TANKER OM MODENS NORMER

Moden dikterer meget. Sæsonens farver, de rigtige snit, hvilke materialer der er in. Men normen indenfor beklædning dikterer endnu mere. Du tager ikke crocs på udenfor hjemme (eller i det hele taget!), dine strømper skal være samme farve på hver fod, der må kun være de “normale” huller i din trøje til hoved og arme, du må ikke misforstå leggings som bukser! Der er så mange uskrevne “regler” og “forbud” når det drejer sig om beklædning.

Der findes forskellige grupper af stilarter, og du kan identificere dig med disse grupper og på denne måde finde et sted, hvor du kan blive accepteret. For det er åbenbart vigtigt. Andres accept af vores beklædning. Og måske udseende i det hele taget.

Men hvad med vores egen accept? Er den ikke den vigtigste? Burde den i hvert fald ikke være det? Hvad synes DU er pænt? Er det virkelig din holdning, eller er du (og jeg selv) farvet af normen? Af hvad moden dikterer? Af sætninger som “ej, det gør man altså bare ikke!”.

For hvem er man? Og hvorfor bestemmer nogen hvad “man” kan iføre sig? Er “man” os alle sammen? Og hvis det i så fald er – så KAN “man” vel godt iføre sig crocs i byen?

H&M har lavet nedenstående fantastiske video, der har sat skub i mine refleksioner omkring min egen beklædning og stil. Hvad jeg synes er pænt – og ikke mindst hvorfor? Fordi jeg er påvirket af en branche, af bloggere, af min baggrund, af mit miljø, af min ide om, hvordan jeg gerne vil præsentere mig selv? Jeg ved det ikke. Men jeg har i sinde at prøve, at finde ud af det.

Ikke mindst vil jeg prøve bare at være mig selv! Ikke lade mig diktere af normer, regler og andres accept. Men forsøge at finde min egen accept. Og lade andre finde deres.

Hvad synes du om videoen? Sætter den gang i dine tanker omkring, hvad normen indenfor mode dikterer, og hvordan det påvirker dig og din stil?

VEGETAR ÆGGEKAGE

IMG_5147Man kan ikke lave en æggekage, uden at slå nogle æg i stykker. Så det gjorde jeg i går.

Det værende efter, at jeg endelig tog en pille imod en slem omgang migræne og rent faktisk kunne gå uden, at hvert eneste skridt bragte dundrende laviner af stramme jag i mit hoved. De sidste to dage har jeg været ret stille både her på bloggen, og på Instagram for mit hoved har ganske enkelt føltes som trykket i en ubåd uden trykregulator. Hver eneste gang jeg har bevæget mig, har jeg følt en bølge af, hvad man skulle tro var en håndværker hoppende på en trampolin med en slagboremaskine i hånden forsøgende at bore hul i mit hoved. AV! Jeg prøver bare at lade være med at tage alt for mange piller unødigt, men til sidst blev det altså for meget. Og efter 10 glas vand og en enkelt (stærk) pille blev det meget bedre. Nu står håndværkeren i hvert fald stille og hopper ikke ustyrligt rundt.

Så kunne jeg endelig bikse denne lækre æggekage sammen til aftensmad. Mums den smagte godt!

IMG_5153

.Jeg har lavet den i en sautérpande på komfuret, men den kan også sagtens laves i et fad i ovnen.IMG_5161

INGREDIENSER
En håndfuld champignoner (alt efter smag)
En pore
Et bundt bladselleri (eller efter smag)
½ blomkål
10 æg
Revet ost

SÅDAN GØR DU

Uanset om du ender med at bikse det hele sammen i en form til ovnen eller laver det på en pande, så skal champignonger og poren skæres i skiver og steges i olie indtil de er fine karamelbrune.

Bladselleri skæres i skiver og blomkål smuldres let med fingrene og de blandes i på panden. Her fik min blanding en spsk. Light smør for lige at give lidt mere smag og lækker karamelbund til kagen.

Pisk æggene sammen med salt, peber og friske krydderurter efter eget valg. Jeg brugte både basilikum, timian og oregano. Jeg elsker smage fra det italienske køkken så det putter jeg i ret meget her i køkkenet.

Hvis i pande: Hæld æggene i panden, strø ost ud over og læg låg på. Lad æggekagen blive færdig på lidt over medium varme. Det tager ca. 15 min, men hold øje med kanterne. Når den selv giver nemt slip, er den færdig. Jeg tippede min ud på en tallerken og wupit den var parat til servering.

Hvis i ovnen: Hæld dine stegte grøntsager over i formen og hæld æggene over. Strø osten ud over og ind i ovnen med hele molevitten. Den skal bages på ca. 180grader, men hold gerne øje med hvordan den ser ud. Den vokser nogle centimeter, så du skal bruge en lidt høj form alt efter hvor stor den er.

Jeg servede min æggekage med lidt friske krydderurter. Denne opskrift er vegetarisk. Nogle dage synes jeg, at det er fint ikke at spise kød og det er heldigvis ikke noget Casper har synderligt meget imod, så længe der er nok fibre og nok mad i det hele taget! Det skulle jeg hilse at sige, at der bestemt er i denne æggekage. Der er nok til en lækker madpakke til dagen efter også.

Har du prøvet vegetarretter i dagligdagen eller er det slet ikke noget du tænker over? Måske du har nogle gode opskrifter du kan anbefale?

IMG_5151

IMG_5162

VELKOMMEN EFTERÅR

IMG_7949Tænk engang, så er det efterår. Den første dag i efteråret 2015. Den eneste af sin slags. Den er fyldt med brune, knitrende blade, der bliver knust under mine fødder imens jeg med raske skridt går imod min specialemakkers lejlighed. Dørtelefonen virker ikke, så hun må hoppe to trin af gangen hele vejen ned af trappen fra 3. sal for at lukke mig ind. Kindkys og smil fylder entreen med varme, som vinden fylder gaderne med løse blade i disse tider. Vi havde knapt budt sommeren velkommen før den forsvandt igen som dug under solen.

Jeg sidder og ser på hvad vinden gør ved træernes toppe. De svæver nærmest fra side til side. Danser med vinden. Bladene visker at efteråret er kommet. Kulden er på vej. Men mine ben fik hurtigt varmen under mine nylonstrømper på cykelturen herhen. Det er endnu ikke så køligt, at jeg vil lade mig omfavne af varmen fra min store jakke. Endnu kan kaffen med skummet mælk klare opgaven. Varme mig op helt ud til fingerspidserne og lune mig ind i efteråret.

I dag er ikke kun efterårets første dag. Det er også den eneste dag, at det er 5 år siden, at Casper og jeg mødte hinanden. Første dag på studiet. Efteråret bragte meget mere end visne blade, kulde og rusken i træerne. Det bragte også varme, storm i mit hjerte og sørgede for, at efterårets dunkle morgener altid var fulde af lys. Det håber jeg også, at dette efterår bringer. Jeg har det på fornemmelsen. Ikke som en sjette sans. Det ejer jeg ikke skyggen af. Men som en bevidsthed om, at ønsker jeg gode ting, arbejder jeg også for, at de skal gå i opfyldelse. For fem år siden ønskede jeg gode ting. At de kom i skikkelsen af et andet menneske havde jeg på ingen måde kunne forudsige. Nærmere tværtimod. Men jeg lod mig danse med efterårets vinde og jeg har danset lige siden.

Velkommen igen kære efterår. Må vinden byde op til dans endnu engang.