert minder og sjældne gode selfies 😉

Miss Shit aka. Jeanette er også temmelig tit i min kameralinse – både til hendes fine outfit billeder og når hun er en stjerne og står model til min blog!

Det jeg tager flest billeder af
{ I kan finde flere af Cecilies fine billeder lige her på Instagram }

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg har inden for de sidste år opdaget Kulturmaskinens værksteder! Det er mig en gåde, hvorfor jeg først nu, hvor jeg står foran at skulle flytte fra byen, er blevet bevidst om deres tilbud?! For en krea-dulle som mig er det heaven on earth! Jeg er specielt vild med keramikværkstedet, hvor jeg allerede har brugt mange mange timer på at øve mig ved drejeskiven! (..det var det med ihærdighed)

Jeg er vild med stemningen, de mange forskellige mennesker, roen og interessen for det visuelle udtryk. Det er en perle og helt unikt for Odense. Jeg håber det for lov at bestå på trods af truende besparelser!

Nogle af mine ler-kreationer kan ses under #ciciclay

Jeg kan ikke lide….
At stå tidligt op! :/ Mit hygge-gen har det bare bedst med lange aftener og langsomme morgener..

Din største guilty pleasure?
Serier..! Alle slags, men specielt melodramatiske tøse tårepersere – Greys Hvide Verden, Scandal, Pretty Little Liars osv. – jeg sluger det råd! Senest har jeg også fået øjnene op for de mere eventyr- og historieprægede i f.eks. GOT (Jon Snow <3) og Outlander. Selv Downton Abbey har jeg set fra ende til anden – ja, jeg kan lige så godt indrømme det.

Hvis afsnittene bare kan få lov at efterfølge hinanden i en lind strøm og akkompagneres af chips med dip og hækletøj, så er der top karakter på nydelses skalaen! Og jeg skammer mig faktisk (næsten) ikke 😉

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
Det der ’weekend’ er ikke et begreb jeg har så meget erfaring i.. I mit nuværende dagpenge-trummerum flyder dagene ligesom lidt sammen. Mens jeg har studeret, har jeg typisk arbejdet eller haft konstant dårlig samvittighed over de lukkede fagbøger.

Men jeg er ret god til at udnytte når andre har weekend og er meget sammen med min familie. Jeg elsker når vi tager på impulsive ture! Jeg håber sådan sommeren vender tilbage til Danmark, så vi også i år kan indtage det omkransende hav om Fyn iført badetøj. Lange stranddage er ikke mig (..der er fu**ing sand overalt!), men hurtige dyp i kølige havnebad er det bedste jeg ved. Jeg er specielt vild med Faaborg og det nye i Bogense, hvor aftensmad passende kan indtages på fiskerestaurant!

TAK til dig skønne Cille for at ville lege med!

Sidder DU selv derude og er blogger fra Odense, eller måske kender en blogger fra Odense, så skriv endelig til mig og kom med på føljetonen. Der er plads til alle – store som små. Formålet er at belyse ALLE de bloggere, der findes i Odense, så træd frem i rampelyset aka. skriv en mail til mig på letsbsomeshit@gmail.com. Det kunne være skide sejt at få e endnu flere til føljetonen!

TUESDAY TALK // MARIA VESTERGAARD

Byd velkommen til kæreste Maria til ugens Tuesday Talk!

Det er lidt en sjov historie med Maria og jeg. Jeg mødte hende første gang til et Duolac-event sidste efterår. Eller. Det troede jeg i hvert fald var første gang, jeg mødte hende.

For under eventet havde vi begge siddet og luret lidt på hinanden. “Har jeg ikke set hende der et sted før?”, sad vi begge og tænkte.

Og ganske vist! Det viser sig nemlig, at vi begge boede i Sorø, og endda gik til Jazzballet sammen OG har delt gymnasium. Vi har ikke gået på samme skole samtidig, (dertil er jeg for gammel. Eller Maria for ung…), men vi kendte hinanden.

Derfor var det RET pudsigt, at vi lige pludselig sad der til et bloggerevent i Odense. Maria og jeg har derfor en laaaaang historik. None the less så endte vi begge til bloggerevent i Odense, og Maria skulle selvfølgelig være en del af denne føljeton.

Hun blogger hovedsageligt om livet som (ung) mor, at være studerende og så deler hun de mest vidunderlige opskrifter! Dertil skal det også nævnes, at hun formår at fange de SMUKKESTE billeder af både hendes opskrifter, hverdag og lille familie. Læs derfor endelig videre herunder, og hop med over på hendes blog. Anbefalingen er i hvert fald givet videre nu!

FIRST: THE BASICS:
NAVN: MARIA VESTERGAARD
ALDER: 24 ÅR
BLOG: MARIA VESTERGAARD
BY: ODENSE

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Det er i sådan én situation, at man selvfølgelig har lyst til at svare, da jeg blev mor, og så alligevel ikke. For selvfølgelig er min datter min største bedrift. Bare det i sig selv at bære et barn i 9 måneder, og derefter føde et helt individ er grund nok til, at absolut ingen vil stille spørgsmålstegn til dette svar, men der er også så mange andre hændelser, som har gjort mig til den jeg er i dag. F.eks. at jeg kom ind på medicinstudiet, noget jeg havde knoklet for i utrolig mange år, at min kæreste og jeg gik fra hinanden, for bagefter at finde ud af, at vi alligevel ikke kunne uden hinanden, og da jeg én dag for 2 år siden oprettede en instagram-profil som udviklede sig til, at jeg i dag arbejder via mine sociale platforme og ikke mindst min blog. Svært spørgsmål!

Hvad vil du være, når du bliver stor?
Da jeg var lille ville jeg gerne være sanger eller skuespiller. Heldigvis bliver man mere selvkritisk med alderen, og jeg kan nu se at jeg absolut ikke er indehaver af hverken en Whitney Houston sangstemme, eller Dirch Passer mimik. Begge børnedrømme er derfor lagt på hylden for længst. Nu drømmer jeg om, at være praktiserende læge, og samtidig kunne leve af at blogge. Jeg mener ikke, at det ene burde udelukke dét andet, men hvordan det helt kommer til at foregå, ved jeg endnu ikke.

Hvad er dit største talent?
Det må være mine sociale egenskaber. Jeg er god til mennesker, god til at snakke men mest af alt til at lytte. 

En sætning du aldrig kommer til at sige;
”Din perker, neger eller blegfis-dansker”. Jeg hader diskriminerende og racistiske ord, og væmmes endda ved bare at skrive dem her. Jeg synes det er uintelligent, lavt og primitivt, at tiltale andre mennesker på den måde.

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden, og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
Du skulle have fået dig et barn mere!

Hvilket motiv tager du flest billeder af?
MAD, MAD, MADIMG_6596{ Find mange flere af Marias skønne billeder på hendes Instagram lige her }

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Mosen går min lille familie og jeg utrolig meget i. Og stien langs åen kan vække så mange gode og rædselsfulde minder i mig. De rædselsfulde er fra dengang min 4 måneder gammel kolik-datter ikke gad at sove, og derfor skreg uafbrudt, de gode er fra når hun godt gad at sove, og jeg kunne gå i ro og fred og nyde stilheden.

Jeg kan ikke lide….
At gøre toilettet rent. Heldigvis er det endt sådan hjemme hos os, at min kæreste gør rent og jeg laver mad. Jeg elsker det!

Din største guilty pleasure?
Jeg er madblogger – kan jeg svare alt spiseligt?

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på….
For mig er der ikke forskel på hverdag og weekend. Jeg laver de selvsamme ting lige meget hvad dag kalenderen skriver. Det er sådan jeg kan få mit liv til at hænge sammen, med studie, blogging, familie og sociale arrangementer. Jeg har sågar præsteret at cykle ned med min datter i vuggestuen en lørdag morgen, fordi det ikke var gået op for mig, at det var weekend.

 

TUSIND tak til dig søde Maria for at ville lege med!

Vil du derude lære flere bloggere fra Odense at kende, så er det lige her det sner!

TINDERBOX FESTIVALSTYLES – de fineste looks på TB’16!

Tinderbox er ikke helt slut endnu herinde. Jeg mangler stadig at dele et indlæg omkring maden, og så dette indlæg omkring looks. Det har jeg til gengæld glæder mig til at dele med jer. Jeg var afsted lørdag og kigge efter seje mennesker og looks på festivalen. Desværre var vejret lørdag  IKKE noget at råbe hurra for, og ser jeg tilbage nu, kunne jeg sikkert have fundet mange flere seje mennesker torsdag og fredag til dette indlæg.

Der var vejret nemlig noget bedre, og folk havde tænkt lidt mere over æstetikken i deres påklædning. Lørdag gik vist mest ud på at klæde sig praktisk på med henblik på alt det regn DMI havde lovet eftermiddag og aften.

Men på trods af naturlige udfordringer fandt jeg dog en håndfuld mennesker, der var skide seje i deres påklædning. Og som i min optik i hvert fald havde klædt sig på til festival.

IMG_3668{ Hende her var en ret sej dame på, ifølge hende selv, 45 år. Hun havde formået både at klæde sig efter sin alder, men bestemt også klæde sig i festivalånd med skovmandsskjorte, hat og bare skuldre. Er hun ikke lækker? }

tb looks turkis trøje{ Denne fine rødhåret skønhed bragte virkelig et smil på læberne. Ikke kun hos hende selv! Hun skilte sig ud fra en gruppe af piger, med hendes fine turkise strik og lange nederdel. Læg mærke til den fine detalje med hvid lak på neglene. De er fine! }

tb looks adidas trøje
{ Hende her spottede jeg både pga. den fine Adidas-sweater, men bestemt også pga. alle hendes påsatte flag. Jeg fik slet ikke spurgt hende årsagen – måske hun havde fødselsdag. I så fald “TILLYKKE”! Hendes look var maskulint og blacksterinspireret, men meget festivalpræget også. }

tb looks adidas kasket

{ Hende her måtte jeg stoppe og forevige looket af. Hun bærer jo næsten den samme hat, som jeg delte i dette indlæg med inspiration til looks til Tinderbox. Og hun bar sgu den kasket godt, gjorde hun! Sat sammen med et par sorte, højtaljede cowboybukser, chealseboots og en læderjakke fuldendte hun helt sikkert et sejt festivallook }

tb looks rødhåret{ Med en café latte fra vores alle sammens Nelles i hånden gjorde denne dame det ret godt i en højhalset strik, lædernederdel og sneaks. Et afslappet, men lækkert festivallook }
tb looks sabina

{ Denne fine dame kan nogle af jer måske genkende. Hun blogger nemlig også her i Odense. Du kan finde Sabinas blog lige her. På trods af hendes “jeg er altså ret praktisk i dag i min påklædning”, så rockede hun sgu et sejt festivallook. Den sorte regnfrakke var ikke kun praktisk, men også ret fin. Resten af looket var også holdt i sort, kun brudt af den fine, grå pelsdut. En lækker detalje! }

tb looks gul jakke

{ Ved siden af Sabina stod hendes veninde i denne seje, gule regnfrakke! Hun var virkelig også gennemført festivalchic med den gule jakke, hvid skjorte og uldhat der kunne tage det værste regn. Skide sejt altså! }