En uge på mit arbejde

Jeg er blevet spurgt af flere, hvad det egentlig er, jeg arbejder med på Kansas City. Jeg har derfor lavet en slags arbejdsdagbog for min sidste uge. Mine arbejdsopgaver er RET svingende og mine arbejdstider meget forskellige, men meget af tiden fleksible. Sidste uge viser kun et lille glimt af, hvad det er, jeg arbejder med. Men det giver måske en ide om, hvad jeg bruger meget af min tid på. Sidste uge afviklede jeg afterparty til Havnekulturfestival, hvorfor der var meget at lave op til det. Men det er ikke alle uger, jeg har arrangementer. Ofte har jeg dog ét arrangement om ugen, men det kan godt svinge.


Man skal altid have en kaffe med på farten!

Mandag:
Jeg møder forholdsvis “sent” på kontoret i dag. Ved 9.30 tiden. Jeg har et møde kl. 10.00, som varer det meste af formiddagen. Jeg klarer nogle mails og sms’er inden frokost kl. 12.00. Efter frokost gør jeg klar til en samtale, jeg har med en mulig praktikant. Hun kommer kl. 14.00 og samtalen varer indtil 15.10ish. Herefter tjekker jeg igen mails, og gør noget markedsføring klar til de næste par dage. Jeg skriver til en kunster omkring vores kommende Pure Festival og gør klar til weekendens kommende afterparty til Odense Havnekulturfestival. Jeg er hjemme ved 16.30 tiden. En stille og rolig dag.

Tirsdag:
I dag møder jeg også forholdsvis “sent”. Igen omkring 9.30. Vi plejer at have faste møder om tirsdagen, hvor vi evaluerer weekendens arrangementer og ser på kommende arrangementer, men i dag dropper vi mødet og pakker i stedet til afterparty fredag og lørdag. Det skulle vi først have gjort onsdag, men det bliver besluttet, at pga. helligdag torsdag pakker vi i dag – så kan vi se, om vi mangler noget og evt. nå at skaffe det.
Det er første gang, jeg er med til at pakke, og vi gennemgår tingene ret minutiøst. Vi ser bl.a. på lamper, strøm til musikken og pakker flightcases med barudstyr og deslige. Efterfølgende svarer jeg på flere mails, jeg klarer noget administrativt mht. Odense Øvelokaleforening. Her administrerer jeg alle 80 øvelokaler og disses medlemmer. Hvilket nogle gange godt kan være en tur i karrusel, da folk flytter ind og ud med samme hast som mælkebøtter skyder op gennem beton. Jeg mailer med en journalist fra TV2Fyn, som jeg har lavet noget presse med tidligere. Det begynder at regne vildt, og jeg lokker en kollega til at spæne hen over vores parkeringsplads i regnen. Vi elsker begge duften af sommerregn, og en hurtig løbetur i regnen, hvor vi begge kan mærke dråberne på huden, er et skønt afbræk.
Jeg får besøg på kontoret af en af vores kære lydmænd. Han laver selv musik, og vi sidder og snakker lidt om, hvordan det går. Du kan høre hans musik på SoundCloud lige her. Jeg elsker det selv! Jeg går udenfor en tur med ham og holder pause fra min computerskærm. Efterfølgende laver jeg noget mere markedsføring. Noget jeg er begyndt at sidde at lave mere og mere og jeg elsker det.  Dagen slutter, jeg er den sidste på kontoret og jeg lukker og slukker ved 17tiden.

Onsdag:
Jeg møder ind ved 9.45 tiden. Det er lidt direktørtider jeg fører mig denne uge, men det er til dels fordi jeg ved, at jeg får gigatravlt i weekenden med afvikling af afterparty, og til dels fordi jeg har fået en vane med at snooze min alarm lidt for meget. Jeg starter dagen med en kaffe og en Cocio. Normalt drikker jeg ikke i stereo, men dagen indbyder altså til det. Jeg. er. træt. Formiddagen går med at planlægge markedsføring, planlægge mere til Pure Festivalen og indmelde et nyt medlem i Odense Øvelokaleforening. Vi spiser ved 11.30 tiden. Efterfølgende skriver jeg en tekst til udvalgte kulturaktører. Til Pure Festivalen har Kansas City et Speakers Corner og her kommer der til at foregå en debat med forskellige kulturaktører, og disse skal vi selvfølgelig have i tale. Jeg svarer sms’er fra frivillige, og tjekker vagtplanen for weekendens afterparty. Fredag er der rigeligt med frivillige til at hjælpe, men lørdag kniber lidt og jeg skriver en besked til dem i vores Facebookgruppe. Efterfølgende tager jeg imod nogle varer til baren, og jeg pakker mere til afterparty på havnen. Jeg kører fra kontoret allerede 14.30 i dag. Jeg skal deltage til Nøgleforum og repræsentere Kansas City. Denne gang får vi en rundvisning på Odeon, og selvom jeg har været derinde før, er det ret spændende at opleve det med en privat rundvisning. Nogle af de andre deltagere spiser efterfølgende på Café Social, men jeg skal spise der i morgen, og jeg skal hjem at gå tur med hundene. Onsdag aften logger jeg på Facebook og deler et opslag på vores Facebookside. Jeg tjekker igen vagtplanen for weekenden og konstaterer, at der er kommet flere frivillige, der kan hjælpe lørdag til afterparty.

Torsdag:
I dag er der helligdag, og min hals er helt fucked. Så jeg tager en dag hjemme i sengen, og lader op til weekendens udfoldelser. Jeg aflyser min aftale på Odeon og håber, at afslapning kan få min krop på køl igen. Jeg har samtidig fået en masse allergiske reaktion, så jeg kører antihistaminer som M&M’s.

Fredag:
Jeg har fået det lidt bedre i dag, men min hals er stadig helt fucked. Jeg kører dagen på Treo og Ipren. Jeg møder kl. 8.30 på Kansas, hvor vi pakker det sidste i bilen, og kører ned til havnen. Her pakker vi de første ting ud i Kunsthal Ulys, hvor vi er med til at afholde afterparty. Vi sætter noget af baren op og gør klar. Ved 12 tiden kører vi tilbage til Kansas for at hente vores anlæg, og det sætter vi også op til om aftenen. Vores lydmand finker rundt og gør klar sammen med os, og da klokken er 16/17 er vi færdige. Jeg cykler hjem for at lufte hunde, og lige skifte tøj. Jeg er igen på havnen ved 18 tiden, hvor jeg mødes med mange af de frivillige fra Kansas for at se Roller Derby. Vi har en frivillig, der spiller og hende skal vi selvfølgelig heppe på! Jeg har om eftermiddagen nået at lave et banner også, som vi ivrigt vifter, hver gang hun er på banen. Der bliver drukket lidt øl, og livet er herligt lige der på bænken, hvor vi sidder trods ondt i halsen. Ved 20.20 tiden smutter jeg ned i Kunsthal Ulys, og gør baren klar til om aftenen. De frivillige møder ind ved 21.30 tiden og vi åbner så småt baren. Der er fuld drøn på fra kl. 22-02.00, hvor afterparty’et lukker og slukker. Jeg uploader nogle billeder til vores sociale medier og fortæller om vores afterparty. Hele aftenen går jeg mellem baren, gulvet og udenfor for at tjekke, at alting er som det skal være. Som afvikler står jeg med ansvaret, hvis brandmajoren kommer forbi og vil have en snak, hvis en gæst bliver for fuld og skal ekspederes ud, hvis der sker noget og vi skal have fat i f.eks. ambulancer, hvis musikken er forsinket, hvis musikken skal slukkes, hvis baren løber tør for drikkelse eller mangler hjælp. Generelt har jeg det overordnede ansvar for, at arrangementet glider som det skal. Og hele tiden oplever vi krævende ting bag kulisserne, som gæsterne overhovedet ikke bider mærke i. For det skal og må de ikke kunne. Det er mit ansvar, at alle, ligefra gæster over teknikkere til frivillige, har en god aften. Da vi er færdige med at rydde af og lukke ned hopper jeg på cyklen hjem. Jeg tager de vigtigste ting fra baren med mig hjem, og sørger for at lukke og slukke kassen og dankort. Jeg er hjemme ved tre/halvfire tiden og skal lige lufte hunde og have et øjebliks ro, inden jeg kan gå i seng.

Lørdag:
Jeg vågner tidligt i dag. Det er irriterende, for jeg er træt. Men min dyne klæber til mine ben og jeg kan ikke få lov til at sove længere for solens varmer stråler, der bager på mit ellers tildækkede vindue.
Jeg står op ved 10/11 tiden. Går i bad. Lufter hunde. Spiser frokost. Jeg tjekker vores sociale medier, og jeg drikker noget kaffe! Jeg skal hurtigt ind til byen for at købe en oplader til min iPod, og jeg benytter muligheden for at drible forbi Nelles og købe en iskaffe. Ahhh. Varmen er udholdelig, og jeg nyder at have et par timer, hvor jeg ikke er på havnen. Da jeg kommer hjem når jeg at rydde lejligheden op. Når jeg ikke er særlig meget hjemme, har jeg en tendens til at smide tingene og ikke lige få lagt dem på plads. Det går alt for hurtigt, og jeg bruger lige et par timer på at gøre rent. Imens snakker jeg også med min chef. For vi løb tør for gin aftenen inden i baren, og jeg skal have skaffet noget mere. Han sætter mig i kontakt med et værtshus i byen, hvor jeg kan hente nogle kasser et par timer senere. Da kl. er 16.30 står jeg således igen på havnen og skal gøre klar til om aftenen. Jeg har en frivillig med mig til at hjælpe, og vi kører først ind til byen efter mere gin og dernæst ud til Kansas efter andet alkohol og drikke. Vi pakker bilen og lander igen ved havnen ved 18 tiden. Jeg cykler hjem, lufter hunde og cykler ellers tilbage til havnen for at mødes med en flok frivillige. Jeg er på havnen igen ved 19 tiden. Vi henter noget mad fra en af de fine food trucks – vi spiser vietnamesisk – og sidder på plænen foran Havnebadet og spiser og jeg drikker en enkelt øl. Ved 20 tiden stiller vi os op for at se Bo Evers. Han kommer til Kansas til efteråret og spiller, så vi vil gerne se ham live inden. Ved 20.45 tiden smutter jeg fra de andre og går ned til Ulys igen for at åbne baren. Jeg kan tørt konstatere, at de kæmpe store sækkestole, vi havde med som jeg fik lagt inde i baren natten før, er blevet slæbt med ud i solen. Jeg fik stjålet 4 aftenen inden, så jeg er ærlig talt lidt knotten over, at folk bare tager ting fra baren uden at spørge. (Aftenen ender også med, at jeg får stjålet 2 mere, så ser du en kæmpe fatboy et sted i Odense, hvor der står Tuborg og Kansas City på, så smid mig endelig en besked. De er pisse dyre!). Da klokken nærmer sig 21.30 kommer flere frivillige til baren, og vi begynder så småt at åbne op. Musikken er planlagt til kl. 22.00, men der er lidt problemer med den ene musiker, der åbenbart ikke kan spille alligevel. Så det ender med, at der bliver sat noget på anlægget, og den næste musiker går på lidt tidligere. Jeg hopper selv i baren hele aftenen, da vi har mangel på frivillige. Det betyder, at jeg slet ikke når at tjekke alting udenfor, men jeg har til gengæld en fest med de tre andre bartendere. Vi starter vagten med en “åbner-drink” og ellers kører jeg den ikke-alkoholiske stil. Jeg ved, at jeg senere om natten skal køre en bil med ting fra baren ud til Kansas for at læsse af.
Da kl. er 02.00 slukker vi musikken og tænder lyset. Folk er lidt lang tid om at daffe af, men vi lukker baren efter ca. tyve minutter og begynder ellers at pakke ned for weekenden. Vores store bil bliver pakket med vores anlæg og to fligtcases fra baren, og så kører jeg og vores lydmand ud til Kansas for at læse af. Klokken bliver lid lidt i fem inden jeg lander hjemme. Og igen kan lufte hunde. Jeg sover ved en halvseks/seks tiden.

Søndag:
Mit ur ringer igen kl. 10.00, men jeg vågner kl. 9 og ligger og stirrer ud i luften indtil jeg står op. Jeg lufter hunde igen, går i bad og kører ned på havnen. Jeg tog bilen hjem om natten og kan derfor køre derned i den. Jeg har smidt min cykel i bilen. Der kunne måske være 25 cykler. Godt jeg kun skal have én med.
Kl. 11.00 er jeg den første, der lander ved hallen. Jeg finder nøglen og låser op, så vi kan få læsset bilen. De andre kommer, og jeg henter kaffe til os fra en af kaffevognene oppe ved Havnebadet. Vi pakker ned og læsser indtil ved 14 tiden. Herefter kører vi til Kansas og læsser af. Vi er færdige ved 15tiden, og vi tager en kold Sommersby på terrassen og afslutter en vellykket weekend. Vi kører ud med bilen, der er en lejebil, ved Rugårdsvej og jeg har taget min cykel med igen. Jeg cykler hjem og er hjemme ved 16 tiden. Weekend!

Det er altså ikke fordi jeg har travlt (løj hun…)

Kender du det, at dagene bare tager hinanden? Den ene dag forsvinder på mystisk vis og forvandles til den anden? I den proces bemærker du slet ikke, at mandag lige pludselig er forvandlet til fredag. At når klokken er midnat sker der automatisk et skifte og dagene ændres? Helt uden noget større postyr eller bare et enkelt lille memo forvandles og fordrejes mine dage på magisk og mystisk vis, og selvom jeg ofte kigger på mit armbåndsur, så registrerer jeg ikke helt rigtig, hvad klokken er. Jeg lægger i hvert fald ikke synderlig mærke til det under alle omstændigheder.

Billedet ovenover er fra denne weekends afterparty til Havnekulturfestivalen. Jeg afviklede afterparty nede i Kunsthal Ulys og fik dette fine og ret beskrivende billede den ene aften. 

Jeg konstaterer blot tørt, at viserne har rykket sig. For min skyld kunne de velsagtens have flyttet sig baglæns som forlæns. Jeg ville ikke bide mærke i det.

Tiden er en underlig størrelse. Vi har altid den samme tid. Talemåden der siger, “jeg har masser tid” føler jeg er lidt misvisende. For vi har altid den samme mængde tid at gøre godt med. Vi har hverken mindre eller mere tid. Et døgn er, som regel og plus/minus med et par sekunder, 24 timer.

Det handler om, hvad indholdet i tiden betyder for os. For har vi ikke fyldt tiden ud med indhold, ja så kan det antageligt snildt føles som om, vi har masser tid. Og fylder vi vores døgn med aktiviteter og indhold så bristepunktet nærmer så, føles det logisk nok omvendt som om vi intet tid har.

Men vi har de samme antal timer om vi blokker vores dage med aktiviteter eller ej. Døgnet bliver ikke hverken kortere eller længere.

Selvom det dog føles sådan i disse sommertider, hvor lyset virkelig skaber en illusion om, at døgnet lige pludselig indeholder langt flere timer end som så.

Det benytter jeg mig overordentlig meget af for tiden. Jeg rider på illusionen om, at døgnet ikke kun er begrænset til 24 timer. Det er nu i grunden heller ikke særlig mange timer. Jeg dyrker gerne 30 timers døgn for tiden. Mindst. Og selvom min egen illusion og indbildning angående døgnets antal timer, måske er en forbipasserende sommertrend, så er det en trend, der klæder mit liv for tiden.

For ja; jeg har travlt. Jeg har masser tid. Og jeg fylder den op på samme manér som når jeg fylder mit bæger med tag-selv-softice. Langt op over kanten og gerne med en mistænkelig stor top prydet med alskens drys og karamelsovs. Et bæger med et overflod af lutter gode sager. Sådan er mine dage og mit liv for tiden.

Det betyder dog, at min softice nogle gange både når at smelte og jeg når heller ikke at smage alt toppingen jeg selvfølgelig absolut må have på.

I bogstavelig betydning og uden metaforer; jeg skal og når mange ting, men nogle ting når jeg bare ikke. Min træning er f.eks. på det nærmeste ikke-eksisterende for tiden. Min familie kunne ligeså godt bo i Timbuktu, og bloggen. Få mig ikke til at starte min tale omkring bloggen! Den halter. Det gør den altså. Der er nu ikke nogle af tingene, der giver mig dårlig samvittighed. Tværtom. Det gør mig glad, at jeg har så mange ting at tage mig til. At jeg er god til at fylde mit isbæger op. (Ja nu kom vi tilbage det til pokkers is! Jeg kan ikke styre mig). For det betyder, at jeg får en på sinkadusen, hvad angår oplevelser. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har kunne håndtere så mange timer på job, aftaler, møder, søde mennesker og ikke at glemme festlige lejligheder før uden at føle den mindste smule stress. Og jeg ved, hvordan det er at være ramt af stress (læs gerne dette indlæg med mine tanker omkring, hvordan du kommer bedst igennem en stresset periode, eller dette indlæg omkring, hvordan det er okay ikke altid at ligge i overhalningssporet).

Når jeg påstår, at jeg som sådan ikke har travlt, men bare nyder livet med gode aktiviteter, lyver jeg helt sikkert også. For jeg HAR travlt. Men for pokker for elsker jeg det.

Jeg surfer i øjeblikket på en gigagod bølge, og jeg har ikke tænkt mig at hoppe af surfbrættet foreløbig. Jeg befinder mig ret godt her på toppen af de massive vandmasser, hvor den friske luft, havbrise og havgus pjasker mig i ansigtet. Jeg kan trække vejret helt ned i tæerne, og jeg elsker, at jeg instinktivt tager mit næste træk og hopper videre fra den ene bølge til den næste uden at skulle overveje hvordan.

Jeg brygger på at indlæg, hvor jeg skriver omkring, hvad det egentlig er, jeg arbejder med og hvornår. Så I kan få et indblik i min hverdag, og hvorfor jeg arbejder på ukonventionelle tider af døgnet (alt efter kontekst selvfølgelig). Og ikke mindst, hvorfor jeg elsker det!

Men ja; jeg har travlt, men jeg føler ikke at jeg har travlt. Jeg føler, at jeg laver en masse fede og seje ting, som giver mit liv indhold. Og så må jeg nogle gange jonglere lidt mellem døgnets 24 timer for at få det hele til at hænge sammen. Men hvis jeg ikke skal gøre det nu, hvor jeg både er single, bor alene, ikke har nogle børn og kan gøre, hvad der passer mig uden at skulle tage hensyn til nogle, hvornår så?

Hvorfor pizzaer er nice, men fritter er lidt bedre

I forrige uge var jeg inviteret til ikke ét, men hele to events hos den nyåbnede Gorm’s pizza her i Odense. Det er unødvendigt at sige, (men nu gør jeg det alligevel), at da de to separate invitationer lå i min mailindbakke, hvinede jeg lidt af begejstring.

Dette skete af flere årsager. Jeg mener; hvem kan ikke li’ pizza? Kan du ikke det er det såre blasfemi, og det må du selv ligge at rode rundt med. Og hvem siger i øvrigt nej til pizza både mandag og tirsdag! Eeehm, ikke mig!

Pizza er nice. Slut. punkt. færdig. Gourmetpizzaer er over the top nice. Men, men, men. Jeg ser mig heller ikke for boujee til at hoppe på en slasket, oliefyldt, osteopslugende pepperonipizza fra min lokale pizzapusher, der endda smider ananas på hans pizzaer (jow vi elsker ananas på pizzaer). Faktisk må den slags pizzaer næsten være på min top tre over bedste pizzaer i verden.

Jeg står dog heller aller nouwensiind over en lidt dyrere pizza med specielt selekteret mel, friske og økologiske toppings og en smag, der er noget bedre end til at blive brugt som en kur imod søndagstømmermændene (ikke, at jeg får tømmermænd), hvor sådan en pizza er lidt for god.

Næ gourmetpizzaer skal nydes for deres smag og lækre ingredienser. Ikke for deres evne til at kurere tømmermænd.

Og nu tror jeg da vist nok lige, at vi fik slået min kærlighed for pizzaer fast.

Selvsagt sagde jeg ja til begge pizzaevents for 14 dage siden. Alt andet havde da været dumt. Så jeg frekventerede Gorm’s pizza, der ligger ved Brandts, og mæskede mig seriøst i pizzaer.

Den ene aften, var vi en håndfuld bloggere fra Odense inviteret til prøvemiddag med en masse andre mennesker. Restauranten var fyldt til bristepunktet. Alligevel føltes det ikke på et eneste tidspunkt som om, at der var trængt eller crowded. Personalet var ligeså fyldt af overskud, som vores bord hele aftenen var fyldt med pizzaer. Dvs. ret fyldt!

Vi fik nogle forskellige pizzaer til bordet, og holdte praktisk taget vores egen lille pizzabuffet. Bare uden skrålende unger og varmelamperne fra den “klassiske” pizzabuffet. På den måde fik vi smagt flere forskellige pizzaer i stedet for kun at smage én.

Aftenen igennem smagte vi (jeg gjorde i hvert fald) nogle af deres lækre drinks og jeg afsluttede det sidste stykke pizza med et glas rødvin. Vi fik også smagt på mange af deres appetizers og lidt af deres pastaretter.

Hele menuen er meget anbefalelsesværdigt, og jeg forestiller mig, at Gorm’s pizza vil være et godt sted for en first date. Det fordi vi altså ikke befinder os i den typiske pizza-biks, hvor aviserne henslængt ligger til afbenyttelse af “slå-tiden-ihjel-indtil-min-pizza-er-færdig” aktivitet. Vi befinder os på en faktisk restaurant, hvor du spiser af pænt service, og er du virkelig anstrengt bruger du selvfølgelig bestik til at opdele din pizza i mundrette stykker. Men stemningen er netop, så du ikke behøver sidde på nåle over at du spiser et fint, fint sted på den første date. Nu er jeg også langt fra anstrengt, så jeg spiste med fingrene begge dage. I min verden skal pizza spises med fingrene. Jeg skal helst have snask på fingrene for at få den fulde pizzaoplevelse. Hvilket vi alle ved er vældig vigtigt.

Er du sådan én, der ikke er god til at spise pizza uden bestik, er det måske en god ide at bruge bestikket. Især på en første date. Men helt ærligt ikke – la’ nu bare vær’ og drop det bestik. Jeg tror desuden fuldt og fast på, at vi får den bedste smagsoplevelse ved at bide os igennem toppings og pizzabund. Gourmetpizza eller ej.

Dagen efter prøvemiddagen var jeg inviteret til en pre-reception, hvor en masse influenter og andre helt sikkert vigtige personer fra Odense og Kbh også var inviteret. Og nej; spørg mig ikke, hvad jeg lavede på den mailiste til den pre-reception. Det var sikkert en fejl – men jeg slog hurtigt til og sagde ja tak inden de nåede at indse bummerten. Og dér stod jeg så. LIGE foran Gorm himself, der forberedte pizzaer og mad i det semiåbne køkken alt imens, han forklarede pizzaeventyret og hvorfor, Gorm’s pizza nu har valgt at imponere Odense med gourmetpizzaer. (Det var bl.a. noget med en fantastisk udvikling af gode gourmetsteder i Odense, og de uforglemmelig gode fynske råvarer af overdådig kvalitet). Han forklarede yderligere, omkring den nye fynske pizza de har kreeret med udelukkende fynske ingredienser. Den fik vi også lov til at smage, og hold. nu. kaje. Den kan du sagtens ladde hoppe i dit svælg en dag. Den var god.

Jeg ved ikke, hvor mange odenseanere, der bliver imponeret af den nye gourmetrestaurant, men jeg blev, uagtet en lidt højere pris end normen på pizzaer, ganske imponeret. Jeg vender helt sikkert tilbage til Gorm’s pizza her i Odense.

Lige som bonus, er er mine to favoritter helt klart den hvide pizza “Denny Special” og deres Hawaiipizza “Gorm’s Hawaii”. Og ja ja ja. Jeg er typen, der elsker ananas på min pizza. Det burde du havde indset tidligere i indlægget, da jeg ævlede om min lokale pizzapusher og min begejstring for hans ananasoverstrøm på hans pizzaer. Men  Gorm’s Hawaii pizza var helt speciel. Med tynde slice, frisk ananas og mascarpone blev den klassiske hawaiipizza lige overhalet indenom med tusind kilometer i timen, og jeg overgav mig totalt til Gorm’s Hawaii.

Vi fik i øvrigt også smagt deres polenta fritter med urtemayo. Og her faldt min transfedtindsmurtehjerte helt pladask. Polentafritter er lavet på majs, og nu tænker du sikkert “ej det bliver da for sundt. Stop stop stop!”, så må jeg selv lige stoppe din tanke der. For det var klasse fritter. Og er der noget jeg ved noget som helst om, så er det altså fritter. I’ve been around the block når vi taler fritter. Både de store, små, tynde, tykke, krøllede, runde, bådudgaven, de sunde bønnefritter  (hahahha det er jo ikke fritter!), de riflede, de lange, de korte – you name it, I’ve tasted them!

Jeg har sågår tattoveret min yndlingspise – cheeseburger og fritter – på min ankel. Se dét er dedikation til en spise. Og selvom pizzaer har mit hjerte nær, så blev jeg helt og aldeles overvundet, da vi fik de polentafritter på bordet. Bum. Færdig. Fritter er bare. En sprød skorpe, ikke alt for hård, men heller ikke alt for blød, med et perfekt afstemt blødt indre, hvis varme køles ned af den dertil hjemmelavet aioli, så temperaturen opnår perfekt afstemning inden biden af fritten tages. En bid, der er en tur i helvede værd. Yes. There I said it. Fritter er så gode, at de må være syndige! Det er jeg overbevidst om. Og polentafritter er sgu også go’kendte!

Gorm’s pizza har derfor min anbefaling, og har du endnu ikke fået slået et smut forbi, hvad venter du så på? Pizza og fritter kan vi spise altid. Altid blev der sagt.

Månedens playliste – Væk fra Jorden

Så kom denne måneds playliste alligevel op lidt før månedens udgang hva’?  Ja ja jeg har oppet mig. Den lyder på 35 sange af 2 timer og 23 minutter. Så er der lidt musisk underholdning din retning.

Denne måned lytter jeg virkelig meget til det mere elektroniske, hvorfor titlen på playlisten også bærer præg af dette. Det elektroniske musik er ofte lidt “væk fra jorden”, spacy og “out there”. Men det er herre fedt, og jeg elsker det.

Samtidig er listen influeret af nogle musikere, hvis musik jeg bare ikke har kunne slippe de her uger. Det er bl.a. Die Antwoord som jeg død og pine elsker herfra, op til månen og tilbage igen. Derfor er de selvfølgelig også med på denne måneds “væk fra jorden” playliste. Jeg har hørt Die Antwoord de sidste fem år, og jeg nyder både mange af deres ældre numre, men jeg er virkelig også nede med det sidste album “Mount Ninji and da Nice Time Kid”. Her lytter jeg meget til Banana Brain, Shit Just Got Real, Gucci Coochie, Rats Rule, Fat Faded Fuck Face, Alien og I Don’t Care. Så ja.. praktisk taget hele albummet!

Die Antwoord er helt sikkert musik, du enten med det samme overgiver dig til, eller musik som du aldrig kommer til at forstå. Jeg overgav mig første gang jeg hørte nummeret I Fink U Freaky og i samme ombæring så musikvideoen dertil. Die Antwoords nyeste musik er også ret fusioneret med mere techno og rave, hvilket jeg dør lidt over. Jeg er helt vild med det.

Men denne måneds playliste har også noget dansk med på listen. Bl.a. Von Dü, hvis genre er i den mere ska/reggaeish side. Jeg har udvalgt nogle af deres numre, som jeg for tiden lytter meget til. De er både ironiske, sjove og samfundskritiske.

Så har vi også lidt Beatrice Eli på listen. Hun er en svensk musiker, hvis musik også er i den pop/elektroniske ende. Hun er homoseksuel og hendes tekster behandler meget dette. Hendes musik er ret dragene, og hendes tekster både samfundsrelevante, personlige og dybe.

Vi undgår heller ikke lidt hip/hop på denne listen. Her lytter vi bl.a. til Anderson .Paak med Off the Ground. Det nummer knuselsker jeg, og det starter derfor denne måneds playliste. Derudover oplever vi lidt Macklemore & Ryan Lewis (det kender du helt sikkert) og lidt mere elektronisk med Boys Noize som jeg ikke kan komme udenom på denne måneds liste. Mest fordi jeg har lyttet absurd meget til det de sidste par uger, så det ville være absurd skulle det ikke med her.

Af mere tehcno + elektronisk finder du også W&W og Kenton Slahs Demon (Jonas og Silas fra When Saints go Machine) og playlisten afsluttes denne måned af lidt grime af Stormzy fra London (han er FOR vild!) og lidt rap også fra London af Tinie Tempah.

Husk, at du kan følge playlisten OG du kan følge mig på Spotify. Det er meget muligt, at denne måneds playliste bliver opdateret i løbet af måneden.

Jeg rejser alene denne sommer – her skal jeg hen

Jeg er nylig single. eller… Nylig og nylig.. Men i hvert fald single i år. Nærmest pr. 1. januar. Det er i hvert fald en status jeg endnu har lidt svært ved at håndtere. Ikke så meget det at være alene. Det faktum, at jeg ikke længere er i et forhold.

Billedet er fotograferet af talentfulde Malene Nelting. Hun videoblogger lige her (hun er skide sjov, så følg hende lige) og du kan se flere af hendes billeder lige her. *

Det er hele dne omkringliggende sfære, der omgiver det at være alene. At være single. Egentlig bryder jeg mig heller ikke synderlig meget om begrebet eller ordet “single”. Ydr. For mig emmer det af desperate tilbud kl. 5 om morgenen på clubben. Det lyder af sørgelige aftener alener på sofaen (og fred være med det! Whatever floats your boat – det er bare ikke lige dér, min båd flyder bedst) og ikke mindst hele “jagten” på apps og sociale datingmedier. Jeg. kan. slet. ikke. have. det.

Tinder sir’ du?

Fuck af sir’ jeg.

Datingapps er noget jeg ikke forstår. Nuvel… der er mange ting jeg ikke fatter en hat af, og datingapps ryger snildt på den lange liste af for mig uforklarlige emner. Alt det her med, at man opretter en profil kun for at sidde og overfladisk vurdere andre mennesker på deres udseende og få, men helt sikkert nøje, udvalgte keywords.

Næ tak du. Jeg klarer mig fint med at dømme folk på den gammeldags facon i levende live. Der kan jeg samtidig også lige tjekke for skæl. Win/win.

Anyways. Det er vist nok en helt anden snak, end hvad jeg egentlig ville med dette indlæg.

For.. Summer is coming!

Og nu når sommeren nærmer sig, og folks uundgåelig tanker, inklusiv egne, strejfer omkring, hvor sommerferien skal tilbringes, stod jeg i år i lidt af et dilemma.

For det er første år siden 2010, hvor jeg IKKE har en kæreste, det er oplagt at tilbringe, i hvert fald en stor del, af sommerferien med.

Og hvad gør man så?

Ja jeg ved ikke, hvad MAN gør, men JEG har booket en rejse alene. Bare til mig selv. Èt flysæde tak. Èn kuffert. Èn tur/retur tak.

Jeg vidste allerede for nogle måneder siden, at jeg ville tage en solotur i år. Mest fordi jeg elsker at rejse, og jeg kan mærke, at jeg desuden har brug for at gøre ting alene. Ikke fordi jeg er single (blergh!) eller alene, men fordi jeg VÆLGER at gøre de ting alene. Fordi jeg vælger at være selvstændig og turde.

Hvis du har læst med et stykke tid herinde ved du, at jeg i januar fandt et ord, der skal guide mig i 2017. Mit ord for året blev ‘courage”. Jeg skal være modig i år. Jeg skal turde. Derfor er det oplagt, at jeg i år tager på en solorejse til sommer.

Bliver vi helt metaforiske og meta (de, der kender mig overordentlig godt vil vide, at jeg elsker ordet meta!), rejser jeg i forvejen solo. Bare gennem livet. Lyder det ikke bare fint? Jeg brækker mig kun lidt i munden af afsky over min egen spirituelle og harmoniske tilgang til livet for tiden. Du behøver ikke holde dig tilbage.

Anyways. Bræk aside. Så skal jeg rent fysisk også foretage en rejse alene til sommer. I weekenden følte jeg, at jeg fik ekstra voksen-point i min glimmerindsmurte-voksenpoint-bog, da jeg bookede flybilletter først til London og derfra videre til Marrakech som er min endelige destination for min sommerrejse.

Yes. Jeg tager til Marrakech. Og jeg er gået udenom alle rejseselskaber, og har booket uafhængige flybilletter hos to forskellige flyselskaber. En mellemlanding var 99,99% uundgåelig uanset, hvor jeg bookede henne. Jeg vurdere derfor, at jeg ligeså godt selv kunne afgøre, hvor mange timer jeg ville vente i London på vej derned og hjem igen. For vente kom jeg til uanset hvad.

Jeg tager afsted de første 14 dage i juli. Her har jeg tre ugers ferie, og bruger den sidste uge hjemme i go’ gamle O’ense.

Det er, som sagt, min første solorejse NOGENSINDE! Jeg er rimelig sicked over det, men samtidig er jeg normalt så selvstændig, at jeg tænker, jeg nok skal få en virkelig lækker tur helt alene.

Hvis du har nogle gode fifs til at rejse solo så send dem lige min vej! Og hvis du har nogle god fifs til Marrakech så send dem også lige min vej.

Jeg mangler endnu at booke overnatning, men der har jeg allerede luret på flere riads gennem Airbnb, så det er hurtigt booket. Jeg lejer også selv min lejlighed ud de 14 dage jeg er afsted, så kender du én, der mangler en to-værelses i et hus i Skibhuskvarteret de første uger i juli, må du også gerne sende dem min vej.

Sikke en masse tjenester jeg kan bede om hva? Det gør jeg mig overordenligt godt i åbenbart.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg har været abnormt stille herinde på min lille side. Men jeg har sååååh travlt, og tiden foran en computer har lidt været nedprioriteret… ej.. det er løgn.. men tiden foran min blog har været nedprioriteret. Det er fordi jeg laver en masse seje, (ja ja vi skal huske at jante er DØD!) ting for tiden.

Bl.a. har jeg lige lavet en podcast. Jow jow det er skam rigtigt. Jeg laver den sammen med en co-producer – Simon Fynbo – og den hedder Kulturcasten. Den handler om kulturlivet i Odense, og den er totalt usaglig, subjektiv og interesseorienteret. Efter vores interesser. Så giv den et lyt lige her på vores Soundcloud konto. Jeg har fået at vide, at jeg har en sprød radiostemme. Det må du selv bedømme. Jeg synes, jeg lyder so m en syg pingvin, men hver sin smag ikke?

Hvordan jeg har det når #13

Jeg går hjem fra clubben kl. 7 om morgenen

Hvordan jeg i virkeligheden helt sikkert ser ud

Jeg vågner senere samme dag

To timer efter jeg er vågnet

Fire timer efter jeg er vågnet

Otte timer efter jeg er vågnet

12 timer efter jeg er vågnet

Jeg tænker på, at jeg og et medlem fra Kansas Citys frivilligbestyrelse holder pubcrawl for de frivillige på lørdag (sig lige hej, hvis du ser mig på en ladcykel, imens jeg prøver ikke at vælte ned af den)

Jeg indser, at ovenstående er ret influeret af begivenheder, der inkluderer alkohol

Jeg slubrer min rødvin i mig, mens jeg skriver dette indlæg

 

Find flere indlæg i samme dur her. 

Ti ting, der gør mig pisse nederen;

  • Når min kaffe når at blive kold, inden jeg slubrer den i mig.
  • Når min kaffe er så pissevarm, at jeg brænder mig på den.
  • Når folk stopper en online samtale uden varsel, og bare ikke svarer. Fino bambino, men så forvent ikke, at jeg er mindre end fem dage om at svare dig igen.
  • Når mine planter dør fra mig. Jeg bliver bare aldrig gode venner med efeu.
  • Mandag morgen.
  • Tirsdag morgen.
  • Torsdag morgen.
  • Saldoen på min konto.
  • Når jeg skal cykle i blæsevejr. Regnvejr kan jeg klare med at svøbe mig ind i plastik. Blæsevejr har jeg intet forsvar imod. Har du set min cykelkurv? Den fungerer praktisk taget som et storsejl. IKKE særlig praktisk i blæsevejr. Jeg er typen, der bliver hidsig, når jeg cykler i blæsevejr.
  • Når min pomfritter bliver sucky pga. kondensvand i papboksen på vej hjem fra bistroen. Er der dog ikke nogen, der kan opfinde en måde at transportere fritter på, uden de bliver bløde?!

 

Månedens playliste – jeg har droppet alt nonsens

Så kommer vi til denne måneds playliste. Igen… lidt sent. Men bedre sent end aldrig ikke?

Mine dage går ret hurtigt for tiden. Jeg arbejder ret meget, og mine tider er forholdsvis svævende og diffuse. Sådan er det vist bare i musik- og eventbranchen.

Jeg skulle have været på arbejde i aften til en koncert, men koncerten blev desværre aflyst sent i går eftermiddags. Til gengæld er jeg lige blevet færdig til et presseseminar her til formiddag, som jeg fik presset ind i stedet for. På den måde er mine dage ret fleksible og der er ikke meget rutine over mine arbejdstider. Hvilket bekommer mig ganske fint.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville blive gladest for et klassisk 8-6 job, og at jeg slet ikke ville fungere i et job, hvor arbejdstiderne var så fleksible og nogle gange bliver ændret fra den ene dag til den anden. Det har så vist sig, at jeg elsker mine arbejdstider som de er nu. Før i tiden ville jeg helt sikkert være ret presset med så vekslende mødetider, koncerter hver weekend, arbejde på alle døgnets tidspunkter, en telefon, der praktisk talt lever dens eget liv og dage, der er blokket op med aftaler. I dag kan jeg slet ikke forestille mig at leve anderledes. Jeg har altid sagt til mig selv og folk omkring mig “ej jeg trænger sådan til at slappe af, og få en fridag”, men når jeg så endelig har en fridag bliver jeg simpelthen SÅ rastløs! Det har jeg altid gjort. Dengang jeg løb stævner med mine hunde, hvor jeg var afsted land og rige rundt næsten hver weekend fra 6 morgen til 20 aften, brokkede jeg mig over aldrig at have noget tid fri. Paradoksalt nok var jeg ved at drive mig selv til vanvid når jeg endelig havde en friweekend, fordi jeg var vant til at lave noget hele tiden.

Sådan har jeg det stadig den dag i dag. Jeg brokker mig ofte, unødigt, over at have meget at se til, men i virkeligheden vil jeg nok ikke have det på andre måder. Selvfølgelig kan jeg godt bruge en hel dag på sofaen, og når jeg er på ferie er jeg også god til at ligge ved poolen hele dagen. Men ofte skal dagen altså lige brydes af en gåtur eller lignende. Generelt fungerer jeg bedst, når jeg har meget at se til. Jeg kan godt lide at have travlt.

Måske deraf kommer titlen på denne månedens playliste. For når jeg har travlt, er der nogle ting, der bliver nødvendigt for mig at gøre. F.eks. at skære alt unødigt væk og ud. Fordi det ofte er spild af tid. Det kan være bekymringer om ting, jeg alligevel ikke kan ændre. Det kan være begivenheder, jeg i grunden ikke gider bruge tid på. Det kan være personer, der ikke bidrager med noget positivt i mit liv. Alt det nonsens som vi mennesker alt for ofte finder os i – det har jeg valgt at skære væk og ud. Jeg orker det ikke mere. Livet er for kort til at bruge tid på nonsens. Livet er for kort til at lave ting, vi egentlig ikke har lyst til. Livet er for kort til at lave nonsens. Så det har jeg skåret ud. Jeg prøver i hvert fald på det, og er mere og mere opmærksom på, at jeg laver ting som jeg kan lide og med mennesker, hvis selskab jeg nyder.

Musikken denne måde er klart også præget af, at jeg skærer bull shit ud af mit liv. Det er en god blanding af noget independent-woman-fell, gode dansesange, ny dansk rap, noget old school rap, noget trip-hop, lidt udenlandsk rap og selvfølgelig noget Nonsens! De skal spille på Tinderbox, og jeg glæder mig voldsomt til at høre dem!

HUSK: At du kan følge playlisten på Spotify! Jeg opdaterer den løbende resten af måneden, så der kommer formentlig noget mere musik på listen. 

Nu vil jeg klappe min Mac sammen, slubre resten af min kaffe og bruge eftermiddagen med min familie. Jeg sidder i toget mod Slagelse – just kørt over Storebælt – hvor jeg skal bruge nogle timer med min familie nu jeg ikke skulle arbejde her til aften.

Jeg ved i øvrigt ikke, hvor mange af jer, der stadig læser med. Mest fordi jeg ikke har blogget særlig meget på de sidste. Jeg ved ikke helt hvorfor… eller det ved jeg godt.. Jeg har levet livet! De af jer, der følger med på Instagram og ser min story, vil også kunne se, at jeg ikke bruger særlig meget tid foran min private computer. Jeg savner at blogge. Men.. Savner I mig? Eller jeg er blevet til jeres nonsens?

Sådan ser du, om din blogger køber følgere på Instagram

Snyd, humbug og Instagram

Jeg har været harm over det her i lang tid efterhånden. Jeg har bare ikke vidst, om det var noget, jeg ville begynde at beskæftige mig med. For det er et ømtåleligt emne det her. Emnet, der drejer sig om, at nogle bloggere, instagrammere, influenter, kald os, hvad du vil, køber sig til deres følgere. Men nu kan jeg ikke bare sidde længere og se på, at folk på Instagram snyder på den måde.

Jo jo det kan jeg selvfølgelig være ligeglad med. Og kan man overhovedet snyde på Instagram? Et af de mest overfladiske medier vi bruger. Men man kan godt snyde på Instagram. Man kan snyde sig til flere følgere, mere opmærksomhed og flere kommentarer.

Har du nogensinde undret dig over, at nogle bloggere lige pludselig har fået mange følgere på Instagram? At de fra den ene dag til den anden er blevet vildt populære?

For hvad er tricket? Hvad gør de siden, de lige pludselig går fra 200 til 10.000 følgere?

Er de virkelig så populære?

Nej. Det er de ikke. Men de har gravet i pengepungen, og så har de ellers købt sig til flere følgere. Snyd.

“Gør folk virkelig sådan noget?!!”

Ohh yeah det gør folk. Nogle folk i hvert fald. Og det er SÅ nederen for alle os andre, der ikke køber os til følger. Det er ret nederen af flere årsager.

Det er for det første virkelig dumt at købe sig til fiktive følgere. For de følgere man køber, de ER fiktive. Det er programmer, der laver fiktive profiler. En slags robotter. Men de gør ikke noget. For det er robotter. Det eneste de gør, er at få følgertallet til at stige. Men det er en illusion, for det er ikke ægte mennesker. På nogen måde.

Sådan spotter du en fake profil

Der er forskellige måder at se, om en profil er fake på. Det er endda ganske nemt at se, om en profil er fake.

En fake profil er ofte en lukket/privat profil. Det vil sige, at du ikke kan se nogen billeder. Grunden til dette er ofte, at der ingen billeder er at vise, for en robot lægger ikke billeder op.
Hvis profilen er offentlig, vil den ofte have meget få eller ingen billeder. Igen – det er fordi det er en robot. De billeder, der er lagt op, er billeder, robotten har hugget fra andre.
En fake profil følger ofte rigtig mange andre mennesker. Nogle gange hundrede, nogle gange tusinde. Det er der som sådan ikke noget i vejen for. Men en fake profil har næsten aldrig nogle følgere. Så hvis der er en ubalance i, hvor mange andre profilen følger, og hvor mange følgere profilen har, så kan det være en indikator for, at det er en fake profil.
En fake profil er også ofte en profil fra udlandet, og profilteksten er minimal eller ikke eksisterende.

Sådan spotter du, om din blogger har købt sig til fake følgere

Selvom det måske ikke umiddelbart kan ses, om folk på Instagram køber sig til flere (fake) følgere, så er der nogle ret distinkte tegn, du kan kigge efter.

Ofte får den pågældende profil mange følgere over meget kort tid. Enten over nogle dage, eller uger. Med det sagt, så kan dette sagtens ske, uden at følgerne er fake eller købte. Det kan være profilen har fået et shout-out af en stor profil, eller er blevet delt nogle steder med mange følgere, som får øjnene op for profilen. Men det kan også være, at vedkommende har købt sig til disse følgere.

Her kan du gå ind og se på profilens følgere. For du har lige lært at spotte en fake profil. Så nu kan du scrolle ned og spotte, om der er nogle profiler imellem, som f.eks. er udenlandske eller falder ud fra de andre profiler. Ofte vil disse fake profiler klumpe sig sammen på listen, så er det ret nemme at spotte. Selvfølgelig kan en profil have fake følgere eller robotfølgere uden at have købt sig til dem. For nogle fake profiler følger bare automatisk andre profiler, og det kan ingen garantere sig imod. Men hvis der er mange af den slags profiler, jeg har beskrevet i sidste afsnit, så er de nok købte.

Slutteligt kan du se, om antallet af følgere stemmer overens med antallet af likes på vedkommendes billeder. Det passer ikke sammen, hvis en profil har 8000 følgere, men kun får mellem 100-200 likes pr. billede. Der er noget, der ikke hænger sammen så. En profil med 8000 følgere, der er ægte, vil formentlig og logisk have nogle flere likes pr. billede. Selvfølgelig kan antallet af likes pr. billede variere. Nogle motiver er mere populære end andre. Men hvis alle 8000 følgere er ægte, så vil der også være eksponentielt antal likes pr. billede.

Hvorfor er det her overhovedet vigtigt for mig?

Ja jeg ved ikke, om det her emne er vigtigt for dig. Men du er alligevel nået så langt i teksten, så må et eller andet må da trække i dig?

I virkeligheden er det her emne måske langt mere interessant for mig end for mig. For jeg ER blogger, jeg ER en “instagrammer” og jeg deler ting på sociale medier til inspiration for andre.

Men måske er det alligevel ret spændende for dig at få lidt mere info omkring dette emne. Måske deler jeg lidt info omkring det, fordi jeg synes, at emnet skal belyses for dig, der følger med derude. Så du ved, hvad du egentlig følger med i. Så du ved, om de mennesker du følger med hos, og måske selv finder inspiration fra, køber sig til følgere. Hvad du så vil gøre med den info, er op til dig.

Jeg synes, at det er snyd at købe sig til følgere på Instagram. Jeg forstår ikke, hvad man vil have ud af det. I bund og grund snyder de mennesker, der gør det, kun sig selv. De snyder sig til en illusion, både for dem selv og for os andre om, at de har mere succes, end de i grunden har. At de har flere følgere, end de i virkeligheden har.

På en måde synes jeg, at bringe det her emne op er enormt overfladisk. Samtidig synes jeg, det er en interessant tendens, at folk køber sig til følgere på Instagram.  Det siger noget om, at det åbenbart er utrolig vigtigt for nogle mennesker, at det ser ud som om, de er enormt populære på sociale medier.

Hvad tænker du om emnet og det her med, at man køber sig til flere følgere på Instagram?

Jeanette-hardis-odense-lets-blog-some-shit-blogger-forår-ting-jeg-vil-lave-i-marts

Om at være en strong, independent woman (og faktisk være OK med det!)

Så sidder jeg her. I min nye sofa… ja den er stadig ny efter tre måneder… jeg har lige sat min router op. Helt selv. For nogle vil den bedrift helt sikkert IKKE betegnes som en bedrift. Og mellem os sagt, så var det da heller ikke særlig svært. Alligevel sidder jeg med en følelse af at have overvundet noget. En slags “routerdrage” om man vil. Den er i hvert fald nedlagt nu den drage. Den sidste uge har jeg intet wifi haft i lejligheden da routeren, der var her, er Caspers og han tog den med sig. Fair nok ikke.

Jeg har heldgivis ikke som sådan manglet wifi den sidste uge, for jeg har ikke været særlig meget hjemme i lejligheden. Jeg tror næsten, det kan tælles på to hænder, hvor mange timer jeg har tilbragt herhjemme… Ej det er løgn, men du ved.. Overdrivelse fremmer som regel forståelsen. Og ellers får den bare historien til at være sejere. Eller utroværdig, men det er en anden sag.

Jeg har bare ikke været særlig meget hjemme, og så har jeg ikke brugt mit internet herhjemme. Jeg har ligesom heller ikke kunne bruge det, kan man sige så deeht..

Men nu sidder jeg som skrevet her, i min nye sofa, med min nye router sat op ved siden af mig. Jeg har sgu også selv samlet sofaen. Og internettet virker helt efter hensigten. Det kan både gå på Facebook og Netflix. Succes!

Den her tilværelse, hvor jeg er alene om at skulle klare tingene… den har jeg det ret godt i. Det bekommer mig på en mærkelig måde, at jeg selv skal finde ud af tingene herhjemme (og ude for den sags skyld). Jeg udvikler mig virkelig af det. Før i tiden ville jeg slet ikke have fundet ud af, HVOR let det egentlig er at sætte en router op. Jeg har endda både ændret det generiske, obskurt lange navn på mit wifi til et noget lettere genkendeligt. Jeg har sågar fundet ud af at sætte en kode på det. Jow jow tingene går ret fint herhjemme.

Jeg joker ret meget omkring det her med at være en strong, independent woman who need no man. Mest fordi det er ret sjovt. Og fordi det er sådan, jeg har det.

Jeg er en stærk, uafhængig kvinde. Punktum.

Mit sejhedsmoment toppede helt sikkert da en veninde og jeg, helt selv, byttede om på to loftslamper i lejligheden. Du ved; slukke alt lyset, så jeg ikke fik stød, pillede begge lamper ud. Både fra ophænget og fra selve kontakten. Sætte begge lamper til igen, og så endda rigtigt i første hug. Man er vel ikke elektrikerdatter for ingenting….

Der er intet jeg ikke kan, som jeg ikke også kunne før Casper og jeg gik fra hinanden, men alligevel føles det noget mere… sejt nu. At gøre de her ting. Alene. Nok også fordi det før i tiden var Casper, der bare automatisk tog sig af den slags… Med elektronik og sådan. Jeg fik endda selv flyttet hele mit anlæg med LP-afspiller, radio, forstærker OG højtalerne.

Jeg har rykket rundt på hele lejligheden også med føromtalte veninde, så den nu er min. Mit hjem. Jeg blev boende i lejligheden som Casper og jeg delte sammen. Det betyder uundgåeligt, at stedet er fyldt med minder, vi har haft sammen. Det betyder også, at jeg har skulle gøre en ekstra indsats for at starte på en “frisk” efterfølgende. Det er rent praktisk sket ved, at jeg nu har fået indrettet lejligheden præcis efter mit hoved og mine luner. Jeg elsker, hvordan den er indrettet nu. Der mangler kun et stort tæppe under spisebordet, så er den helt kørende.

Og så er jeg ret meget nede med at være mig selv lige nu. Jeg har, næsten, altid været i forhold. Det sidste forhold seks og et halvt år. Det er alligevel en rum tid ikke? Men nu er jeg bare mig selv.

Ej ved du hvad…slet det der “bare”!

Nu er jeg mig selv.

Det elsker jeg. Jeg elsker, at jeg kan gøre præcis som jeg vil, hvornår jeg vil det. Det gør jeg virkelig også. Jeg arbejder en masse, tager ud med venner og veninder, møder en masse dejlige nye mennesker, og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg udvikler mig rigtig meget lige nu. Fordi jeg gør en masse nye ting. Jeg nyder virkelig livet. Som et stærkt, uafhængigt menneske.

Lidt om at føle sig Beautified

Nå. Ovenpå det sidste indlæg herinde tænker jeg, at vi skal have lidt noget mere letfordøjeligt. For hold da op det var tungt at dele det sidste indlæg. Jeg blev til gengæld mødt af en bølge af omsorgsfulde kommentarer og helt ærligt ikke… det havde jeg slet ikke regnet med. Men I er satme så søde og dejlige mennesker, og der er efterhånden opbygget en virkelig dejlig atmosfære herinde. Det kan jeg takke JER for, der læser med. Uden jer ville det slet ikke være det samme altså. Tænk at sende en masse kedelige følelser ud i cyberspace og så få en masse kærlighed tilbage fra jer. Tak søde mennesker. Jeg tror, at jeg vil fortsætte med at dele den slags indlæg, hvor jeg virkelig viser, hvem jeg er. For det er godt og sundt tror jeg. Både for mig og måske for nogle af jer, der kan vide, at andre mennesker også sidder med komplicerede følelser, og at alt ikke altid bare er godt. Som sociale medier ellers har en tendens til at formidle.

I dag vil jeg dog, som skrevet, dele et indlæg af noget mere fornøjelig karakter. Jeg var nemlig til et bloggerevent i sidste uge hos min fantastiske skønhedsdame Beautified og hendes ligeså skønne naboer Tine Balle & Team Hairstudioe.

Her blev en håndfuld udvalgte bloggere forkælet til op over begge ører! Vi fik bl.a. lavet forskellige behandlinger hos Beautified, og vi fik stylet hår af de dygtige frisører.  Jeg fik en shellacbehandling, hvor jeg valgte den klassiske røde farve Wildfire. Den går til alt, og jeg er vild med den smukke, dybe røde farve. En omgang shellac holder mindst 14 dage på mine fingre. Det selvom jeg har et arbejde, hvor jeg nogle gange skal tage fat, at jeg træner og ellers laver hverdagsting. Det er selvfølgelig forskelligt, hvor lang tid shellac holder, men jeg vil sige mindst 14 dage, hvor jeg overhovedet ikke behøver tænke over, hvordan mine negle ser ud. For de er bare velplejede og smukke.

Da vi gik fra eventet fik vi en KÆMPE goodiebag med hjem. Den var fyldt til randen, bogstavelig talt, med en masse lækre skønhedsprodukter. Jeg elsker at dulle mig. Selvom min udgave af at dulle mig op, mest består i at holde min rud ren og pæn, sørge for mine negle, bryn og vipper og give mit hår gode behandlinger. Jeg er ikke sååå meget for at plastre alt for meget makeup i ansigtet. Jeg er nok bare mere til det naturlige, clean og rene look. Og så betyder det ret meget, at bunden aka. min hud, hår og negle er velplejet og smukke.

Mine bryn og vipper sørger Beautified for altid er on spot. Prøv at se dette billede, hvilken transformation mine bryn er undergået siden jeg begyndte at lade Beautified ordne dem. Det er næsten.. ej okay.. det ER faktisk pinligt, hvordan mine bryn så ud dengang. Jeg var en af dem, der plukkede dem helt tynde, så det nærmest kun var et hår der sad efter det andet. Heldigvis røg jeg aldrig med på den trend, hvor vi skulle barbere brynet helt af og tegne det op. I dag er mine bryn nogenlunde kraftige, og jeg tegner dem ikke op eller bruger bryn”pudder” for at holde dem. De får noget gel om morgenen, så de sidder i løbet af dagen, men det er det eneste jeg gør ved dem nu.

Anyways… Det var lige en lang brynsnak. Jeg vil faktisk vise jer nogle af de produkter vi fik med hjem fra Beautified, og så vil jeg give min anbefaling til mine yndlings af dem. For jeg har nemlig allerede prøvet nogle af dem.

Mit aboslut favoritprodukt og mærke er ansigtsmasken fra Miqura. Miqura er produkter produceret på 100% naturlig silke. Det lyder ret vildt ikke? Det er det skam også. Og det virker! Jeg har testet to sheetmasker og deres silkcocoons. Maskerne er helt geniale, for man skal ikke tørre noget af bagefter.

Det er en maske, man lægger på ansigtet og lader side, indtil produktet er trukket ind i huden. Så fjerner man masken, hvor produktet sidder på, og skal ellers ikke gøre mere. Det er altså ret smart, at man ikke bagefter skal stå at tørre masken af, men at den bliver absorberet ind i huden. Inden jeg brugte masken, brugte jeg deres silkcocoons også. Det er små gule dutter, man lægger i varmt vand indtil de er bløde, (de er hårde når de er tørre), og så tager man dem ellers på en finger og peeler bare derudaf ligeså længe man orker. De kan bruges 4-5 gange, hvilket er ret godt i betragtning af, at de kun koster 25,- Det er ret meget peeling man får for prisen.

Et andet produkt fra goodiebag’en er ovenstående pincet. Den er fra den kendte “brynmand” Kenny Anker, og kan erhverves hos Beautified.  Den er G-E-N-I-A-L! Nu får jeg ordnet mine bryn hos Beautified, men når der indimellem kommer nogle afstikkere, eller jeg har bryn, der stikker ud, så er denne pincet altså klart mit foretrukne værktøj. Den knækker ingen hår, som mange pincetter ellers gør, og den trækker håret ud nærmest uden, jeg mærker det. Jeg brugte den så sent som i dag inden jeg tog afsted til en koncertaften på Kansas City.

Det sidste produkt jeg vil smide en anbefaling efter i denne omgang, er den mest uundværlige barberskum i verden. Den hedder ShaveSafe, og er en let skum. Hvis du har tendens til irriteret hud og hårsække efter barbering, så er denne skum din redning. Den er både til mænd og kvinder – produkter selekterer ikke på den måde. Så den kan altså bruges overalt på kroppen. Jeg kan slet ikke undvære den nu. Den har en let og ren duft, og ingen syntetiske farver eller usunde ting i sig.

Udover de anbefalede produkter i dette indlæg, fik vi også en masse lækkert til neglene. Bl.a. en Vinylux lak, der holder sindsygt godt. Den har jeg på tæerne i øjeblikket. Eller.. altså.. på mine tånegle ikke? Derudover en lækker håndcreme fra CND, og en god neglefil!

Det er simpelthen så luksus ikke kun at blive inviteret (og være med til at arrangere også) til disse bloggerevents, men også kunne gå hjem med en trillebørfuld lækre produkter. Især fordi jeg kan teste dem og give mine anbefalinger videre af de bedste produkter.

Nu vil jeg smække min Mac sammen. Jeg sidder faktisk allerede på Kansas City og overværer lydprøver, men kunne lige få det sidste med til dette indlæg inden aftenens koncerter går løs. Kan I have en skøn weekend derude ♥ Og pisse, mange tak fordi I gider læse med.

Om at være ulykkelig – og at det er okay

Det her indlæg skrev jeg medio januar. Det var godt at skrive. Det er OK hårdt at dele nu. Men jeg tror, at det er sundt at vise sin sårbarhed. Også når det er af denne mere ulykkelige slags. 

Så. Here goes. Nok et af de mest personlige indlæg jeg til dato har udgivet her på bloggen. Ikke, at jeg ikke normalt er personlig herinde. Men ofte er det under dække af mine livretter, pænt tøj eller oplevelser i mit liv.

I dag har jeg fjernet det dække. I dag har jeg fjernet alle de fine farver. Alle mine smil. Alt min makeup. For at sidde tilbage sårbar og nøgen. Altså ikke i ordets bogstaveligste forstand vel? Men det forstå du sikkert godt.

Men her sidder jeg så. Og blotter mine inderste tanker og følelser for dig. ”Hvorfor” tænker du? Jeg ved det ikke selv. Måske i et forfængeligt håb om, at jeg kan finde ligesindede mennesker, der har det på samme måde som jeg lige nu? Måske for at give trøst til de mennesker om, at de heller ikke er alene? Måske bare for min egen skyld? Fordi jeg har brug for et outlet.

Normalt er bloggen mit outlet. Jeg har altid kaldt den mit kreative outlet. Det er den også i dette indlæg, men måske mere kreativt i retningen af, hvordan jeg kan dele mine følelser. Og hvordan jeg bearbejder dem.

Jeg har altid brugt det her med at skrive som en måde at håndtere mine følelser på. Nogle gange i mere eller mindre grad. Men når jeg skriver, så forsvinder mine følelser gennem mine fingre, ned på tastaturet og op på skærmen. Og her på skærmen… der står mine følelser langt klarere for mig end i min krop.

De følelser jeg sidder med lige nu, er ikke nogle følelser, jeg ville ønske for andre. Alligevel skrev jeg før, at jeg måske skrev og udgav dette indlæg i en fortrøstningsfuld søgen efter ligesindede. Men i virkeligheden håber jeg ikke, at de findes. For så ville det betyde, at de var lige så ulykkelige som jeg.

For i øjeblikket er jeg nemlig ulykkelig. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke ked af det. Jeg er ikke sur, vred eller deprimeret. Jeg er ulykkelig. Ulykkeligheden rammer mig som istapper, der falder fra taget når solen står højest og smelter dem. Den rammer mig som skyggerne, der bliver lange når solen står skævt på himlen. Den rammer mig som den isnende kulde om morgenen når jeg ånder iskrystaller en frostmorgen.

Samtidig lurer den alle vegne. Den omklamrer mig ved min mindste uopmærksomhed. Det øjeblik jeg slapper af, sniger den sig ind på mig og higer sig fast. Ikke som en igle, der suger sig fast. Mere som en våd jakke efter en regnfuld cykeltur. Ulykkeligheden. Den hænger over mig i øjeblikket, og min eneste flugt er at omfavne den og lukke den ind.

For jeg kan ikke flygte fra ulykkeligheden. Jeg kan ikke løbe stærkere end den, selv hvis jeg prøvede. Og jeg har prøvet. At løbe stærkt altså. Ikke på løbebåndet Gud nej. Jeg har slet ikke trænet endnu i år. Jeg har prøvet af løbe fra ulykkeligheden ved at fylde mit hoved med aktiviteter, fylde mine dage med aftaler og fylde mit tv med formålsløse tv-programmer. Men i det øjeblik jeg lægger mit hoved om aftenen på min pude, det øjeblik jeg ikke har nogle aftaler, det øjeblik jeg slukker mit tv, så finder den mig igen. Og selvom jeg fik en tiltrængt pause er den uvidende følelse kun midlertidig. For jeg kan ikke løbe fra det. Ulykkeligheden.

Den fylder min hverdag, mit liv og min krop for tiden. Det tynger mig og presser mig ned, og selvom jeg higer efter at bryde vandoverfladen og søge ind mod land, hvor jeg bedre kan trække vejret, så er tiden ikke til det lige nu. Jeg må træde vande i stormen og holde mig lige akkurat flydende nok til, at jeg ikke bliver suget med ned mod bunden.

Det er den omdiskuterede, levede og uundværlige kærlighed, eller mangel på samme, der er grund for min ulykkelighed for tiden. Det her gør så ondt, og er så personligt, men jeg håber på forståelse fra dig, der læser med lige nu. For har du ikke selv prøvet at måtte bryde med dit livs kærlighed? I den ene eller anden forstand? Det håber jeg ikke, at du har måtte, men samtidig er jeg så egoistisk, at jeg gør. For det vil give dig forståelse for mig lige nu. Og det har jeg brug for. Jeg har brug for, at det er okay at være ulykkelig. At det er okay ikke at være i tjulahop 24/4. At det er okay at dele det her.

Jeg oplever lige nu et brud med den person, jeg troede, jeg skulle leve livet sammen med. Men efter seks år sammen, har Casper og jeg valgt at gå hver til sit. Det føles så pokkers hårdt at skrive det her, og mine fingre kæmper imod, hvad mit hoved vil have dem til at skrive. Det er som om, jeg har fået midlertidig lammelse, og mine fingre danser rundt på tastaturet som en nyfødt kalv på græs.

Men realiteten er nu engang som den er, og jeg kan ikke længere undgå at indrømme overfor mig selv, at jeg er ulykkelig over situationen som den er lige nu.

For situationen er ikke som nogle af os havde håbet, eller troet, at den skulle være. Det hele er så komplekst, diffust og forvirrende, at jeg ofte glemmer, at lejligheden er ganske mennesketom når jeg kommer hjem fra arbejde.

Men det er den. Jeg er blevet boende i vores lejlighed, som nu snart kun er min lejlighed. Her bliver jeg boende med mine to hunde. De holder mig med selskab selv når jeg intet selskab vil have. Det tror jeg er ret sundt for mig. Måske du allerede havde luret, at der var noget under opsejling. Måske du er pisse ligeglad. Måske, måske, måske. Oveni hele situationen, hvor Casper er flyttet ud, oplever jeg nogle endnu mere private familiære dilemmaer, som jeg ikke engang kan komme ind på lige nu. Men det hjælper i hvert fald ikke på, hvordan jeg går og har det for tiden.

Det er nu engang, sådan landet ligger, og lige nu er jeg utrolig taknemmelig for, at jeg har verdens skønneste søster, veninder og netværk, der bærer over med mig, fordi jeg i øjeblikket ikke er mit vante, positive selv. Jeg bærer endda over med mig selv i øjeblikket, og har f.eks. tilladt mig et biologisk forsøg, hvori jeg forsøger at efterlade et aftryk af min flade krop i min nye sofa.

I det mindste er der kommet noget godt ud af denne suppedas. Nye møbler.

En ret sen playliste for en ret god måned

Ja altså.. Det er sgu ikke med vilje, at mine indlæg er så sporadiske herinde for tiden. Men ærlig talt ikke – det er fordi livet udenfor skærmen er ret tillokkende lige disse uger. Jeg arbejder en masse. Der er en masse seje arrangementer på Kansas i øjeblikket, hvor jeg arbejder. De af jer, der følger med på Instagramstory ved, at jeg også bruger meget tid på vende op og ned på døgnets ordinære døgnrytme. Sådan er det vist, når man arbejder i musikbranchen. Jeg har desuden heller aldrig rigtig fri. Hvilket jeg elsker. Jeg er en person, hvor der gerne må ske noget. Jeg er ikke god til stilstand, og selvom jeg ser frem til de dage, hvor jeg ingen planer har, så går jeg næsten op i limningen af rastløshed på netop de dage.

Så denne måned har været fyldt med en masse gode ting og oplevelser. Bl.a. et bloggerevent i sidste uge hos min kompetence skønhedsdame.

Det fortæller jeg meget mere om i et andet indlæg denne uge. For ja… jeg har tænkt mig at dele lidt flere indlæg nu, end de sidste par uger. Jeg kan mærke, at jeg har savnet at skrive. Jeg har savnet at dele. Især fordi I faktisk er skide søde derude bag jeres skærme. I sender mig så pokkers meget god karma, at jeg nogle gange er ved at vælte bagover af fantastiske kommentarer.

Nå… Men i dag skal faktisk handle om min playliste på Spotify denne måned. Den er faktisk OK standard, men den er alligevel et godt miks af forskellige genrer og kunstnere. Et nummer, der kører på repeat for tiden er bl.a. “Can’t Leave The Night” af BadBadNotGood. Det må være i den genre, der hedder trip-hop, og har du et godt musiksystem derhjemme, så er bassen i dette nummer uforglemmelig. Ellers er min playliste influeret af en god omgang pop, lidt mere trip-hop og så selvfølgelig klassikeren Medina. Jeg er gammel fan, og jeg kan sgu ikke komme udenom hende fra tid til anden. Jeg har det også ret lågsus for tiden, skal jeg selv sige det. Og det skal jeg vel.

Næste måneds playliste er jeg allerede ved at brygge på. Det er trods alt snart næste måned ikke…

 

Hvornår er det okay at være mere glad end ked af det?

Nå. Så gik der sørme lige igen noget tid med “pause” herinde fra. Det er virkelig ikke med vilje. Men med tanke på, at jeg rammer byen ret ofte disse dage, arbejder som et æsel og i øvrigt bare flyver omkring, så er tiden foran computeren ret lille. Alligevel kom dette dette skriv ud i sidste uge fra mine fingre, og her får I det. For jeg er nemlig glad. 


Det er et spørgsmål, der har hjemsøgt mig de sidste par uger. Det er ikke en normal ting, jeg går og funderer over. For normalt er jeg et ret positivt menneske.

De sidste to-tre måneder har dog lidt sat min ordinære positivitet på en prøve.

Det tror jeg, at et break-up gør ved ikke. Eller er det bare mig?

Jeg har endda et indlæg gemt til i fremtiden, der handler om den sorg og ulykkelighed jeg befandt mig i og oplevede for bare halvanden måned siden. Men tiden læger, som klichéen lyder, som sagt alle sår. Måske læger den ikke alle sår lige godt, men sårene forsvinder langsomt. Præcis som det sker, når man skærer sig i fingeren som jeg gjorde for nogle uger tilbage. Jeg troede aldrig, at det dybe snit ville hele. For det blev ved med at springe op og bløde på ny udover min hånd. Så jeg blev ved med at klistre plaster på fingeren i håbet om, at snittet da snart måtte stoppe sit forehavende med at dryppe blod ud over mit skrivebord og begynde at hele.

Selvom jeg ikke lagde mærke til det dag for dag, så var snittet lige pludselig slet ikke længere så dybt. Faktisk var det på et tidspunkt blevet fint. Endda ret fint. Der var stadig et ordentligt hak ned lige ved siden af neglen, hvor der sad noget sårskorpe, der nægtede at give slip. Men alt i alt var snittet på retræte, og hævelsen også faldet. For min finger havde været hævet pga. snittet. Det gjorde pisse ondt for endda at sige det pænt.

Men nu er det næsten væk. Såret. Snittet. Jeg kan kun se det, fordi jeg ved, at det har været der. Ellers ville man ikke lægge mærke til det.

Hvilket lidt er sådan jeg føler, jeg har det for tiden. For hold kæft mand, hvor har jeg været ked af det. Hvor har jeg været knust. Ulykkelig. Trist.

Men en dag af gangen gik tiden, og nu ved jeg kun, at jeg har følt mig så knust, fordi… ja fordi jeg selv har levet det. Nu kan folk i det mindste ikke se det på mig mere. Jeg lignede helt sikkert en bums, der var træt af at drikke hele januar. Formentlig også noget af februar. Det var i hvert fald sådan jeg følte mig. Som en brugt, sur sok, der var glemt under sengen efter en dag at være blevet skubbet derind af den ellers velmenende støvsuger.

Så lå jeg derinde under i mærket omringet af nullermænd, der heller ikke anede, hvad de skulle foretage sig derinde.

Men nu er jeg langsomt, men helt sikkert, kommet frem fra min eremittilværelse som de første par måneder af året bestod af. Nu er snittet efterhånden hele så fint på fingeren, at jeg ikke længere tager særlige hensyn.

Selvom der selvfølgelig er hensyn at tage til sådan en skadet finger. Præcis som der er hensyn at tage til et skadet hjerte. Men hensynene og behovene har ændret sig nu fra plastrer og bland-selv-slik til shellac og god vin fredag aften. Nu har hjertet behov for grin med mine veninder, for byture til morgenen titter frem, for vin, der smager ekstra godt, for koncerter, øl og søde mennesker. For hunde, der putter med mig indtil jeg ikke orker at ligge stille under dynen længere en lørdag formiddag. For duftlys, der på én gang ødelægger mit indeklima og gør, at mit hjem efterhånden dufter som mit hjem.

Nu er jeg efterhånden mere glad, end jeg er ked af det. Det er faktisk nok lige vippet. Fra at være fifty/fifty til at være… til bare at være mere glad end ked af det.

Hvilket er en svær følelse for mig at håndtere.

For hvor lang tid skal der gå fra et break-up (og endda et efter seks og et halvt år sammen!), hvor jeg var ulykkelig, til det er okay at føle sig bare lidt okay igen?

Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske, at jeg kendte svaret. Og så alligevel ikke; det hele er en proces, som formentlig er lærerig at være i.

Beslutningen om at gå hver til sit var også en fælles én. Så det er altså ikke fordi, jeg er blevet droppet. Eller fordi jeg har droppet én.

Det betyder dog ikke, at det ikke er op ad bakke og tungsindigt at ”miste” en relation på den måde. Især fordi vi ikke var eller er uvenner. Thank god nåede vi ikke dertil. At vi måtte skilles i ufred. Det hele er sket i fred og fordragelighed. Hvilket på en måde måske gør det en anelse sværere det hele. Havde jeg dog bare kunne kalde ham en stor, fed idiot fordi han havde været det. Men det kan jeg ikke, for det er han ikke. Det har han aldrig været.

Derfor er det endnu mere vanskeligt for mig at mærke efter, hvornår det er okay ikke længere at være knust. Hvornår det er okay ikke længere at være med ked af det end glad. Hvornår det er okay overfor både mig og ham at have givet helt slip. Både på forholdet og på sorgen.

Tuesday Talk | C and the City

SÅ blev det sgu tirsdag igen! Der har været nogle uger uden Tuesday Talk, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil udgive et indlæg HVER tirsdag, men føljetonen fortsætter skam i stor stil. Så husk at tjekke ind om tirsdagen uanset hvad. 

I dag skal vi lære en “ny” blogger her i Odense at kende. Hun hedder Christina, og har boet i Odense nogle måneder efterhånden. Lær hende meget bedre at kend herunder og find måske en ny yndlingsblogger fra Odense.

Hvad handler bloggen om:

C and the City handler om mænd, mad, mode og meninger. Faktisk nok mest mænd og meninger 😉

Det sker lidt af sig selv, når man pludselig skal ud på datingmarkedet, efter 10 år i et meget fast forhold. Der er sket en del siden sidst, kan jeg berette…

Generelt kan man sige, at det er en blog om at bryde tabuer, jo flere, jo bedre, i alle retninger.

Navn Christina Melchiors
Alder Det spørger man altså ikke en dame om, Jeanette…;-)
Blog: C and the City (Fordi ingen kan stave til mit navn og derfor var jeg nødt til at omdøbe den)
By: Odense (Igen)

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?
Der er faktisk tre:

  • Da jeg var i Kosovo for første gang under Balkan-krigen i 1999.
    Det gjorde et fuldstændig uudsletteligt indtryk på mig, hvor imødekommende, venlige og generøse folk var. De havde vitterligt intet. I-n-t-e-t, hele landet var fuldstændig smadret af borgerkrig og alligevel gav de alt, hvad de havde. Mad, overnatning, hjælp, alt!

De var mennesker, der intet havde, havde fået familie dræbt, fået deres hus smadret i         atomer og alligevel stod med åbne arme og gjorde de alt for at man skulle føle sig godt tilpas, hvilket er noget svært i en krigszone, hvor der bliver skudt efter en.

Det var i øvrigt op til jul, at jeg kom hjem igen og landingsbanen i Kastrup var plastret til med 20 juletræer med lys på. Det var meget …. vildt, at komme fra det yderste armod til så stor overflod.
Jeg tænker tit på det, for det er ret tankevækkende i forhold til, hvor meget vi fx har i Danmark og hvor bange vi er blevet for at nogen tager det fra os, når man har oplevet hvor generøse folk, der har mistet alt, er. Det er meget kontrastfyldt.

  • Da jeg blev syg for fire år siden, og alt i mit liv ramlede samtidig. Det er ikke en fest, at blive så syg, at man er ved at dø, ens kæreste gennem 10 år skrider og ens bedste ven også dør.
    Det hele skete samtidig, så på en måned, havde jeg mistet alt, hvad der havde været hele mit liv de sidste 10 år. A-l-t. Inklusive mit helbred.
    Den slags ændrer man sig ret markant af. I mit tilfælde heldigvis til det bedre, men det har ikke været sjovt eller nemt, at sætte sig selv sammen igen, når man har været makuleret i atomer og også skal lære at affinde sig med, at der er ting, man ikke kan længere, fordi man nu er syg.
    Det er bla. det, bloggen handler om.
  • Da jeg flyttede fra København og til Odense igen.
    ”Normalt”, så flytter man fra provinsen til Hovedstaden. Nu er jeg så flyttet retur igen og det skal man også liiiige vænne sig til. Heldigvis er Odense blevet god i de år, jeg har været væk.
    (I øvrigt er jeg slet ikke fynbo, men fra Jylland og så giver det jo slet ingen mening at flytte tilbage til Odense, men sådan er det altså blevet)

Hvad vil du være når du bliver stor?
Dronning, overtage verdensherredømmet, jagerpilot, forfatter og jurist.

Kvinder måtte ikke blive jagerpiloter, dengang det var aktuelt for mig, så nu regner jeg med at lande på forfatter og jurist. Efter en lille omvej på 20 år som journalist.

Hvad er dit største talent?
Jeg er helt ekstremt god til at finde og se mulighederne for andre mennesker. Ting, de kan gøre, veje, de kan gå, muligheder, de har, osv.
Så meget, at jeg flere gange, også professionelt, er blevet opfordret til at blive coach, men det skal jeg altså ikke. Jeg taler alt for meget 😉
Og så er jeg virkelig god til at lave desserter. Meget bedre end til at lave mad. Hvis man kan kalde dessertkokkerier et talent?

En sætning, du aldrig kommer til at sige ?
”Ikke mere bearnaise til mig, tak”.

Det kan jeg garantere, aldrig, kommer til at ske!

Hvis du om 15 år kunne rejse tilbage i tiden og tale med dit nutidige jeg, hvad tror du så, at du ville fortælle dig selv?
1) Lad være med at sammenligne dig med andre. Det gælder job, uddannelse, parforhold, børn, forlovelse, ægteskaber, alt!
Du tænker ikke bare dig selv ned i et hul, når du fx fokuserer på, hvorfor alle dine veninder bliver gift, og din kæreste stadig lider af voldsomt stive ben, der ikke kan gå ned på knæ, du glemmer også fuldstændig at se på alt det gode, du har, når du hele tiden har mest fokus på, hvad de andre har, som du ikke har. Comparison really is the thief of joy.
2)Du behøver ikke gøre din uddannelse færdig, når du godt ved, at det ikke er det rigtige for dig. Det der med ”noget at falde tilbage på”. Glem det. Når man først er færdiguddannet, i job og tjener penge, så går man jo ikke lige i gang med drømmeuddannelsen.
3) Man må gerne loppe folk ud af sit liv, når de ikke behandler en pænt. Det gælder også, når det er familie. Ind i mellem skal man virkelig ikke vende den anden kind til, men sætte hælene i.

4) Det er aldrig en svaghed, at være ærlig. Aldrig!

Hvilket motiv tager du flest billeder af ?
Hmmmm. Den var faktisk svær… Mad, tror jeg.

Plus mit hood, der er ret så pænt.

Hvor er dit yndlingsspot i Odense?
Jeg elsker det kvarter, jeg bor i, Den gamle bydel, med H C Andersens hus, gaderne der omkring og Over – og Nedergade.
Faktisk bor jeg nu på min 7 adresse i området, så det er en kærlighed, der holder ved. Og jeg HAR boet 7 år ude i Fruens Bøge ved Skovsøen og døde en lille smule hver dag.
Der er bestemt rart, men jeg elsker byen, de gamle huse, stemningen og at jeg kan gå til alt.
I mit yndlingsområde er Themsens Café mit stamsted, sammen med Grønttorvet. Altså det, man handler på, hvor der er marked hver onsdag og lørdag.

Jeg kan ikke lide:
Nærighed og hypokondri. Og nærighed behøver ikke kun være økonomisk, den kan også snildt være menneskelig og følelsesmæssig. Folk, der gerne indkasserer fra andre, faktisk forventer det, og ikke selv giver en skid igen: Jeg. Kan. Ikke. Ha. Det!

Din største guilty pleasure:
Mormor-slik.
Altså Blommer i Madeira, Toblerone, Quality Street, Orangegrene, After Eight og den slags. Og alt med marcipan.
Kombinationen af marcipan med sprut i som fx ovenstående Blommer i Maderia er uovertruffen. Det kan jeg ikke styre. Plus bearnaise, som nævnt. Virkelig et svagt punkt, jeg har der.

Når jeg har weekend bruger jeg tiden på…
Her ville man virkelig ønske, at man havde en enormt sej hobby, man trænede i og til, ikke? Eller at det at gå i spa, talte som en fritidsinteresse, ha ha 😉

Men når sandheden skal frem, er det vist en kombi af tømmermænd, at ses med venner, kysse på en sød type, gå langt med en hund, lave noget lækker mad, gå ud og så arbejde.

Efter mange, mange år som konkurrencerytter, og senere weekend – og nattevagter og alt for meget arbejde, går der lidt fandango i mine weekends.
Det er som om jeg er gået glip af noget, dengang, hvor jeg passede alle konkurrencerne, så nu prøver jeg at hygge mig maks. Og styre mine work-a-holic-tendenser, der desværre hænger ved.

Tak tak tak til Christina for at ville lege med! Er du selv blogger og vil være med i denne føljeton, så smid mig en mail på jeanette@letsblogsomeshit.dk!

Det er vigtigt (og rigtigt) at være glad, selvom man er ked af det

Nå. Så gik der vist lige tusind år siden jeg sidst udgav et indlæg herinde. Min hjerne, min krop og mine fingre har bare ikke kunne finde vejen herind. Undskyldninger er der nok af. Jeg har tænkt mange gange, at jeg ville finde vej herind igen. Men det er blevet ved tanken indtil nu. Jeg har bare ikke kunne.

Der har været så mange ting, som har trukket mere i mig. Selvom jeg får det ret godt, når jeg kan mærke at ordene glider ud gennem mine fingerspidser, ned på tastaturet og op på skærmen. De forlader min krop, som en masse andre følelser har forladt min krop de sidste to måneder.

Det har mildest talt været et lettere turbulent år for mig indtil videre. Jeg holder stadig, og stædigt, fast i mit ord, der skal guide mig igennem året. Det giver mig en masse håb, forestillinger og gennemslagskraft som jeg helt sikkert ellers ville have været foruden og formentlig manglet.

Som du nok ved, så er Casper og jeg gået fra hinanden. Det skete mellem jul og nytår. Januar er derfor gået med at tude, spise masser is, bland-selv-slik og take-away, se en masse serier og bare være i processen. Det har klart været det sundeste at omfavne ulykkeligheden.

For ja; jeg har og er fandme ulykkelig. Det er ikke nemt at indrømme. Men det gør jeg nu.

Jeg har det bedre i dag, end jeg havde det for en uge siden. Jeg havde det bedre for en uge siden, end jeg havde det for fjorten dage siden. Sådan er tiden gået med at få det bedre.

Ulykkeligheden hænger ikke længere over mig som en konstant trykken for brystet. En konstant fare for, at jeg ville komme til at græde ved den mindste tanke om, at HAN ikke længere er derhjemme når jeg kommer hjem. I starten bildte min hjerne min krop ind, at han var taget på ferie. At han var afsted, men at han ville komme hjem igen i vores fælles hjem. Den følelse har helt klart været bundet af, at jeg har været så priviligeret, at jeg måtte blive boende i lejligheden, og han flyttede ud. For så føles det ikke helt så forandret.

Mit hjem er stadig det hjem, jeg har delt med ham de sidste toogethalvt år. Det har vitterligt føltes som om, at bare lige var ude at købe mælk, og var hundrede år om det.

Jeg var bundulykkelig hele januar. Som i, jeg græd praktisk taget hver, eneste dag. Det lyder voldsomt når jeg skriver det her. Det er også mega personligt at dele. Men jeg tror på, at det er det rigtige for mig. At dele den her proces. Og lige nu kan jeg dele den. For det kunne jeg bestemt ikke for en måned siden. NEJ TAK!

I dag har jeg det godt. Så godt som man nu kan have det efter et brud med en person gennem seks år. Det lyder også meget voldsomt at bruge ordet “brud”. For det var en god og fælles beslutning. Det var den rigtige beslutning.

Vi er ikke uvenner. Vi snakker stadig sammen. Vi respekterer hinanden, og er okay med hinanden. Hvilket er fantastisk.

Det jeg også vil med det her indlæg er at fortælle og dele, at det er okay at være glad imens man er ked af det. For det er jeg. Jeg er glad. Jeg er glad hver dag. Jeg er også lidt ked af det hver dag.

Men at kunne finde ud af stadig at smile og finde noget godt ved hver eneste dag, er en egenskab jeg har husket mig selv på igennem den her periode. Igennem hele processen.

Om det så har været, at Rema 1000 har haft min absolut yndlingsis (den med pekannødder og karamel), at mine hunde har været sjove, at jeg har lavet gode ting på arbejde, at solen har skinnet, at min søster har sendt blomster, at jeg har hørt god musik eller drukket kaffe med søde og dejlige mennesker, så har jeg hver husket, at det er okay også at være glad.

For det er det virkelig. Det er okay og vigtigt at huske at være glad, selvom man er ked af det.

 

Hvordan jeg har det når #12

Folk spiser af mine pomfritter… (den med pomfritter går vist igen hva’?).

Fremmede mennesker sender billeder af deres overkroppe til mig i Instagram beskedfunktion…

Folk humble bragger lige i mit ansigt…

Jeg tænker på, at en af mine veninder kommer hjem i næste uge efter tre måneder i Hamborg…

Jeg allerede har lavet aftaler med pågældende veninde om at drikke (masser) vin…

Jeg tænker på, hvordan jeg helt sikkert kommer til at have det dagen efter masser vin …

Jeg lige har lavet en aftale med en anden (fælles) veninde om endnu mere vin weekenden efter…

Da jeg blandede slik for 95 kr og slet ikke skammede mig…

Folk fortæller mig, at slik både er usund og dyrt…

Når jeg alene har tømt en flaske rosé denne uge..

Når folk lige pludselig bliver hellige og bedrevidende..

Jeg kommer i tanke om, at jeg er den eneste til at tage opvasken nu…

 

Derfor havde jeg ikke mascara på i en hel uge

Jeg er typen, der har mascara på næsten altid. Med undtagelse om søndagen. Det er ikke fordi, jeg ikke kan gå udenfor en dør uden makeup. Det ved mange af mine veninder også. Jeg bruger faktisk heller ikke særlig meget makeup. Jeg har f.eks. aldrig fattet øjenskygge, og selvom det helt sikkert ville kunne gøre en signifikant forskel for især mine looks om aftenen, så har jeg bare aldrig brugt det.

Det vigtigste for mig har altid været en pæn og clean hud, mine bryn og vipper. Jeg har også før i tiden brugt læbestifter ret meget, men det er desværre gået lidt ned af bakke igen. Det skal jeg lige begynde på igen, for når jeg ikke bruger øjenskygge, vil det være oplagt at have lidt mere fokus på læberne.

Hver morgen bruger jeg derfor en god creme, concealer, puder og mascare. That’s it. Verdens mest simple morgenrutine. Som jeg ELSKER. Jeg er heldigvis blevet velsignet med en nogenlunde fin og ensartet hud, og har aldrig lidt af acne eller større udbrud, så på den led er det ret nemt for mig. Nogle gange hopper jeg også pudder over. Jeg bruger næsten aldrig foundation, da jeg synes det lidt er overflødigt.

Men, men, men. Alt er ikke godt her i mit ansigt.

For mine vipper er på det nærmeste gennemsigtige. De er SÅ lyse, og faktisk også ret korte. På billedet kan du se mine helt naturlige vipper øverst. Så medmindre jeg vil ligne en nyopstået fra graven, (eller i hvert fald en meget udtryksløs person), så skal jeg altså gøre noget ved mine vipper. Mine bryn bliver i øvrigt også farvet jævnligt og rettet hos Beautified, og der har jeg virkelig gennemgået en proces, fra meget skæve og tynde øjenbryn til smukt formet og velplejede øjenbryn.

Mine vipper plejer jeg hverken at bukke eller gøre noget ved. Jeg lægger kun mascara. Det er ikke fordi, jeg ikke vil bukke dem med en vippebukker. Jeg har bare ikke rigtig tid om morgenen. Jeg er nemlig typen, der klart vælger søvn fremfor ekstra tid foran spejlet. Sikkert til andre menneskers store fortrydelser, men så er jeg i det mindste ikke morgengnaven og det er også værd at tage med i overvejelserne.

Men for en uge siden fik jeg lavet ‘lash lift’ hos Beautified, og det har fuldstændig ændret min rutine om morgenen. Ej okay, SÅ drastisk har det heller ikke været, men det har gjort en kæmpe forskel for, hvordan og ikke mindst, hvor hurtigt jeg kan lægge min mascara. Og den sidste uge havde jeg slet ikke mascara på. Ikke en eneste dag. Det var fandme lækkert!

Jeg fik farvet min vipper samtidig, og hvis du har lyse vipper, så er det en kæmpe fordel at få dem farvet fra tid til anden. Jeg behøver faktisk slet ikke mascara pga. farven nu. Selve mit lash lift og vippefarvning var nok til at give mig et endnu mere markant og smukkere vippelook, end fra min normale mascara. Det var virkelig dejligt bare at kunne stå op om morgenen, og næsten ikke bruge noget tid foran spejlet. For ikke at nævne, at jeg kløede mig lystigt i øjnene hele dagen uden at tænke på at tvære makeup ud. Det var virkelig dejligt!

Hvis du ikke ved, hvad lash lift er, så er det et naturligt buk på dine egne vipper. Så slipper du for at bruge vipperbukker, (der i øvrigt slider meget på dine vipper), og vipperne bliver SÅ smukt buet! Det holder ca. 6 uger, så det er alligevel en rum tid, hvor du slipper for at skulle bakse alt for meget med mascara. Det bliver nemlig en del lettere at lægge på med et lash lift!

Denne uge har jeg så haft mascara på, og det gør nemlig også en kæmpe forskel når man lægger mascara! Mine vipper er VILDT flotte. Skal jeg selv sige det. Men det kan du også vurdere på før/efter-billedet i dette indlæg. Det er ret vildt at kunne have så gennemsigtige vipper ikke? Jeg er meget neutral når mine vipper bare er helt naturlige. Hvilket selvfølgelig også har sin charme, men det er sgu også ret kedeligt. Billedet er taget lige før og lige efter behandlingen, så min hud er lidt rød omkring øjnene, men der er en tydelig forskel på to billeder. Mine vipper har fået et buk, så de buer meget mere opad og udad og farven gør, at jeg rent faktisk kan se mine vipper nu. Er det ikke vildt!?

 

Behandlingen er modtaget som gave af Beautified
// Indlægget er selvfølgelig udtryk for mine egne holdninger
(alt andet ville være fjollet ikke?)

5 gode grunde til, at det er okay at hate på Valentinsdag

Der er ingen Tueday Talk i dag. Der er til gengæld fem virkelig fine grunde hvorfor, det er helt okay at hate lidt i dag; 

Det er for det første slet ikke en ægte helligdag. Altså forstået på den måde, at jo jo, der er vist nok den historie med ham hr. Valentin der, og noget om en ulykkelig kærlighed. Men come on! Det er jo ikke en befrielsens dag! Det skulle da lige være en befrielse for din ellers normalt ret trivielle og endda dovne kæreste, der vist nok alligevel hjalp med opvasken i sidste uge. For i dag er han sgu sød, sjovt nok, ret sød.

Det er en opreklameret dag, skabt af geniale markedføringsmennesker, der helt sikkert enten A) arbejder indenfor chokolade og/eller blomsterindustrien eller B) har haft så elendige parternere selv, at de måtte opfinde en (inter)national dag, kun for et være sikre på at få blomster i hvert fald én gang om året.

Hvis du har en kæreste, skuffer han helt sikkert. Fordi du selvfølgelig havde forestillet dig, at han ville fri til dig i dag. Mindst. Det kan godt være du aldrig nogensinde vil indrømme det. Heller ikke overfor dig selv. Men jeg er selv en kvinde (så godt som i hvert fald), så jeg VED hvordan vores fucked up hjerner fungerer. Lad nu være med at benægte det. I det mindste indrøm, at du havde forventet (mindst) et dusin røde roser. Og du fik en skallet buket fra Netto, fordi du selv mindede ham om, at det vist nok var noget med, at det var en eller anden kærlighedens dag i dag.

Hvis du ikke har en kæreste, så behøver du ingen yderligere grund for at hate på Valentinsdag. You go ahead and hate away.

Hvis dit forhold ikke kører så godt for tiden (har vi ikke alle haft de dårlige perioder), så bliver du virkelig mindet om det i dag. Eller hvis I har forskellige forventninger til dagen i dag. Så kan sådan en ellers normal tirsdag virkelig få en anderledes udgang end tiltænkt! Det er bare pisse nederen at blive mindet om, hvor lykkelige alle andre er, hvis man selv lige har haft et kæmpe skænderi med sin kæreste.

Hvad skal der så ske nu?

Måske du har lagt mærke til det? Stilheden herinde. Det har ikke været med vilje. Det har heller ikke været med uvilje. Jeg er nok bare et sted i mit liv lige nu, hvor jeg skal finde et nyt sted at finde balancen. Og hvor mange faktorer i mit liv skal det samme.

Som bloggen.

Ikke at jeg slår op med bloggen. Eller at den slår op med mig.

Men jeg tror, at der kommer til at ske nogle ændringer rent indholdsmæssigt herinde. Ikke de store drastiske ændringer. Men måske bare nogle mere ærlige indlæg faktisk. Nu er det ikke fordi jeg har løjet for nogle herinde. Det lyder så dramatisk. Men jeg vil bare gerne være mere mig selv.

Jeg er igang med at finde ud af, hvem JEG i grunden er. Sådan en proces bliver igangsat per automatik, når man bryder op med et menneske man har delt de sidste seks år af sit liv sammen med.

Den proces er også ret nice faktisk. Jeg er glad for det. Jeg har fandme også været ulykkelig. Det sir’ jeg dig. Jeg har tudet. Spist is. Druknet mine følelser i slik og dårlige serier. Men jeg er bare ikke typen, der kan leve i ulykkelighed. Der dyrker den. I hvert fald ikke i længere perioder.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke stadig er ked af det. Alt andet ville være mærkeligt. Men jeg er også glad. Eller i hvert fald ved at blive det igen. Jeg har i lang tid haft en tendens til at prioritere mange andre mennesker og ting højere end mig selv. Jeg har ikke tænkt på mig selv, og hvad jeg rent faktisk har lyst til.

Det kan jeg mærke, at jeg gør nu. Ikke kun pga. at jeg er alene sådan rent fysisk meget af tiden. Men også fordi jeg bruger meget tid på rent faktisk at reflekterer over, hvad jeg gerne vil. Hvad jeg føler. Og hvorfor. Jeg nyder tiden alene lige nu. Jeg nyder, at gå en tur alene for mig selv. Jeg nyder bare at være.

Kærligheden forsvinder selvfølgelig ikke bare sådan lige. Det gør den nok aldrig. Den forvandles formentlig til en anden form for relation. Seks år er alligevel lang tid at dele med et andet menneske. Og det er ikke kun pga. min solostatus, der gør, at jeg bruger meget tid på at tænke over tingene. Andre ting spiller også ind her.

Jeg tror, at det her er sundt for mig. Selvom det gør pisse ondt nogle gange.

Men altså. Det er derfor der har været stille herinde. Fordi jeg har brugt tiden på at tænke. Og på at leve også faktisk. Men det fortæller jeg mere om senere.

Må du have en god lørdag aften. Jeg sidder i toget på vej hjem fra et familiebesøg på Sjælland. Et lynvisit. I morgen starter søndagen med en brunch sammen med en god veninde. Hold kæft jeg glæder mig!