Hvorfor jeg elsker at arbejde frivilligt – men lige er stoppet
Eller ja. Jeg er i hvert fald lige stoppet med at arbejde frivilligt ved én af de foreninger, hvor jeg ellers har været fast tilknyttet de sidste tre år.
Jeg har været frivillig instruktør i hundesporten agility de sidste tre år ved foreningen DCH Højme. Jeg blev uddannet instruktør med henblik på at undervise frivilligt. Det har jeg gjort troligt lige siden og været meget glad for.
Fast en dag om ugen har jeg stillet op og undervist mit eget hold de sidste tre år. Dette kun afbrudt af ferier og sæsonpauser. Men ellers fast hver uge.
Jeg har arbejdet frivilligt både fordi jeg selv kom i foreningen som medlem og gerne ville bidrage, men også fordi, jeg faktisk fik en masse ud af det.
Nu sidder du måske og tænker; ”Hvad pokker får man ud af at arbejde gratis?!”.
Men for mig var det ikke gratis arbejde. For mig var det langt mere. Det vil du vide, der selv har arbejdet frivilligt.
I den forening, hvor jeg underviste handlede det om mange ting. For det første var det en måde for mig at skabe et netværk igennem. Foreningen havde og har et fantastisk fællesskab via en fælles interesse, og dette fællesskab nød jeg at kunne bidrage til.
Derudover gav det mig en masse praktisk erfaring. Dette både omkring sporten agility, hvor jeg lærte nye måder selv at håndterer udfordringer på, og kunne diskutere fagligt med mit hold om, hvilke løsninger der findes, nye træningsmetoder og værktøjer til hundetræning.
Men jeg fik også mange nye kompetencer vedrørende facilitering, undervisning, kommunikation, samarbejde og lederskab. Noget jeg har udviklet mig meget grundet af, og som har lært mig ting, jeg kan bruge i andre områder også.
For mig har det heller aldrig været ”gratis arbejde” jeg har givet ud. Mest af alt fordi jeg virkelig har følt mig værdsat, og har fået at vide, at jeg har gjort en forskel for de mennesker, jeg har undervist. Det betyder alverden at have fået den erfaring, og jeg ville slet ikke have været den foruden. Derudover har det været et fast holdepunkt i perioder af mit liv, hvor andre områder har været knapt så fede. Så har jeg stadig haft nogle timer hver uge, hvor jeg kunne lægge alt andet til side og bare undervise og være til stede i nuet.
Jeg har også fået mange nye og skønne bekendtskaber, hvilket har medført en større tilhørsfølelse til Odense som tilflytter.
Så hvorfor er jeg stoppet, når der har været så mange gode ting forbundet med mit frivillige arbejde?
Tid er en faktor der bl.a. spiller ind. Jeg fandt til sidst, at jeg ikke kunne nå at forberede mig med den kvalitet, som jeg gerne ville levere. Jeg havde simpelthen ikke flere timer i døgnet mere.
Prioritering er en anden ting. Jeg måtte sætte nogle, ellers vigtige, emner langt nede på min liste over prioriteringer. Dette betød, at jeg f.eks. ikke følte, at jeg kunne slå til på andre områder af mit liv, der ellers betød meget for mig.
Dette medførte, at jeg tog afsted til mit hold uden egentlig at have mit hoved med mig. Altså… Jeg havde det på mine skuldre ikke… Men indvendigt var jeg et helt andet sted, end på den græsplæne, hvor jeg fysisk stod hver torsdag. Mine tanker flimrede rundt omkring alt muligt andet, og jeg kunne mærke, at det bare ikke duede. Hverken overfor mig selv, eller overfor mit hold.
Men beslutningen om at stoppe var svær. Det var alligevel en stor del af mit liv, og af mig, at jeg virkelig brugte mange timer på at gruble over det. Især fordi jeg faktisk var ovenud glad for at undervise, og kunne bidrage til andre mennesker.
I sidste ende måtte jeg dog tænke på mig selv, og jeg valgte altså at ”sige op”. Jeg stoppede for fjorten dage siden. Det har virkelig været mærkeligt. En form ”lettelse” over ikke at skulle afsted. Det har måske fyldt mere, end hvad jeg lige gik og troede.
Det var også en bittersød følelse. For det var skønt at få ”fri”, men jeg savner allerede nu mine ugentlige timer med holdet og de andre skønne mennesker i foreningen. Tre år er også lang tid, hvor jeg har været vant til at skulle afsted. Hvor jeg har snakket og opbygget relationer med dejlige mennesker over et fælles udgangspunkt. Jeg vil uden tvivl komme til at mangle det aspekt i mit liv. At jeg er udøvende agilityinstruktør. Men samtidig kan jeg mærke, at lige nu, så er dette for det bedste. Det bedste for mig.
Mine timer med frivilligt arbejde stopper dog formentlig aldrig. Nu kommer jeg til at hellige lidt timer til Kansas City i stedet. Og andre foreninger, hvor jeg ikke er fast tilknyttet. Hvorfor jeg elsker at arbejde som frivillig og bare ikke kan lade være er et godt spørgsmål. Det er formentlig fordi det giver relationer til andre mennesker, fordi jeg selv lærer noget af det, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel. Nok alle nævnte faktorer og mange flere til.
Arbejder du selv frivilligt eller har overvejet det?
