GUILTY PLEASURE #2

Vi har dem alle. Jeg har skrevet det første indlæg om det lige her. Men der er flere. Selvfølgelig er der det!

Denne gang skal det handle om musik. For kender vi det ikke allesammen? Det der med at vi ynder at lytte til noget bestemt musik, som vores omgangskreds måske ikke sætter lige så stor pris på som os. Måske de endda synes at musikken er dårlig, eller ligefrem latterlig. Det kender jeg hvert fald. Ret tit griner jeg bare med når folk laver jokes om “dårlig” musik, men nogle gange stemmer jeg imod og bekendtgør kulør. At mine øre faktisk godt kan lide det nymodens pop, der af mange ikke kan klassificeres som musik. En af dem jeg har oplevet flest hævede øjenbryn over når jeg resolut skruer radioen op, er ….

taylor-swift_3240514bTaylor Swift

Jeg synes altså, at hun klarer sig pænt godt. Og nu kan alle I haters bare hate – jeg nyder at høre hendes glade melodier og teen-problematik-inspireret tekster både når jeg cykler, gør rent og træner. Jeg er ret selektiv i mit musikvalg, så det er ikke alt hendes musik jeg lytter til. Jeg vælger til og fra, men i sidste ende er jeg altså pro Taylor Swift. Sådan ligger landet.

Hvordan ligger det for dig? Kender du det med, at man ikke altid er helt enig med menneskerne omkring en mht. musikvalg? Det er for mit vedkommende ofte til fest eller sammenkomster, at disse konfliktende meninger virkelig kommer til overfladen.

ER DIT MOBILBRUG BLEVET EN UVANE?

Jerry_Hall_NormanParkinson_1976

{Fotokilde: Jerry Hall, By Norman Parkinson, Vogue, 1975}

Da vi var på kajaktur var adgang til strøm begrænset. Det betød rent praktisk, at vi lavede mad med åbent ild, og brugte lommelygter på batteri. Det betød også, at vores mobiler ikke kunne blive ladt op, såfremt de løb tør for strøm. Vi var afsted i tre dage, så det ville de uundgåeligt, hvis vi valgte at have dem tændt konstant.

Jeg havde dog hjemmefra besluttet, at min mobil skulle være slukket det meste af tiden. Hvilket den også var. Men den første dag var det faktisk lidt svært. Jeg blev klar over, hvor afhængig jeg i realiteten er for min telefon – eller i virkeligheden, hvor afhængig jeg er af de muligheder min telefon udbyder mig. Jeg er vant til at være online 24/7 og er rigtig “slem” til at tjekke min telefon i tide og utide for at se om der skulle være sket nyt på diverse online medier. Alle de gange jeg tager min telefon op og lige ser på skærmen og konstaterer at nej, der er ikke sket noget nyt siden sidst jeg tjekkede (for tre minutter siden). Det blev jeg virkelig klar over på denne tur. Det gav mig et indblik i mine (u)vaner omkring brugen af min telefon – hvilket fik mig til at reflektere meget over netop det; hvor meget tid jeg egentlig bruger med mobilen i hånden, øjnene klistret til skærmen og fingrer, der er i konstant bevægelse over touchskærmen.

Det er nemlig ret meget tid jeg i grunden bruger foran den lille skærm. Ikke kun når jeg selv tager et aktivt valg for at kigge på skærmen, men værst og mest af alt også ubevidst. Når jeg står i køen i supermarkedet, når jeg venter på en veninde, når jeg går en tur med hundene, imellem mine øvelser til træning, om morgenen imens jeg vågner i sengen – generelt bare på tidspunkter, hvor jeg måske keder mig lidt, og helt automatisk tager mobilen frem. Uden at tænke over det.

Måske fordi, jeg er dårlig til at være til stede der, hvor jeg er? Måske fordi, jeg er bange for at gå glip af noget – lider jeg monstro af FOMO; Fear Of Missing Out? Bange for ikke at like de rigtige billeder på Instagram? Se de sjove videoer på Facebook? Bange for ikke at være med, hvor det sner? Eller er det fordi det bare er blevet en vane? -At tage mobilen i hånden og glo formålsløst og apatisk ind i skærmen uden egentlig at opfatte, hvad det er jeg kigger på.

Under vores tur havde jeg min telefon slukket i 36 timer i streg, og ved du hvad?
Jeg gik ikke glip af noget vigtigt. Instagram var der stadig da jeg tændte for skærmen igen. Det var faktisk rigtig sundt at tage et aktivt valg om IKKE at lade sig opsluge af skærmen. Selvom det at have mobilen slukket den første dag, føltes som sand der løber ud imellem mine fingre. Jeg kunne mærke min krop og fingre hungrede efter at stryge kærligt over skærmen og få billeder og statusopdateringer til at suse forbi i en uendelig strøm.

Men som dagen skred frem begyndte mine fingre at mærke taget om pagajen, hver gang jeg tog et tag i vandet for at bringe mig selv fremad. Mærke modstanden i bølgerne. Glemme følelsen af sand jeg ikke kunne holde fast. Ikke kun mine fingre glemte, men også mit hoved. Jeg tænkte ikke på at skulle kigge på min telefon. Jeg var bare lige der. Ude på vandet. Foran bålet. Inde i bivuakken. Sammen med Casper.

Det tror jeg var rigtig sundt. At tage et valg om ikke at være online, så jeg bliver bedre til at tage et aktiv valg om at være online. Så det ikke bare bliver en formålsløs vane. Så jeg også bliver bedre til at være til stede, hvor jeg er; offline eller online.

Andre, der kan genkende denne problematik med deres mobil?

BERETNINGER FRA KAJAKTUR

Så kom vi tørskindet på fast grund igen. Vi har haft en rigtig dejlig tur på åbent vand med to overnatninger på en lille ø i Odense fjord. Med undtagelse af en enkelt tur ud på vandet med lidt for høje bølger, så var vi rigtig heldige med vejret. På ud- og hjemrejsedagene var der forholdsvis lidt vind, og især på vej hjem oplevede vi flot solskinsvejr. Jeg har aldrig nogensinde siddet i en havkajak, for slet ikke at tale om at sejle i en. Jeg har glædet mig rigtig meget til turen, men da tiden var inde, og jeg skulle sætte mig i kajakken, der drog modet fra mig. Jeg forestillede mig mange scenarier, hvor min kajak væltede og jeg lå med hovedet under, uden en chance for at kunne komme op igen.
Men ned i kajakken kom jeg, og da jeg endelig sad der var det faktisk ikke så slemt endda. Den vippede selvsagt, men ikke på et eneste tidspunkt kæntrede jeg. Succes!

Naturoplevelserne var helt vidunderlige, og at vågne op til fuglekvidder og udsigt til solopgang var uforglemmeligt. Her er et lille udpluk af de billeder vi tog under turen. Nogle af dem er fra et GoPro kamera, og er derfor af knapt så god kvalitet, men jeg håber at idyllen skinner igennem alligevel.

2015-07-31 08.38.16{Udsigten fra vores bivuak hver morgen }

2015-07-31 08.38.35 2015-07-31 08.41.42{En nøje plantet skov med træer på rad og række}

2015-07-31 08.42.55{Udsigten fra vores bålplads}

2015-07-31 08.43.12 2015-07-31 08.52.01 2015-08-01 20.29.49{På åbent vand}

2015-08-01 20.30.45{På vej under Odins bro på hjemturen}

2015-08-01 20.30.49Er det ikke noget af nogle udsigter vi havde under turen? 

Det var skidehårdt at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge den rette teknik i kajakken, så mine arme ikke syrede til. Det er nemlig langt fra armene, der skal gøre arbejdet, som det er skuldre og ryg. Det handler meget om den rette teknik, og den skulle jeg bruge nogle timer på at greje. På vej hjem gav Casper mig nogle cues og næsten inde i Odense havn forstod jeg den helt rigtige teknik til at kunne komme hurtigt fremad UDEN at syre helt til i armene. Det er typisk, at det er tæt på målstregen, at man oplever en åbenbaring og endelig forstår. Nu kan jeg det til næste gang, for ud på vandet skal vi igen! Det er en super måde at dyrke motion på, og det var derudover rigtig hyggeligt at være afsted sammen. Det kan klart anbefales!

Jeg valgte de tre dage vi var afsted stort set at have min mobil slukket. Hvordan dét gik har jeg også skrevet et indlæg om, der snart kommer på bloggen.

Er der nogle derude, der selv har prøvet havkajak og har nogle erfaringer jeg måske kan tage med mig til næste gang?