Jeanette hardis odense træning hunkemoller

Fem måder at finde motivationen til (udendørs) træning

Reklame for Hunkemöller

Jeanette hardis odense træning hunkemoller

Det er måske ikke lige sæsonen for at træne udenfor, tænker du? Men meget kan lade sig gøre med det rigtige udstyr – og det rigtige mindset.

Jeg begyndte sidste sommer at løbe så småt. Det var mindre ture, men med tiden blev det længere og længere. Over efteråret og vinteren endte jeg med at løbe flere 10K om ugen og gerne flere 5’ere. Jeg løb mindst tre gange om ugen og jeg elskede det.

Som det blev koldere skulle jeg dog have mere tøj på for at holde varmen. Selvom jeg er en sveder, så skal der holdes på varmen. For det er koldt at løbe og træne udenfor i vinterperioden. Min motivation ligger i øjeblikket et meget lille sted i et mørkt hjørne. Jeg ved faktisk slet ikke, om jeg orker at finde den, motivationen altså, men jeg ved hvor godt det gør mig at bevæge min krop.

Så for min egen skyld skal den findes frem. Hvordan gør jeg så lige det? Jeg har nogle forskellige metoder, som du helt sikkert også kan bruge. I hvert fald nogle af dem. I samarbejde med Hunkemöller vil jeg dele mine fem bedste tip til at finde motivationen til at bevæge kroppen, når den er væk.

Jeanette hardis odense
  1. Du skal finde dit udstyr frem dagen før. Har du besluttet, at du vil træne efter arbejde, så find tøj og sko frem dagen før og læg parat. Når du kommer hjem skal du hoppe direkte i det og gå ud af døren igen. Du skal glemme sofaen og tæpperne og serien fra tv’et der skriger på dig. Hvis du træner om morgenen gælder det samme, læg tøjet frem aftenen inden. Allerede ved at gøre det, indstiller du dig selv på, at du skal og vil træne.
  2. Sæt dig et mål og få et program. Noget af det jeg hader allermest er, når jeg træner uden enten et mål for øje eller følger et træningsprogram. I vinters var målet 10km og det trænede jeg op til. Når jeg træner styrkeløft får jeg næsten altid en bedre træning, hvis jeg har et program. Så dalrer jeg ikke rundt mellem øvelserne, jeg bliver mere målrettet for jeg ved, hvad jeg skal og i hvilken rækkefølge. Jeg skal ikke tage stilling til andet end mit program.
  3. Det her punkt er måske overfladisk, men det virker. Find noget nyt træningstøj eller gear. Vi kender det sikkert allesammen. Vi har købt de nye sko dér og nu kan vi bare ikke gå i andet, for de er så seje og vi vil gerne vise dem frem. Sådan er det også med træningstøj. Du skal føle, at dit træningstøj er behageligt og lækkert. Jeg ved godt, at vi alle kan træne i en gammel t-shirt og nogle forvaskede shorts. God knows det gør jeg sgu også fra tid til anden. Men jeg føler mig klart mere fierce, når jeg har tøj på, som jeg synes gør noget godt for min selvtillid. Jeg løb i går i højtaljede træningsbukser og ny sports-BH fra Hunkemöller, og det gør dælme turen sjovere. Både at have en god støtte til brysterne, men også at kigge ned på nogle flotte tights, der sidder godt. Og som jeg ikke skal rette på hele tiden. De sidder bare og bliver siddende. De er højtaljede og det elsker jeg. Så bliver det hele ligesom holdt på plads under en løbetur. Jeg løb i disse træningsbukser og denne sports-BH.
  4. Musik! Eller en anden slags underholdning undervejs. Jeg løber og træner selv til forskellige playlister jeg laver på Spotify. Genren afhænger meget af mit humør, men jeg får altid en bedre træning, hvis jeg ved, at jeg sætter musik på, der motiverer mig.
  5. Skriv det i din kalender og betragt din træning som en aftale med en ven. Jeg er selv rigtig dårlig til at prioritere min træning for tiden og jeg ved, at en af grundene er, at jeg ikke føler, jeg kan sige nej tak til andre aftaler fordi jeg skal træne. Men ved du hvad, det kan vi godt tillade os. Vi må gerne prioritere træning og vores fysiske sundhed. Og hvis du får det godt af at træne, så er det vigtigt, at du prioritere det. Så skriv det i din kalender og overhold aftalen med dig selv om at træne. Evt. kombiner det med dit program og planlæg dine træningsdage ud fra programmet. På den måde får du også mere kontinuitet i din træning og det gør det nemmere og nemmere at komme afsted og holde din motivation ved lige.

Det behøver ikke være særlig svært at finde den motivation, men ih guder det kan være op af bakke. For mig handler det generelt om at gøre træning sjovt og lækkert. Det lyder måske mærkeligt at gøre træning lækkert og det skal forstås på den rigtige måde.

Jeanette hardis odense

Jeg træner som oftes uden makeup og mit hår sidder altid i en elastik, så lækkerheden for mig handler om, at jeg føler mig tilpas i det tøj, jeg træner i. At jeg ved, at det sidder ordenligt og bliver siddende under hele træningen. Åh der er ikke noget mere irriterende end bukser, der glider ned, er gennemsigtige under squats eller støtter dårligt. Det samme gør sig gældende med BH’er. Jeg er den heldige ejer af et par bryster i den lidt større ende og der skal være god støtte. Især under løb. Her fungerer det ikke for mig med tynde stropper eller uden rigtig støtte.

Jeg elsker også at dimse den, så jeg har specifikke drikkedunke til træning og masser (seminødvendigt) gear. Jeg har pre-workout til de dage, hvor energien (og motivationen) ligger på et meget lille sted og så har jeg det bedste heppekor i Nicolai.

Husk at hvis du ikke kommer afsted, så er det helt okay. Det sidste du skal gøre et at give dig selv dårlig samvittighed. Der er en ny dag i morgen, og så starter du på en frisk.

Hvis du mangler motivationen til at træne, hvad gør du så? For ærligt så trænger jeg til mere motivation for tiden og ville elske at få andres tips og tricks. Vi kan altid lære noget nyt.

Jeanette Hardis købt hus Odense

Et nyt kapitel – som husejere

Det er gået hurtigt. Processen fra lejere til husejere. Det var heller ikke planen, men det ene førte med det andet og pludselig stod huset der, banken var med og det var sælger også.

Så vi slog til. I løbet af nogle få uger havde vi underskrevet en købsaftale og var blevet husejere. 2020 har været et vildt år, ikke kun pga. omstændighederne i verden, men også pga. de ting, der er sket for os privat.

Året startede bestemt ikke med planen om, at vi skulle have hus. Vi var begyndt at kigge på økonomien og udbetalingen til et hus, men reelt at flytte var vi ikke parat til endnu.

Så hvorfor egentlig flytte og købe? Efter knapt seks år på samme adresse, for mit vedkommende, var der desværre en masse (!) udfordringer med udlejer, og vi ville bare UD! Vi skulle ikke bo der mere, hvor der var fyldt med så meget negativ energi. I en lang periode kunne vi ikke bruge vores brusekabine i lejligheden og måtte gå i bad i vaskekælderen. Faktisk fem måneder. Det var fuldstændig uholdbart og det ene førte med det andet og vi flyttede derfra.

Vi havde derfor en virkelig hurtig proces fra første tanke om hus til rent faktisk at flytte og nu har vi boet i vores “nye” hus i knapt halvanden måned. Det er simpelthen det mest fantastiske, vi har gjort for os selv.

Processen startede først med et bankskifte og ny bankrådgiver. Derfra begyndte vi for alvor at se på huse og var til en del fremvisninger. Et slag på tasken er vel mellem 8-10 som vi nåede at se, inden vi fandt HUSET.

For nogle er det mange fremvisninger, for andre få. For os var det, hvad der skulle til, før vi fandt vores hus.

Vi fik forhandlet lidt nedslag i prisen og en virkelig god aftale om overtagelse 1. december, men disposition allerede 1. september. Dvs. vi fik nøglerne 1. september, men overtager reelt først huset tre måneder senere.

Vi fik endda nøglerne én dag tidligere end aftalt, da sælger var færdig med at rydde ud og gerne ville overdrage nøgler. Sælger har boet i huset i mere end 20 år, så der var mange følelser forbundet med salget. Heldigvis mødte vi hinanden, da vi fik nøgler – det er ikke alle, der har den fornøjelse – og vi fik en god lang snak.

Ejendomsmæglerne var der maks et kvarter, så kørte de igen, men vi snakkede med sælger halvanden timer. De var endda inde hos naboen og hente kolde øl, så vi kunne fejre hussalget. Køleskabet var jo tomt, og vi havde slet ikke tænkt på, hverken at vi ville snakke så lang tid med sælger eller om vi skulle have noget med at skåle ind på, haha. Det var få timer inden, at vi havde fået beskeden om, at vi kunne få nøgler samme dag, så vi skyndte os bare efter arbejde at komme afsted ud til vores nye hjem sammen.

Lige nu er vi stadig ved at falde på plads og det tror jeg varer nogle måneder endnu. Jeg har en følelse af, at vi er i sommerhus og er på ferie. At huset et til låns og vi snart skal “hjem” igen. Det er den vildeste og mærkeligste følelse, at vi ER hjemme. At vi ikke skal nogle steder. Det er her vi er, for good.

Tilbage fra sommer – alt og intet fra de sidste måneder

Hva’ er det nu, man sir’? Tiden flyver?

Det gør den i hvert fald for mig lige nu. Jeez der er sket mange ting og ingenting siden jeg sidst tjekkede ind her. Så her kommer et vaskeægte “bloggerindlæg” med stort og småt.

Siden sidst er det nemlig sket en masse, som jeg ikke kan fortælle lige nu, haha. Pisse irriterende I know – også for mig. Jeg vil så gerne dele, men jeg må vente lidt endnu.

Nåhmen jeg kan dele, at jeg stadig er deltidshjemsendt. Jeg må arbejde en dag om ugen, men er hjemsendt resten af tiden. Lige nu er jeg det resten af august, men vi ved simpelthen ikke, hvad der sker efterfølgende. I dag er der forhandlinger omkring fase 4 af genåbningen, hvor vi forhåbentlig får mere at vide omkring, hvad der skal ske med spillesteder. Om der må åbnes mere op, om vi kan starte op igen eller slet ikke. Jeg er meget spændt! Lige nu tager jeg en dag af gangen, for der er ikke andet at gøre. Selvom det er frustrerende og jeg føler mig magtesløs. Det prøver jeg at lægge til side og i stedet få det bedste ud af situationen.

Så jeg får tiden til at gå med gode ting. Jeg mediterer igen hver dag, jeg prøver at lave yoga ofte, jeg vil rigtig gerne træne mere og have fokus på en nærende kost. Jeg passer på mig selv og prøver også at tænke mere på mig selv. Jeg er nemlig fantastisk god til at være støttende, betænksom og forstående overfor alle mennesker – undtagen mig selv. Jeg er meget hård ved mig selv, har en kort lunte overfor mig selv og har sindsygt høje krav til mig selv. Det gør desværre bare, at jeg ofte skuffer mig selv og bliver sur over mig selv, fordi ingen mennesker kan forventes at være et supermenneske, som jeg forventer af mig selv. Det er lidt en ond cirkel, så den prøver jeg på at bryde.

For at bryde det og passe på mig selv, er jeg begyndt at gå til psykolog. Jeg havde brug for en meget konkret løsning. Simpelthen for at vide og mærke, at jeg virkelig gør noget. Det giver mig en masse at have så intens fokus på mig selv. Det er også meget mærkeligt – jeg har ikke tidligere været til terapi på den måde. At snakke om mig selv i en time er også en udfordring. Jeg føler mig meget egoistisk bare at sidde der og snakke og snakke om mig selv hah! Hvilket virkelig er et symptom på problemet ik’? Selv i situationer, hvor aftalen er, at jeg kun skal snakke om mig selv, får jeg det næsten helt dårligt i maven. Jeg er generelt meget bedre til at høre om andre mennesker og være med i deres historier, end jeg er til at dele mine egne.

Så det er en øvelse. Som har været rigtig dejlig at tage hul på, mens jeg har været hjemsendt. Det har givet masser rum til at fokusere på mig selv. Så på den måde føler jeg, at jeg får positive effekter ud af min hjemsendelse.

Men livet er ærligt talt en rutsjebane for tiden. Det er det formentlig for alle, går jeg ud fra. Men jeg synes godt nok, at det sidste halvandet år har trukket tænder ud. 2020 er heller ikke just været nogens år?

Hvordan klarer du corona-situationen?

Mål & intentioner for juni

Jeanette Hardis blog Odense juni mål økonomi selvudvikling

Haha jeg startede med at kalde dette indlæg for “mål & intentioner for maj…”. Åh det er altså lige med at kunne følge med de her dage. Det er virkelig en kliché, men jeg synes, at tiden går aaalt for hurtigt.

Det er ikke til at forstå, at corona-lockdown har varet tre måneder nu. Jeg er stadig hjemsendt (med lidt arbejde tilladt, men minimalt), så jeg fylder mine dage op med alt muligt andet. Det har jeg aldrig haft en problem med – jeg keder mig sjælendt.

Siden årets start har vi herhjemme i starten af hver måned lavet nogle mål. Både nogle fælles mål og nogle individuelle. Det har f.eks. været at vi skulle skrue ned for vores forbrug af Pepsi Max, der ærligt talt har været ret højt! Èn måned skulle vi undgå take away, der også havde været ret meget af. Andre måneder har det været at nå en bestemt distance på løbeturen, drikke nok vand, undgå snacks til hverdag.

Det er også været af mere åndelig karakter som at meditere oftere, gå lange ture (uden underholdning i ørene vel at mærke) og snakke mere økonomi. Vi ville have været ude af rejse til jul og nytår, men det har vi simpelthen skudt en hvid pil efter. Selv hvis vi må rejse ud af landet, så har vi egentlig ikke rigtig lyst. Udover det er der også sket nogle ting i min familie, så jeg gerne vil holde jul hjemme.

Men – alle de her mål og intentioner, som de også er, dem vil jeg gerne dele herinde. Måske til inspiration eller ja… hvad ved jeg.. måske I kan få nogle gode ideer for nogle mål, I kan sætte jer her i corona-lockdown.

Vores fælles mål for juni…

Det er stadig at fortsætte en opsparing. Selvom den ikke går til en rejse i år, så kan den være rar at have.

Og at snakke mere økonomi og blive mere beviste om vores budget, madplaner og forbrug. Vi har været suuuper dårlige til at lægge madplaner. Eller… i nogle perioder går det godt, og i andre perioder går det knapt så godt haha! Nu er vi inde i en dejlig periode, hvor vi hver lørdag el. søndag planlægger næste uges madplan og tager ud og handler ind efter den. Det vil vi gerne fortsætte med i juni.

Mine egne mål for juni…

Er lidt en blandet landhandel. Jeg vil gerne fortsætte min gode mundhygiejne (virkelig ikke et sexet ord haha!), og huske at bruge tandtråd Truth be told, så er jeg ikke aaaaltid den bedste til at få børstet tænder hver aften (om morgenen børster jeg altid tænder som det første, når jeg står op, jeg kan slet ikke hverken drikke eller spise inden, og det et vist nærmest en religion hvad man er til. Børste tænder inden eller efter morgenmaden?), men da jeg var til tandlægen i maj (for at få lavet et hul, ahem), fik jeg så meget ros for min tandpleje, at det først er nødvendigt med et besøg hos tandlægen igen om et år. Og det var fordi, jeg forinden var begyndt at børste tænder fast morgen OG aften og bruge tandtråd.

Derfor er tandtråd også blevet en fast rutine morgen og aften og det vil jeg gerne fortsætte med i juni – og have fokus på indtil det bliver en rutine, der bare sidder fast.

Til hverdag vil jeg gerne undgå snacks og gemme det til weekenden. I hvert fald de usunde af slagsen. For jeg er en sukkergris! Men hvis jeg kan holde det til weekenden, er jeg virkelig langt.

Jeg vil fortsætte min gode vane med at drikke mindst to liter vand om dagen. Det er jeg virkelig blevet godt til, efter jeg begyndte at arbejde hjemme. Jeg er begyndt at falde lidt af på den i weekenderne – mærkeligt nok. Jeg har det bedst med gerne 2-3 liter vand om dagen, men det er forskelligt for alle – det er bare sådan min krop fungerer bedst lige nu i hvert fald. Alle toiletturene kunne jeg godt undvære haha, men udover det så er det skønt for min krop.

Jeg skriver mine mål ned…

Vi har en lille tavle i køkkenet, hvor jeg hver måned skriver min mål på. Den hænger så jeg kan se den hver gang, jeg går i køkkenet og det er en virkelig god reminder til mig selv. Jeg er meget ude af øje ude af sind med især sådan nogle ting. Så jeg har brug for at se dem flere gange om dagen og blive mindet om, nååh ja jeg skal lige huske at drikke vand.

Det gør også, at min mål bliver faste rutiner. Fordi jeg bliver ved og ved og ved over en lang periode. Er det ikke 21 dage de kloge hoveder siger, at vi skal bruge på en implementere en ny rutine? Så passer det vist ret fint at tage det en måned af gangen.

I slutningen af juni vender gør jeg status over denne måneds mål herinde. Så kan vi også sammen lige vende, om det er gået godt eller mindre godt med målene.

Har du nogle mål for tiden, du har sat dig for? Jeg er altid så nysgerrig på andres processer og får meget inspiration den vej.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Weekendtid: stille morgener, ro til kaffen og forkælelse

Reklame Hunkemöller

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Ahh… Lørdag morgen. Helt stille i nabolaget… Solen begynder at finde vej ind af sprækkerne på siden af gardinet og det blafrer let, fordi vinduet står halvt på klemt og lader den morgenfriske luft komme ind.

Dynen er varm og der skal meget til, at jeg vil stå op herfra. Men Nicolai er stået op og jeg kan fornemme, at der strømmer en genkendelig duft af kaffe ind i soveværelset. Jeg indånder duften af kaffe, løfter dynen og svinger begge ben ud over sengekanten.

Det er lørdag og vi har begge fri. Vi elsker de stille og rolige morgener herhjemme, hvor vi ikke skal noget. Det selvom jeg klart har det bedst med, at jeg står op til en plan for dagen. Nicolai derimod – ja af ham har jeg lært, at det er okay, at der ingen planer er for dagen. At dagen bare gerne må være. Uden at vi skal skulle noget. Giver det mening?

Forrige weekend udspillede der sig nogenlunde scenarie som beskrevet herover. Det var en skøn lørdag! Også selvom vi ingen planer havde hah.

Det første lang stykke tid vi boede sammen, spurgte jeg altid i weekendmorgenerne, hvad skal vi lave i dag? Nicolai griner altid, når jeg spørger om det. For han har ikke rigtig noget svar andet end, det vi har lyst til.

Jeg spørger stadig indimellem om, hvad vi skal lave, men jeg har efterhånden også lært, at det er helt okay ikke at have planer for dagen. At det er helt okay bare at se, hvor dagen tager mig en.

Så det øver jeg mig på. Og jeg øver mig på at stå langsomt op i weekenden, at jeg ikke behøver gøre mig klar til dagen på anden måde end at svinge en morgenkåbe på efter badet og sætte mig til bords og nyde en kop kaffe, måske læse avisen, evt. sætte mig i haven med hundene og se dem nyde solen.

Jeg har altid syntes, at det var mærkeligt det her med at stå op og tage en morgenkåbe på. Nok fordi jeg i alle mine teenageår har brugt mine weekender på stævner. Så der stod jeg op mellem kl. 5-6 (nogle gange tidligere), for at hoppe i træningstøj og være udenfor hele dagen. Vi kom som regel hjem mellem kl. 18-22 og ofte var det både lørdag og søndag fra omkring april/maj til slut september. Så startede indendørssæsonen og selvom der var mindre stævner dér, så var jeg stadig tit afsted.

De weekender jeg ikke var til stævne, var jeg på arbejde. Jeg havde studiejob i butik, så det var også tidligt op og afsted. Det er først efter min studietid, at jeg rent faktisk har mine weekendmorgener uden planer. Så det er helt sikkert bare en refleks i min krop, at når jeg står op i weekenden, så er det med et formål for dagen.

Jeanette Hardis Odense Fynske Influencers Morgenkåbe Hunkemöller

Det kan jo ikke passe, at jeg bare kan stå op og… Så ikke noget. Så bare ro, morgenkåbe på, drikke min kaffe uden, at den skal i en termokop og med i bilen. Det er virkelig en læring for mig, at det er helt okay bare at være i nu’et uden at skulle tænker over, hvad jeg skal. Jeg har for vane at tænke på den næste aftale/forpligtigelse/mail what ever, der skal ordnes. Hvilket betyder, at jeg er dårlig til at være til stede, hvor jeg er i nu’et.

Jeg har et stort planlægninsgen (okay måske også kontrolgen), så jeg elsker overblik over min tid, to-do-lister, opgavefordeling og formål. Alt skal jo have et formål ikke? Og formålet kan ikke være, at jeg bare skal være til.

Der må være et praktisk formål med dagene haha. Det skal munde ud i et resultat. Processen og oplevelsen er ikke nok i sig selv.

Det er superdumt, for jeg spekulerer over alt muligt hele tiden, hvilket jo betyder, at min krop er på konstant overarbejde. For inden jeg overhovedet er færdig med en opgave (eller oplevelse), så tænker jeg allerede på den næste.

Givet i nogle situationer, så er det også ret dejligt, for det betyder, at jeg er meget forudseende. Men generelt så er det noget, jeg skal prøve at lægge fra mig. I det mindste i weekenden, når jeg sidder i min morgenkåbe og gerne må stirre lidt ud i luften uden det skal munde ud i en stor åbenbaring.

Jeg har på det sidste været rigtig glad for den hvide badekåbe (el. morgenkåbe, hvad er egentlig forskellen?) fra Hunkemöller. Jeg føler mig altid lige det finere, når jeg smider den på om morgenen. Fordi den har lidt en hotelvibe over sig med den der sprøde, hvide farve.

Så jeg sidder nogle gange på vores mikroaltan eller nede i haven og drikker min kaffe, hvor jeg næsten kan fornemme en sydlandsk duft, der virkelig gør, at jeg kommer ned i gear. Især nu her, hvor haven virkelig er i fuldt flor, blomsterne dufter og solen varmer haven op tidligt på dagen. Åh der elsker jeg virkelig at kunne sidde og nyde kaffen i ro og mag.

Hvordan ser din yndlingslørdagmorgen ud?

Jeg tror min er, når jeg netop kan ligge og vågne af mig selv, når jeg dufter kaffen fra køkkenet (eller selv drysser op og sætter den over), når det begynder at være så lunt i luften, at altandøren kan åbnes og solen kan få lov til at strømme ind. Og jeg kan få lov til at nusse rundt i min morgenkåbe med min kaffekop, sætte mig ud i solen og bare nyde 10 minutters ro inden dagen starter rigtigt. Inden mine øjne rigtigt åbner sig og søvnen forsvinder væk fra kroppen.

Ny titel – voksen skilsmissebarn

Jeanette Hardis blog Odense Skilsmisse

Nå venner – det her indlæg er skrevet for et godt stykke tid siden. Men nu er det på tide, at det bliver udgivet. Så bær over med mig, hvis det virker lidt ude af kontekst. Jeg har nok bare brug for at få lettet mit hjerte, finde tilbage til en af grundene til, hvorfor jeg skriver og måske endda også få hevet et plaster af et sår, som jeg har gået med selv.

Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Hvis jeg overhovedet udgiver det. Jeg har virkelig været i tvivl om, hvor meget jeg skulle, måtte, kunne, har lyst til at dele omkring det her.

For det er et ømt emne sir’ jeg jer. Ikke nogen let hverdagskost det her. Jeg har nemlig fået en ny titel. Ikke én jeg som sådan er særlig glad for, men nu er den her engang, så jeg må arbejde med at lade den blive en del af mig. Jeg slipper i hvert fald aldrig for den.

Og mens jeg sidder og skriver dette, og anlægget spiller Moonlight Sonata, Beethoven (jeg har et svagt punkt for lige dén komposition), og flammen fra stearinlyset på bordet flagrer fordi der sikkert er træk et sted her i lejligheden, så tænker jeg på, om jeg nogensinde kommer til at skrive det her indlæg færdigt. Jeg tænker på, om jeg nogensinde vil udgive det. Vil dele disse tanker og følelser offentligt.

Det går ellers hurtigt på tasterne. Det gør det som regel altid, når jeg skriver om noget, som betyder meget for mig. Som sidder dybt i mig. Det er som om, at jo dybere mine følelser er for et emne, jo hurtigere komme følelserne ud gennem mine fingre ned på tasterne og op på skærmen.

Jeg har altid sagt og følt, at bloggen var mit kreative outlet. Men den er ligeså meget et følelsesmæssigt outlet. Et sted, hvor jeg kan skrive disse tanker. Hvor jeg kan komme af med mine følelser. Gode som dårlige.

Også et sted hvor jeg efterhånden som flere og flere læser med, er begyndt at dyrke mere og mere censur på. Censur på min tanker, på mine udgivelser, på mine sande følelser.

Men jeg har, især det sidste år måske, indset at jeg er helt okay, som jeg er. At det her et mit univers, mit lille hjørne af det store internet, og hvad jeg føler er helt rigtigt. Uagtet andres meninger og holdninger om mine følelser. Jeg øver mig i hvert fald på ikke at tænke over andres meninger! Men gøre, hvad der føles rigtigt for mig.

Så måske jeg udgiver dette indlæg? Måske tør jeg godt. Fordi jeg gerne vil være en forgangskvinde for, at vi er helt perfekte lige som vi er. Også selvom vi føler os fucked op nogle gange, også selvom jeg er pissebange for, hvad andre tænker og mener om mig.

Men det er proces, en igangværende og aldrig færdig proces. Hvilket egentlig er fint nok, men helt sikkert også noget af en erkendelse for mig. Som jeg måske netop disse tider er ved at nå frem til.

Nu er det Josh Groban der blæser ud af højtalerne. Eller ja, blæser og blæser, volumen er ret sagte. Som jeg egentlig godt kan li’ det, når jeg hører musik herhjemme. Men flammen flagrer eller blafrer om man vil, stadig.

Voksen skilmissebarn. Det er et oxymoron. Hvordan kan jeg være et voksent skilsmissebarn? Men det hedder det altså. Måske fordi vi aldrig helt bliver voksne, når det drejer som om relationen til vores forældre? Der vil vi, på en eller anden måde, i en eller anden grad, altid være deres børn.

Og de vil altid være forældre. Mine forældre. Nu er de bare ikke mine gifte forældre mere. De bor ikke sammen mere. De er ikke sammen mere.

Det er egentlig snart et år siden, at de bekendtgjorde, at de skulle de skilles. Der ligger selvfølgelig en masse til grund for det, som jeg på den ene måde gerne vil skrive om, men på den anden måde heller ikke føler vedkommer mig. Så det skriver jeg ikke om. I hvert fald ikke i dette indlæg.

Men de er blevet skilt. Min mor og far. Og selvom jeg er, eller var 29 år, da de blev skilt, så har det stadig været utroligt hårdt. Det er stadig virkelig hårdt. For det er desværre ikke kun en simpel skilsmisse. Sådan er det vel sjældent eller? Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Da jeg var barn, var der flere af mine skolevenners forældre, der blev skilt. Men ikke mine.

Ikke før nu. Hvor jeg er voksen. Hvor der rammer en masse andre tanker i mit sind, end der formentlig ville have gjort som barn. Jeg tror slet ikke, at den proces jeg skal igennem nu kan sammenlignes med, hvis jeg havde været barn.

Hårdt er det. Virkelig hårdt. Og virkelig svært. Og det betyder brud på så mange forskellige måder, når ens forældre bliver skilt. Måske ved du det? Måske ved du præcis, hvordan det er, når ens forældre bliver skilt? Du kender helt sikkert nogle, hvis forældre er skilt eller har venner, der er blevet skilt. Eller du er selv skilsmissebarn.

Det er sjovt, som det at blive skilt bliver så simplificeret i statistikkerne. Der lyder det som om, at folk bliver skilt bare fordi. At det er et nemt og clean cut. Hvorfor skulle så mange ellers bliver skilt? Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor clean et cut folk får fra en skilsmisse, men jeg forestiller mig, at langt størstedelen af skilsmisser efterlader dybe sår, dybe ar, revnede hjerter. Måske endda nogle efterlader meget ødelagte relationer, børn, der føler sig efterladte, voksne, der ikke kan håndtere forandringen.

Men jeg ved det ikke. Jeg ved reelt kun, hvordan jeg har taklet, at mine forældre er blevet skilt. Jeg ved ikke engang, om jeg takler det rigtigt. Jeg er ret sikker på, at jeg bliver nødt til at tale med nogle om det i hvert fald. For selvom det hjælper mig at få det ud “på papir” på denne måde, så tror jeg ikke, at det er nok. Jeg bliver nødt til at bearbejde det på en anden måde.

Det har taget rigtig hårdt på mig. Det har været og er en lang proces. Og der er desuden mange andre faktorer iblandet, som jeg ikke rigtig kan komme nærmere ind på lige nu. Eller nogensinde måske. Men de er der i den virkelige verden, og de skal også håndteres. Selvom jeg nogle gange ærlig talt bare har lyst til at glemme det hele og lade som om, alting var som det var engang.

Benægt, benægt, benægt.

Det går nok ikke i længden.

Syg eller ikke syg? Det er spørgsmålet

Jeg har tænkt meget over det her fænomen, vil jeg kalde det, i Danmark, hvor når vi er syge, så slæber vi os stadig afsted på arbejde og ud i samfundet alligevel.

Jeg er i hvert fald rigtig slem til det.

Det er noget, jeg især har tænkt over, siden jeg blev testet for corona for 14 dage siden. For jeg var syg. Rigtig syg. Og i disse tider så skal der ikke langt fra host og feber til en mistanke om, at det er corona.

Så jeg ringede til min læge og fik hurtig en henvisning til at blive testet for corona. Faktisk dagen efter.

Jeg skulle vente op til 72 timer på et svar og fra jeg blev syg til jeg fik svar, skulle jeg holde mig hjemme.

Og jeg meldte mig desuden også syg på arbejde. Hvilket jo burde være en selvfølge, men som faktisk ikke er det. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor jeg snottet, hostende, harkende og varm er taget på arbejde.

Hvilket er så dumt! Jeg forlænger min sygeperiode og jeg risikerer at smitte mine kollegaer og andre mennesker på min vej.

Men jeg vil jo for alt i verden ikke melde mig syg. Nej, så hellere kæmpe mig afsted, sidde i otte timer og have det skidt foran skærmen, måske hvile øjnene indimellem, og så hjem under dynen og gøre det hele igen dagen efter.

Det er en mærkelig tendens. For jeg er ret sikkert på, at jeg ikke er alene om den her adfærd.

Det er som om, det giver en form for prestige, at vi kan klare at arbejde gennem sygdom? Eller er det bare mig? Som om det giver plus på kontoen hos arbejdsgiver.

Jeg slæber i hvert fald mig selv afsted gang på gang og kæmper mig igennem arbejdsopgaver og tænker, at det er for det bedste. For så “skuffer” jeg ikke min arbejdsplads, min chef og mine kollegaer. Og jeg bebyrder ikke dem med måske ekstra opgaver pga. min sygdom.

Jeg skal i hvert fald være virkelig syg, før jeg har samvittighed til at melde mig syg. For selvom jeg er syg, så får jeg hurtigt dårlig samvittighed over at melde mig syg. Jeg har en følelse af, at jeg burde ligge med åbent benbrud, før jeg kan tillade mig at melde mig syg.

Det er absurd. Men det er nu engang sådan, jeg føler. Måske er det en form for alt for høj arbejdsmoral? Eller fordi jeg er super pligtopfyldende? Og det kan jo bare ikke passe, at jeg ikke kan passe mit arbejde pga. sygdom – vel?

Så hellere tage afsted og være sløj på arbejde, end at belemre andre mennesker med min sygdom. Jeg ved ærligt ikke, hvad det bunder i.

Men da jeg SKULLE blive hjemme i den periode, hvor jeg var under mistanke for corona, der slog det mig virkelig. Hvor anstrengende det er for mig at skulle melde mig syg. Det eneste tidspunkt jeg var ude i de dage, var da jeg skulle testes. Her cyklede Nicolai og jeg afsted sammen, men det var kun mig, der måtte cykle ind i testområdet. Hvilket vi havde regnet med. Så han ventede pænt et stykke væk imens.

Heldigvis var prøven jo negativ og det blev fejret med en tur til Stige Ø samme aften!

Men i de dage tænkte jeg meget over, at jeg er dårlig til at melde mig syg og rent faktisk tage de dage, som min krop har brug for til at overkomme sygdommen. Især her mens jeg har arbejdet meget hjemme, var det svært. For så risikerede jeg ikke at smitte mine kollegaer, men det var super nemt lige at åbne min computer og finde min arbejdsemail frem og kigge på lidt opgaver. Og hvis jeg kan klare en time her og en time der, er det så ikke bedre end ingenting?

Nej. Ikke når jeg er syg. Så skal jeg sgu bare være syg. Og ikke prøve at imponere nogen over min høje arbejdsindsats selv under sygdom. For det er faktisk ikke noget at være stolt af eller se op til. Når vi er syge, er vi syge.

Er du også det?

Velkommen til familien – vores nyeste, bedste ven!

ØNSKER, DRØMME OG LET(TERE) TRANSPORT

Måske har du set på IG, at jeg de sidste par uger har flashet en el-ladcykel?

Jeg har i flere år sukket efter en ladcykel. Men den måtte altså meget gerne være på el.

Mest fordi jeg har lånt en ladcykel fra mit arbejde nogle gange, og den er bare tung at cykle med, når den ikke er med el. Altså, det kan godt lade sig gøre, men man får også trænet benene for alle pengene.

Så da der begyndte at komme ladcykler med el, fik jeg stjerner i øjnene. Men jeg fik også ondt i pengepungen, hah!

For shiiiat de er bekostelige ik’? Så er en lille og billig bil jo ikke laaangt væk. Men de faste udgifter til en bil er jo selvfølgelig noget helt andet end en cykel. Også selvom den er på el.

Udover det så er det bare skidesmart at være på cykel i Odense city. Det er nemt at komme rundt, der er altid parkering og man kommer hurtigt afsted. Lige i øjeblikket kan det være lidt udfordrende at være bilist i Odense – især hvis man ikke er vant til byen. For der er så meget vejarbejde med letbanen i øjeblikket, (og letbanen er jo en HELT anden snak, for der er vist to ret skarpe lejre og meninger omkring dén), så det er bare nemt på Cykel.

Odense er også en cykelby. Så det giver mening med en transportcykel.

Så er der også det, at jeg har haft bil før. Også her i Odense. Men i forhold til udgifterne, så vejer det måske tungere at have de penge til rådighed.

En bil vil være en nice to have lige nu. Som i – virkelig kirsebær på den allerøverste top! Vi cykler begge to til arbejde, og tager offentlig transport når vi skal besøge familien på Sjælland. Det havde da helt sikkert været rart med en bil.

Men efter en hurtig cost/benefitanalyse kan det bare ikke svare sig. Det vil simpelthen ikke give mening at købe en bil, fordi vi kan godt leve uden. Heldigvis har vi også nogle søde venner, som vi indimellem kan låne bil af, hvis det bliver helt nødvendigt, og det er jo ret dejligt!

Men en ladcykel. Ih det kunne være fedt! Det ville gøre, at jeg kan tage hundene med længere væk og gå ture, handle noget nemmere ind og kunne cykle dét længere.

DRØMME BLIVER TIL VIRKELIGHED

Så en el-ladcykel har været på ønskelisten længe. Men også kun på ønskelisten. For det er alligevel en stor udskrivning og vi har jo klaret os uden indtil nu…

Men. Så blev det min fødselsdag. Og jeg fik tilbuddet om at få en stor del af en el-ladcykel i fødselsdagsgave. Mod at jeg selv betalte resten.

Cyklen var på tilbud og jeg havde én dag at overveje i. Herhjemme snakkede vi frem og tilbage – skulle jeg, skulle jeg ikke? Hvad var fordele og ulemper? Økonomien vs. det jeg/vi ville få ud af det.

Jeg vejede lidt frem og tilbage, men kunne jo godt mærke inderst inde, at jeg vejede mest for at gøre det!

Så jeg sagde JA! Og vi bestilte en SCO ladcykel med el online og fik den leveret kvit og frit nogle dage efter. Leveringen er øjensynligt gratis, når man bruger SÅ mange penge på én gang over nethandel!

Jeg prøvede den derfor ikke inden. Men tænkte “det går sgu nok“. Selvom jeg helt sikkert vil anbefale, at man prøver så dyrt et køb inden, så kunne det bare ikke lade sig gøre med så kort frist. Og det gik heldigvis.

Cyklen blev leveret af en fragtmand, der satte en KÆMPE papkasse foran vores garage. Hele cyklen var simpelthen pakke ind. Stor tommefinger op til fragten og indpakningen.

Så begyndte udpakningen ellers. Langsomt men sikkert dukkede der en ladcykel op under alt pappet og plastikken.

Cyklen var 100% samlet – med den undtagelse at ‘overtrækket’ og stellet til lige skulle samles og sættes på. Men det er også valgfrit, om det skal sættes på, så det er egentlig fint nok. Alt andet var samlet og parat til brug! Batteriet skulle lige lades lidt op, men der var faktisk strøm på.

Så stod testen ellers. Kunne jeg cykle på den? Passede den mig? Var den nem at cykle med? Gav det overhovedet mening.

JA JA JA!

Den er SÅ nemt at cykle på! Det el der ik’? Det gør virkelig en forskel. Jeg foretrækker faktisk at cykle på den nu, fremfor min normale cykel. Fordi det er SÅ nemt. Udover at det er skønt med el, så er det dejligt, at jeg kan have mange og store ting med i cyklen. Uden at skulle skænke det en tanke, om der er plads. Eller om det bliver for besværligt.

Ja, det er sikkert i samme boldgade af følelser, som når man har en bil. Mindes jeg i hvert fald. Forskellen er bare, at jeg ikke skal betale nær det samme i vedligeholdelse og drift for elcyklen som til en bil. Jeg kan parkere (næsten) alle steder og er vejret dårligt? Så må Nicolai cykle og jeg sidde i det overdækkede lad…

Jeg vil ikke lyve. En bil vil også være skøn at ha’! Men det kan bare ikke svare sig, når jeg ved, at vi rigeligt klarer os uden. Især når vi bor så tæt på Odense centrum som vi gør.

Det kan helt sikkert være, at situationen ændrer sig, men lige nu så er sådan en ladcykel på el dælme dét værd.

Det ER selvfølgelig ikke en bil, men skal vi overhovedet have en bil?

Har du en bil? Kan du slet ikke klare dig uden? Eller cykler du også til alt?

Lige nu klarer vi os i hvert fald uden bil. Med ladcyklen gør det også andre ting nemmere og udskyder måske det at købe bil? Jeg ved det ikke, men lige nu er det i hvert fald dejligt at kunne transportere flere og større ting, uden at skulle have en bil.

Sammen om Odense – en virtuel markedsplads

Jeg vil bare lige give et lille pip omkring en hjemmeside, der især er relevant for alle os, der bor i Odense.

Sammen om Odense er en virtuel markedsplads, der på anledning af Odense Kommune, samler alle tilbud fra Odense butikker, der er ramt under coronakrisen. Odense Kommune står bag platformen og sørger for at den kører.

De er altså en stor støtte for de lokale erhversdrivende i den her tid. Hvilket jo er netop, hvad byen har brug for lige nu. Så der er en summende by at vende tilbage til.

Odense betyder alverden for mig. Trods mit sjællandske ophav, så har jeg taget Odense til mig som min egen by. Jeg elsker, at byen især de sidste 10 år virkelig har udviklet sig. Der sker så meget i Odense, der er så mange oplevelser, restauranter, caféer, by-steder, kulturseværdigheder og meget mere! Mange af de her ting er blomstret op indenfor de sidste 10 år og det har været en fornøjelse at være vidne til og ikke mindst at bidrage til, at Odense udviklede sig.

De sidste par år har mit fokus været mege på den lokale musiksscene og på koncerter i byen, og jeg skal være bedre til at opleve andre kulturbegivenheder. Altså det er jo ikke fordi jeg ikke oplever andet end koncerter, men jeg savner at dele mine tips til Odense. Det må jeg tilbage til igen.

Når den her coronakrise tillader, at vi igen kan mødes sikkert i byen, that is.

Men indtil da kan jeg dele de her online tilbud, som vi alle kan benytte os af. Så tjek Sammen om Odense. Måske du finder et tilbud du ikke kan modstå.

Jeg kan fx. se, at E-baren har drinks til kun 50,- Måske det skal benyttes i morgen. Den Lille Smalle har også gode tilbud på deres morgenmads- og frokostmenu, The Balcony giver 25% på gavekort indtil 19. april, den nyåbnede butik NARV tilbyder fri fragt, Kuba tilbyder gratis levering i Odense Kommune på deres evighedsbuketter, Lej-MBT har 50% på al leje og guidede turer.

Og det her er kun et lille udpluk af alle de gode og lokale tilbud, der er samlet på Sammen om Odense. Der er helt sikkert også mange andre tilbud, der bare ikke lige er kommet med på siden. Så hvis du ved, at din bedste café, butik, kunstner eller andet også har anderledes tilbud i den her tid, så prik dem på skulderen og få dem til at tilmelde sig siden. Det er ganske gratis.

Hav en rigtig skøn weekend derude venner!

Fejring under lockdown – hvordan gør vi lige det?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv i sidste uge, inden jeg selv skulle “holde fødselsdag”.

Jeg havde fødselsdag i fredags og inden corona lockdown havde jeg glædet mig ret meget. Ikke fordi vi skulle det store. Jeg ville gerne spise på vores lokale indiske, (Roti på Skibhusvej, der er mere end autentisk og laver dét bedste indiske!), måske i biografen, some thing.

Meeeen det skulle ikke kunne lade sig gøre. Så jeg indstillede mig på, at det blev en dag hjemme. En dag under corona lockdown.

Det har været svært også at skulle fejre noget, imens så mange mennesker er syge. Imens hele vores samfund er lukket ned. Hvordan gør man lige det, uden at føle sig som en egoistisk skid? Der bare gerne vil fejres? Eller fejre andre for den sags skyld. Der gerne vil have konfetti , champagne og kram.

Min søster havde fødselsdag i lørdags, min svigerfar i mandags, og min svoger i dag. Så der har været nogle fejringer, vi skulle “igennem”.

Men hvordan fejrer man, når man ikke kan invitere til fest, når man ikke kan gå i byen, når man faktisk føler, at man slet ikke burde fejre?

For det har helt sikkert også været en del af dilemmaet. Kan vi overhovedet fejre noget lige nu? Må vi? Er det dårlig stil?

Jeg har i det hele taget haft det svært med at være glad i den her tid. At være lykkelig, at grine, blive underholdt, blive glad over små trivialiteter. Når der er så mange mennesker, der lige nu, overhovedet ikke kan se noget lyspunkt i deres liv. Jeg tror, at jeg brugte den første uge af lockdown på at være trist.

Men det er generelt nogle tunge følelser, som jeg har en tendens til at gå rundt med. Hånden på hjertet. At have det dårligt over det liv, jeg er blevet givet. Forstå mig ret – mit liv er jo ret fedt! Sådan uden at lyde selvfed. Jeg er SÅ priviligeret, at jeg kan bruge tid på at meditere, udvikle på mig selv, tage en uddannelse, arbejde, have penge. Have tag over hovedet, have en familie, få mad hver dag uden at skulle overveje synderligt, hvor mit næste måltid skal komme fra. JEG har ikke et dårligt liv, men jeg kan godt få det dårligt over, at jeg har så dejligt et liv, når andre mennesker knapt kan overleve.

Yup, det er nogle ret heftige tanker og følelser, og det kan give mig ret meget ondt i maven. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der kan have det sådan?

Samtidig prøver jeg at være taknemlig, for alt det jeg har. Jeg prøver at gøre mit bedste for, at mit liv i hvert fald skal leves så. Fordi jeg kan. Men tanken om, at andre mennesker er så dårligere stillet end mig, gør det nogle gange svært at blive glad over et par nye sneaks, et nyt afsnit af en serie, blomster…

Nåmen det er vist også et ret tungt emne sådan lige at klaske op her, men det binder sig selv op på de følelser, jeg havde inden min fødselsdag.

Hvorfor skulle jeg kunne fejre min fødselsdag, når andre lige nu miste livet?

Det er svært ik’? For jeg vil jo heller ikke bare give fortabt og ende med at bruge alt min tid på at have det dårligt over mine privilegier eller andre menneskers mangel på samme. Så kan det hele jo være det samme.

Så jeg prøver på at sætte pris på alting i mit liv samtidig med, at jeg leder efter de små lykkeglimt i løbet af hver dag. Og jeg tillader mig selv at være lykkelig! Jeg har trods alt også kun ét liv, og det skal leves. Efter bedste evne.

SÅ i fredags blev jeg altså fejret! Jeg havde fået lov til at tage fri fra arbejde, og kunne derfor tulle rundt som jeg ville det hele dagen.

Jeg havde inviteret mine kvindelige, kollegaer (spørg mig ikke, hvorfor de to mænder ikke skulle med… Det var bare kun for “damerne” i fredags), på drinks. Altså virtuelle drinks! I invitationen stod der noget lignende “Hej damer, Jeg inviterer på hygge og drinks på fredag kl. 14.30. Jeg tænker, vi mødes online. KH mig. PS. Tag selv drinks og snacks med”.

Så den fødselsdagskomsammen kom jeg rimelig let og elegant over, hah!

Inden havde Nicolai og jeg spist morgenmad sammen, jeg havde åbnet gaver fra ham i sengen og var blevet vækket af duften af kaffe fra køkkenet. Hunnierne kom selvfølgelig også ind og sagde godmorgen <3 Min søster nåede også at FaceTime mig inden jeg stod op, og jeg fik sunget fødselsdagssang af hende og min niece.

Formiddagen igennem ringede jeg med familie og højdepunktet var klart, da jeg FaceTimede med min mormor! Det var simpelthen så hyggeligt og ikke noget, hun havde prøvet før. Lige dér er teknologien altså helt vidunderlig. At den kan bringe mennesker tæt sammen selv i tider, hvor vi ikke kan mødes IRL.

Jeg fik blomster og gaver bragt til døren! Bl.a. den smukke natbluse af Nikki og Lisbeth. Den er så fin og kommer helt sikkert i brug til hverdag også. Jeg havde slet ikke ventet noget fra nogen, så da Lisbeth skrev, at de havde sat en ting af til mig foran min hoveddør, og jeg pakkede op, fik jeg sgu tårer i øjnene. Jeg blev så glad. Ikke kun for gaven, men for tanken.

Efter hele formiddagen gik med overraskelser og FaceTime nåede jeg lige en hurtig løbetur og træning inden drinks kl. 14.30. Som så blev 14.45, fordi jeg nollede lidt. Tænk sig at skulle skrive og rykke sin egen invitation et kvarter. Ret typisk mig…

Nå, men det var skidehyggeligt! Vi fik vist alle en lille fredagsbrandert på, og halvanden time senere sagde vi god weekend.

Så cyklede Nicolai og jeg ud til Hofbauer Flora aka. Anne Marie (mens jeg skriver det her, går det op for mig, hvor mærkeligt det er at skrive Anne Marie. Jeg siger altid bare AM. Nå ja). Hos AM havde jeg nemlig bestilt en fredagsbuket til mig selv. Det var skønt at blive luftet lidt.

Da vi var hjemme bestilte vi indisk fra Roti med levering, åbnede en flaske champagne (som jeg egentlig havde gemt til vores halvandenårsdag, som var kommet og gået uden vi havde husket det), og så film. Vi faldt begge i søvn omkring kl. 21.00, hvilket vist er ret symbolsk for, at tingene bare går lidt mere roligt for tiden.

Nicolai vågnede vist senere og fik klemt noget mere tv-kiggeri ind, men jeg gik vist nok bare i seng. Tror jeg. Ærligt? Jeg kan ikke huske så meget efter det indiske haha.

Så alt i alt en virkelig god fødselsdag trods lockdown.

Om det var mærkeligt? Jo tak! Om det var okay og hyggeligt? Helt sikkert!

Jeg tror, at det jeg tager med mig fra den oplevelse er, at det er okay, at jeg lever MIT liv. At det er okay, at jeg er givet mit liv.

Indtil næste gang jeg får ondt i maven over uretfærdighederne i verden. Det er nok en balancegang, der aldrig finder et for evigt hvile. Men det er måske også meget fint. Så jeg hele tiden er bevidst om, hvor dejligt jeg egentlig har det.

En (søn)dag i lockdown

Alle fotos er taget af Nicolai

Det er mandag i dag. Og heldigvis en bedre én af dem. Det er på trods af, at jeg arbejder hjemme og ærlig talt startede weekenden på en virkelig dårlig måde.

For i fredags havde jeg ikke en god dag! Jeg var pisse irriteret. Irriteret over hele denne coronalockdown – og det viste sit knapt så kønne ansigt i fredags.

Ting som jeg før i tiden nemt kunne håndtere, bliver i disse dage blæst fuldstændig ud af proportioner. I fredags startede alt med at være irriterende. Jeg vågnede og var irriteret. Ikke over noget specifikt. Jeg vågnede bare og følte dét. At uanset hvilke dumme ting, der skete, ville det være 100 gange værre end normalt.

Kender du de dage? Hvor man bare vågner og kan mærke “okay, i dag er min temperament i en meget kort snor…”.

Det er heldigvis ikke særlig tit det sker for mig. Langt de fleste dage vågner jeg og er positiv.

Det er helt sikkert fordi, min hverdag er vendt på hovedet. Jeg tænkte nogle gange (inden alt det her corona lock down), “ej det kunne da være meget hyggeligt at arbejde hjemmefra.. At kunne sidde i min egen stue og arbejde.”.

Dét tænker jeg ikke lige nu! Lige nu vil jeg bare have min normale hverdag tilbage. Jeg vil kunne stå op om morgenen, klare min sysler, og cykle på arbejde. Og cykle hjem igen når jeg har fri.

Samtidig giver denne tid også virkelig plads til mange tanker omkring netop min hverdag – og mit liv. Er det som jeg gerne vil have det skal være? Er jeg lykkelig? Er jeg glad? Er jeg taknemlig? Skal jeg gøre noget anderledes?

Er jeg tilfreds med, hvordan mit liv er lige nu?

Det giver i hvert fald rum for en masse tanker – de her dage herhjemme.

Det giver også rum og tid til at gå lejligheden igennem, rydde op og ud og gøre rent. Sådan helt i bund! Forrige søndag brugte jeg det meste af dagen på at gøre hele stuen ren. Alle karme, paneler, radiatorer og vinduer blev vasket af. Det gik så vidt, at jeg brugte vatpinde til at tørre alle de små hjørner i vinduerne af…

Denne weekend skete det samme på badeværelset. Efter vi har fået vores brusekabine tilbage (shit det er dejligt at kunne gå i bad på sit eget badeværelse, uden at skulle gå i vaskekælderen!), trængte den til en gevaldig rengøring. Håndværkerne har (forhåbentlig) lavet et rigtig fint stykke arbejde, men de har også sat beskidte mærker både i selve brusekabinen og i badeværelset. Så de skulle vaskes væk – og brusekabinen skulle “sprittes af”.

Jeg har planer om at rydde ud i skabene på badeværelset også. Der ophober sig ret tit alle mulige produkter, som jeg gemmer i hundrede år, gammelt solcreme, tomme emballager og bare hverdagsrod. Så det bliver også ryddet op. Måske jeg også går køkkenet igennem senere på ugen, hvis tiden er til det… (grine/græde smiley fordi der er ikke andet end tid lige nu…!).

Ellers prøver vi herhjemme at opretholde en så “normal” hverdag som muligt. Vi står op og går på “kontoret”. Aka. stuen. Spiser frokost. Arbejder. Prøver at holde fri, når vi har fri. Nogle dage går det bedre end andre… Det er svært når ens kontor ligger to skridt fra ens sofa. Så kan man jo liiige sætte sig. Eller bare blive siddende til sent.

Efter statens nyeste udmelding om, at den her lock down forlænges med to uger, skal jeg til også virkelig have vurderet min arbejdsstation. For jeg sidder ikke helt optimalt ved vores spisebord.

Og ellers fortsætter vi med at tage én dag af gangen. En time af gangen. Der sker hele tiden nyt i udviklingen af den her coronavirus. Jeg kan knapt nok følge med, men vi prøver virkelig herhjemme. Vi prøver at se alle pressemeddelelser. Prøver at følge med på de nyeste informationer. Samtidig prøver vi også at finde en balance i at blive fyldt med informationer og stadig skabe en hverdag under de nye omstændigheder.

Hvordan klarer du det? Arbejder du hjemmefra? Eller står du i en usikker situation med arbejde..? Er du alene derhjemme? Sammen med familie? Partner? Andre?

Jeg sender dig uanset hvad alt god energi gennem skærmen!

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Sexet lingeri er helt okay! – også til mig

reklame Hunkemöller

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Jeg har altid haft det ambivalent med frækt undertøj og sexet lingeri. Jeg elsker ideen om at hoppe i noget smukt undertøj, natkjoler, pæne kimonoer, men jeg har altid været super dårlig til det.

Jeg vælger ofte den mere praktiske, omend noget mindre sexede, fine og lækre version af både lingeri, nattøj og slappe-af-tøj. For jeg er dårlig til at føle mig sexet. Jeg er dårlig til at føle, at jeg er berettiget til at tage sexet lingeri på. Jeg er dårlig til bare at snakke om det!

Måske er det fordi, jeg altid har haft en følelse af… skam, forbundet med at føle mig sexet. Det her med at tage noget på kroppen, der fremhæver de sexede dele af den. Dét er jeg super dårlig til! Jeg kan mærke følelsen i kroppen bare nu, som jeg skriver det her. Jeg aner virkelig ikke, hvor det kommer fra. Men det er noget, jeg arbejder på skal stoppe.

For det er en virkelig ærgerlig følelse, der faktisk gør, at jeg føler mig mindre værd. Det er mærkeligt I know! Som sagt jeg kan heller ikke forklare, hvor den følelse stammer fra. Måske noget underliggende, at kvinder ikke må være sexede? At hvis jeg sætter fokus på de sexede dele af min krop, så er mit intellekt mindre værd? At jeg ikke kan være både sexet og klog? Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg prøver at sige til mig selv, hver gang jeg får den følelse, at jeg er helt okay, som jeg er og det er min krop også.

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense
Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Derfor sagde jeg også ja til et samarbejde med Hunkemöller, hvor jeg får lov til at være helt mig selv i noget af deres sexet lingeri.

Det er en enorm grænse for mig at bryde bare at skrive om det her! Altså det her med, at jeg også kan føle mig sexet og gerne vil føle mig sexet. Mest for min egen skyld, lidt for Nicolais.

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg på en eller anden måde forbinder det at vise hud med at være billig? Det er helt sikkert en følelse baseret på samfundets syn på kvinder. At når vi kvinder viser hud, så er vi billige og let til salg. Og det giver mig en følelse af, at jeg ikke er noget værd. For hvis jeg viser hud så er jeg billig ergo er jeg ikke noget værd.

Sexet lingeri hunkemöller jeanette hardis odense

Det er selvfølgelig slet ikke rigtigt! Ens værd har intet med mængden af bar hud at gøre. Hverken meget eller lidt bar hud. Men igen slår patriarkatet til og skal være bestemmende for, hvordan kvinder skal føle sig alt efter hvordan vi klæder os. For forbyde det hvis kvinder selv vælger at vise ben, baller og bryster. Meget apropos hele censuren omkring kvinders brystvorter versus den non-eksisterende censur, når vi snakker mænds brystvorter.

Det sender et signal, at mænds kroppe er mere accepteret offentligt end kvinders er.

Noget helt andet i forhold til at vise hud, så er jeg også ved at lære, at bar hud ikke nødvendigvis er eller skal være sexet. Det kan sagtens bare være bar hud. Og hvis jeg ikke synes, at min bare hud er sexet, så er det sådan det er. Jeg er ikke et objekt, der kun består af min hud og udseende. Og jeg kan sagtens være smuk, klog og dejlig uden at være sexet selvom jeg viser hud. At sætte pris på kroppens æstetik uden den skal gøres sexet er også en læring.

Derfor prøver jeg at skubbe mine grænser for tiden. For jeg vil ikke lade mig holde ned af, at jeg får en udefrakommende følelse af at være mindre værd fordi jeg viser hud. Heller ikke selvom jeg gør det offentligt. Min krop, mit valg.

I dette samarbejde har jeg derfor valgt at vise noget af Hunkemöllers sexede lingeri.

Her deres Honey satin natkjole, der super lækker! Jeg har sgu aldrig været typen, der sov i denne slags nattøj, men jeg tænker, at det skal have et skud. Hver gang jeg gør noget ud af mig selv, giver det også noget overskud. Jeg føler, at jeg får mere overskud af at lægge noget mere effort i tingene – det gælder også, når det kommer til nattøj og lingeri. Det giver ligesom en følelse af ‘lækkerhed’.

Udover natkjolen har jeg deres Lace Isabelle Kimono i sort. Den er med fine blonder og så behagelig at have på trods det sarte udtryk.

Et rigtig smukt sæt både til at spice romantikken op, men også bare for… Måske for at føle mig lækker, for at føle mig overskudsagtig og for at gøre noget dejligt for mig selv.

shampoobar

Emballagefri shampoobar (og balsambar) – og hvad det har gjort for mit hår

Det er efterhånden seks måneder siden, jeg delte på min story på IG, at jeg havde købt en shampoobar og en balsambar. Jeg havde aldrig prøvet sådan nogle barer før, men læst vidt og bredt om dem.

Den umiddelbare fordel ved en shampoobar, fremfor en flaske er, at der intet emballage er, når shampooen er “tom”. Baren bliver bare mindre og mindre indtil der ikke er mere tilbage. Ret nemt.

Det er både godt for miljøet og jeg elsker, at der ikke står tomme shampooflasker i brusekabinen. For jeg er sådan en type, der er rigtig dårlig til at huske at smide dem ud. De kan i hvert fald sagtens stå nogle uger, før jeg husker det.

Jeg var ret spændt på, hvordan mit hår ville reagere med denne form for shampoo. Men jeg er virkelig positiv! Mit hår opfører sig eksemplarisk – pænere end normalt. Det er ikke ligeså kruset og er blødere.

Det kan også være fordi, jeg ikke farver mit hår længere. Og faktisk ikke har gjort det i nogle år efterhånden. Jeg er stadig ved at vænne mig til den mørke farve, jeg naturligt har, og mindst én gang om ugen overvejer jeg, om det skal farves lysere. Men indtil videre har jeg holdt fast i, at jeg gerne vil beholde min naturlige farve noget tid.

Tilbage til shampoobaren – den er super nem at bruge. Du kører den bare rundt i dit våde hår indtil det begynder at skumme op. Så fordeler du skummet i håret og vasker det helt som normalt. Mit hår skal være ret vådt for, at baren vil skumme op. Men det fungerer helt fint.

For balsambaren presser jeg det værste vand ud af mit hår og “kører” ligesom baren langs håret, så der kommer balsam på håret. Jeg lader det sidde nogle minutter og skyller ud helt som normalt.

Det er som om, mit hår er blevet mere medgørligt nu. Det er mindre og mindre en høstak og mere og mere en sammenhængende masse, haha!

Indimellem supplerer jeg med andre shampooer og balsamer. Også fordi jeg har flere forskellige stående, som jeg gerne vil bruge op. Og jeg er typen, der veksler lidt imellem, hvad jeg bruger af skønhedsprodukter. Men lige nu fungerer det her så godt.

Jeg har købt en sæbeskål med en rist, som barerne ligger på. Det er så vandet kan nå at dryppe af og de ikke ligger og søber rundt i vand. De skal nemlig helst ligge tørt. Derfor står sæbeskålen også væk fra vandet i brusekabinen (ja eller – det vil sige lige nu bader vi jo stadig i brusekabinen i kælderen, hvor der simpelthen ikke er plads til, at de kan stå i selve kabinen uden at blive våde ved hvert bad. Så lige nu står de udenfor kabinen).

Et lille tip givet videre, hvis du selv vil prøve en shampoobar. Jeg har købt shampoobaren med lavendel – for jeg er en sucker for lavendel! Og første gang købte jeg balsambaren med urter (mener jeg), mens jeg har kastet mig ud i en med vilde bær denne gang. Det var mest pga. den fine lyserøde farve haha!

Har du prøvet en shampoobar? Eller en balsambar? Hvad er din erfaringer?

Farvel 2019 – året der gik

Så gik der lige et år. Puf så var 2019 væk. Det er så meget kliché, men shit hvor går tiden hurtigt. Åbenbart især lige nu.

Jeg savner helt vildt meget at skrive herinde, og en af mine intentioner for 2020 er at udgive flere indlæg. Ikke for andre skyld, men for min egen skyld. For som jeg sidder her og mine fingre klimprer afsted på tastaturet, kan jeg mærke, at det gør godt. Så det vil jeg gerne fortsætte med.

Anyways 2019… Sikke et år! Der er sket en masse mega kedelige ting, som jeg slet ikke har delt hverken herinde eller nogen andre steder. Men det kommer helt sikkert. Det er bare ting, der også vedrører andre mennesker, der ikke har besluttet, at deres kreative outlet og håndtering af livet skal foregå online. Hvilket jeg respekterer så højt. Derfor er jeg også påpasselig med, hvad jeg deler og hvorfor.

Jeg skal helt bestemt nok fortælle mere, og det er egentlig ikke fordi, det er forfærdelige ting. Men det er private omstændigheder, der alligevel har ændret hele min verden. Sååhh deeet, hah!

Året har heldigvis også budt på rigtig mange dejlige oplevelser og mennesker. Det har været en stor fornøjelse at se min niece vokse sig større. Hun er simpelthen det mest bedårende, jeg i lang tid har set. Hvilket jeg nok helt naturligt synes, nu hun er min niece. Jeg har også brugt mere tid med min søster, hvilket jeg er så glad for. Og generelt har jeg brugt mere tid med mennesker, som jeg holder af.

Jeg var med i en reklame for Fynbus. Det var så sjovt og spændende en oplevelse. Der kom et lille filmhold hjem til mig og filmede, at jeg gjorde mig klar til en aften med Lisbeth og Malene. Vi skulle til en koncert i byen og jeg hoppede på bussen derind. Jeg er så stolt af at have været med – også selvom det “bare” var en lille film.

Nicolai og jeg er flyttet sammen her i Odense. Det går over alt forventning – selvom der altid er nogle rutiner, der lige skal tilpasses, så går det virkelig godt. Hvilket jeg er klar over, lyder for godt til at være sandt og dem der deler deres lykke alt for offentligt er dem, der har de mest rådne forhold… All that jazz.

Og en eller anden dag ændrer det sig måske også. Men lige ny nyder jeg virkelig bare, at vi fungerer så godt sammen, at vi dyrker kærligheden, at vi griner sammen hver eneste dag.

Jeg nåede også at nyde Svendborg lidt i 2019. Det er virkelig en hyggelig og dejlig by, som jeg gerne vil være bedre til at besøge i år.

Jeg blev nogle tatoveringer rigere og er vist snart ved at være færdig med min ene arm.

Jeg fyldte 30 år! Og blev fejret af mange skønne mennesker! Jeg fik blomster fra nær og fjern <3 Og så mange lykkeønskninger, at jeg faldt bagover af alt den kærlighed, der findes rundt omkring mig.

Fynske Influencers har udviklet sig og både netværket og teamet er helt fantastisk. Jeg er så glad for at kunne drive så fedt et netværk med de sejeste mennesker. Jeg har brugt mange timer i 2019 på det frivillige arbejde, der ligger bag netværket og glæder mig til et spændende 2020.

Jeg begyndte at løbe, købte nye, gode løbesko og erhvervede mere og mere løbetøj og løbegear. Det faldt så fint sammen med et samarbejde med Hunkemöller, hvor jeg viste noget af deres gode træningstøj. Som jeg glæder mig til at bruge igen, når det bliver lidt varmere. Jeg løb mere og mere og endte med længere og længere ture udenfor i det danske vejr. Jeg løb mit første rigtige løb til Feminas kvindeløb, hvor jeg blev inviteret af hayu og blev virkelig bidt af en gal løber.

løbetræning

Jeg dansede rundt i rapsmarker og min mor agerede fotograf og jeg nød, at sommeren var på vej.

Og så tog jeg på Heartland for allerførste gang med de skønneste damer Lisbeth og Nikki. Det var første gang, at jeg skulle sove til en festival (yas yas festivalnovice), og skulle det være med nogen, skulle det være med dem. Trods vådt vejr og et semigennemblødt telt, så var det simpelthen så hyggeligt at være afsted med damerne <3 Og sikke en festival! Æstetik, mad, musik, kultur i en pærevælling. Helt perfekt. Jeg arbejdede på medieholdet, så jeg brugte en eftermiddag og aften på deres sociale medier. Det var mega spændende at være med behind the scenes på så stor en festival!

Jeg var til sommerreception hos sødeste AM, der forfulgte sine drømme og nu har sit blomsterkreatørstudie Hofbauer Flora. Her henter jeg sommetider de smukkeste buketter, både friske og tørrede, og nyder synet af hendes farverige værker.

Så blev det tid til Tinderbox og sikke en weekend! Igen fyldt med en håndfuld rigtig gode mennesker. Bl.a. min veninde Regina. Vi lærte hinanden at kende gennem agility her i Odense, og fandt ud af, at vi havde mange andre fælles interesser end at løbe med hunde. De sir’ man skal omgive sig med mennesker, der er klogere end en selv, mennesker der inspirerer og fordrer til udvikling, mennesker der gerne må være anderledes. Og det er Regina.

Straks efter Tinderbox fulgte Roskilde Festival. Det var første år for mit vedkommende og jeg hev Nicolai med under armen. For et første år på Roskilde, så fik jeg vist også voksenudgaven, hah! Vi tog til og fra Festivalen hver dag og fordi jeg er sådan en heldig skid, så havde vi fået armbånd til deres medieby og Tuborgområdet – så vi gik ret meget i dén bar og hyggede os med selv at skænke fadøl og lave drinks på tap. Derfra kunne vi gå ud på festivalområdet, hvor jeg nok fik en lidt mere realistisk oplevelse haha!

Jeg er stadigvæk ikke kommet mig over, hvor mange mænd, der bare hiver dén frem alle steder for at tisse. De er fuldstændig ligeglade… Jeg fik også prøvet de nye “kvindelige” pissoir. De er… spændende at tisse i. Mest fordi jeg kunne følge med overalt. Jeg var nemlig kun “dækket til” op til skuldrene, og kunne derfor frit sidde og nikke til pigen ved siden af mig. Eller gutterne på vejen haha. Så liiidt grænseoverskridende må jeg nok indrømme. Men selvfølgelig noget mere praktisk end at tisse i hegnet.

Også til Roskilde mødt vi Regina (og hendes mand Tue), og brugte størstedelen af en af dagene med at drikke (mange) øl i solen med dem og komme i rigtig godt humør. Der var masser god musik, men klarest i min hukommelse står altså Alma. Hende elsker jeg og det var en oplevelse at se hende live.

Sommerferien startede derfor også med et brag og vi gled langsomt i ferieland. Med ture på stranden, til fynske seværdigheder og test af de nye, udskældte elløbehjul i byen. Vi elsker altså de løbehjul. Det er så skidesmart at kunne hapse et, hvis jeg er kommet afsted på gåben eller bare finder mig i en omstændighed, hvor jeg ikke er på cykel. At ikke alle er lige gode til at finde en god plads til dem igen, når de er færdige, det er super ærgerligt. For det er nu praktisk.

Jeg fandt en pluk-selv-blomster-mark og fik de fineste blomster med hjem, og sådan forsvandt dagene ind i hinanden indtil vi igen startede på arbejde.

Nikki, Lisbeth og jeg tog til Kick Off hos Odense Filmfestival og var smukke, smukke damer! Min niece fyldte et år og vi fejrede hende på Sjælland.

Jeg havde debut på nationalt, live tv da jeg var i Go’ Morgen Danmark for at snakke om ensomhed. Det udsprang af dette indlæg. Ensomhed er stadig et emne, der er vigtigt for mig at snakke om. For det er okay at føle sig ensom, men hvad gør vi ved det? Der er også, for mig forskel, fra at føle sig ensom og være alene. For jeg elsker at være alene, men jeg hader at føle mig ensom.

Vi holdt også en masse events med Fynske Influencers – bl.a. i samarbejde med Anarkist Beer & Food Lab.

Jeg udviklede også flere andre venskaber. Og spiste brunch, drak kaffe og mad over lange samtaler om feminisme, selvudvikling, virksomhed, selvstændighed og meget andet. Det har været et meget berigende år på menneskefronten. Hvis man kan sige det?

Og så snød min mor, søster, svoger, niece og jeg alle andre, da vi i al hemmelig tog fem dage til Spanien. Vi ville overraske min mormor og morfar (og onkel Niels) og det kan vi vist mildt sige, at vi gjorde!

Vi kunne ikke huske, hvornår vi sidst havde holdt ferie sammen hele banden og besluttede, at det vist var på tide igen på. Derfor planlagde vi i foråret 2019 at tage til Spanien, da “de gamle” var på ferie dernede. Men i min familie er vi glade for overraskelser, og hvilken bedre end at kunne banke på deres hoteldør og spørge om de gav kaffe?

De blev heldigvis virkelig glade for at se os, og vi havde de skønneste dage sammen. Det har klart været et af årets største højdepunkter. At planlægge det hele uden at røbe noget som helst, at tage derned, finde ud af, hvor de boede, finde deres værelse og overraske dem. Du kan tro, at mit hjerte bankede hårdt sekunderne inden!

Jeg tog en weekend til KBH for at besøge min veninde Charlotte. Vi skrev speciale sammen og har delt op- og nedture sammen lige siden. Især under specialeperioden haha.

Og så kom julen faktisk med hastige skridt. Jeg kørte hjem til min mor og vi holdt jul med noget mere familie. Juleaften kørte jeg hjem til Nicolais familie og nåede at være med til lidt julehygge også. Så stod den på julefrokost både 25. og 26. december. Dagene mellem jul og nytår forsvandt vitterligt som dug for en varm sol.

Nytår brugte jeg med Nicolai og et af hans vennepar (som måske egentlig også er mine. Det er lidt spøjst med de relationer, der starter gennem et forhold ikke? Man skal lige lære hinanden at kende og se, om der er et match. Men det er der vist). Vi kom dejligt og hyggeligt ind i det nye år.

Der skete mange flere store og små ting i 2019, men det hele kan der ikke altid være plads til haha. Så var jeg nok aldrig blevet færdig med dette indlæg.

Nu gælder det 2020. Jeg har nogle ambitioner, intentioner, drømme og håb for 2020 som jeg gerne vil dele også. Men det bliver i et andet indlæg. Ellers ender det jo med en roman.

Tak fordi du læser med <3 Det gør mig så glad. Jeg håber, at du finder inspiration, underholdning eller andet godt i mine indlæg og ord. Må du have et fabelagtigt 2020.