Tre gode bud på, hvad du kan lave i Odense denne uge

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der rører sig af kultur i Odense. Jeg arbejder selv med musikulturen til daglig, jeg deltager som gæst til mange koncerter på andre spillesteder og jeg tager til arrangementer, der gør min nysgerrighed endnu større omkring kulturlivet.

Derfor tænkte jeg, at det var oplagt med et indlæg, hvor jeg giver tre bud på, hvad du kan opleve af kulturarrangementer i løbet af ugen i Odense. Egentlig har jeg en forestilling om, at denne slags indlæg vil være en tilbagevendende begivenhed, for jeg bruger alligevel selv noget tid på at nørkle mig frem til de events, jeg selv gerne vil med til. Og hvorfor så ikke dele dem med jer herinde?

Mine anbefalinger er absurd subjektive, og det er mine personlige preferencer, der vil skinne igennem mine bud på kvalitetsrige kulturbegivenheder. Jeg skriver udelukkende baseret på egne erfaringer og interesser, og I vil ofte kunne finde mig til nogle af de arrangementer, jeg anbefaler herinde.

SÅ nu vi er ovre introduktionen kommer her mine tre bud på begivenheder jeg synes er interessante denne uge i Odense;

Arbirk – releasekoncert på Momentum // Gratis entré

Jeg hører meget musik qua mit job. Jeg oplever også meget ny musik, og Arbirk hører under dette tilfælde. Jeg oplevede Arbirk til et arrangement jeg selv var afvikler på under HCA Festivals i år. Bandet består live af Rasmus Arbirk (vokal, guitar), Henrik Arbirk (klaver, saxofon og synth) og Daniel Buchwald (el-guitat og gulvtam). Musikken er på én og samme tid varm og tiltrækkende og melankolsk og mørk. De beskriver selv deres musik som “advanced lo-fi pop”, hvilket måske lyder en anelse mystisk, men som egentlig giver ret god mening, når man hører deres musik. De holder releasekoncertMomentum på torsdag, og jeg regner bestemt med at skulle forbi. Det er gratis, kl. 21.00 og det bliver en fantastisk god torsdag aften.

Hvornår: Torsdag d. 5. oktober kl. 21.00
Entré: Gratis

Retroguld luksus loppemarked + Hello Vintage KILO marked // Entré 40 kr 

Jeg er VILD med genbrug, vintage og loppemarkeder! Så selvfølgelig skal denne med på listen af interessante ting, jeg gerne vil nå denne uge. I DOK 5000 afholdes der et kæmpe genbrugs/loppemarked. Jeg har været afsted til det før, og det er en blandet landhandel, man finder dernede. Det meste er virkelig godt, men nogle gange kan priserne også være i den lidt højere ende på genbrugsskalaen. Samtidig har jeg virkelig gjort nogle kup til deres tidligere markeder, og det er bestemt de 40 kr værd i entré som det koster. Kig især efter stentøj og mindre møbler. OG så er der Hello Vintage KILO marked samtidig. Her kan du købe tøj pr. kilo. Et kg koster 200 kr.

Hvornår: Lørdag d. 7. + søndag d. 8. oktober kl. 10-16
Entré: 40 kr for begge dage

Sonus #7 på Kansas City // Gratis entré

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke er bias omkring events på Kansas City. Dem støtter jeg selvfølgelig op omkring, og derfor kommer Sonus #7 også med på denne liste. Det er et arrangement lavet i samarbejde med Kansas City og Odense Øvelokaleforening for at fremme udviklingen af lokale, odenseanske bands og vækstlaget. På lørdag er genren ret rocket, men normalt kan det være ret varierende af musikgenre. Hvis du derfor kunne tænke dig at stille din nysgerrighed omkring det musiske vækstlag i Odense, så er det på lørdag du kan gøre dette.
Bonus: En fadøl koster kun 35,-. Nok det billigste i Odense.

Hvornår: Lørdag d. 7. oktober kl. 20.00
Entré: Gratis


 

Det var lige tre af mine anbefalinger til arrangementer denne uge i Odense. Jeg har mange flere interessante ting i ugen, som jeg godt kunne tænke mig til, men vi har kun 24 timer i døgnet, og så må vi jo vælge fra og til. Denne uge er det disse ovenstående arrangementer, som jeg har valgt til. Det har været mega svært for, der er mange gode tilbud i byen, og det handler bare om at gribe bolden, når den kommer flyvende. Og det gør den hele tiden her i Odense.

Har I nogle arrangementer på jeres “må-opleve-liste” denne uge som anbefaling til mig og hinanden måske?

Life Lately

Jeg vil starte dette indlæg med at sige tusind tak fordi I alle sammen læser med. Tak for alle jeres søde kommentarer, og tak fordi I giver en masse positiv energi min retning.

Når jeg ikke skriver indlæg hver dag, er der nogle gange nogle ting, bloggen misser. Hvilket jeg egentlig tænker er lidt ærgerligt. For jeg vil rigtig gerne være personlig herinde og på min Instagram. Det føler jeg også, at jeg er i form af meget følelsesladet indlæg som dette, der handler om at bryde grænser eller dette, der handler om at være alene.

Men jeg vil samtidig også gerne dele noget mere fra min hverdag og mit liv på et mere praktisk plan. Så nu kommer et indlæg, der handler om, hvad jeg har lavet det sidste stykke tid.

Jeg har arbejdet rigtig meget. Jeg elsker, stadig, mit arbejde som koordinator hos Kansas City. Jeg laver rigtig mange forskellige ting både på kontoret til hverdag, og jeg laver også mange forskellige ting som afvikler i weekenden. Hvis jeg ikke arbejder i weekenden og på den måde hører musik, så er jeg tit ude som gæst til koncerter og events på forskellige venues i Odense. Det er også fordelen ved at have et arbejde med musik – det giver en masse muligheder i branchen for at opleve musik andre steder. Jeg møder også en masse seje mennesker gennem mit arbejde, og mit netværk vokser og vokser.

Når jeg ikke arbejder, så træner jeg også relativt meget igen. Jeg træner mindst tre gange om ugen i Repeat nede ved havnen, hvor jeg stadig er rigtig glad for at træne. Jeg trænede tidligere i OBBC, men da Repeat både ligger tættere på, hvor jeg bor og er langt billigere for mig, flyttede jeg center. Derudover så er udstyret i Repeat helt i orden til det, jeg skal bruge det til. Jeg træner stadig meget styrkeløft, men også præget en del af body building og kredsløbstrænings. Nu har jeg også fået blod på tanden ift. løb, og jeg drømmer måske lidt om en dag at kunne løbe et halvmarathon. Det kunne være lidt sejt! Hvis der er nogle løbere derude bag skærmen med gode tip eller løbe programmer, må I endelig sende dem min retning.

Hele året har været et lettere turbulent år med mange udfordrende oplevelser. Jeg har desværre haft flere familiemedlemmer, der har været alvorligt syge, men det er ofte svært for mig at dele herinde. Ikke fordi jeg ikke vil, da min familie er en stor del af den jeg er. Men fordi det er mig, der har valgt at dele mit liv på sociale medier og ikke min familie. Meget sygdom er heldigvis blevet overvundet, men min familie har især været hårdt ramt af kræft. Noget mange af jer desværre sikkert kan nikke genkende til selv at have tæt ind på livet. Desværre gik min sjove farfar bort i sidste uge efter et, synes jeg, kort kræftforløb der startede først på året. Det er hårdt, svært og mærkeligt. Jeg er så priviligeret, at jeg indtil nu har haft alle mine bedsteforældre. Og det gør det næsten endnu mere mærkeligt, at min farfar er den første jeg mister.

Så jeg har brugt rigtig meget tid på Sjælland i år og været meget frem og tilbage. Især rigtig meget på det sidste, og nu ser jeg faktisk frem til en lidt mere rolig måned lige på den front.

Men jeg har i det hele taget forsøgt at få lidt mere ro i min hverdag og min sind de sidste par måneder. Min solo-rejse til Marrakech var startskuddet til en periode i mit liv, med mere fokus på mig selv, mine følelser og hvordan jeg håndterer dem. Jeg er bl.a. begyndt at meditere, hvilket jeg er noget, jeg er enormt glad for. Jeg mediterer næsten hver dag, og mindst hveranden dag. Det er forskelligt hvor lang tid jeg bruger på det, men det giver mig en ro og fokus, som jeg er rigtig glad for. Jeg har overvejet at lave et seperat indlæg, og måske en video, hvor jeg deler lidt mere omkring meditation og mindfuldness. Er der interesse i det?

Jeg er stadig alene siden Casper og jeg gik fra hinanden for snart ni måneder siden. Jeg forstår slet ikke, at tiden er gået så hurtigt i år, og nogle gange er det stadig meget mærkeligt. Vi er stadig gode venner, men det at gå fra hinanden efter over seks års forhold vil uundgåeligt give nogle komplicerede følelser og det har vi selvfølgelig også oplevet. Det er meget mærkeligt at have været sammen med ét andet menneske på den måde i så lang tid, og lige pludselig ikke længere er det. Det var en fælles gensidig beslutning, så det er ikke fordi der har været noget drama involveret i det at gå fra hinanden på den led. Men det er svært, og det vil det nok være i et stykke tid endnu. Jeg har datet, og også mødt nogle mænd, som jeg nåede at blive glad for. Men det er ikke blevet til noget mere alvorligt, og jeg er stadig single. Jeg ved slet ikke, om det er noget I er interesseret i at følge med i?

Det var lige en lille update herfra med stort og småt. I morgen byder på en dag på kontoret med nogle forskellige opgaver. Jeg er bl.a. ved at arrangere en fest for de frivillige på Kansas City, og det bliver selvfølgelig et brag af en aften!

 

Jeg står her alene

Jeg trækker vejret. Let. Tungt. Dybt. Uden at tænke over det. Overfladisk. 

Jeg inhalerer endnu en cigaret. Jeg er i virkeligheden i gang med at stoppe. Ikke fordi det er et stort problem. (Løj jeg for mig selv). 

Foto: Malene Nelting // model for Masked.dk

Jeg tænker på, hvordan det skal gå mig nu. Det lyder så alvorligt. Jeg tænker generelt meget. Jeg ved ikke, hvilken retning mit liv tager nu. Det er lang tid siden, jeg begyndte at bo alene. At jeg blev mig selv. Men jeg har stadig ikke vænnet mig til, at det bare er mig, der er herhjemme. At Casper ikke bare er taget på en lang ferie. Et par gader længere nede af vejen. 

Jeg savner. Jeg savner en hverdag, jeg kendte. En tryg hverdag, der de sidste seks år har budt på i hvert fald én person, jeg havde med mig i mit ringhjørne. 

Nu står jeg alene. Med kampen om at binde mine hænder ind, så de passer i boksehandskerne. Med kampen om tandbeskytteren, der skal tage de værste slag i ansigtet. Med sveden ned af panden og kun mig selv, der kan tørre den af. 

Jeg sukker. Retter mig på stolen på min altan. Kigger ud over kvarteret. Grønne træer og buske. Fugle. Børn, der hopper på trampolin. Får jeg nogensinde børn? 

Manden jeg troede, jeg skulle stå i ringhjørnet med resten af livet, står der ikke længere. Det var en fælles beslutning at stoppe vores forhold. Vi var ikke mere kærester, som vi var gode venner. Det er vi heldigvis stadig i dag. 

Men hvad nu? 

Jeg rejser mig. Hænger over altangelænderet. Det er aften og stjernerne lyser himlen og natten op. Jeg knuger mig ind i min striktrøje. Asker min cigaret. 

For et år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle stå her alene. At jeg ville kunne det. 

Men det kan jeg. Og jeg klarer det sgu godt. Det er hårdt sommetider stadig. Ikke fordi det ikke var det rigtige valg at tage. Men fordi det bare er hårdt. Fordi forandring fryder, men kan være en svær pille at sluge. Også selvom jeg selv har valgt det. 

Fordi tryghed er noget jeg er god til at finde behag i. Men trygheden ved at være to, må ikke være den eneste grund til at blive sammen. Men jeg skal vænne mig til det. At være… single… pfff.. Jeg er ikke god til det ord. “Single”. 

Måske fordi jeg er vokset op gennem mine tyverne og gået glip af alt online-datinghejs og i det hele taget alt dating-hejs. Måske fordi “single” i mine ører lyder som noget uden tryghed. Måske fordi jeg har svært at være single? Nu har jeg været i et forhold i så mange år, at jeg slet ikke aner, hvordan jeg skal være mig selv. Jeg lærer det så småt. Og jeg nyder mit eget selskab. Og trygheden må aldrig være den vigtigste faktor for at være i et forhold. Jeg vil hellere være alene, end jeg vil være i et forhold kun for tryghedens skyld. 

Men jeg skal finde mig selv igen. Finde min rolle som værende “bare” Jeanette. Og hvor pokker skal jeg lede? 

Måske skal jeg slet ikke lede? Måske jeg skal bare tage et skridt af gangen og prøve at finde ud af det på min egen måde. 

Jeg har taget en kop te med ud på altanen. Den er næsten for lunken til at drikke af, men jeg tager tre store slurke. På det sidste er øl og dans og fest skiftet ud med te og søvn og familie. I aften hører jeg soul-sange på anlægget og de smyger sig sagte ud på altanen fra anlægget i stuen. De lægger sig som fløjl om mit hjerte, og jeg indånder den kolde luft og udånder mine bekymringer for fremtiden. 

 

Månedens playliste – hæphop og raps!

Okay… Jeg er ikke død. Selvom min aktivitet herinde tilnærmelsesvis har nærmet sig at flatline. Jeg ved ikke, hvorfor. Måske fordi mit blogdesign har irriteret mig lidt? (Så det har jeg lavet om – hvad synes du?). Måske fordi jeg har en del tumult i mit liv for tiden? (Bl.a. min farfar, der er SYG!). Måske fordi jeg bare ikke lige har haft overskud?

Ingen ved det. Og ingen snakker sikkert om det.

Men her er jeg altså igen. Tilbage. Tror jeg nok.

I hvert fald med denne måneds playliste. For dem laver jeg troligt hver måned. Jeg lytter til musik hele tiden. Både på arbejde, imens jeg cykler, når jeg træner, jeg sætter plader på derhjemme, når jeg går tur med hunnierne. Denne playliste har endda været nogle måneder undervejs. For det er nemlig en af de længere og en af dem, jeg altid vender tilbage til.

Genren denne måned er rap, grime og hiphop! En genre som jeg lytter rigtig meget til. Jeg kan personligt bedst lide det, jeg vil betegne som “moderne” rap. Bl.a. i form af sub-genren “grime”. Men jeg lytter også meget til klassikere som NWA (Niggas with Attitude for de uindviede), JAY Z kommer vi heller ikke udenom ligesom Run The Jewels selvfølgelig også optræder på denne playliste.

Hvad angår grime, så er jeg virkelig forelsket i alt musik fra Bugzy Malone. Hans tekster, beat og stemning går lige i mit musisk hjertekammer, og hans nyeste album King Of The North kan jeg høre hver, eneste dag. Stormzy er også på denne playliste – hans nummer Shut Up elsker jeg! Det giver mig en følelse af selvstændighed og en “fuck it” attitude til folk, der ikke gør noget godt for andre.

Future er jeg også OK glad for, så han er også med på denne playliste, og af kvindelige rappere har jeg bl.a. Nadia Rose med. Hendes nummer Skwod skal du høre, hvis du lige vil have et skud “kvinder holder sammen, and don’t fuck with me” direkte ind i øregangen.

Denne playliste hører jeg ret ofte, og jeg har også flere og flere LP’er med rap. Bla. Run the Jewels (den første plade. Det er den bedste!), men også danske Suspekt.

Hører du rap, hiphop, grime? Eller er det slet ikke noget for dig?

Hvis ikke, så prøv at give denne playliste et lyt. Der er 89 sange på so far, og over fem timers musik, så der er noget at vælge mellem.

Månedens playliste – Indiemoody (den bedste playliste til dato!)

Okay. Så er jeg så småt tilbage på bloggen. I hvert fald for nu. Der er gået over en måned siden mit sidste indlæg. Jeg har aldrig nogensinde holdt så lang en pause fra bloggen.

Det har heller ikke været min mening, men det har været svært at finde tilbage herind. Mest fordi jeg kan mærke, at jeg har udviklet mig rigtig meget det sidste halve år, og især de sidste to måneder. Hvilket selvfølgelig påvirker de ting jeg laver, skaber og den måde, jeg laver mine indlæg på. Jeg har også rodet lidt rundt med bloggens layout og design, og er ikke helt tilfreds endnu. Det må komme med tiden.

For nu vil jeg dele denne måneds playliste. Ja… ret sent. Jeg ved det. Men her er den. Den har faktisk ligget på Spotify hele måneden, så det er kun fordi, jeg har været lang tid om at dele den herinde.

Husk, at du kan følge mig på Spotify og følge mine playlister. De bliver jævnligt opdateret. “Månedens playliste” piller jeg ikke så meget ved, når den først er lavet, men jeg kan godt finde på at tilføje lidt med tiden.

 

Denne måneds playliste vil jeg vove at påstå, er en af de bedre jeg har mixet. Den har en indiemood over sig, og den er perfekt til at få en feel-good følelse i kroppen. Jeg hører den både på kontoret, når jeg skal arbejde, når jeg cykler og især, når jeg starter musikken op i weekenden, når jeg skal vågne. Der er denne playliste virkelig god.

Generelt hører jeg meget musik. Det har jeg skrevet før. I og med mit arbejde er på et spillested i Odense, så hører det for det første til jobbet at høre meget musik, og jeg er efterhånden blevet lidt erhversskadet tror jeg. For før i tiden ville jeg ikke høre så meget musik, som jeg gør nu. Der kunne det endda stresse mig at have musik i ørerne i løbet af dagen. Nu hører jeg musik…. 10 timer om dagen. Seriøst. Det er derfor mange numre, der kommer igennem ledningen og ud gennem højtalerne eller mine hørebøffer. Jeg hører også meget mere forskelligt musik i dag, end jeg gjorde for et år siden.

Jeg er f.eks. virkelig blevet glad for rap og grime. Den havde jeg ikke selv set komme, men her sidder jeg. Og hører et fantastisk album fra en rapper jeg hører rigtig meget. Det handler ikke kun om musikken, men også om teksterne. Hvis man lige stopper op og lytter efter, er denne rappers tekster meget nutidige, samfundsrelevante, men rammer mig også på nogle dybere niveauer.

Næste måneds playliste er også allerede under opsejlning, og hvis du kunne tænke dig at lytte til mere nutidig rap, så skal du glæde dig. Mere om det om nogle uger.

Husk, at du som sagt kan følge mig på Spotify lige her.

 

Nu er jeg parat

Hvis der er noget, jeg har lært af at rejse alene, og være alene i det hele taget, så er det, at jeg virkelig har tid til at tænke.

Dette er ikke altid nødvendigvis en god ting, men alligevel har jeg nydt det.

Jeg sidder på Grand Café de la Poste. Stedet er på min liste over ‘must see when in Marrakech’ som jeg har fået af en ven, der arbejder med marrokanere.

Jeg tænker meget nu. Mest fordi jeg sidder med et glas rose, tapas og smøger. Jeg må ryge herinde. Hvilket et perfekt. Vin og smøger. Hvilken fryd.

Jeg sipper langsomt til min rosé. Den er sød og skarp, og smagen slår mig. Alkoholen slår mig mere. Jeg har ikke drukket særlig meget alkohol, mens jeg har været hernede. Til dels fordi jeg gerne ville holde en lille pause fra alkohol og til dels fordi, det er lidt svært at få fat på hernede.

Jeg tænker på, at denne rejse snart er slut. Og at jeg virkelig har fået tænkt og følt meget undervejs. Igen – aleneheden indbyder til ret mange tanker.

Jeg kigger op fra min plads i den store, bløde læderstol jeg sidder i. Stilen herinde er kolonial, og her er indtagende. Overfor mig sidder, hvad der må være vor tids Hemmingway. I hvert fald en moderne udgave af ham. Med stråhat, stort fuldskæg og i en hvid hørskjorte læser han i en bog.

Jeg tænder endnu en smøg. Jeg er på min tredje, mens jeg sidder her. Det er dejligt, bare at kunne sidde. Samtidig er det stressende. Mest fordi jeg sidder her alene og selskab faktisk havde været dejligt lige nu. I hvert fald det rigtige selskab.

Mine ben klister let til hinanden. Det er varmt herinde, selvom de store vifter kører på fuld drøn i loftet. Jeg inhalerer og betragter røgen, der er resultatet. Det er på en måde smukt.

Mine tanker vandrer frem og tilbage, og jeg ved ikke helt, hvad der venter mig, når jeg lander i Odense igen. Byen er den samme. Menneskerne er de samme. Men er jeg?

Har denne rejse ændret mig, eller er det kun omgivelserne her, der gør, at jeg føler mig forandret? Jeg føler mig stadig som mig selv. Men bare en anden. Det er svært for mig at forstå. Mit hjerte banker hårdt af tanken omkring min hjemkomst. Har jeg overhovedet lyst til at komme hjem? Eller kan jeg blive siddende her for altid?

Det kan jeg selvfølgelig ikke. Og har jeg overhovedet lyst til det? Jeg vil gerne hjem. Jeg vil gerne hjem for at gå tur med hundene. For at kramme på mennesker, jeg savner.

Men har de savnet mig? Jeg sidder langt væk og selvom jeg har oplevet en del af verden jeg aldrig troede, jeg skulle, og er blevet forandret deraf, så er Odense stadig den samme by. Med de samme mennesker. Kan jeg komme hjem og forvente, at byen forstår min forandring?

Jeg tørrer sved af min pande og tager endnu en tår af mit glas. Vinen her er overraskende billig, og et øjeblik overvejer jeg at bestille endnu et glas. Men jeg kan mærke, at alkoholen allerede har sat sit præg på min krop, og jeg dropper tanken igen.

Jeg tænder til gengæld endnu en smøg. Og tænker på, at jeg om 42 timer er i Danmark igen. Det er en mærkelig følelse, at jeg snart er hjemme. Det er en velkommen følelse. Jeg har efterhånden fået nok.

Det lyder negativt. Det er det ikke. Men jeg er mæt af rejsen. Jeg er mæt af mine tanker. Jeg er mæt af mænd, der råber efter mig på gaden. Jeg er mæt af aleneheden. Jeg er mæt af mine egne tanker. Selvom de nu er rare, så savner jeg noget. Jeg ved ikke helt hvad. Men noget. Det er ikke noget, jeg har lært på denne rejse.

Jeg har lært mange andre ting. At et glas rosé på en fin café ikke koster mere end 40 kr. At jeg sagtens kan prutte om prisen alene i souken. At mit eget selskab er ganske fint. For ikke at sige ganske fantastisk. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for det ukendte. For at bryde min grænser. Jeg har lært, at jeg kan overvinde min frygt for frygten.

Jeg har også lært, at jeg er langt stærkere, end jeg troede, jeg var. Og at mit hjerte er stærkere, end jeg troede, det var. Jeg har lært, at det er okay, at ting er svære og gør ondt. Det er en del af livet og denne rejse. Og jeg har lært, at jeg overvinder de svære ting. Og at jeg lærer af dem hver eneste gang. Jeg har lært at nyde og at mærke efter, hvad jeg gerne vil. Jeg har lært at sætte min ønsker først. For det har jeg virkelig været dårlig til før i tiden.

Jeg slukker min cigaret. Drikker det sidste af min kølige vin. Jeg går ned af trappen og siger bonjour til tjeneren.

Nu skal jeg hjem. Nu er jeg parat.

Danske tilfældigheder eller skæbnen

Det var første gang, jeg hørte danske stemmer hernede. En uge var gået i det marrokanske og jeg var endnu ikke stødt ind i andre danskere. Før nu.

Måske var det en tilfældighed. Måske var der skæbnen. Det var uanset hvad, ikke min plan at være i Bahiaa paladset på det tidspunkt. Jeg var gået hjemmefra med en prik på mit googlemaps, men prikken viste sig at være er forkert sted, og jeg endte med at gå tre km ekstra til det rigtige Bahiaa Palads. Det resulterede i, at jeg var her nu. Og at jeg hørte danske stemmer i netop dette øjeblik.

Jeg spidsede ører. I løbet af ugen har jeg ofte troet, at jeg hørte landsfæller kun for at blive snydt af mine ører. Men denne gang er det rigtigt. Den danske kvinde står lige foran mig. Hun snakker til sine børn. Om paladset. At det er en masse rum.

Jeg overvejer er øjeblik at holde mund. Intet på mig afslører, at jeg er dansk.

Men alligevel afbryder jeg hendes sætning, og fortæller, at der skulle være en smuk stor plads længere fremme.

Hun smiler til mig og jeg tror hun bliver ligeså overrasket over, at jeg taler dansk til hende, som jeg gør.

Jeg smiler tilbage. Hun svarer, at vil de da gå videre til så.

Jeg bliver stående med mit kamera. Halvt lammet. Halv stagneret her i rummet for mig selv. Omgivet af de smukkeste mosaikker i de smukkeste mønstrer trækker jeg vejret tungt og tager endnu et billede.

Da jeg når ud til den store plads mister jeg luften. Jeg glipper med øjnene. Den er virkelig smuk og jeg sætter mig ned på en kant fyldt med mosaikker.

Jeg bliver siddende i ti minutter, tyve minutter.  Indtil den danske kvinde og hendes familie kommer gående forbi. Hun smiler igen og siger Hej. Jeg smiler tilbage og vi snakker i noget tid. De fortæller, at de skal til historiefortælling på en hip café i Medianen senere på aftenen. At jeg er velkommen til at slå følge.

Jeg siger tak for tilbuddet og tænker for mig selv, at det ville være en fin aften. Samtidig vil jeg egentlig bare gerne hjem til min riad om aftenen.

Jeg ved ikke, om jeg tror på skæbnen. Eller på tilfældigheder. Eller måske på begge dele. Kan begge dele leve i koherens? Kan de eksistere side om side i et symbiotisk forhold, hvor de begge drager nytte af hinanden? Eller vil det være en dystopisk forestilling? Er dette møde min skæbne eller en tilfældighed på en lang række af tilfældigheder?

Er denne rejse en tilfældighed? Det ved jeg, at det ikke er. Jeg har selv booket den. Men er destinationen en tilfældighed? Hvor meget jeg end selv har valgt mit rejsemål er det måske stadig en tilfældighed? Og hvis det ikke er en tilfældighed, er det så min skæbne?

Jeg går videre i paladset. Suger alle indtryk til mig. Her er stille. Her er smukt. Jeg går ind i en frodig have, hvor der vokser avokadoer og grapefrugter side om side. Jeg kunne blive her for evigt. Jeg kunne i hvert fald blive her i mange timer endnu.

Men tiden er løbet fra mig. Det har den med at gøre disse dage. Det gjorde den ikke de første dage hernede. Der føltes tiden som en forfærdelig størrelse. Nu føles den som om en overkommelig mundfuld. Vagten begynder at gene folk ud og jeg følger med de få, der har holdt stand som jeg selv. På vejen ud tager jeg

Billeder og jeg indånder det sidste af paladset forsvundne storhed.

Måske var det en tilfældighed, at jeg mødte den danske familie. Måske var det skæbnen. Måske var det bare et spøjst sammenstræf 3000 km væk fra Danmark?

Måske bestemmer jeg selv min skæbne og mine tilfældigheder er bare afstikkere fra min planlagte rute? Mit møde med den danske familie er en velkommen afstikker kan jeg mærke. Jeg går ud af paladsets lille trædør der er i den kæmpe port der sidder på de høje murer.

Jeg finder café Clock på mit Googlemap og overvejer et øjeblik at gå hjem i stedet. Den vej kender jeg. Og måske familien ombestemte sig og gik hjem?

Men mine ben fører mig en ukendt vej og da jeg går op på tagterrassen på cafeen sidder familien der allerede.

Myntete

Jeg har lige bestilt en myntete. Jeg sidder på Cafe Clock. Jeg stod sent op i dag. Ved tolvtiden. Jeg har været her siden 15tiden. Nu er klokken ved at være otte. Jeg får min tekande med myntete og et opvarmet glas. Jeg hælder teen op og brænder mig på tekandens hank. Jeg bliver ved med at hælde indtil mit glas er tilfredsstillende fyldt. Jeg stiller hurtigt tekanden ned igen og kigger på mine røde fingre.

De spiller musik i baggrunden. Hver onsdag er der jamsession på cafeen. Det havde jeg glemt. Jeg så det ellers den anden aften, da jeg var herinde og høre marokkanske historier med en dansk familie, jeg mødte. De er rejst hjem i dag. De var godt selskab.

De spiller Shape Of You og et øjeblik er jeg hjemme på min lille altan, hvor jeg ryger en smøg og drikker vin. De glemmer teksten, griner og jeg er igen tilbage på cafeen.

Jeg er glad. Jeg smiler. Jeg tænker, at jeg på denne rejse får så mange mindeværdige oplevelser. Denne inkluderet. Jeg fatter ikke, at jeg sidder her. At jeg rent faktisk har taget to fly, der har bragt mig til dette kontinent. Til den afrikanske varme. At jeg har taget en taxa fra lufthavnen i Menera til Marrakech. At jeg har gjort det her. At jeg er her lige nu. Det slår mig, at jeg må være skør. At jeg tager denne rejse alene. Er det ikke skørt? Jeg trækker vejret tungt. Mærker den varme luft. I dag er det varmt. Fyrre grader. Luften er venlig her til aften. Det blæser let her på tagterrassen.

Jeg er ikke rejst herned for at være alene. Eller for at lære at være alene. Men alligevel tænker jeg, at det er dejligt at sidde her alene. Det havde også været dejligt at dele disse oplevelser med andre mennesker. Indtil det slår mig, at det gør jeg. Jeg deler den med det unge par, der sidder i hjørnet. Med de to unge kvinder, der sidder overfor mig. Med hele gruppen af musikere og deres venner, der sidder omkring lave borde med guitarer og trommer.

Jeg deler denne oplevelse med mig selv. Og det er helt okay, tænker jeg. Jeg kan mærke, at jeg savner nogle derhjemme. Men at jeg er her lige nu. Og det nyder jeg. Jeg kan ikke ændre på tilstande, der foregår 3000 km væk. Så når min myntete at blive kold. Jeg kan kun nyde min myntete med mine tanker her. På denne tagterrasse.

Jeg har aldrig ønsket at skulle klare ting alene. I hvert fald ikke resten af livet. Livet handler for mig om at dele. Men det er en god kvalitet at kunne gøre ting alene. Jeg har bare altid været god til at sætte egne behov og ønsker til side. Denne rejse er en egoistrejse. Noget jeg ønskede at gøre for mig selv. En rejse, hvor jeg lærer, hvad det egentlig er jeg ønsker og hvornår.

Jeg sipper til min myntete. Den trænger til sukker og jeg åbner et brev med hvid sukker og hælder i. En ung kvinde har fundet hendes guitar frem, og hele gruppen på 20 mennesker vender blikket og ørerne mod hende. Mig selv inklusiv. Hun synger fantastisk. Hun spiller også godt. Da hun er færdig klapper vi. De andre griner. Jeg smiler. Jeg er glad. Jeg fatter stadig ikke, at jeg sidder her lige nu. At jeg rent fysisk er her. Er det ikke et fatamorgana? Jeg mangler mine smøger. Jeg byttede min pakke væk i en handel om en lædertasker. Jeg havde ikke nok dirham og smed min pakke cigaretter med i handlen. Det godtog han. Jeg fortryder det lidt lige nu. En smøg havde været prikken over i’et. Men livet føles nu allerede lidt som en kirsebærdessert.

Prikken over i’et er måske for meget at forlange?

Jeg er taget herned for at sparke murer ned. Mine murer. For at lære mig selv bedre at kende. For at opleve. For at rejse. Det er ikke en ferie for mig. Selvom denne tur selvfølgelig involverer en del afslapning. Som denne eftermiddag på cafén. Dette øjeblik er ganske afslappende.

Jeg trækker vejret. Kommer i tanke om min meditation tidligere på dagen. At jeg skal hjem og meditere igen her til aften. Denne tur er en oplevelsesrejse i mit eget indre. I mine følelser. Hvor fraværende de end kan være nogle gange. Men jeg skal lære dem at kende. Og lære at acceptere dem. Jeg skal lære ikke at være bange for dem. For de er helt okay. Jeg skal lære, at det også er okay, at jeg nogle gange føler mig bange. Bange for at føle.

Jeg overvejer at gå helt op på den øverste terrasse. Jeg tror, at udsigten derfra er helt fantastisk. Jeg sipper igen til min te. Jeg tager glasset i hånden og rejser mig.

Udsigten er uforglemmelig.

Med tiden finder jeg ud af det

Jeg kan godt lide at være meta. Nogle gange.

Mine baller brænder let på den marmorbænk, jeg har sag på mig. Gad vide om min avokadoyourghurt i tasken også mærker det. Min taske står på bænken ved siden af mig.

Det er virkelig varmt og jeg rykker mig rundt. Her sidder jeg alene. Igen.

Mens hele verden fortsætter rundt om mig. Med dens gøremål. Der står vagter ved den lille park jeg har sat mig ved. Min Fanta i tasken bliver helt sikkert også varm. Det er noget, jeg er begyndt at drikke. Fanta.
Det var ikke noget, jeg rigtig var til før i tiden. Tiden ændrer sig. Hele tiden.

Det var ikke meningen, at jeg ville bruge så lang tid på min tur ud i dag. Nogle gange tager tiden kvantespring. Nogle gange føles den som at vente på et DSB tog. Lige nu føles den bare som min. Min helt egen tid. Jeg kan gøre med den hvad jeg vil. Lige nu overvejer jeg at rejse mig fra den her marmorbænk. Mest fordi den virkelig er varm og jeg hele tiden skal rykke mig rundt for at undgå at brænde mine baller. Det hjælper, når jeg letter mine baller lidt og sidder på mine baglår.

Pladsen er er overraskende mennesketom med tanke på, at det er en stor plads i den nye by. Nu kalder han ind til bøn igen. Det sker i Medinaen, men jeg kan tydeligt høre det her også.

Nu er der gået lidt mere tid. Før fik jeg en anelse stress. Fordi jeg ville have været nået hjem til min riad noget tidligere. Fordi jeg bare ville hjem. Men så gik det op for mig, at der ikke er noget, jeg SKAL nå. Nogensinde. Kun hvis jeg selv bestemmer det. Og hvis jeg bestemmer, at der er noget, jeg skal for at bestemme noget andet bagefter. Så er det okay. For det bestemmer jeg.

Den marmorbænk brænder virkelig. Hvordan kan den blive ved med at være så varm? Okay. Nu rejser jeg mig. Det her kan jeg ikke længere. Jeg kigger mig over skulderen. Ser igen de våbenbærende vagter. Tager et usikkert skridt på marmorfliserne. Jeg kender min vej tilbage. I hvert fald det første stykke. Resten skal jeg nok finde ud af. Med tiden.

3000 km væk fra alle mennesker jeg kender, er jeg tryg

Tryghed ved et andet menneske er altoverskyggende. Det er noget jeg har lært disse dage.

Der findes tryghed ved andre mennesker i forskellige afskygninger. Jeg stiller mig ved siden af den unge kvinde, der også skal over vejen. Jeg er gået langt nu for at komme op til den nye bydel i Marrakech. Der hvor alle de fancy butikker ligger og der, hvor civilisationen er mærkbart anderledes.

Jeg finder en tryghed i at stå ved hendes side. Jeg finder en tryghed ved, at der er et andet menneske, der også skal over vejen. Jeg kigger til min venstre. Jeg kan mærke, at sveden på min ryg får min hvide top til at klistre til huden. Udover har jeg en blomstret skjorte, der dækker min skuldre. Jeg ser igen til venstre. Konstaterer, at der ingen mulighed er foreløbig for at komme over vejen. Kvinden ved siden mig konstaterer sikkert det samme. For hun bliver også stående. Sammen står vi der. Og jeg er på en eller anden måde lidt mere tryg med hende ved min side end havde jeg stået der alene.

Det er en spøjs følelse. Tryghed. For den kan komme og gå hos mig. Ofte uden nogen speciel anledning. Den forsvinder selvfølgelig en del disse dage, hvor jeg begiver mig ud på eventyr, jeg aldrig troede, jeg skulle. Det at være alene og rejse er en grænse, jeg er i gang med at bryde.

Et er at rejse rundt i verden med et andet menneske. Noget andet er at gøre det alene.

For det giver en tryghed at være flere mennesker sammen i samme situation. Ligesom nu, hvor jeg skal krydse vejen. Vi har ventet et minut nu. Hun er også utålmodig. Hun kigger på sin telefon, og flytter vægten fra det ene ben til det andet.

Jeg får mere tryghed ved, at hun og jeg går på samme tid, for så bliver jeg sikker i min handling om, at jeg går over vejen på det rigtige tidspunkt. Jeg bliver bekræftet i, at det jeg gør er rigtigt. Jeg tænker, at det er fjollet. At jeg skal bekræftes i at gå over vejen på det rigtige tidspunkt.

Da hun tager det første skridt, ud fra den høje vejkant, går det op for mig, at mine ben følger med af dem selv. Som om de er klar over min lettere utryghed og selv tager kontrol over situationen. Jeg går over vejen med kvinden ved min side. Hun ved det ikke.  At det her er noget, jeg gør med hende.

Trygheden i, at vi gør dette samme er ikke en altoverskyggende følelse og jeg kunne godt have krydset vejen alene her i den sindsyge trakfik. Men alligevel var det dejligt, omend kun for syv sekunder, at have et andet menneske at løse en mission med. At komme over vejen uskadt med. Hun drejer til højre. Min vej går til venstre.

Jeg kan mærke, at mine sokker laver knirkelyde i mine hvide converse. Jeg går forbi en byggeplads. Dem er der mange af her i byen. Jeg tænker på Odense. På byens udvikling og byggepladser. Her ligner en byggeplads en sammensmeltning af et sandslot uden arkitekt og en losseplads for byggematerialer. Jeg er ved at snuble over en flise, men når at redde mig selv fra hudafskrabninger og laver et lille hop inden jeg igen finder balancen. Måske er det dét jeg har gang i med denne rejse? At tvinge mig selv til at lave et lille hop, skabe noget ubalance, for at finde min balancen igen?

Jeg går videre på det bredde fortov. Bag mig går en mand med mønter i lommen, og jeg lægger mærke til, hvordan de klirrer mod hinanden. Det er en irriterende lyd, men han går nærmest som om, han gerne vil frembringe lyden og gerne højt.

To unge kvinder går forbi mig. De har vestlig beklædning på og ingen af dem bærer slør. De kigger på mig – kan jeg se gennem mine solbriller. Jeg bliver kigget meget på her. Men så igen – jeg kigger også selv meget.

Det giver mig tryghed, at jeg ved, hvor jeg skal hen. At jeg har et mål og en rute. Jeg er dårlig til at vandre rundt uden formål. Selvom det var en del af formålet med denne rejse. At jeg skulle slendre rundt og lade mine ben tage mig hvorhen, de nu gjorde.

Jeg har opdaget, at det er jeg ikke god til, når jeg er i et fremmed land. Det er måske meget normalt? Jeg genkender et vejnavn fra min Googlemap, jeg kiggede på tidligere og drejer til højre. Nu er jeg lidt mere tryg igen. Jeg finder den cafe, jeg sigtede efter fra min gåturs begyndelse. Jeg sætter mig udenfor og bestiller noget mad. Tjeneren kigger lidt spøjst på mig. Jeg kigger lidt spøjst tilbage. Jeg bestiller en Cæsarsalat og en cola Zero. Jeg får et øjeblik adgang til wifi, men det forsvinder igen ligeså hurtigt det var dukket op. Jeg finder en tryghed i at have fundet et sted at side for en stund. I stedet for at gå rundt.

Jeg kan godt lide at være tryg. Men ikke for enhver pris. Jeg vil ikke finde tryghed i andre mennesker, medmindre det giver mening. Giver det mening? Jeg er ikke en tryghedsnarkoman. Eller… det tror jeg da ikke, at jeg er. Det må denne rejse være et bevis for, at jeg ikke er. Jeg valgte at gå over vejen ved siden af kvinden, fordi det gav mig en umiddelbar og nem tilgængelig tryghed. Men tryghed med andre mennesker er ikke noget, jeg vil have for enhver pris. Det skal føles rigtigt. Ellers føles det ikke trygt.

Jeg har været i er forhold i over seks år. Det er et halvt år siden vi tog en fælles beslutning om at stoppe vores forhold. Det var for det bedste. Trygheden ved at være to var ikke længere nok til at blive sammen. Og det må det aldrig være. Det må ikke være frygten for at være alene, der gør, at jeg er i et forhold. Eller at jeg tilbringer tid sammen med andre mennesker. At jeg konstant laver aftaler. Det var jeg bange for, var tilfældet. Men det ved jeg nu, ikke er rigtigt. For her sidder jeg på en fremmed cafe, i en fremmed by, i et fremmed land, omgivet af mennesker, der taler et fremmed sprog.
Og jeg er tryg.
Alene.

Var jeg nogensinde væk og jeg kan finde mig selv i 32 grader?

Det slår mig, at jeg er rejst 3.122 km (i fugleflugt that is) til et andet land for at finde mig selv. Er jeg virkelig blevet så meget væk i Odense, at jeg skal til Afrika for at starte søgningen efter mig selv? Er det her jeg er? Mellem den ene riad efter den anden? Mellem aftenbøn og smøger. Mellem lange smygsomme gevandter og myntete?

Er det min egen personlige og sjælsomme pendant til ‘Find Holger’?

Men i stedet for en masse af mennesker nærmest filtret ind i hinanden, der gør det til en næsten absurd opgave at finde Holger, befinder jeg mig gennemfiltret i gamle og nye følelser, viklet ind i spørgsmål, tvivl, sikkerhed, håb, fortid og nutid.

Kan jeg finde mig selv i den, nogle gange grå nogle gange regnbuefarvede, pøl af menneskelige regndråber, der rammer mig i ansigtet, mens jeg prøver at finde vej gennem den travle Medina.

Det er da om noget en ting jeg kan finde; en fysisk vej, hvor min ben leder vejen og min hjerne prøver at genkende pejlemærker, der kan føre mig tilbage på rette spor. Det er på én gang usigeligt udfordrende og ubehageligt irriterende at finde det rette spor her midt i varmen, men samtidig omfavner og lovpriser jeg, når jeg farer vild og kommer på nye (af)veje. For det gør jeg. Farer vild altså. Ofte. Men jeg finder altid vejen tilbage igen. Selv uden brødkrummer.

Finder jeg monstro mig selv igen? Er jeg overhovedet blevet væk? Har jeg i det hele taget forlagt mig selv, eller har jeg blot fået placeret mig selv i et nyt hjørne, på en ny hylde ved siden af nye faktorer (eller muligheder)?

Måske er jeg slet ikke blevet væk? Måske skal jeg slet ikke finde mig selv? Er det en mulighed, at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed og erkende, at tiderne er ændret og det er jeg også?

Er det virkelig så kedeligt? At jeg bare har fulgt strømmen videre til et nyt sted, uden overhovedet at have veget blikket fra min egen navle og dermed gået glip af turen dertil?

Eller har jeg haft for travlt med at speede op og nå videre til, at jeg overhovedet har opfattet, at jeg er kommet videre? Og at jeg er lige her. Hvor jeg er nu. Og at det er okay.

Måske. Måske er jeg ikke til at finde igen? Og hvem siger, at jeg kan finde mig selv her?

Midt i ørkenen. Måske har jeg fundet mig selv der ved siden af Holger. Måske har mit blik hvilet længe på mig selv, og jeg kunne måske bare ikke lide, hvad jeg så?

Måske kan jeg godt lide at være lige her, hvor jeg er lidt væk fra mig selv. Eller måske er det fordi, jeg bare er anderledes nu?

Måske var jeg aldrig væk.
I hvert fald ikke for mig selv.
Måske er jeg bare mig.
Og det er måske også okay?

Første hele dag i Marrakech – hej grænser, venligst ryk jer

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, får jeg en følelse af forløsning. En forløsning der lader mig slappe lidt mere af i min egen krop.

Hver gang jeg bryder mine egne grænser, kan jeg mærke, at jeg godt kan. At jeg godt kan alle de ting, jeg tidligere slet ikke turde drømme om at kunne. Det er første hele dag i Marrakech og jeg trak den med at gå ud alene for første gang. Jeg sover hele formiddagen væk, og da jeg vågner, lægger jeg mig til at sove igen. Langt om længe står jeg op. Min aircon har fungeret fint i nat, men nu er solen så højt på himlen, at selv mit værelse her i stuen, gemt væk i den lille gårdhave, begynder at få en temperatur, der gør, at jeg overvejer at stå op. Så det gør jeg. Jeg vasker mit ansigt med koldt vand fra den lille hane på mit badeværelse. Inden jeg rejste glemte jeg at tjekke, om mit værelse havde eget bad. Jeg blev glædelig overrasket da jeg ankom og konstaterede, at mit badeværelse har alle de essentielle nødvendigheder.

Mit ansigt føltes dejligt fra det kølige vand, og dråberne glider sagte ned af mine kinder.

Jeg fjerner gårsdagens og rejsens snavs og skidt og smører mig ind i dagens første omgang solcreme. Jeg hopper i et par shorts og en top. Her i riaden er det fint at have “vestlig” påklædning på. Udenfor respekterer jeg kulturen og tager længere gevandter på, der dækker knæ og skuldre. Jeg kan godt lide at vise respekt. For alle. Det skal vi gøre som mennesker. Respekterer hinanden. Noget mere.

Jeg åbner døren ud til gårdhaven og henter noget koldt vand fra det fælles køleskabet, der står i køkkenet. Jeg smiler til en af de søde kvinder i køkkenet (jeg fik ikke hendes navn. Det må jeg få senere), og spørger efter en kop kaffe. Lidt sproglig udfordringer og ti sekunder senere forstår vi hinanden og hun gener mig ud af køkkenet så hun kan lave kaffen i fred til mig. Jeg går tilbage på værelse. Finder min bog frem, min vandflaske, nogle nødder og en fersken fra den håndfuld jeg købte i går på markedet. Morgenmad gør jeg mig ikke rigtig i i dag. Jeg drikker til gengæld firs liter vand om dagen. Mindst. Og jeg kan se, at både min krop og min hud i ansigtet nyder godt af alt vandet og den varme sol. Min hud har aldrig været flottere, end i sydens sol.

Jeg bruger det første af eftermiddagen på tagterrassen. Jeg tager min kaffe med op. Drikker den, imens jeg læser. Skifter plads fra stol og bord til daybed og store puder. Jeg læser videre, imens jeg spiser min fersken. Den er lækker kølig og jeg har halvdelen af tiden lyst til at lægge den på min hud. Jeg læser min bog færdig og overvejer, om jeg snart skal finde mit mod frem og komme udenfor min riad. Jeg sukker for mig selv. Trækker på mine skuldrer. Bliver enig med mig selv om, at jeg har tilladelse af mig selv til at tage tingene i mit eget tempo. Jeg overvejer muligheden slet ikke at forlade min riad i dag. Men tanken om en ny forsyning smøger (ja. Det er derude jeg er), gør, at jeg går ned på mit værelse og pakker min mulepose.

Jeg smider mine shorts og sidder en tid bukseløs i sengen, imens jeg kigger sociale medier og lægger et billede på Instagram. Jeg savner mennesker derhjemme og en enkelt tårer eller fem sniger sig frem under mine vipper og lægger sig langs den nederste kant på mine øjne og gør parat til at vælte udover. Jeg får en besked fra en god ven. Han fortæller mig, at jeg er sej. Jeg svarer, at jeg føler mig fortabt og håbløs. Men, at det er en forbipasserende følelse, som jeg bare skal lære at håndtere. Jeg tager er langt åndedrag og forvisser mig selv om, at den her rejse gør godt. Samtidig fatter jeg ikke, at jeg har booket effin 14 dage hernede. Det er lang tid alene, og jeg ønsker, at jeg havde gjort rejsen lidt kortere eller havde lidt kendt selskab.

Jeg tager mig sammen. Hanker op i mig selv. Fortæller mig selv, at det er okay at have alle de her store følelser, men at jeg skal håndtere dem. Jeg kan ikke bare lukke mig inde på mit værelse. Så jeg finder mine lange culottes frem. De er perfekte i det her varme vejr, hvor jeg gerne vil dække mig lidt til, men stadig have luft til benene. Jeg finder en hvid skjorte, sætter mit hår og finder de store solbriller frem. Jeg er lidt i tvivl om mig selv. Om hvad jeg tør gøre. Men beslutter, at jeg ikke må være en kylling. Jeg er ingen bangebuks og jeg henter igen noget koldt vand til min gåtur. Jeg finder nogle Dirham frem, finder låsen til min dør og låser den efter jeg går fra mit værelse. Jeg åbner den tunge hoveddør ind til riaden og smiler til to unge drenge, der sidder på gaden ude foran. Jeg smækker efter mig. Og går til venstre.

Månedens playliste – at rejse (alene) er at leve

Hvis du følger bare lidt med herinde på domænet, kan det vist ikke komme bag på dig, at jeg just er i gang med at foretage mig min første solorejse NOGENSINDE.

Lige nu sidder jeg faktisk i lufthavnen i Gatwick og venter på mit fly, der skal transportere mig til Marrakech, som er min endedestination for denne rejse.

Og jeg har selvfølgelig komponeret en playliste til min ferie. Jeg laver en ny playliste for hver måned, og har faktisk gjort det siden januar. Denne måneds playliste er selvfølgelig opbygget omkring min alenerejse. Min ferie tager trods alt halvdelen af måneden, så det er vist kun på sin ret, at denne måneds playliste tager afsæt i min rejse.

Playlisten denne måned er nok den playliste jeg har lavet, der er mest differentierende, hvad angår det musiske indhold. Det er helt sikkert fordi, jeg har mange forskellige følelser angående denne rejse.

Jeg er både i totalt feriemode, og har stemningen af palmer, sol og afslapning. Samtidig har playlisten en del elektronisk musik, noget singer/songwriterish, rap og pop. Den har kort sagt noget for enhver smag. Hvilket måske er ganske fint for mig de næste fjorten dage.

Og måske også for dig? Husk, at du kan følge denne og alle mine andre playlister på Spotify. Du kan f.eks. følge min playliste med rap. Den er, skal jeg selv sige det, mere end god. Den er har meget forskelligt slags rap, og jeg er især ret glad for grime i øjeblikket, hvorfor den har en del deraf.

Laver du selv playlister til ferier? Ellers så følg min og lyt til det samme musik som mig.

Kender du det…

at man er helt parat til at tage afsked med Danmark for fjorten dage. Både min forældre og en god veninde har taget afsked med mig her i Kastrup. Jeg har checket min bagage ind. Jeg har købt den obligatoriske Starbucks kaffe, og jeg har været ude for at tisse af.

Men nu sidder jeg på gulvet i afgangshallen og venter. For mit første fly ud i verden er forsinket. Åbenbart. Her stod jeg og var helt parat. Til at komme afsted. Jeg var lige i stødet. Men nu er følelsen lidt mere… meehhh.

Ligesom når jeg sætter mig op til, at skulle have en solskinsis fra min yndlingsispusher i Sorø, og han så har lukket. Æv.

Jeg ved ikke helt, om følelsen kan sammenlignes i denne situation, men lidt. Nu vil jeg bare gerne afsted, og skuffelsen var da lidt til stede, da jeg tørt kunne konstatere, at flyet er forsinket.

Jeg sidder med musik i ørerne og skriver dette indlæg, og venter på, at klokken bliver 20.15, og flyet letter. Jeg ser frem til fjorten dage med en masse alenetid, hvor jeg kan få lov til at koble af og bare være mig selv.

Der er virkelig mange, der inden min afgang har været undrende overfor min solotur. Mange har også, velmenende helt sikkert, proklameret med lidt usikkerhed i stemmen, at jeg helt sikkert møder nogle, jeg kan snakke med dernede i Marrakech. Men ved du hvad? Det har jeg ikke brug for. I hvert fald ikke lige nu. Nogen af formålet med hele denne rejse er nemlig, ikke at skulle snakke særlig meget med andre mennesker. Men bare have lidt tid med ro og fordybelse. I hvad er jeg endnu ikke helt sikker på, men jeg er overbevidst om, at jeg nok skal finde ud af det. Og hvis jeg ikke gør, så er skaden sikkert ikke så stor.

Det er min første solo-rejse. Det er første gang, jeg skal flyve alene. Og selvom jeg har lidt kriller i maven (det er helt sikkert også den store STÆRKE kaffe jeg lige har drukket, der er årsag til det), så er jeg ret rolig omkring hele situationen. Mit største dilemma lige nu er faktisk, at jeg nok kommer til at savne nogle mennesker herhjemme. Men savn skulle være ret sundt også, og jeg er all for, at vi gør ting, der er sunde for os selv. Om det så er savn, øl, kaffe, chokolade, maratoner, salater, putning eller nusning af hunde – jeg skelner ikke, hvad der føles sundt og jeg gør, hvad jeg synes er rart.

Jeg har musik i ørerne. Det er ganske rart også. Og alt imens jeg sidder hernede på gulvet (jeg siger dig – ALLE siddepladser er optaget, og så var der et strømstik her til min telefon), kan jeg lukke lufthavnens organiske, men systematiske lyde ude med min dakke dak musik alt imens jeg dyrker en grov omgang people watching.

Der er f.eks. lige gået en mand forbi, der børstede tænder.

Har du nogensinde rejst alene og har du evt. nogle tips til mig? Som du nok kan regne ud, så er det ikke nødvendigvis andre menneskers selskab jeg søger. Måske mere mit eget.

Et break-up efterlader også hjemmet ret opbrudt

Da Casper og jeg gik fra hinanden tidligere på året  (rettere sagt lige på vej ind i det nye år), besluttede vi, at jeg skulle blive boende i den lejlighed vi sammen var flyttet ind i to år tidligere. Det var simpelthen det nemmeste af flere praktiske årsager, at jeg blev boende i lejligheden. Én stor årsag mine to hunde. Det er nemlig virkelig svært at finde bolig i Odense, hvor jeg må have ikke kun én, men to hunde. Selvom de er små, velopdragede og verdens sødeste hunde, så kan det være svært at overbevise en potentiel udlejer om, at de faktisk ikke splitter hans/hendes ejendom ad. Desuden ligger min nuværende lejlighed på 1. salen i et hus, hvor der er egen have til. Hvilket er en stor fordel når man har hund. Jeg har dog før boet i lejligheder uden have, og det kan sagtens lade sig gøre. Det er heller ingen hemmelig, at jeg leder efter en lejlighed lidt tættere på byen. Men det er altid de søde hunde, der spænder ben for de helt store lejlighedsdrømme.

Men for nu bliver jeg boende i det fine Skibhuskvarter, og jeg er efterhånden ved at falde godt på plads i lejligheden for mig selv. For et break-up efterlader nogle ret åbenlyse tegn på, at et forhold er afsluttet. Lejligheden lignede i lang tid en fusion mellem en bombet genbrugsbutik, IKEAs ”køb udstillingsvarer” afdeling og efterladenskaberne fra en ransagning.

Det var ikke godt.

Men et lettere ødelagt hjerte og en forvirret sjæl er IKKE gode kompagnoner når det drejer sig om at skulle indrette og få en halvtom og rodet lejlighed til at føles som et hjem. Som mit hjem.

Jeg fik på et tidspunkt fat på en veninde fra mit designstudie (hende jeg skrev speciale med) og sammen fik vi rykket rundt på møblerne, flyttet lamper, købt tæppe og ryddet ud i alle tingene. Det hjalp gevaldigt på det, og lejligheden begyndte mere og mere at føles som mit eget hjem. Som et sted, hvor jeg boede. Selvom der stadig var fyldt med gode og søde minder, så begyndte mit hjerte at finde sig til rette med, at lejligheden blev MIT sted. Hvilket var en ret dejlig og opløftende følelse.

Jeg købte ret hurtigt nye møbler, fik skiftet stolene ud, ny sofa, ny seng (det var en ret stor nødvendighed), lamper og diverse nipsting, der gør, at en lejlighed begynder at føles som et hjem. Stadig kan jeg dog tage mig selv i at tænke, at min lejlighed ikke helt er mig endnu. Når man har boet sammen to personer i over to år det samme sted, så akkumulerer der sig på forunderlig vis ret mange ting og sager. Og da Casper flyttede tog han en del af disse ting og sager med. Hvilket bl.a. efterlod mine vægge åbenlyse bare.

Ret hurtigt fik jeg rykket rundt på nogle plakater og fik fyldt noget af tomrummet ud. Stadig har det i lang tid føltes som om, at noget manglede. Og da jeg faldt over The Passie og hendes smukke illustrationer vidste jeg med det samme, at de ville passe ind i lejligheden og min stil.

Ret hurtigt lavede jeg derfor en aftale med Helene, der er ophavsdamen bag The Passie, om, at jeg måtte få en af hendes fine plakater plus en rabatkode til alle jer. Hvilket jeg er RET glad for. Jeg elsker simpelthen den fine Flamingo, som er endt med at hænge på en af mine vægge. Jeg ville virkelig også elske at have Den Svømmende Tiger hængende et sted. Den er simpelthen bare for sej! I øvrigt er priserne virkelig venlige, så det er nemt og billigt at opdatere, hvad der hænger på dine vægge.

I lang tid tænkte jeg, at Flamingo (det hedder hun nu) skulle hænge sammen med nogle af mine andre plakater og danne en af de famøse billedevægge. Men ærlig talt, så er jeg måske lidt træt af billedevæggene. Så Flamingo kom op at hænge for sig selv. Nu kan hun rigtig pryde min væg – og er hun ikke sød i den lidt naive, men sikre grafiske stil og med de klare farver?

Du kan selv købe Flamingo med en rabat på 20%! Du skal blot anvende koden “Jeanette” (yes yes fancy, at MIT navn er rabatkoden. Så ved man, at man er noget ikke?!)
Rabatkoden gælder fra i dag og de næste 14 dage, og du finder Flamingo lige her.

   Jeg har modtaget Flamingo som gave,
men indlægget er selvfølgelig udtryk for egne holdninger.

Det ville være fjollet at dele andres holdninger herinde.

Jeg er slet ikke klar til Marokko

There. I said it.

Jeg sad den anden dag foran computeren. Havde et mål for øje. Booke overnatning til Marokko. Jeg tog et dybt åndedrag. Sukkede. Kiggede på uret. Siden jeg bookede og betalte for mine flybilletter har jeg ærlig talt ikke skænket Marokko synderligt mange tanker. Det gjorde jeg heller ikke den anden dag. Men efter mange formaninger fra familie og venner om, at jeg SKAL booke overnatning inden jeg tager afsted måtte jeg tage rejsetyren ved hornene og gøre noget ved det.

Jeg stirrer formålsløst på skærmen. I virkeligheden slet ikke formålsløst, for jeg har et mål. Men lige nu føles min rejse så langt væk. Jeg sukker igen. Højt. Klikker rundt på diverse hjemmeside for overnatningsmuligheder. Beslutter mig hurtigt for, at Airbnb bliver løsningen på de ti første overnatninger. De sidste tre overnatninger vil jeg være et andet sted. Et sted med lidt mere luksus.

Jeg fører musen over de forskellige muligheder. Der er uanede muligheder og jeg sukker igen. Men jeg SKAL have booket. I det mindste så jeg ved, at jeg har et sted at tage hen når jeg lander tirsdag formiddag d. 4. juli.

Jeg tænker på de sidste par uger. Jeg har haft så travlt på arbejde, at jeg nærmest kunne slå et telt op i kælderen og tage bad dernede i stedet for at cykle hjem. Og forrige weekend blev brugt sammen med en god veninde til Northside. Denne weekend bliver brugt sammen med søde mennesker til Tinderbox. Og de sidste par uger har været vildt gode. Som i – jeg er ret glad. Men har ret travlt. Hvorfor tanker omkring Marokko ikke har fyldt særlig meget.

Jeg tager vist mest dagene en af gangen for tiden. Jeg tager timerne en af gangen. Jeg har efterhånden lært at leve i kontrolleret kaos. Det var aldrig gået før i tiden. Jeg ville blive helt befippet, hvis jeg ikke havde styr på tingene. Sjovt nok føler jeg, at jeg har styr på tingene nu, trods jeg f.eks. ikke lige ved, hvordan eller hvornår jeg skal afsted til lufthavnen om lige over en uge. Det er på en anden måde nu. Jeg har en anden ro. For tingene falder altid på plads. Det gør de. Og de falder rigtigt på plads. Det tror jeg i hvert fald på. Det tror jeg på nu. Ting sker af en grund, og jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg kommer til lufthavnen og hvornår. Måske min far vil køre mig? Måske jeg bare hopper uhøjtideligt på toget? Jeg har en aftale med en veninde om at kramme på gensyn i lufthavnen. SÅ meget ved jeg da. Og bare dét giver en lidt mere orden i mit ellers velkomne lettere fortrevlede, kaotiske, forvirrende men sindsygt lækre liv fyldt med oplevelser og mennesker, jeg ikke tror, jeg ville havde oplevet medmindre jeg havde sluppet mit tag i mig selv.

Jeg fik i øvrigt booket overnatning til de første ti nætter. Så lidt klar er jeg da.

Et hurtigt, men lækkert look til Tinderbox (jeg afprøvede det selv til NS!)

Vi ved allesammen, at festivaler i højere grad end musikken, handler om de looks vi kan tillade os at iføre os (løj hun). Ofte er festivallooks noget mere “out there” end det vi tager på en random torsdag morgen og med god grund. For til festivaler kan vi tillade os mere. For her er de gængse og spilleregler indenfor modens normer lettere udvisket. Om det er grundet musikken, alkoholen eller den festlige stemning ved jeg ikke. Men looks til festivaler kan altid overdrives og komme længere ud for vores konventionelle comfortzone indenfor beklædning.

// Grå kjole // Grøn skovmandsskjorte // Denimjakke // Hunter gummistøvler // Rains regnjakke // Rains taske //

Det her look er i virkeligheden ret basic. En grå, mellemlang kjole. En skovmandsskjorte bundet om livet (selvfølgelig), den skal ikke PÅ, men bruges som accessories), en lettere slidt denimjakke, de obligatoriske Hunterstøvler og en regnfrakke fra Rains.

Trods den åbenlyse minimaisme og normcorevibes i dette outfit virker det altså bare godt til festival. Jeg sportede selv et lignede outfit forrige weekend til Northside, og kan med solid erfaring meddele, at det virker. Især hvis det drypper lidt, og du ikke vil ofre dine nye, hvide sneaks for et crisp outfit til festival. Tro mig – det er en bedre beslutning at tage et på røjsere på, hvis vejret er bare lidt ustadig. Alternativt tage dem med i din rygsæk. For ja; det er noget nemmere at være på festival med en god rygsæk, hvor alle de mest essentielle nødvendigheder kan opbevares. Som et par sneakers skulle vejret blive bedre. Og solcreme, en vandflaske (som du selvfølgelig husker at fylde op og få noget H2O indenbords imellem alle dine fadøl), et par panodiler just in case, plaster, desinfektions gel så du kan holde de værste festivalbakterier væk, måske en kasket og evt. et par strømpebukser skulle benene blive for kølige i løbet af aftenen/natten.

Trods regn klarede jeg mig nu fint med bare ben til Northside. Så længe overkroppen er pakket ind, kan jeg klare mig med bare ben til langt ud på natten.

Ovenstående look er et simpelt festivallook, bestående af dele de fleste af os allerede har liggende i klædeskabet. Men det er samtidig et klassisk look, og det virker. Nogle gange skal man ikke kimse af det klassiske.

Er du typen, der planlægger outfits til festivaler og er du i så fald ved at være klar til Tinderbox?

Det her look er ret nemt at gøre efter selv her dagen inden Tinderbox.

 

Den dag jeg trænede i Mosen uden at dø af skam

Oh yes. I forrige uge var jeg inviteret til et bloggerevent af P20 solbeskyttelse. Her var vi en flok bloggere, der skulle træne i Mosen og samtidig forny vores viden omkring solcreme og skaderne ved solens stråler.

Kl. er 15.50. Jeg er på kontoret på Kansas. Jeg har taget skiftetøj med, så jeg går i kælderen og skifter til stramme tights, lyserød kasket og sweater. Jeg går forbi min chef på vej ud af døren. Han kigger spørgende på mig. Jeg siger hurtigt tak for i dag, og går videre. Thights er ikke min normale ”attire” på kontoret. Jeg hopper på cyklen og tramper hårdt i pedalerne på vej ind mod byen. Jeg KAN ikke cykle langsomt, uanset hvor hårdt jeg prøver. Så jeg ankommer til Mosen lettere svedmast og forpustet. Føler, det er den rigtige måde at starte et træningsevent på.

Sætter cyklen et stykke fra broen over åen og trasker det sidste stykke på gåben. Kan se, at jeg er den første. Møder Nicoline på vejen, der også skal med. Vi trasker sammen ned til pavillionen, der umiskendeligt må være det fysiske omdrejninspunkt for eventet. Jeg genkender en pige fra kommunikations bureauet, der også er med til at arrangere eventet. Jeg genkender Sofie Bentzen. Siger hej til to jeg ikke kan genkende og sætter min taske fra mig på presseningen, de har lagt ud under pavillionen.

De har lagt mange røde yogamåtter ud på græsset ved siden af. Lige der, hvor folk ofte sidder i grønne campingstole og spiller ølbowlning. Nu skal vi træne. Her.. midt i Mosen.. Jeg overvejer et øjeblik, om jeg kan nå at bakke ud. ”Jeg har glemt, at jeg skal gå tur med hundene… jeg smutter igen”.

Jeg tager mod til mig. Smiler og tænker, at det nok skal gå. Også selvom jeg normalt er en af de typer, der sidder i Mosen og nyder en kold. Enten øl eller Mokai. Yes.. jeg er en af de typer.

Der kommer flere bloggere. De fleste kender jeg… altså også i virkeligheden. Andre kender jeg fra deres profiler på sociale medier.

Da alle er kommet samles vi. Det begynder at småregne. Det støvregner. På den måde, hvor man bliver ret våd selvom det er mikroskopiske dråber, der lander på tøjet. Det må være mængden?

Vi får info omkring P20’s nyeste produkt. Det nye er bl.a., at spraydåsen som solcremen er i, ikke har noget låg. Låget er indbygget i selve spraydåsens hoved, og har en form for klik-lås. For mit produktemballagehjerte er en sådan forbrugervenlig løsning virkelig noget, der får mig til at glimte med øjnene. Jeg elsker, når emballager er gennemtænkte og gør brugen af produktet bedre og nemmere for forbrugeren. Jeg tænker automatisk på mit speciale. Min makker og jeg skrev om fødevareemballagers design. Min begejstring for en simpel klik-lås er tydeligvis en fagskade.

Jeg anede ikke, at selvom det er overskyet så trænger 95% af solens stråler igennem. Jeg har en, måske irrationel, frygt for at få hudkræft så jeg spidser ører. Trænger der virkelig SÅ mange stråler igennem, selvom der er skyer for solen? Jeps. Det gør der.

^^Pernille og jeg (i den lyserøde kasket) gør klar til konkurrencen! ^^ 

Jeg begynder at tænke over, at jeg skal bruge solcreme hver dag. Især i ansigtet. Jeg har let til røde kinder. Og jeg vil gerne beskytte min hud. Både imod UVA og UVB stråler. For der er forskel. UVA stråler trænger dybt ned i huden og er de stråler, der kan give kræft. ”Nej tak!” når jeg at tænke. Samtidig er det UVA stråler, der giver rynker og pigmentforandringer. Det er altså ikke nogle særlig rare stråler, og gruppen nikker samstemmigt, da vi bliver enige om, at vi skal huske solcremen hver dag. Men UVB stråler er nu ikke meget bedre. De giver også kræft fortæller den søde kvinde fra P20. Lige nu synes jeg dog ikke hun er særlig sød. Mest fordi jeg står og får lidt dårlig samvittighed over ikke at beskytte min hud noget bedre imod alt den info omkring solen hun kaster i hovedet på os. UVB stråler gør også huden forbrændt, hvis du ikke beskytter dig imod strålerne. Det gøres selvsagt bedst med en solcreme, der giver den rette beskyttelse.

Når jeg bruger solcreme, bruger jeg mindst SPF 15 eller 20 men ofte SPF 50. SPF angiver den mængde UVB-stråler huden kan udsættes for, før den bliver rød. Så ved SPF 30 kan huden udsættes for 30 gange mere UVB stråling før den bliver rød, end hvis du ikke havde solcreme på. Hvis du altså smører den rigtige mængde solcreme på. For hvis du ikke smører nok solcreme på, får du selvfølgelig ikke den beskyttelse som du tror. Så smør nu nok på!

Da vi alle er blevet forfærdet over vores manglende viden om solcreme og manglende brug af det, begynder træningen med Sofie. Vi starter med opvarmning. Vi skal deles op 2 og 2. jeg teamer op med Pernille. Da Sofie siger, at opvarmningen er en lille konkurrence de forskellige teams imellem, highfiver Pernille og jeg. Vi er begge konkurrencemennesker, og vi vil vinde den her latterlige opvarmningskonkurrence. Og det gør vi. Præmien er kun hån. Det er vi tilfredse med.

Vi fortsætter med nogle øvelser på trapperne ned til åen. Jeg er træt. Det har været en lang dag på arbejde og mine tanker kredser simultant om weekendens forestående Northside festival og hvor meget folk glor på os imens vi laver tricepøvelser på trappen. Vi fortsætter med armbøjninger og tøffer efterfølgende tilbage til yogamåtterne.

Nu skal vi træne core. Jeg hader at træne core. Hader. Vi skal lave forskellige udgaver af planken, nogle rygøvelser og maveøvelser. Jeg er mast. Men jeg er stædig. Jeg er konkurrencemenneske. Jeg giver ikke op og trods rysten i hele kroppen og mine baller, der er ved at ryste af, fortsætter jeg.

Da vi er færdige er jeg både gennemblødt af sved og støvregn. Jeg er glad for, at min kasket har taget det værste regn fra ansigtet.

Vi samles under pavillonen, og der opstår øjeblikkeligt en følelse af picnic. Vi sidder med tæpper, spiser lækre salater fra AC Deli og snakker om stort og småt. Min siddekvinde er fra Kompas Kommunikation, Regitze, og hun er i gang med at skrive speciale. Jeg kender følelsen, og vi snakker lidt om, hvor dejligt det er at blive færdig med uddannelse. Jeg fortæller, at jeg skal til Marokko om lidt, og to af de andre fortæller, at det er et skønt sted. Det er åbenbart mere besøgt, end jeg først antog. Jeg troede fejlagtigt, at jeg kunne have denne destination lidt for mig selv.

Jeg rækker ud efter en salat med and. Den er overraskende lækker. Måske det er kombinationen af and, mango og mandarin? Jeg spiser en bolle til med rødbede til min salat og drikker en rødbedejuice. Det hele er lækkert, og stemningen er hyggelig.

Da kl. nærmer sig 18 begynder selskabet at bryde op. Folk skal videre. Jeg skal videre. Jeg smiler. Tænker, at det har været en hyggelig eftermiddag. At det slet ikke var så grænseoverskridende at træne der midt i Mosen. Faktisk var det ligeså grænseoverskridende som at sidde og drikke øl i Mosen. Jeg tænker, at jeg senere på sommeren kommer til at afvikle koncerter med Kansas City lige på dette spot. Faktisk sidder vi, hvor toiletvognen formentlig kommer til at stå til august når vi skal være med til H.C. Andersen Festival.

Jeg rejser mig fra min lettere krampet og sammenkrøllede stilling på tæppet. Smiler igen. Siger tak for i dag. Går hen til min taske. Pakker mine sko sammen og beslutter mig for at cykle hjem i mine træningssko. Tager min yogamåtte og min pose med solcreme under armen. Krammer de sidste farvel og føler mig opstemt. Vandrer samme vej op til min cykel, som jeg traskede væk fra den. Denne gang med en yogamåtte under armen. Jeg føler mig meget New Yorker agtig. Som om jeg er typen, der lige smutter i parken for at dyrke yoga og efterfølgende drikker kaffe på en af byens smarte caféer. Det er jeg ikke. Men jeg forestiller mig det.

Jeg trisser bare tilbage til min cykel. Ingen kaffe i dag på fancy caféer. Får stablet taske, yogamåtte og træningsudstyr ned i min cykelkurv. Smiler og sætter mig op på sadlen.

Min playliste til Tinderbox ´17

Så kommer playlisten for weekendens festival! Jeg har selv lige overstået afviklingen af Pure Festival på Kansas City denne weekend, og er en anelse mast. Så jeg kan kun forestille mig, hvor maste folkene bag Tinderbox kommer til at være i næste uge! Phew mand.

Anyways – her kommer min playliste for festivalen. Det er min personlige playliste, så er det alt den musik, som jeg glæder mig til at skulle opleve. For mit vedkommende bliver det også en festival med en masse musik på programmet, og en festival, hvor musikken bliver prioriteret i den forstand, at jeg lægger et musikprogram og følger det. Ikke noget med at blive væk i champagnebaren, som jeg i hvert fald ikke blev til Northside *host host*.

Igen er min playliste fyldt med meget forskelligt musik. Jeg er vist bare ikke en én-genrestype og jeg shopper ret meget rundt, når det handler om musik. Den ene dag har jeg lyst til techno, den anden rap og den tredje pop. Det er aldrig til at vide med mig.

Men det er ikke svært for mig at fortælle, hvad jeg glæder mig allermest til at se på dette års Tinderbox!  Det er KLART Die Antwoord! Jeg fatter slet ikke, at de kommer til Danmark. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, der kommer for at se dem, og det er en kommerciel god bookning, men for mig er en det klassebookning, og jeg kan slet ikke vente til torsdag kl. 18.35! Jeg har set masser videoer fra deres koncerter, og du kan vædde på, at du kan finde mig helt foran på torsdag til deres koncert. For det bliver vildt!

Jeg glæder mig også meget til at se navne som Travis Scott, Tina Dickow (igen), Run DMC, Phlake, MØ, Tove Lo (især hende) og D-A-D. D-A-D mest fordi min far er KÆMPE fan, og jeg har kørt ham til mangt en koncerter med dem. Han beretter altid om det vildeste sceneshow og de vildeste koncerter, så nu vil jeg selv gerne opleve det på nært hold, og ikke kun fra parkeringspladsen med fulde mennesker på vej hjem.

Jeg håber, at vejret bliver bare lidt bedre, end det var på Northside. Lørdag var vejret fint, men ellers var det sgu ret fesent med regnvejr og overskyet. Blergh.

Skal du afsted på Tinderbox, og hvad glæder du dig mest til at opleve?

Jeg glæder mig også ret meget til alle modboderne haha! Det kan en madgris som mig slet ikke lade være med!

Årets festivaler – NS + TB + playliste

Jeg er ved at gøre klar til Northside i morgen. Jeg er ret overbevidst om, at jeg slet ikke har fået fortalt, at jeg skal til Northside i år. Det har jeg ellers vidst i ret lang tid. Jeg er så priviligeret at have dejlige mennesker i mit liv, der gav mig en billet til Northside med hele pakken (TAK Regina og Tue!). Partoutbillet, hotel + en masse NS merchandise. Og jeg glæder mig virkelig meget til i morgen!

Jeg skal afsted med min veninde Regina og vi har allerede planlagt et overordnet program. Jeg var afsted til NS det andet år (mener jeg nok) de afholdte det. Dengang var forholdene og afviklingen so and so. Musikken var til gengæld virkelig fed, og det er den også i år!

Jeg har ret mange must-see på mit program i år, og tænkte, at jeg ville dele nogle af dem herinde. Måske nogle af jer skal afsted? Hvis I ser mig, så sige lige hej. Jeg er hende med en Gin & Tonic i den ene hånd, et stort smil på læben og Regina i den anden hånd.

Jeg skal i øvrigt også på Tinderbox i år. Jeg har igen i år fået presseadgang, så du kan godt forvente en masse indlæg omkring Tinderbox og ikke mindst, hvilket musik jeg glæder mig mest til at opleve! Igen i år tænker jeg at lave et indlæg omkring street style på pladsen. Det var ret fedt sidste år, og det var også meget interessant at se de forskellige outfits folk ifører sig, når de skal på festival.

Anyways. Her får du min playliste for Northside – den er, skal jeg selv sige det, RET spændende og gennemført. Jeg har til gengæld en meget divergerende musiksmag og stil. Jeg hører meget rap, grime, elektronisk (lige fra techno til noise og house), rock, pop og singer/songwriterish. Jeg hører musik hver eneste dag og estimerer, at jeg formentlig har musik i ørene mindst 8 timer om dagen. Så der bliver hørt meget forskelligt! Nogle gange dyrker jeg en musiker eller et album eller en genre til ukendelighed. Jeg har f.eks. hørt rigtig meget Stormzy og Nadia Rose den sidste måned. Men jeg har også hørt to af mine yndlingsalbum med Oh Land tusind gange. Meget af tiden lytter jeg også til mine playlister på Spotify. Jeg laver en ny playliste hver måned, og jeg bruger playlisten og musikken som en form for musisk terapi. Ofte indeholder mine playlister musik, der frembringer en signifikant følelse omkring noget, eller som repræsenterer mit humør i den periode. Det er interessant og giver noget retrospekt at kunne se på mine tidligere playlister og huske, hvordan jeg havde det i den periode, hvor jeg sammensatte den pågældende liste.

Denne playliste i dag er selvfølgelig kun med musik, JEG gerne vil opleve til Northside. Det er derfor ikke en playliste, der er repræsentativ for alt musikken på Northside. Den indeholder det musik, jeg personligt glæder mig til at opleve, så det er min personlige anbefaling til festivalen. Hvis jeg skal vælge en top 3 af musik jeg virkelig glæder mig til at se bliver det The Prodigy, Radiohead og Run The Jewels. Men ærligt er det fandme svært at vælge! Jeg glæder mig også vildt meget til at se Tina Dickow, Tom Odell og Bisse. Generelt er jeg spændt som overfladen på et perfekt skænket vodkashot til at opleve alt musikken på mit program.

Mit program er som følger:

Fredag:
Run The Jewels
Tina Dickow
Bastille
Frank Ocean
2manyDJs

Lørdag:
Tom Odell
When Saints Go Machine
Phlake
China
The Prodigy
Suspekt
Sort Sol

Søndag:
Agnes Obel
Bisse
James Blake
Radiohead

 

Skal du afsted til nogle festivaler i år? Måske vi ses i weekenden?